Det tunge budskab Brevveksling I en sønderjysk familie under første verdenskrig

 
36 
så nu synes jeg, han enten må være i russisk fangenskab, eller også er han skudt. De 
har skrevet til efterretningskontoret i Berlin, men de ved heller intet. 
I morgen er det Sørens fødselsdag, og da er det et år siden, Karen flyttede her til 
Spandetgård. Tiden går. Hvorledes mon det ser ud næste år - - -  
Thomas Fog skrev hjem: ”Vi har kun et ønske og et håb – at vi snart får lov at komme 
hjem!” 
Man kan så let forstå det: alt – alt andet synes så lille mod dette at komme hjem . 
En venlig hilsen fra Karen og Peder 
 
Slesvig søndag 
Kære far! 
Det var en kedelig efterretning, du havde at bringe i dit sidste brev. Men godt er det 
dog, at det ikke gik værre, end det gjorde, for der er vel ingen fare for, at Ingemann 
vil få varig men deraf? 
Du skriver, om jeg ikke kan få orlov og komme hjem og hjælpe lidt et par dage, da 
det ikke et let at få nogen. Jeg skulle selvfølgelig ikke have været ked af at komme 
hjem og hjælpe; men det kunne der ikke være tale om, at der kunne fås orlov af den 
grund. Jeg havde ellers så småt ventet at få fri i går og rejse hjem et par dage, men det 
glippede. 
Jeg var hos vor Feldwebel og bad om orlov sidste lørdag, men fik afslag. Jeg gik så til 
Hauptmanden om tirsdagen, fik ham også til at tage imod ansøgningen og ventede så 
så småt, at alt ville gå efter ønske. Men uheldigvis blev han så forflyttet dagen efter, 
og min hjemrejse blev ikke til noget. 
Det var jo noget af en skuffelse, da jeg nok havde lyst til at komme hjem et smut og 
se til sagerne. Jeg kunne jo nok prøve det igen og måske med mere held, men det kan 
vel næsten ikke betale sig. I hvert fald kommer jeg så til at have en lignende skrivelse 
fra Stenholdt.
10
 
Hvordan går det med arbejdet dernede på gården? Har I fået fat i en til at besørge det 
nødvendige? Hvis ingen anden var at få, kunne Hans så ikke lade Niels tage derned, 
så længe han har ham. Det kunne vel blive godt, om de ikke fik roerne hjem til 
november.  
                                                        
10
 navnet på amtsforstanderen i Toftlund 

---

 
37 
Ja, nu kan det snart blive november, vil du sørge, for at Anna får noget mere i løn, 
fordi hun selv har malket og haft meget mere at bestille, siden jeg er rejst. Også 
drengene på mejeriet skulle jo have noget for deres hjælp. Det er jo lidt kedelige 
forhold for Marie at begynde som husholderske hos mig under, men derved er der jo 
ikke noget at gøre. Hun kan vel også nok selv klare malkningen foreløbig, måske 
Ingemann kan hjælpe, når han bliver rask.  
Der er bleven fortalt her, at vi, som er blevet indkaldt, var fritaget for at betale skat, 
passer det, var det jo ikke værd at betale. 
Pengene, jeg har stående i banken, synes jeg ikke er værd at lade stå der længere; 
nogle skal du vel bruge, og dem, jeg skylder sparekassen
11
, kunne du jo passende få 
nu. 
Ellers alt vel. 
Kærlig hilsen til eder alle 
eders Søren Smidt 
 
