Fortolkningens forrang

Guds skaberplan

Som barn er Peter Wilhelm Lund en lysende begavelse, og efter skoleårene er det planen, at han skal gøre familien ære som læge. En ven af familien og Lunds lærer i zoologi, professor Reinhardt, overbeviser ham dog om, at han skal være naturvidenskabsmand i stedet. Det er netop professor Reinhardts forelæsninger på det Kgl. Naturhistoriske Museum, der grundfæster Lunds syn på naturen. Professoren taler begejstret og begejstrende om den dag, hvor alle dyr og planter er beskrevet i et stort system, så menneskeheden kan forstå Guds plan med det skabte:
”Den sande forståelse for denne plan vil kunne skabe evig fred på Jorden, hvor der før var uorden vil man nu kunne se orden, og hvis mennesket vil lære af denne orden og blive klar over at det er en del i helheden vil en helt ny epoke opstå med hvert folkeslag og hver religion på sin plads i den universelle organisme og den kosmiske harmoni. Sygdomme vil blive udryddet, samtlige kontinenter vil blive civiliserede, alle vil kunne læse og skrive og således bidrage til at verden vågner til bevidsthed om sig selv. ”Naturen er individualisering, og individualisering fører mod sammenhæng og midte!” De ord gør Wilhelm til sine, og ofte er han alene tilbage i museet sammen med Reinhardt så de i ro og mag, i timevis, kan diskutere mens det bliver mørkt og Wilhelm ligefrem kan høre hvordan støvet falder omkring ham som alt det mennesket bør kæmpe imod fordi det er det samme som forfald, glemsel, uorden.”¹¹³
Med denne forståelse af verden i bagagen bedriver Lund naturvidenskabelige studier i sine unge år. Under sin anden rejse til Brasilien er det hans plan at skrive en naturlære, der skal bære titlen Skaberplanen. Rigtigheden i Reinhardts kongstanke om individualiseringen i naturen bliver Lund efterhånden mere og mere sikker på, og den skal således udgøre det arkimediske punkt i hans naturlæres beskrivelse af den naturhistoriske udvikling. Alt, hvad han iagttager, overbeviser ham om, at naturen søger mod individualitet; fra krystallen til planten, fra planten til dyret og endelig fra dyret til det sidste og højeste trin: mennesket. Hvert trin er et led i en stadig større løsrivelse fra jorden, og mennesket forstået som fornuftens og frihedens rige er udtryk for den egentlige individualitet, for individets adskillelse fra jorden.

Lunds syn på naturen og mennesket gennemsyrer den måde, hvorpå han betragter lokalbefolkningen i det uciviliserede Brasilien. Under sit første besøg i det sydamerikanske land undersøger han på nærmest manisk vis alt, hvad han putter i munden, og i panisk angst for den florerende syfilis forsøger han i det hele taget at undgå og undvige enhver berøring med de lokale, især negerne. Selv gelændere og håndtag undlader han at komme i direkte kontakt med. På sin lange tur gennem landet nogle år senere med rejsekammeraten Riedel betragter han en dag de lokale:

”Dr. Lund kigger fascineret på de indfødte som han ligger der tæt ved bålet, måske en smule overbærende fordi de i den grad er i overtroens og fantasidyrenes magt, men også som en far der ser på sine børn inden en grundig uddannelse lærer dem at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Naturens sande skabninger, standset et sted mellem dyret og mennesket, på et trin for sig som endnu ingen rigtigt har beskrevet, lige inden ordet vi bliver til ordet Jeg. Stammemennesket, med kollektiv erindring og ens reflekser. Og dog mennesket. Mens han tænker på om hemmeligheden er at de har en mere tyktflydende nervesaft giver en af mulatterne sig pludselig til at skrige.”¹¹⁴
Helt karakteristisk for Lund søger han en natur(videnskabe)lig forklaring på de lokales kollektive kultur, og lige så karakteristisk for ham er det, at han fra fornuftens tinde ikke tvivler på sin egen overlegenhed i forhold til det lavere trin på naturens rangstige, som de indfødte repræsenterer. Dog fascineres han af de lokale og føler tilmed et faderligt ansvar for at bringe dem ud af deres overtro. Det viser sig, at mulattens skrig skyldes, at han er blevet bidt af en fugleedderkop. En af de øvrige mulatter rager straks en glødende kæp ud af bålet, og uden tøven sætter han den direkte på det sted, hvor edderkoppen har bidt, mens tre andre holder den uheldige fast under ’behandlingen’. Næste morgen er han rask. På den ene side understreger episoden de indfødtes kollektive instinkt, men på den anden side viser den også en umiddelbar og handlekraftig livsduelighed, som ligger fornuftsvæsenet Lund meget fjernt. Vi får med andre ord et billede på kontrasten mellem den observerende videnskabsmand, der betragter sin omverden som et studieobjekt, og de umiddelbare og sanselige mennesker, der lever i jordnær kontakt (og pagt) med naturen.

