Fortolkningens forrang
Den sene del af forfatterskabet
Yüklə 351 Kb.
|
- Bu səhifədəki naviqasiya:
- De historiske fakta om Peter Wilhelm Lund
- Fortællingen om Lund
Den sene del af forfatterskabetBåde kronologisk og tematisk står den selvbiografiske bog Fjenden i forkøbet fra 1978 i midten af Stangerups forfatterskab. Efter de tidligere tre romaner, i hvilke de fiktive universer byggedes op omkring en mandlig hovedkarakter, der i mange henseender minder om virkelighedens Henrik Stangerup, tager han i Fjenden i forkøbet livtag med sin egen livshistorie. Bogen lanceredes med undertitlen: En roman om angst, skyld og sjælens misère (min kursivering). På trods af, at bogen er en selvbiografi fortalt i jeg-form, valgte han altså med undertitlen at indikere et fiktionselement og dermed pege på, at værket ikke er en almindelig fremstilling af vigtige begivenheder i hans liv med tilhørende refleksioner over disse. Selv om indholdet udelukkende er selvbiografisk, appellerer Stangerup til, at teksten læses som et fiktionsværk frem for som en virkelighedstro skildring af hans liv. Kompositionelt og stilistisk adskiller Fjenden i forkøbet sig da også ganske markant fra den normale selvbiografi, hvor forfatteren i kronologisk rækkefølge fra barndommen og frem beskriver betydningsfulde hændelser i sit liv. Ved sin udgivelse blev Stangerups særlige erindringsbog betegnet som et af de mest vidtgående eksempler på den bekendelseslitteratur, der var et karakteristisk træk på den litterære scene i halvfjerdsernes Danmark. Jeg vil ikke her gå ind i en nærmere analyse af dette værk i midten af Stangerups samlede produktion, men blot henvise til den fortolkning af bogen, som Johnny Kondrup når frem til sin afhandling om moderne danske selvbiografier, Erindringens udveje (1994). Den sene del af Stangerups skønlitterære forfatterskab består som nævnt først og fremmest af en trilogi af romanbiografier, som er bygget over tre bemærkelsesværdige danskeres skæbner, der bl.a. har det sammenbindende fællestræk, at de alle tre endte deres liv uden for landets grænser: Den første bog i trilogien er Vejen til Lagoa Santa (1981) om den danske naturvidenskabsmand Peter Wilhelm Lund, den næste Det er svært at dø i Dieppe (1986) om den danske litterat P. L. Møller og sidst Broder Jacob (1991) om munken Jacob, der angiveligt skulle være bror til kong Christian II. Efter disse tre bøger afsluttede han sin produktion med det lille værk Datter af. Scener om en mor fra 1995, hvor han igen vender tilbage til det selvbiografiske stof. Bogen er tilegnet hans mor, skuespillerinden Betty Söderberg, og er et kort skrift, hvori forholdet mellem ham selv og moderen skildres i syv scener, der samlet dækker det meste af begges livsforløb. Trilogien var oprindeligt tænkt som en guldaldertrilogi, der skulle afspejle de kierkegaardske stadier: det æstetiske, det etiske og det religiøse. P. L. Møller, der med stor sandsynlighed var virkelighedens forlæg for Johannes fra ”Forførerens Dagbog” i første halvbind af Søren Kierkegaards Enten–Eller (1843), repræsenterer således det æstetiske stadie, og P. W. Lund, der for øvrigt var Kierkegaards svoger, det etiske. Stangerups tanke var, at den tredje roman om det religiøse stadie skulle have Søren Kierkegaard selv som hovedperson, men i erkendelse af, at Kierkegaard i sit omfangsrige forfatterskab allerede selv har sagt alt, hvad der eventuelt kunne skrives om ham i en roman, opgav Stangerup ideen. I stedet repræsenteres det religiøse stadie af den danske franciskanermunk Jacobus de Dacia (Broder Jacob den Danske), der levede fra ca. 1484-1566, og som efter fordrivelsen fra Norden under reformationen endte sine dage i Mexico. Med valget af broder Jacob brød Stangerup med den oprindelige tanke om at lade guldalderens Danmark være ramme for trilogien. Jeg vil i det følgende koncentrere mig om Vejen til Lagoa Santa, der efter min mening står som det bedste værk i Stangerups forfatterskab – fortællingen om P. W. Lund er en på én gang medrivende, sansemættet og rørende historie om et levet menneskeliv.106
