Fortolkningens forrang

Den fiktive forfatter og forfatteren – opsummering

Med ovenstående analytiske betragtninger har jeg forsøgt at vise, hvorledes den fortolkning af bogen, som jeg fremlagde på baggrund af bogens afsluttende sætninger, understøttes af en række aspekter i værket. Jeg har med andre ord argumenteret for rimeligheden i at forstå den fiktive forfatter således, at Manden der ville være skyldig udstiller det umenneskelige i et samfundssystem, der i det godes navn vil ophæve grundlæggende begreber som ansvar og skyld. I et sådant projekt bliver det enkelte menneske til et eksperiment, som er lagt i de magthavende institutioners vold, og den enkeltes selvstændighed og frihed ophæves. Endvidere hører det til værkets fiktive forfatters trosforestillinger, at et sådant samfund uden begreber som skyld og ansvar i sagens natur altid må blive et lovløst samfund, hvorved systemets magt principielt er uden grænser. Men er disse den fiktive forfatters trosforestillinger ikke identiske med Torbens opfattelse af det samfund, han til sidst kun kan kæmpe imod i sin forestillingsverden? Som jeg nævnte indledningsvis minder karakteren Torbens livshistorie på mange punkter om Stangerups egen, og det er derfor ligeledes nærliggende at spørge, om ikke de forhold, jeg her har peget på som værende sande i fortællingen, ikke er i overensstemmelse med Stangerups egne overbevisninger? Er det med andre ord overhovedet nødvendigt at operere med en størrelse som den fiktive forfatter frem for blot med den virkelige forfatter? For at besvare spørgsmålene vil jeg i første omgang kort drage noget af det frem, som Stangerup har sagt og ikke mindst skrevet om romanen.

I artiklen ”Mellem politikeren og kommissæren”⁹⁹ fra 1973 reflekterer Stangerup i lyset af Løgn over løgn og Manden der ville være skyldig over den samfundsudvikling, som han mener gør sig gældende i Danmark på det pågældende tidspunkt: ”Jeg frygter det terapeutiske samfund hvor den ene halvdel af befolkningen er højt betalt for at passe på den anden […]” og hvor den ene halvdel bruger al sin tid til

”[…] at lave psykologi og sociologi på den anden […]. Jeg kan med andre ord ikke lide de bevidsthedssociologer og psykologer og adfærdsteknokrater og hvad de nu alle sammen hedder der (fordi det betaler sig, der er penge i caritas) vil reducere medmennesket til en manipulerbar størrelse og gøre alting så rigtigt at det er til at blive forkert af i hovedet.”¹⁰⁰
Han skriver videre, at han frygter en periode, hvor den honnette ambition på egne og andres vegne (de gode hensigter om det fælles bedste for alle) erstatter respekten for mennesket. Det værste, han kan forestille sig, udtrykker han således: ”Fremtidens mareridt: det sociologisk korrekte, psykologisk rigtige samfund. Den ideologiske perfektionismes vanvid og uvirkelighed.”¹⁰¹

I sin erindringsroman Fjenden i forkøbet (1978) beskriver han, hvorledes han oplevede den toneangivende venstrefløjs modtagelse af fortællingen om en mand, der i fremtidens samfund ikke kan få lov til at blive kendt skyldig. Han skriver her, at romanen handler om

”[…] manden der siger : Jeg er i stand til, jeg er mig ! i en skandinavisk fremtidsverden hvor det hedder: Du er ikke dig ! Du er bare et produkt, en robot, et stykke ingenting i det SAMFUND der er alt, der er Guden – og det skulle misforstås derhen at jeg, selvfølgelig, nu kom det frem, afslørede min tro på INDIVIDUALISMEN ; og at være INDIVIDUALIST er ifølge loven det samme som at være KONSERVATIV og KONSERVATIV det samme som at være REAKTIONÆR og REAKTIONÆR det samme som at være FACIST og fra at være FACIST er springet ikke stort til at blive NAZIST sådan som STANGERUP var det dengang han skrev sin artikel om at der så vist ikke var nogen der ville dansk kultur noget ondt i et kommende Europa.”¹⁰²
Han beskriver her i et stilleje, der er karakteristisk for Fjenden i forkøbet, hvorledes de progressive venstreintellektuelle efter hans mening anskuede alt ud fra en nagelfast logik af falske analogier, ifølge hvilken Stangerups samfundskritik i Manden der ville være skyldig kun kunne forstås som konservativ højrepropaganda. For øvrigt henviser sidste del af citatet til Stangerups fader, litteraten Hakon Stangerup (1908-76), der i offentligheden blev udhængt som nazi-sympatisør, efter at han i besættelsens første år i en artikel havde skrevet positivt om dansk kulturs muligheder i det nye Europa, som Hitler havde i støbeskeen.¹⁰³ Henrik Stangerups mission i Fjenden i forkøbet er netop at gøre op med den skyldfølelse, der med faderens fejltrin klistrer til navnet Stangerup og som dermed også i høj grad præger Henrik Stangerup.

