Fortolkningens forrang

Refleksioner over begrebet om den fiktive forfatter

Den fiktive forfatter er som beskrevet i teoridelen en konstruktion, en metafysisk størrelse, der kun eksisterer i den ”make-believe”-leg, vi som læsere deltager og indgår i, når vi læser et fiktionsværk. Således er den fiktive forfatter jo en konstruktion i læserens bevidsthed, og det følger derfor, at en fortolkning af den fiktive forfatter blot er en anderledes måde at udtrykke det forhold, at en fortolkning af et værk altid er en udlægning af læserens subjektive forståelse af det. Men har vi da overhovedet brug for den fiktive forfatter? Spørgsmålet må besvares fra forskellige vinkler.

I første omgang er spørgsmålet, om det ikke er tilstrækkeligt at tale om den virkelige forfatter, om dennes trosforestillinger og anliggender? Ved at inddrage Stangerups eget syn på Manden der ville være skyldig viste jeg, at der i forbindelse med dette værk ikke synes at være noget til hindring for at opfatte den fiktive forfatters trosforestillinger og anliggende som sammenfaldende med Stangerups; som nævnt må bogen i vid udstrækning betragtes som havende et forholdsvis direkte, samfundskritisk anliggende. Selv om Stangerup naturligvis ikke undgik at blive taget personligt til indtægt for det samfundskritiske anliggende i bogen – både fra venstre og højre side i det politiske spektrum – så er der ingen tvivl om, at han med Manden der ville være skyldig har leveret et mere alment og levedygtigt synspunkt på en væsentlig, samfundsmæssig problemstilling i kraft af, at hans anliggende er indlejret i fiktionens form. Og som sagt kan bogen derfor også læses med udbytte i dag.

Men hvorledes forholder det sig med Vejen til Lagoa Santa? Her mener jeg ikke, at man i samme grad kan tale om et sammenfald mellem den fiktive og den virkelige forfatters trosforestillinger. Værket er langt mere facetteret end Manden der ville være skyldig. Ser man på, hvad Stangerup selv har sagt og skrevet om romanen, handler hans udsagn kun i meget lille grad om, hvad der dybest set er på spil i fortællingen, men derimod om hvorledes bogen blev til, samt om hvor meget af fiktionens Lund, der er i overensstemmelse med virkelighedens Peter Wilhelm Lund (ifølge Stangerup ligger der i romanen omkring 100 siders præcis afhandling om den virkelige Lund¹³⁰). Spørgsmålet om forholdet mellem fiktion og historieskrivning i bogen har jeg valgt ikke at tage op i min analyse; som nævnt opfatter jeg romanens Lund som en karakter i et fiktionsværk, og dermed spiller det ikke nogen afgørende rolle for forståelsen af værket, hvorvidt Stangerups Lund er i overensstemmelse med den historiske P. W. Lund. Jeg vil dog fremhæve et andet forhold, der ikke er berørt i analysen, men som jeg finder væsentligt for min fortolkning. Ud over den fiktive forfatter indgik der også et begreb om en informeret læser i Curries definition af, hvad der er sandt i en fortælling. Det er min klare overbevisning, at min fortolkning af, hvad der er sandt i Vejen til Lagoa Santa, bygger på et vist kendskab til den idehistoriske udvikling i første halvdel af 1800-tallet, og man kan derfor sige, at romanen stiller større krav til sin læser, end eksempelvis Stangerups samtidsromaner.

Accepterer man Curries påstand om, at en læser af en fiktiv fortælling foregiver (make believe), at fortællingen bliver fortalt af en menneskelig(nende) karakter (den fiktive forfatter), der opfatter begivenhederne som faktiske kendsgerninger, synes det i forbindelse med historiske romaner – og i fremtidsromaner for den sags skyld – nødvendigt at tale om en entitet som den fiktive forfatter, der adskiller sig fra fortællingens reale forfatter. Stangerups (velinformede) læsere ved godt, at forfatteren ikke opfatter alle begivenhederne i Vejen til Lagoa Santa som faktiske kendsgerninger, og denne pointe accentueres af, at store dele af fortællingen om Lund er skrevet i præsens, ligesom der ofte gøres brug af deiktiske udtryk som fx ’her’ – forhold der altså prætenderer en samtidighed med og tilstedeværelse i fortællingen. En samtidighed og tilstedeværelse, der af naturlige årsager ikke kan henregnes til Henrik Stangerup. Godtager man Curries præmis, er dette forhold således et argument for, at man ikke kan tale om et sammenfald mellem den fiktives og den reale forfatters trosforestillinger i Vejen til Lagoa Santa og hermed altså også et argument for at fastholde begrebet om den fiktive forfatter.

Inddragelsen af det sproglige aspekt som eksempelvis verbernes tempus leder videre til et litteraturteoretisk perspektiv, som jeg ikke har taget op i denne opgave: problemstillingen om fortællerbegrebet. Begrebet om den fiktive forfatter knytter i høj grad an til diskussionen om, hvorledes vi skal forstå fortællerbegrebet. Dette centrale begreb i narratologien udfordres bl.a. af den opfattelse, at det ikke er teoretisk plausibelt at tale om fortællere i fiktionsværker, da disse altid enten vil være en karakter i fortællingen eller uadskillelige fra forfatteren.¹³¹ En indvending som denne kan også rettes mod Curries begreb om den fiktive forfatter, og en nærmere afklaring af forholdet mellem karakterer, fortællere, den fiktive forfatter samt den reale forfatter er derfor nødvendig, inden spørgsmålet om, hvorvidt der er grund til at opretholdet et begreb om en fiktiv forfatter, kan besvares endeligt.

Dog vil jeg kort her til slut pege på endnu et par grunde til, at det i mine øjne er relevant at fastholde begrebet. Ud over at den fiktive forfatter som teoretisk begreb er et vigtigt element i Curries bud på, hvorledes vi kan beskrive og forstå litterær fiktion, er den væsentligste årsag til, at det efter min opfattelse giver god mening at opretholde en forestilling om en fiktiv forfatter på det værkanalytiske niveau, den, at man herved knytter sin forståelse og fortolkning af værket til dettes tekst. Som nævnt i præsentationen af Curries teori er teksten nemlig det eneste direkte belæg for den fiktive forfatters ’eksistens’. Selv om en fortolkning altid er en udlægning af en subjektiv forståelse af værket, sikrer en bevidsthed om den fiktive forfatter altså, at værkets betydning ikke blot bliver et spørgsmål om det enkelte læsersubjekts (eller fortolkningsfællesskabs) uforpligtende fornemmelser. Ved at arbejde med et begreb om en fiktiv forfatter er det ligeledes muligt at opretholde opfattelsen af, at et litterært værk er et resultat af og et udtryk for en bestemt intention – vel at mærke uden, at denne intention nødvendigvis kan sidestilles med (eventuelle vidnesbyrd om) den reale forfatters budskab med et værk.