Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
22 
til ingen nytte blot for at undgå, at franskmændene fik kig på os, for så kunne de gerne 
have hittet på at sende os en hilsen i form af en granat eller to. Nå, endelig var målet 
og møjen, det havde kostet, glemt. Ja, turen var såmænd ærlig møjen værd, for kønt er 
der heroppe. Et tyndt snelag dækkede jorden og hang i træernes grene. En dejlig 
granskov er der heroppe, dog findes der også enkelte eg og bøg iblandt. De kappes 
med granen, ja, fører en fortvivlet kamp med dem for at komme op og få deres part af 
lyset og luften. Terrænet (eller) bjergene er hist og her gennemskåret af dybe stejle 
kløfter, som giver det hele et meget romantisk præg.  
Ja, for så vidt at vi skulle til Sulz og videre herop, passede det jo godt nok, men at 
storme var der ingen tale om. Vi skal blot løse dem af, som lå her. 
Vi er efter nu at have været her i fire dage meget godt tilfredse med at være her. Vi 
bor ca. 70 mand i et blokhus og skiftes så til at stå vagt ude i skyttegravene. Otte timer 
på post og 12 timers hvil daglig, det kan vi jo nok holde ud. Et meget fredeligt sted, 
lader det for øvrigt til at være, og udmærket dækning er der i skyttegravene, så hvad 
den ting angår, kunne vi vist ikke have truffet det bedre. Måtte det nu bare blive sådan 
ved. Lidt indestængt er det her, og måske det i længden vil blive lidt ensformig livet 
her.   
I dag søndag mindes man uvilkårlig linjerne i Sæterjentens sang
2
:  
”O den som en stund fik ønske sig hjem blandt folk, som på kirkevej skrider.”  
O den som i dag fik blande sin røst med hans og de øvriges stemmer! Gud give at 
snart det lakker mod høst (fred)! Gud give jeg atter var hjemme. 
 
Påskedag d. 4.4.15 
Endnu er vi her på samme sted, heldigvis kan man gerne sige, for her er, når man 
tager i betragtning, at man er i krig, godt at være. En hel måned har vi nu været her, 
og for min parts skyld kan vi godt blive her en tid, men det får vi vel sagtens ikke lov 
til. Et fredeligt sted tegnede det til at være, da vi kom her, og det har vist sig, at det 
passede. Det er for resten underligt, at der kan være så stor forskel i så henseende 
mellem her, hvor vi ligger og så oppe på Hartmannsweilerkopf, som dog er os så 
(nær). Der er der nemlig i den sidste tid igen bleven kæmpet meget hårdt. 
Franskmændene skal nu igen være i besiddelse af toppen. Der blev forleden dag 
                                                        
2
 ”Sæterjentens søndag”, norsk sang med tekst af Jørgen Moe og melodi af Ole Bull 

---

 
23 
fortalt, at tyskerne i den tid, vi har været her i Elsass, deroppe skal have haft et tab af 
2000 mand sårede og fangne vel nok medregnet. Men alligevel er det skrækkelig at 
tænke på, så mange på denne lille plet, og tabene på modstanderens side er måske lige 
så store. En eneste stor kirkegård må højen jo være. De dødes bjerg (er) et passende 
navn. 
Også til højre for os er der bleven kæmpet hårdt på Reichsackerkopf. En uendelig stor 
nåde er det, at vi så nær ved dog slipper for at være med. Forstår vi ret at skønne 
derpå, takke derfor?  
Nu blev det så påske. Det var ellers til den tid, at præsten i Amy lovede os, at vi alle 
skulle være hjemme. Vi er det ikke; han har slemt forregnet sig, som jeg straks 
tænkte. Nej, der er desværre endnu ingen udsigter til fred. Pinse vil sikkert komme, og 
vi er lige vidt. Kan hænde, at løvet falder, at det bliver jul igen, førend levningerne 
vender hjem. Det vil ellers blive hårdt at blive her foråret igennem, sommeren med. 
Når alt i naturen vågner til nyt liv, spirer og gror, da at skulle være med til at se på, at 
menneskeliv, som sikkert også efter Skaberens mening skulle gro, vokse, udvikles, 
lægges øde, dø. 
 
