Fortolkningens forrang

Vellykket eksperiment og gennemgribende udvidelse

Til slut indkvarteres Torben som sagt på den eksperimentelle institution Lykkeparken, hvor de sindslidende ”[…] får lov til at leve deres drømme helt ud.”⁸¹ Inden for indhegningen overbeviser Torben sig selv om, at han endelig er blevet dømt skyldig i mordet på Edith, og at han endda også har modtaget en straf herfor: at skrive opmuntrende romaner om den forestående fremtids skønhed. Det er vel at mærke ikke samfundets vision om en fremtid helt uden individualisme og uden begreber som skyld og ansvar, han vil skrive om. Torben har en ganske anden forestilling om en skøn fremtid, hvor eventyret, lidenskaben og fantasien igen vinder frem – om en helt ny kosmisk fremtid med opdagelsen af nye verdener i universet. Med Edith som sin skytsånd er han således sikker på, at de i fællesskab nok skal besejre det umenneskelige samfund, i hvis selvopfattelse den fornemste bedrift er far-og-mor-kortet. Med sine sidste ord i romanen kan Torben i visheden om, at Edith lytter, konstatere, at de vandt over systemet, hvorefter han sætter pennen til papiret. Hermed slutter bogen imidlertid ikke. I de afsluttende sætninger adskiller fortællerens synsvinkel sig fra Torbens, og romanen afsluttes med følgende finale:
”Hvem der ikke hørte ham var statshospitalets psykiatere der var samlet til konference. Til gengæld kunne han heller ikke høre dem blive enige om at det eksperiment han havde været udsat for måtte betragtes som yderst vellykket og at man derfor roligt kunne ansøge om bevillinger til en gennemgribende udvidelse af Lykkeparken.”⁸²
Hvorledes skal denne udtoning tolkes? Hvor omfattende er det eksperiment, han har været udsat for?

Umiddelbart kan slutbemærkningerne tolkes alene i relation til hans ophold i Lykkeparken, hvor han altså er faldet til ro i sin indbildning om, at samfundet har erkendt hans skyld, og derfor også givet ham en straf. I så fald er det kun hans indlæggelse på institutionen med det eufemistiske navn, der henvises til i talen om, at han har været udsat for et eksperiment. Man må dog bide mærke i, at det er statshospitalets psykiatere, der er samlet ved konferencen, og hermed understreges det, at Lykkeparken sorterer under det statslige hospital, hvor Torben i første omgang blev indlagt efter mordet på sin kone. Det var også under denne indlæggelse, at han på en gåtur på hospitalets område i første omgang stiftede bekendtskab med Lykkeparken – og blev klar over, at parken var indhegnet. Med god rimelighed kan det også formodes, at den kunst- og litteraturelskende psykiater, med hvem Torben førte lange filosofiske samtaler om bl.a. samfundsudviklingen og verdens fremtid, er med til at evaluere sagen ”Torben” på konferencen, og at han dermed også billiger ansøgningen om en gennemgribende udvidelse af Lykkeparken. På baggrund af disse iagttagelser kunne det se ud som om, at det ”vellykkede” eksperiment, man har udsat Torben for, dækker hele den måde, hvorpå man fra de statslige myndigheder har handlet mod Torben efter hans brutale drab på Edith – altså at alt, hvad han udsættes for gennem hele fortællingen, er at opfattet som et eksperiment fra de officielle myndigheders side. I denne fortolkning af slutningen handler Manden der ville være skyldig om det enkelte individs forvandling til et eksperiment i de statslige samfundsinstitutioners vold – og som jeg læser bogen, er det netop den rette fortolkning af, hvad den fiktive forfatter tror på.

Der er yderligere et par væsentlige forhold at uddrage af de citerede slutord. Den første er, at psykiaterne er enige om, at Torben har været udsat for et vellykket eksperiment. Et eksperiment, hvor en morder uden dom sendes tilbage i sin lejlighed, der er blevet klinisk renset for alle spor af den familie, han tidligere boede der sammen med; hvor man har fjernet hans søn uden videre; hvor man medicinerer hans anger og frustrationer bort; hvor man foregøgler at lade ham forklare sig i tv, men i virkeligheden benytter situationen til at propagandere for den officielle opfattelse af, at et menneskes handlinger altid er dikteret af omstændighederne. Alt dette betegnes som et vellykket eksperiment! Men hvad siger det om det samfund, der fremstilles i romanen? De konferencierende psykiaterne må læses som repræsentanter for det officielle samfund, for systemet, og dermed kommer betegnelsen vellykket til at indebære, at man fra officiel side finder, at den rette samfundsmæssige reaktion på et mord er at internere den skyldige blandt sindslidende i en indhegnet park, hvor man – med de rette medikamenter naturligvis – ”åbner” ham, så han kan leve i sin egen drømmeverden langt fra virkelighedens samfund. Der er kort og godt tale om et samfund, der straffer uden at prøve sagen for en domstol, og altså dermed et samfund, der har forladt alle principper i en retsstat – i bund og grund et lovløst samfund.

