Indholdsfortegnelse

Skolens og historieundervisningens daglige virkelighed

Jeg kan se tre måder, hvor jeg som professionel lærer kan imødekomme og understøtte alle elevers læring, identitetsdannelse og historiebevidsthed.
For det første kan jeg bevidst vælge, at gøre min læreridentitet rummelig, anerkendende og forskelstolerant. Det kan jeg bl.a. gøre vha. den anerkendende pædagogik og brugen af det komplekse kulturbegreb. Anerkendelse er at acceptere, at noget/nogen eksisterer/forholder sig på en bestemt måde, eller er sandt. Anerkendelse er identitetsskabende, da det understøtter selvfølelsen. Når eleven føler sig anerkendt, får eleven følelsen af at være noget. At modtage anerkendelse er, at føle sig accepteret og værdsat som individ, på godt og ondt. Anerkendelse sker i relationen, det betyder, at vi som mennesker ikke er selvforsynende med anerkendelse. Anerkendelse er en livsvigtig betingelse for, at vi kan trives og undgå problemer med selvværdet.⁵⁹
Det grundlæggende behov vi som mennesker har for at blive anerkendt af dem vi er afhængige af, giver de professionelle opdragerer stor magt. ”Anerkendelse er en væremåde eller en holdning og ikke en kommunikationsteknik. At forholde sig anerkendende indebærer at tage hele sig selv i brug – både følelser og intellekt. Der er ikke tale om nogle ydre håndgreb eller teknikker, men noget som må komme indefra (…)⁶⁰
For det andet kan jeg understøtte elevernes begrebstilegnelse og deres sprog ved at benytte Det flerstemmige klasserum som et didaktisk princip. Ifølge Olga Dysthe har sproget en stor betydning for elevernes læreproces. Hun påpeger, at der er en tæt forbindelse mellem sprog og tænkning, og at sproget er en skabende kraft i forholdet til andre mennesker, både i og udenfor klasserummet. Det betyder, at forståelse og faglig læring, bliver skabt i samspillet mellem elever og lærer og eleverne i mellem. Hun fremhæver endvidere, at læring er en kognitiv og social proces, hvor mening skabes via interaktion.⁶¹
Den tredje mulighed findes i mit valg af undervisningens indhold. Undervisningens indhold skal som nævnt indeholde historiekanonens opstillede punkter, dog skal disse punkter kun optage en ¼ af den samlede undervisningstid.⁶² Derudover skal undervisningens indhold: ”organiseres i emner og temaer med problemstillinger. Det udvælges og bearbejdes, så indholdet bliver vedkommende og perspektiverende”.⁶³ Med BEJ´s ord: ”det skal udvælges således, at det vil være af betydelig relevans for børn og unges livsverden og samtidig have en anselig kvalitet”⁶⁴