Spandet søndag formiddag 
Kjære søster Tinne! 
Tak for brevet. Jeg var heller ikke rigtig god, for jeg har stadig på fornemmelsen, at 
jeg og vi heroppe i præstegården skal være nr. sidst. Lige da du kom hjem sidst, havde 
jeg  skrevet et langt brev til dig, som ikke var det bare sukker, men så kom du selv, og 
brevet blev så kastet i ilden. Det er ikke dig alene, men det er omtrent hele familien. 
Hvor tit komme far her – en gang i måneden. Peder 1 gang hvert halve år. Sidst du 
Forrige gang du var hjemme, var du knap inden for vor dør. 
Nu Søren, da han rejste, bad han mig tage mig lidt af krammet (så kan jeg bruges), 
ingen brev fra ham, så en kort, at han gerne ville have, jeg rejste op til ham. Nå, lysten 
var ikke så stor endda, rejsen er besværlig, og koster noget gør det, dog jeg rejste, og 
alt var godt. Kom hjem igen, var i Arnum, skrev ham et langt brev, fortalte ham, 
hvordan alt stod til, bad ham skrive, hvordan de havde det i Slesvig, hvortil han var 
flyttet. Far fik brev, Peder fik brev, Ville fik brev, jeg et kort med 5 ord på.  
                                                        
11
 Vilhelm Smidt var med til at oprette og var daglig leder af sparekassen for Spandet 
sogn  

---

 
38 
Nu forleden dag kørte Ingemann løbsk og fik et dårligt ben, straks havde jeg Mariane 
og far, om ikke Niels måtte drage derned, han har nu været der siden, og i går var jeg 
og børnene der og hjalp i roerne, i morgen skal vi igen.  
Nå, nok med det, men jeg har stadig mer og mer den formening, som om vi skal 
skubbes lidt til side, hvorfor? Ja, vel fordi vi er lidt småfolk, ellers ved jeg ikke. 
Hvorfor skrev Søren ikke til Peder om at rejse op til ham, hvorfor gik de ikke til Peder 
om at hjælpe, da Ingemann kom galt af sted. Da de fik en lille på Spandetgård, ja og 
da kom der bud til Elise, og hun var der i en halv snes dage, jo så kan vi bruges, men 
ellers så kan vi vente til sidst. --------- 
Nu nok med den jeremiade; men lidt er der om det. – 
Ellers lever vi ved det gamle og mærker egentlig så lidt til krigen, alt går i sin gamle 
gænge, og ofte gribes man i, at det dog er sært at tænke sig, at det ikke gør langt større 
indtryk på en. Kun en god dagsrejse herfra har vi en nød og elendighed så grufuld, at 
man næsten ikke kan tænke tanken ud, men vi mennesker er store egoister til hobe. Vi 
har det selv godt, og det slemme ligger så fjernt, så vi næsten ligesom gasser os over 
vor egen velvære og tænker alt for lidt på de 1000, det lider den bitre nød.  
Er det en aften, det er rigtig grimt vejr, ja da tænker man og siger måske og(så): - de 
stakkels soldater på de nøgne marker i Frankrig, det må være slemt for dem, og man 
putter sig i sin varme seng og føler måske nok for en kort stund, hvor godt vi har det 
og tænker måske og(så) - vil det vare ved? Men næste dag glemmer man det for den 
daglige dont. Ja, stakkels Belgien, som nu ligger i ruin, hvordan vil dens skæbne 
blive, og det skønne Frankrig? Forleden fik jeg kort fra vore soldater, jeg havde sendt 
dem lidt at ryge og skrå, de takkede mig alle, det var kommet tilpas. A. Skak skrev: 
”Her ser sørgelig ud. Egnen, som ellers er rig, ligger i ruin. Husene skudt sammen, 
kvæget slagtet, kornet fodret op eller brugt af soldaterne til at ligge i, og resten rådner 
på markerne.” De stakkels mennesker, det må være hårdt, når de engang kommer 
tilbage.  
Du bad mig skrive lidt om tilstanden herhjemme, hvordan vi ser på sagerne. Desværre 
tror jeg, at aldrig har nordslesvigerne stået mere splittet end nu for tiden, men alt 
holdes jo nede, intet kommer offentlig frem; men blot det ikke vil virke alt for 
splittende, den dag den offentlige mening får lov at tale, og da bladene jo er under 
censur, og der ingen offentlige møder holdes, er der jo ingen, der får at vide, 

---