Med denne introduktion til den historiske Lund vil jeg nu vende blikket mod Stangerups kunstneriske bearbejdning af hans liv. Jeg vil med andre ord flytte opmærksomheden fra virkelighedens Lund til fiktionens Lund, og selv om der naturligvis er mange ligheder mellem de to, vil jeg fastholde den betragtning, at den Lund, vi møder i Vejen til Lagoa Santa, må forstås og analyseres som en karakter i fiktionsværket. Fortællingen om LundVejen til Lagoa Santa er ikke blot fortællingen om Lunds ydre, geografiske rejse fra barndomshjemmet i København til Lagoa Santa dybt inde i Brasiliens højland; det er også en fortælling om et menneskes indre rejse mod erkendelsen af, at man ikke kan forklare sig – eller videnskabeligt beskrive sig – ud af tilværelsen. Den givne virkelighed sætter en fordring, som kun kan efterkommes i kærlighed. Vejen til Lagoa Santa er, som titlen antyder, fortællingen om den livsbane, der bliver hovedpersonen Peter Wilhelm Lund til del, og som altså fører ham til en lille brasiliansk by, hvor han lever størstedelen af sit liv. Historien om Lund er imidlertid ikke fortalt kronologisk fra fødsel til død. Værket er kompositionelt opbygget i tre dele, og delenes strukturering afspejler det grundlæggende udgangspunkt for den fiktive forfatters forståelse og fortolkning af Lunds liv. Første del strækker sig blot over godt ti sider og er opdelt i syv afsnit, der efterhånden aftager i længde, og syvende afsnit består således blot af en enkelt sætning, der fortæller os, at Lund ved første dels slutning er 44 år. I romanens indledende del møder vi Lund på det tidspunkt i hans liv, hvor han har besluttet at forlade Lagoa Santa og vende tilbage til Europa. Han har i næsten ti år brugt alle sine kræfter på udgravninger af hundredvis af kalkstenshuler i egnen Minas Gerais samt på grundige studier af de udgravede knoglerester fra fortiden. Inden afrejsen til fædrelandet tager han alene på en sidste tur ud til hulen Lapa da Cerca Grande, en af hans yndlingshuler, og denne tur udgør handlingsforløbet i første del. Ridende på sit trofaste æsel på vej mod hulen tænker Lund over de foranstaltninger, der må gøres inden afrejsen til Europa. Især optager det ham, at han ikke ved, hvad han skal stille op med sin ven og medhjælper, nordmanden Peter Andreas Brandt, der ikke ser lyst på fremtidens Europa, som han mener, vil komme til at brænde i revolutionens flamme. Brandt syntes hellere at ville blive i Lagoa Santa, der efter hans mening vil blive en af de eneste fredelige pletter i verden, når det europæiske revolutionsgalskab vil sprede sig til resten af verden. Lund er imidlertid fast besluttet på at rejse og glæder sig til at komme tilbage til det civiliserede og dannede selskab blandt verdens førende naturvidenskabsmænd. Som han rider af sted på sit æsel, glædes han ved den omgivende natur, hvor han har hentet så mange skatte, og som han altid vil savne, men han føler sig kaldt tilbage til Europa af Forsynet, som han er overbevist om, altid har fulgt ham. Han er gennemtrængt af den sikre tro på, at mennesket ad fornuftens vej (videnskaben) skal beskrive og afdække Guds skaberplan, Guds dybe sammenhæng med naturen: ”Alt er frembragt, alt er behersket af den guddommelige vilje. At kalde noget i Guds plan for overnaturlig og i strid med fornuften er at isolere det fra Gud der er et med fornuftsordenen, og overtroen, den som brasilianerne hengiver sig til, har ingen tro. Navnet lyver: en tro må kunne udtales, som Ørsted ville sige det. Murcia, Eugenia, Psidium … det er at udtale troen. Cassia, Mimosa, Acacia … det er fra et undseligt hjørne, efter bedste evne, ydmygt, at beskrive Guds plan, den som også han, Dr. Lund, er en del af. Fra disse campobuske til knoglerne fra grotterne […] fra hans første besøg i Brasilien og til nu hvor han, små tyve år senere, rider ud over engen mens solen sender sine sidste flammer hen over horisonten lige over endnu en rygende campo er der en dyb sandhed, en sammenhæng vævet med de fineste tråde.”107 Ligesom de flerårige planter og urter henter saft og kraft fra deres rodknold under den faste jordskorpe, henter Lund sin kraft fra det sted i hans hjerne, hvor alle de korrekte betegnelser på alt i naturen er opbevaret. Han er med andre ord et ganske karakteristisk udtryk for en romantisk naturopfattelse. Den citerede tankestrøm afbrydes af, at Lund atter kommer til at tænke på Brandt, og pludselig afløses harmonien af en tvivl, der manifesterer sig som en fysisk smerte, om end han intet fejler. Han rammes af en tomhedsfølelse, og alt omkring ham bliver til intethed. ”Vil Gud uventet straffe ham fordi han kort inden følte sig som en sikker brik i hans skaberplan? Alt er mørke.”108 Tvivlen forsvinder dog hurtigt, men det skal vise sig, at oplevelsen er et forvarsel om den hændelse, der venter ham inde i hulen. Da Lund er kommet ned i hulens dybeste grotte, lyder der pludseligt