Konklusion

Danmark er et multikulturelt samfund, og landet har ikke længere en kulturel homogen befolkning, et sprog og en kultur. Brændgårdskolen i Herning repræsenterer på bedste vis det bestående samfund uden for skolens daglige liv. Det betyder, at skolen består af en elevgruppe, hvor elevernes livsverdener befinder sig i mange forskellige kulturer. Kultur er som begreb indskrevet i både folkeskolens og historiefagets formålsparagraf.
Kultur kan jf. Iben Jensen forstås ud fra to vinkler. Det ene kulturbegreb er i form af det beskrivende kulturbegreb, hvor kultur betragtes som en afgrænset enhed der følger nationens grænser. Kultur betragtes som indlejret i det enkelte menneske, og mennesket er forudbestemt til at handle på bestemte måder. Kultur kan i den optik bruges som en forklaringsramme på folks handlinger, og kultur forandrer sig i den tilgang meget langsomt.
Den anden indgangsvinkel til kultur består af det komplekse kulturbegreb, hvor kultur ikke betragtes som en fast enhed. Kultur betragtes i stedet som noget man gør, og ikke som noget man har. Kultur skabes i interaktion med hinanden, og i den vinkel er kultur altid i forandring. Det betyder, at min kulturforståelse og mit valg af enten det beskrivende eller ”det komplekse” kulturbegreb har betydning for skolens kulturmøde.
Folkeskolen har siden grundlæggelsen haft en integrationsfunktion blandt befolkningen, hvad angår identitet, kultur og sprog. Min påstand er, at folkeskolens integrationsfunktion er blevet til en assimilationsfunktion. Det er sket på baggrund af ændringerne i historiefagets formålsparagraf, den indførte historiekanon og den politiske tendens i samfundet. Konsekvensen af denne ændring kan blive segregation blandt de etniske minoriteter, så de forherliger deres oprindelige kultur, og konsekvensen kan blive parallelle samfund i samfundet.
Folkeskolens historieundervisning skal jf. Bertel Haarder beskæftige sig med vores kulturarv, så de etnisk danske elever kan blive hele mennesker. Det vil ske på bekostning af de tokulturelle elevers kulturbaggrund. Det kan komme til at betyde to slags borgere i det danske samfund. En slags hvis kultur alle skal være fortrolige med, og en anden hvis kultur man kun skal være forståelig overfor.
Historiefaget skal understøtte elevernes historiebevidsthed, da historiebevidstheden bruges til en orientering i nutiden, på baggrund af en fortidsfortolkning og en fremtidsforventning. Historiebevidstheden indgår i menneskets personlige og kollektive identitet, og den udgør forudsætningen for at indgå i en socio - kulturel sammenhæng. Det betyder, at mennesket bruger sin historiebevidsthed til at danne, opretholde og omdanne både sin identitet og sin kultur. Historiefagets opgaver og udfordringer synes på den ene side, at bestå i en styrkelse af et dansk - nationalt folkefællesskab. Det kan så diskuteres hvorvidt det fællesskab er eksisterende, og om det er i fare for at forsvinde. På den anden side kan der argumenteres for, at et særligt erindringsfællesskab er forudsætningen for vores folkestyre og demokrati.
Elevernes identitetsdannelse sker i et samfund præget af kulturel frisættelse. Identitetsdannelsen sker i sociale arenaer, hvor den enkelte løbende opbygger billeder og fortællinger om sig selv, identitet kan derfor betragtes som en social konstruktion. Den personlige og den kulturelle identitet er uadskillelige, og den kulturelle identitet indgår i alle menneskers identitet, men ikke alle tvinges til at forholde sig til den. Sproget har stor betydning for identitetsdannelsen, da sproget hjælper barnet med at opbygge en personlig identitet. Her er der en reel chanceulighed mellem etnisk danske elever og tosprogede elever, idet de bedømmes på lige vilkår til folkeskolens afgangseksamen, på trods af uligheden i elevernes sproglige kompetencer.
Min undersøgelse og analyse af elevernes kulturbegreb, identitetsforståelse og historiebevidsthed viser, at eleverne både repræsenterer det beskrivende og det komplekse kulturbegreb. Elevernes forståelse af egen identitet er i tråd med både Erik Erikssons stadeteori om en kerneidentitet og Anthony Giddens teori om identitet som en social konstruktion. Alle elever gør brug af deres historiebevidsthed, da de alle gør brug af en fortidsfortolkning og en fremtidsforventning i arbejdet med deres nutidsforståelse.
Jeg er via arbejdet med denne opgave kommet frem til, at historiefaget ikke har særlige opgaver i forhold til de tokulturelle elever. De tokulturelle elever er elever som alle andre elever, og skal behandles herefter. Ved at gøre dem til noget særligt kan en lærerperson være med til at fastholde roller, både identitets og kulturmæssigt. Det er derfor alle elevers kulturbegreb, identitetsdannelse og historiebevidsthed som skal være i fokus.
Jeg kan se tre hovedområder, hvorpå jeg kan understøtte alle elevernes udvikling og læring. Jeg kan understøtte elevernes identitetsdannelse ved at være en rummelig, anerkendende og forskelstolerent lærerperson, da det understøtter selvværdet. Jeg kan støtte elevernes begrebstilegnelse og forståelse ved at benytte ”det flerstemmige klasserum” som et didaktisk princip, da der er sammenhæng mellem tænkning og sprog. På den måde vil forståelse, faglig læring og begrebstilegnelse ske i et samspil mellem eleverne, og elever og mig. Derudover har mit valg af undervisningens form og indhold betydning for elevernes læring. Det bedste udgangspunkt for al udvikling og læring er elevernes livsverden!