På baggrund af den ovenstående beskrivelse af den unge Lund kan vi nu for alvor se, hvorfor den mystiske oplevelse dybt nede i hulens inderste grotte er så afgørende en hændelse i hans liv. Tvivlen ryster hans overbevisning om, at alt er et led i Guds plan med skaberværket, og hermed smuldrer hele grundlaget for det livssyn, han har bygget sin tilværelse på. Og dette er netop den fiktive forfatters forklaring på, hvorfor Peter Wilhelm Lund aldrig vendte hjem til fornuftens Europa, men forblev i sanselighedens Brasilien til sin død. Men det er dog ikke sandt i fortællingen, at dette er hele forklaringen. Den får vi først, når vi kender den sidste halvdel af hans liv. Det er altså tid til at vende sig mod bogens tredje del.

Sygdom og drømmescener

”Han ligger med hovedet omviklet med bandager for at lyset ikke skal irritere ham. Han ryster over hele kroppen. Den mindste lyd generer ham. Alt hører han. Og lydene kommer allevegne fra.”¹¹⁵ Sådan indledes tredje del, og beskrivelsen her er ganske betegnende for den tilstand, Lund befinder sig i i tiden efter sammenbruddet: en skrøbelighed over for ethvert sanseindtryk samtidig med en næsten uhyggelig fintfølende registrering af ydre påvirkninger. En tilstand, der varer ved i måneder. I hans tanker udspiller der sig en uophørlig kamp mellem hans gamle teorier om det skabtes forhistorie og de nye tanker om en evolution, hvor individualiseringsprincippet er erstattet med en forestilling om de stærkestes overlevelse. Han kæmper for ikke at tænke den onde tanke til ende
”[…] der lød som en ondskabsfuld latter, et hi hi hi afløst af et langstrakt he he he: at det hele er et tilfælde, uden hoved og hale, sådan som den Onde ville det i sin kamp med Skaberen. Skaberen byggede sit hus, og den onde sparkede det omkuld og forviste Skaberen til andre egne af Universet, og mellem ruinens sten, alle knuste til grus og spredt for vinden, satte han sin lov: at kun den stærkeste overlever – og den smidigste.”¹¹⁶
Med sine udgravninger og indsamlinger af knoglefossiler, der i hulerne ligger begravet under en kalkskorpe, som ifølge den franske naturhistoriker Georges Cuviers teorier skulle være en aflejring fra syndfloden, den såkaldte Diluvion, har Lund søgt at afklare, om der var tale om en genskabelse eller en nyskabelse af jorden efter Diluvion. I starten er han overbevist om, at der var tale om en nyskabelse, men da han senere finder knogler, der afslører, at flere arter har levet på jorden både før og efter Deluvion (sågar mennesket), må han efterhånden revidere sine teorier, og sin sjette afhandling i værket med fællestitlen Blik på Brasiliens Dyreverden før sidste Jordomvæltning må han således afslutte uden en endelig konklusion. Som det fremgår af citatet ovenfor, kan han imidlertid ikke forlige sig med de nye evolutionsteorier, der med Charles Darwins publicering af On the Origin of the Species i 1859 for alvor får gennemslagskraft. For Lund er evolutionsteorien ensbetydende med tilfældighedens magt over naturen, og dermed er skaberværkets afsluttede orden forvandlet til et ”globalt blodbad, et kosmisk slagtehus” i hans øjne. Frygten for, at Darwins teorier er sande, kan han under sin sygdom og depression ikke holde fra livet.