For det andet må man lægge mærke til, at psykiaterne (der som nævnt må opfattes som repræsentanter for de statslige myndigheder) beslutter sig for at ansøge om midler til en gennemgribende udvidelse af Lykkeparken. Ikke blot en udvidelse, men en gennemgribende udvidelse. Hvad ligger der heri? Parken bliver i første ombæring introduceret som satshospitalets afdeling for sindslidende – en galeanstalt med mere bramfrie ord – men med eksperimentet ”Torben” har det vist sig, at Lykkeparken er en glimrende løsning på det problem, som opsætsige mennesker, der ikke vil acceptere og indordne sig i den nye samfundsorden, udgør. De prøvelser, som Torben udsættes for, ender efter oplevelsen i tv-studiet med at nedbryde ham. Godt nok forsøger han i dagene efter udsendelsen at bevare kampkraften ved at skrive alt, hvad han kan erindre om sit liv, ned indtil den mindste detalje:

”Alt det kunne han skrive ned på et stykke papir, med årstal og nogen gange datoer. Alt det var der ikke tvivl om, men de ville måske også bevise at han var født på et tidligere eller senere tidspunkt, at han havde gået på helt andre skoler end dem han havde skrevet ned, at han slet ikke havde gået på universitetet og at han hverken havde været gift med Edith eller var far til Jesper? […] Hvornår ville de kort sagt benægte at han var den han var og forsyne ham med en ny personlighed, give ham et nyt navn og en anden fortid? Han var ikke i tvivl om at det var dér de ville hen, men de skulle ikke få deres vilje.”⁸³
Han forsøger at holde sin modstandsvilje intakt, men frygten for, at man efterhånden vil nedbryde ham, vinder, og erindringsnedskrivningen munder blot ud i en druktur, der ender i den totale desperation: ”Den første forårssol ramte ham med et slag da han vaklede udenfor og lidt efter befandt sig midt på vejbanen så bilerne dyttede som rasende. – Døm mig! råbte han. – Døm mig!”⁸⁴ De ord bliver Torbens sidste uden for Lykkeparkens indhegning. Hvad der ligger mellem dem og hans indlæggelse i Lykkeparken, melder historien ikke noget om. Men en fuld mand, der står midt ude på vejen og trygler om at blive dømt, er i samfundets logik naturligvis bedst tjent med et liv i Lykkeparken, hvor man kan få lov til at leve i lige præcis den (drømme)virkelighed, man har lyst til. Således har eksperimentet med Torben bekræftet psykiaterne i, at i Lykkeparken kan selv de stædigste mennesker indordne sig under myndighedernes kontrol. Parken er dermed endnu et middel, hvormed de magthavende myndigheder kan kontrollere problematiske mennesker som Torben. Trods de sympatiske hensigter om ”det fælles bedste fra vugge til grav” handler alle de statslige tiltag lige fra AB (aggressionsbekæmpelse) og SPRAT (statens sprogrationaliseringsinstitut) til barnecertifikatet jo i virkeligheden om kontrol, og da Lykkeparken har vist sig at være det ypperste middel til at kontrollere selv de mest trodsige mennesker, kan man tolke den gennemgribende udvidelse således, at psykiaterne har en udvidelse i tankerne, der omfatter hele samfundet. Det ganske samfund omdannet til en stor park af lykke, hvor alle mennesker under myndighedernes kontrol (herunder den rette medicinering) kan leve i nøjagtig den forestillingsverden, de lyster. Herved er nemlig enhver modstandskraft taget ud af befolkningen, og alle vil – i deres indbildning vel at mærke – leve lykkeligt fra vugge til grav. I mine øjne er det præcis den fortolkning af de afsluttende ord, den fiktive forfatter vil have os til at tro på.

Med denne udlægning af bogens slutning forstår jeg altså romanen på baggrund af en overordnet fortolkning, ifølge hvilken Manden der ville være skyldig er en skildring af en eskalerende statsmagts forsøg på at omskabe mennesket til en fuldstændig kontrollerbar størrelse og dermed ophæve det enkelte menneskes frihed. Alt sammen gjort i det godes navn. Torben og hans brutale mord på sin kone er i den forstand blot et vehikel til at udstille umenneskeligheden i et samfundssystem, der i menneskelighedens navn vil afskaffe enhver tale om skyld og ansvar. Bogen er et forsøg på at afprøve, hvilke konsekvenser det har for et menneskes liv, hvis man ikke længere holder den enkelte ansvarlig for dennes handlinger. Det umenneskelige i den umiddelbart besnærende ophævelse af ansvar og skyld udstilles i Manden der ville være skyldig. Hovedtemaet er således forstået ikke den lille mands kamp mod systemet, men derimod selve samfundssystemets umenneskelige menneskelighed. Det karakteristiske grundtræk ved det samfund, der præsenteres, er netop, at de statslige og offentlige institutioner kun vil det enkelte menneske det bedste. Men skal de gode intentioner blive til virkelighed, må det enkelte menneske underlægges systemets totale kontrol – om det så kræver en så omfattende udvidelse af Lykkeparken, at hele samfundet indhegnes. I sidste ende en ophævelse eller i hvert fald omskabelse af virkeligheden og af mennesket.

Med denne overordnede fortolkning af, hvad der er sandt i fortællingen, er det naturligvis ikke overraskende, at spørgsmålet om, hvad det er for et samfund, Torben har så vanskeligt ved at affinde sig med, i grunden er det måske mest centrale spørgsmål at stille sig, hvis man skal forstå, hvad det er der er på spil i Manden der ville være skyldig. I den forbindelse må det først og fremmest gøres klart, at der er en meget tynd for ikke at sige usynlig skillelinie mellem de informationer om samfundets indretning, som vi får adgang til via Torbens synsvinkel, og dem, som den eksplicitte tredjepersonsfortæller formidler. Det er med andre ord vanskeligt at adskille fortællerens og Torbens opfattelse og forståelse af samfundet. Inden jeg vender det analytiske forstørrelsesglas mod det samfundssystem, der fremstilles i bogen, er det derfor relevant at knytte et par ord til fortælleteknikken.