I et langt interview med Iben Holk optrykt i bogen Henrik Stangerup fra 1986 kommenterer Stangerup sin kunstneriske produktion indtil da. Om Manden der ville være skyldig siger han bl.a. følgende:

”På det tidspunkt var det 68’erne der skulle have magten,– altså pædagog-folket, som bogen er skrevet imod, deres tanker om børneopdragelse, om børnecertifikater, som var fremme på det tidspunkt – som progressiv tænkning,– det er efter min mening rendyrket venstrefacisme. Og så begyndte jeg at analysere, hvad fanden er det for noget, der foregår i hovedet på hele den generation, af tresser-radikale. De er ikke interesseret i frigørelse og pluralisme, det er jo magten, de vil have, det er samfundet, de vil have skal laves om, for at de selv kan komme til at få magten. […] Det var det, jeg prøvede at se, et samfund, der i godhedens navn, med 68’ernes gode filosofi, knuser individet. På det tidspunkt rammer den, inden de er kommet ind og har fået etableret det samfund, som jég frygtede var på vej.”¹⁰⁴
Af de citerede passager af Stangerups egne ord om bogen, vil jeg fremhæve, at han selv betragter Manden der ville være skyldig som en udstilling af de tidlige halvfjerdseres toneangivende intellektuelle på venstrefløjen (psykologer, pædagog-folk o.l.), der i godhedens navn reducerede deres medmennesker til manipulerbare genstande, der kræver terapeutisk behandling. Han forsøger med bogen at vise, at sådanne tanker er udtryk for et ideologisk vanvid, der i virkelighedsfornægtelsen knuser individet. Endelig er han også inde på, at motivet for en sådan omkalfatring af samfundet i bund og grund er et ønske om magt – alle de ædle og honnette intentioner til trods.

Det synes således ganske åbenlyst, at Stangerups egen forståelse af bogen i meget vid udstrækning overlapper den udlægning af den fiktive forfatters trosforestillinger, jeg har gjort gældende i min analyse. Hermed synes der ikke at være noget i vejen for at fjerne adjektivet i nominalfrasen ’den fiktive forfatter’ og i stedet blot tale om forfatterens trosforestillinger. I sin anmeldelse af bogen mere end antydede Poul Borum en sådan overensstemmelse mellem bogens budskab og forfatterens intention: ””Manden der ville være skyldig er ingen roman, det ser man straks. Det er et diskussionsindlæg.””¹⁰⁵ Borum lægger hermed op til en genrekarakteristik af Stangerups kontroversielle bog, og emnet er bestemt heller ikke uinteressant, dog vil jeg blot berøre det i korthed.

Som nævnt er Manden der ville være skyldig en fremtidsroman. I traditionen fra Aldous Huxley og George Orwell er den en samfundskritisk fremtidsvision rettet mod spirende tendenser i samtiden. I modsætning til fx 1984 er der relativt få elementer i det fiktive univers, der adskiller bogens København fra samtidens. Blandt de få kan dog eksempelvis nævnes, at vi i bogen præsenteres for tilstedeværelsen af en U-bane, at virkelighedens Politikens Hus ved Rådhuspladsen er jævnet med jorden til fordel for opførelsen af et social-institut, samt at supersoniske flyvemaskiner er almindelige i luftrummet over byen. At de steds- og tidslige forhold i det fiktive univers ikke adskiller sig mere markant fra samtiden, medfører, at romanen kun i meget begrænset omfang kan karakteriseres som science-fiction. I kraft af bogens omfang kan den med rimelighed betegnes som en kortroman, og med det forholdsvis smalle persongalleri kan den måske bedst placeres i grænsefeltet mellem novelle og roman. Man kan som Borum vælge at læse teksten som et debatindlæg, men hermed rokkes der naturligvis ikke ved, at bogen først og fremmest er et fiktionsværk. Med Curries ord er Manden der ville være skyldig et produkt af en fiktionsintention hos Stangerup, hvilket fx fremgår af den banale omstændighed, at bogen lanceredes med betegnelsen roman på forsiden. At den indeholder længere passager med kritiske skildringer af samfundsudviklingen, der for så vidt minder om en kronik eller et essay (omskrevet til tredjeperson) af Stangerup, ændrer ikke på den kendsgerning.

Afslutningsvis vil jeg pege på, at Stangerups historie om en mand, der hårdnakket insisterer på sin skyldighed, efter min mening kan læses med stort udbytte den dag i dag. Som jeg har været inde på med fremdragelsen af hans egen opfattelse af romanen, er den i udpræget grad skrevet ind i – eller ud fra, om man vil – de tidlige 1970’eres debatklima, som blandt de venstreintellektuelle prægedes af tanker om gennemgribende samfundsændringer i slipstrømmen på ungdomsoprøret i 1968. På trods heraf håber jeg med min analyse at have vist, at der stadig er noget at hente i bogen: Nemlig den generelle afsløring af virkelighedsfornægtelsen og umenneskeligheden i et ideologisk samfundssystem, der, under paroler om at ville det gode, ender med at underlægge mennesket en total kontrol; en kontrol, hvor de eneste, der ikke er omfattet af systemets indhegning, er magthaverne selv.