Søndag den 11.4.15 
Atter er vi en uge længere fremme, freden 7 dage nærmere. Skønt vi endnu er her på 
samme sted, og jeg, hvad det personlige velvære angår, har haft det godt, så har det 
dog været en trist uge med mange tunge timer. Krigen har igen krævet et offer. 
Lorentzen fra Haderslev er falden. En god kammerat er blevet kaldt bort, trekløveret 
har mistet et blad. Anden påskedags morgen var han med på en patruljetur og faldt da 
ramt af flere skud, som omtrent øjeblikkelig havde døden til følge. Atter er en af vore 
unge mænd bleven kaldt bort fra hustru og børn. Stakkels Nordslesvig, som må ofre 
så stor en del af sine kraftigste unge mænd i denne frygtelige krig. 
Hvad bliver lønnen derfor? 
Ja, det var tungt at se en af sine bedste kammerater falde, være med til at give ham en 
ensom grav i fremmed land. ”Ja, ingen kender dagen, før solen går ned.” Ja, jeg vil 
savne ham hårdt, thi han var en flink kammerat, og her er så vist ikke for mange. Godt 
at Ulrich er tilbage. Rygtet har i disse dage travlt med, at vi skal tilbage til Frankrig. I 
aften eller i morgen tidlig (vil) det efter sigende gå løs; men det er vist ikke sikkert, at 

---

 
24 
det bliver til noget. Vi får se. Det er mig næsten ligegyldig, enten vi skal rejse eller 
blive, dog helst blive. Vi ved, hvordan vi har det, men ikke hvordan vi får det. 
Lorentzen har sammen med den kammerat, en sygebærer der faldt, da han ville 
komme ham til hjælp, fået en meget smuk grav på et kønt sted nede ved landevejen, 
som fører herop gennem bjergene. Stedet ligger ca. 200 meter øst for Joseph 
Zimmermann stenen. 
 
Gebweiler d.18.4.15 
Ja, så er vi nu i Gebweiler. Onsdag morgen d. 14. blev vi afløste oppe i skyttegraven, 
og af sted gik det hertil. En dejlig forårsmorgen var det, lidt vemodigt at tage afsked 
med det sted, hvor vi i hele seks uger havde haft det så fredeligt og godt. Når man 
flytter, er (det) jo altid et spring ud i det uvisse, det ukendte.  
Af sted gik det så ned ad bjergene, op og ned et par gange ad de krogede veje, for 
resten en køn tur i det dejlige forårsvej. Havde man blot ikke altid det tunge tornyster 
at slæbe på, det er helt til overs i sådan en tid. Jo længere vi kommer, jo mere grønt og 
kønt det blev. Violer, anemoner og primulaer prydede skovbunden, og store 
bristefærdige knopper stod buskene med. Ja, også her har våren for alvor begyndt, 
selv om Vogesertoppene endnu er hvide af sne. 
Vi kom så herned til Gebweiler, som er en ganske køn by. Den ligger smukt nede i en 
dal med høje bjerge på begge sider. Efter at have stået og ventet på gaden i et par 
timer som sædvanlig, så blev vi indkvarterede rundt i hjem blandt beboere. Ulrich og 
jeg fik kvarter sammen hos en arbejderfamilie, hvor vi fik en god modtagelse. 
Manden, der er 45 år gammel og hører til landstormerne uden våben, har ligget i 
Østprøjsen som soldat siden i september måned. Det kan man gerne kalde at være lidt 
hårdt med.  
 
Her slutter Sørens dagbog. Sidste optegnelse er fra dagen, før han blev skudt.  
 
 
 
 
 

---