Efter fem måneder får han bandagerne af, men han er dog stadig bundet til sit værelse og til sengen, hvor han tilbringer langt det meste af sin tid. Skildringen af hans sygdomsperiode veksler mellem små hverdagsepisoder som fx den daglige rutine, når Lund med Brandts og en slaves hjælp besøger ’det lille hus’ på nøjagtig samme tidspunkt hver dag, og fragmentariske drømmescener. Disse drømmescener – eller mareridtsscener, om man vil – splitter ham i to: En del af ham rejser stadig rundt i den brasilianske natur på muldyrryg i solens brændende hede, mens den anden del af ham ligger i det mørke kammer indbundet i bandager og plaget af smerter. Inden sammenbruddet var Lund som bekendt fast besluttet på at drage tilbage til Europa, og ønsket om at vende hjem lever endnu i hans tanker. Brandt tøver imidlertid, når Lund i de breve til familien, som han dikterer til Brandt, vil skrive, at han gør sig klar til at forlade Brasilien. Brandts tøven afføder endnu en nedbrydende tanke: Lund får mistanke om, at hans norske ven og medhjælper bevidst forsøger at binde ham til Brasilien og til huset i Lagoa Santa. Han prøver dog at overbevise sig selv om, at det ikke er Brandt, men sygdommen, der stavnsbinder ham:

”Syg, syg – det er kun fordi han er syg at den tanke melder sig sammen med de andre, og især når Brandt modtager diktat og pludselig tøver, får et mærkeligt udtryk i den svømmende øjne, smiler fjernt, udstødende sine små, mærkelige gryntelyde: Ville Brandt det sådan? siger tanken – og fortsætter: Har Brandt gjort noget for at binde ham til dette sted? Har han løjet i alle de år hvor han erklærede sig parat til at rejse tilbage til Norden? Hvordan har han gjort det? Har han rottet sig sammen med væggene? Indgået en pagt med møblerne? Forhekset gulvbrædderne? Anråbt teglstenene i månelys?”¹¹⁷
Sygdommen fremavler sådanne irrationelle tanker om mystiske sammensværgelser, der under normale omstændigheder ville være den gennemrationelle Lund ganske fremmede. Han kan dog ikke glemme sin mistanke til Brandt, og da han en dag er alene hjemme, overvinder han sine moralske skrupler og lister ind på sin vens værelse for at finde grunden til Brandts uvilje mod at forlade Brasilien. Han finder imidlertid langt fra noget tegn på, at nordmanden er ham fjendtlig indstillet, tværtimod. Alt, hvad han læser i vennens dagbogsoptegnelser og på små huskesedler, vidner om en dyb loyalitet og hengivenhed. Han finder beskrivelser af, hvorledes Brandt må leve med, at de lokale betragter de to nordboer på samme vis, som man i Europa betragter fremmede dyr i menagerierne, og det bliver klart, at Brandts tilbageholdenhed i forhold til at rejse beror på, at han ved, at Lunds helbred slet ikke kan klare en strabadserende rejse gennem Brasilien og over Atlanten. Lund indser det forkastelige i at snage i sin vens private ting og er lige ved at falde på knæ for at bede om tilgivelse for sin brøde. Han beslutter sig for at fordoble eller tredoble Brandts løn. Samtidig vækker episoden nye kræfter i ham, og han føler straks trang til at genoptage sit videnskabelige arbejde trods de mange smerter.

Med tintede briller vover Lund sig sågar ud af husets mørke næste dag. Ved synet af et ungt par, der tæt omslynget kysser hinanden på den lokale venda, ængstes han imidlertid, da driften i ham vågner, og han mærker det svulme mellem sine ben. Som jeg tidligere har været inde på, karakteriseres han af en udpræget berøringsangst, og sine drifter har han på lignende vis holdt i ave ved sit energiske forsøg på videnskabelig indsigt i Guds skaberplan. Blot én gang i sit liv har han været forelsket. Under sin europæiske dannelsesrejse forelskede han sig til et maskebal i Rom i en ung, jødisk kvinde, men da hun ikke som aftalt dukkede op dagen efter, slog han hende ud af hovedet og rejste videre. Da han i vendaen ser det unge par, dukker den jødiske kvinde atter op i hans bevidsthed, og da den unge mand slikker en dråbe sved af sin kærestes lår, vækkes drifterne i Lund i fysisk forstand. Oplevelsen binder ham igen til sengen, og oplevelsen følges af endnu en længere passage i krydsfeltet mellem fantasi, drøm og virkelighed.