Fortolkningens forrang

Teori

Metodiske overvejelser

Bevæggrunden for mit arbejde har været at fortolke Stangerups værker, som jeg kun havde et sporadisk, men sympatisk forhold til, og jeg indledte således med at læse hans forfatterskab grundigt, uden at jeg på nogen måde at havde lagt mig fast på, hvilken litteraturanalytisk metode jeg ville anvende til at analysere og fortolke værkerne. Jeg er altså ikke gået frem på fx følgende vis: narratologi er interessant, Henrik Stangerups værker er spændende – ergo vil jeg i mit speciale lave narratologiske analyser af (nogle af) Stangerups værker. I forbindelse med mit valg af litteraturteoretisk indfaldsvinkel slog det mig, at den stemning af metodepluralisme, der i øjeblikket præger litteraturvidenskaben i almindelighed og dermed også den litterære side af danskfaget, er en eftertanke værd, og jeg har derfor fundet det nødvendigt i korthed at ridse den historiske baggrund for denne pluralisme op for derigennem at indkredse det teoretiske grundlang for analysedelens behandling og fortolkning af værkerne. I mine øjne fordrer den teoretiske pluralisme netop kritiske overvejelser over det litteraturteoretiske udgangspunkt for en given analytisk tilgang til skønlitterære værker.

Det synes at være en accepteret kendsgerning, at vi i dag inden for litterær analyse og i litteraturvidenskaben i det hele taget står i en situation, hvor mange og forholdsvis forskelligartede teoretiske retninger præger faget. Alt efter om interessen retter sig mod det litterære sprog (det specifikt litterære, litterariteten), mod tekststrukturer (fx det narratologiske), mod læseren (receptionen) eller mod noget helt fjerde eller syvende, så varierer opfattelsen af, hvad der overhovedet er fagets genstand(sområde) inden for de litteraturvidenskabelige positioner. At et litteraturfag altid må tage sit udgangspunkt i læsning af litteratur, kan de fleste nok blive enige om, men når man spørger, hvad litteratur i grunden er, eller hvorledes vi som fagfolk skal opfatte og betragte litteratur, ophører enigheden. Nogle vælger at betragte denne metodepluralisme som en styrke og som en naturlig følge af de skønlitterære frembringelsers mangfoldighed, mens andre ser situationen som problematisk og som et udtryk for mangel på kritisk refleksion – eller som et udslag af (fej) flinkhed især blandt universitetsansatte fagfolk.²

For mig at se er den væsentligste årsag til den metodiske pluralisme naturligvis, at litteratur er en kompleks og mangesidet størrelse, der følgelig kan anskues fra utallige vinkler. De forskellige tilgange har derfor både styrker og svagheder: Det 20. århundredes overvejende formelle litteraturteorier (russisk formalisme, strukturalisme og til dels nykritikken) belyser i kraft af deres relativ tætte tilknytning til sprogvidenskaben de sproglige og tekniske aspekter ved digtekunsten, men siger mindre om de tematiske og historiske sider af sagen. I opgavemæssig sammenhæng præges litterær analyse inden for danskfaget af begreber fra især den strukturalistiske tradition. Tekstens formelle aspekter som genre, stil, udsigelse og forløb beskrives, hvorefter det tematiske niveau behandles inden teksten sluttelig sættes ind i en litteraturhistorisk sammenhæng. Berettigelsen af denne tilgang til litterær analyse kan man vanskeligt argumentere imod, da en afklaring af disse aspekter i et givent stykke litteratur vil belyse værket fra forskellige vinkler og dermed øge forståelsen af teksten. Ulempen ved tilgangen er dog dels, at en grundigere behandling af alle de nævnte aspekter bliver meget omfangsrig, og dels at den resulterende analyse ofte bliver forudselig læsning bygget over metodens faste struktur – det særegne ved det enkelte værk risikerer at drukne i analytisk eksercits (en velkendt anklage mod den strukturalistiske ”model-tvang”). Ligesom god mad sjældent alene er et resultat af en slavisk fremgangsmåde dikteret af en opskrift, men derimod kræver sans for den rette sammensætning og vægtning af råvarerne i den enkelte ret, fordrer god litterær analyse et vist mål af intuitiv fornemmelse for det væsentlige i et stykke litteratur. I dette speciale vil jeg derfor afprøve en analytisk tilgang, der søger at tage afsæt i det, jeg netop har kaldt ’det væsentlige i et stykke litteratur’. Med udgangspunkt i den tidligere beskrevne antagelse, at et skønlitterært værk skal læses som en fortolkning af det univers, det fremstiller, er det min hensigt på den ene side at vise, hvorledes denne antagelse kan beskrives teoretisk, og på den anden side at efterprøve, hvorledes denne værkets egen fortolkning af det fiktive univers kan gøres til ud- og omdrejningspunktet i analysen af de udvalgte værker. Da jeg har valgt at beskæftige mig mere indgående med to af Stangerups værker, vil jeg derfor også efterprøve metoden i to forskellige udformninger: I den første vil jeg underbygge fortolkningen ved hjælp af velkendte begreber som komposition, fortælleteknik, fremstillingsformer og genre; i den anden vil jeg forsøgsvist analysere uden at gøre brug af sådanne begreber.