en voldsom buldren, og flagermusene flakker panisk mod udgangen. Overbevist om, at der er tale om et tordenvejr uden for sæsonen eller et mindre jordskælv, rejser han sig med besvær, idet han er stiv i kroppen af smerte ved den mindste bevægelse: ”Han ser sig angst omkring og konstaterer at det ikke drysser med stykker af sten og at stalaktittapperne ikke giver tegn til at ville løsne sig. Hulen er fuldstændig i ro, ikke den mindste bevægelse forplanter sig fra stalagmitskorpen og op gennem hans støvlesåler. Men flagermusene er borte, hver og en. Og tællelysene blafrer stadig. Dr. Lund ser lige ind i sin egen fugtige ånde, og på den ene væg står hans kæmpeskygge ubevægelig, som vil den med al magt forhindre ham i at tage det mindste skridt. Den buldrende lyd bliver ved. Er gangen ved at falde sammen? Er gangen faldet sammen? Vil han aldrig mere komme ud?”109 Men lige så pludseligt, som den er kommet, forsvinder den buldrende lyd, flagermusene vender tilbage og alt er atter normalt ”[…] bort set fra smerten i hans krop, fra nakken til tåspidserne. Det er som om alting i ham er frosset i hårdknuder, og kun med opbydelsen af al sin energi lykkes det ham at sætte den ene fod foran den anden og vriste sig ud af skyggens hypnotiske magt over ham.”110 Da han endelig når op i det fri, er det som om, at alt er løsnet og smuldret i hans krop, og henne ved det lille læskur finder han sit æsel bidt ihjel af en kobra. Følelsen af, at alt i ham smuldrer, varer ved, da han af tre drenge føres til en lille hytte, hvor han overnatter. Med søvnen rives Lunds tro på fornuften og Guds skaberplan itu: ”Intet er åbenbart. Alt er tilfælde, og mørket er universets herre.”111 Ikke blot grundlaget for hele hans videnskabelige arbejde synes revet bort, men også hans barndoms tro på, at Gud (som for så vidt er lig med den oplysende fornuft) – og ikke mørket – er universets herre, forlader ham, og hermed sættes der ord på, hvad det er, der smuldrer i Dr. Lund. På en oksekærre sendes han næste morgen tilbage til Lagoa Santa, hvor han udmattet og afkræftet mødes af Brandt, der med forfærdelse hjælper ham ind i huset. Her opdager Lund, at den indre nedbrydelse har sat sine tydelige, ydre spor: ”I det gamle, plettede spejl ved indgangen får Dr. Lund øje på et ansigt med indfaldne kinder, porøs, pergamentagtig hud der ikke længere vil hænge sammen og udtryksløse, rødrandede øjne, dryppende af ælde.”112 Herefter slutter første del som nævnt med oplysningen om, at Peter Wilhelm Lund på dette tidspunkt er 44 år. Vejen til Lagoa Santa indledes med fortællingens spændingsmæssige højdepunkt, der samtidig er det afgørende krisepunkt i hovedpersonens liv. Jeg var til at begynde med inde på, at den kompositionelle strukturering af bogens tre dele afspejler den fiktive forfatters forståelse og fortolkning af Dr. Lunds liv, og jo dermed for så vidt også af selve værket. Grunden til dette er, at første dels beskrivelse af Lunds oplevelser på turen til hulen Lapa da Cerca Grande fungerer som den fiktive forfatters forklaring på, hvorfor Lund ikke som forventet kom tilbage til Danmark for at fortsætte sin videnskabelige karriere. Når alt i naturen er tilfældighed, mister han sin overbevisning om, at livet kan forklares ad videnskabens og fornuftens vej, og hermed forliser også hans samhørighed med naturvidenskabens Europa. I anden del får vi fortællingen om hans liv fra barndommen i København og frem til den dag, hvor han rider ud for at gense sin yndlingshule en sidste gang inden hjemrejsen – altså historien om hans liv frem til første del. Naturligt nok udgøres tredje del af historien om Lunds liv af tiden fra han er 44 år og frem til hans død. Følgende punktopstilling med sidetal giver et overblik over bogens kompositoriske opbygning samt over nogle af de væsentligste begivenheder i Lunds liv:
Det viser sig, at oplevelserne på den sidste huletur afføder et veritabelt sammenbrud, der med sygdom og depression binder ham til sengen i mange måneder, indbundet i bandager og med tilskoddede vinduer. Som vist er det tabet af overbevisningen om, at naturen og i det hele taget alt, hvad der er til, er et led i Guds skaberplan, der opløser og nedbryder Lund. Sammenbruddet må således ses i lyset af hele den videnskabs- og livsopfattelse, som han er rundet af, og som er kernen i fortællingens anden del. Lad os derfor se lidt nærmere på den romantiske videnskabsopfattelse, der karakteriserer den unge Lund. Yüklə 351 Kb. Dostları ilə paylaş:
|