I forbindelse med teoretiske overvejelser er det i mine øjne væsentligt ikke at begå den fejl, som mange studerende og forskere ifølge den norske litteraturprofessor Erling Aadland begår: ”De [studerende og forskere] ser på teori som et instrument som skal anvendes for å forsire den vitenskapelige praksis, helst ved å nevne navnet på så mange verdensteoretikere som mulig, og blande deres begreper sammen på en måte som er freidig nok til å kalle seg original og selvstendig.”³ Aadland slår fast, at forholdet mellem teori og praksis altid er sideordnet i videnskabelig virksomhed, og i samme stilleje som det netop citerede definerer han derefter – både positivt og negativt – teori således:

”Hva er teori? Hva er litteraturteori? Det er et blikk vi ser med når vi anskuer noe litterært. Alle har et slikt blikk, enten de vet det eller ei, men det gjør ikke alle til teoretikere – ikke engang potensielle teoretikere. Teoretiker bliver du først når du utformer ditt eget blikk, og det gjør du ikke ved kun å referere til en eller tolv Euro-teoretikere og kombinere det de har tenkt. For slikt er ikke teori, slikt er bare intellektualisme. Det er ikke verdiløst, og det kan gi deg et hårete navn, men selv om det er en begynnelse, så er det endnu ikke teori. Du må tenke selv. Hvordan gjør vi det?”⁴
Jeg er enig med Aadland i disse overvejelser, og da jeg ikke er ude efter at blive et kendt navn inden for dansk litteraturteori, vil jeg i opgaven her derfor forsøge ikke at bedrive den i citatet beskrevne intellektualisme, og i stedet forsøge at tænke lidt selv – tænke selv i den forstand, at jeg vil gøre rede for min forståelse af ”det blik, jeg ser med, når jeg anskuer noget litterært”, hvilket i denne sammenhæng vil sige Stangerups værker. Om dette i Aadlands tankegang kvalificerer mig til betegnelsen teoretiker, er nok tvivlsomt, for jeg har ikke i sinde at præsentere en grundlæggende ny teori, men dog en teori, der efter min bedste overbevisning ikke er særlig udbredt – i hvert fald ikke på danskstudiet i Aalborg. Som nævnt er det et delformål med dette speciale at fremlægge et teoretisk grundlag for den tanke, at et litterært værk kan forstås som en fortolkning af det univers, det fremstiller, og i den forbindelse vil jeg fremdrage den skotske filosof Gregory Curries tanker om litteratur i bogen The Nature of Fiction fra 1990. Hans beskrivelse af, hvorledes vi kan forstå litterær fiktion, er netop i samklang med min intuitive fornemmelse af det blik, jeg anlægger på skønlitteratur. Inden jeg giver mig i kast med hans teori, vil jeg dog som nævnt først rette opmærksomheden mod den historiske baggrund for nutidens pluralistiske litteraturvidenskab.