Indholdsfortegnelse

Folkeskolen som integrationsinstans

Som nævnt i indledningen er det danske samfund et multietnisk samfund. Det betyder, at det danske samfund gennem tiden har været mere og mindre multietnisk. Jeg vil kort redegøre for samfundsudviklingen fra starten af 1800 tallet og fremefter, da samfundsudviklingen gennem tiden altid har været afspejlet i folkeskolens formålsparagraf. Det er samtidig interessant at se på skolens opgaver i forhold til integration.
I 1814, hvor folkeskolens første formålsparagraf blev redigeret, bestod den danske helstat af kongeriget Danmark, de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenburg, Grønland, Island og Færøerne. I helstaten Danmark blev der talt en mængde forskellige sprog. Ca. 40 % af den daværende befolkningen talte forskellige varianter af tysk, derudover blev der talt frisisk, grønlandsk, færøsk, islandsk og naturligvis dansk. Efter slaget ved Dybbøl i 1864, hvor Danmark tabte kampen, måtte helstaten afgive det tysktalende Holsten og Lauenburg til sejrsherrene. Konsekvensen af tabet blev, at den danske grænse blev flyttet op til Kongeåen. Ved afstemningen i 1920 om hertugdømmernes tilhørsforhold, og den efterfølgende grænsedragning bevirkede, at der i det lille land fremover kun boede danskere.¹⁴ Danmark blev herefter en nation med et homogent folk, med tilnærmelsesvis kun en kultur og et sprog, dog med forskellige dialekter.¹⁵
Det multietniske samfund som jeg nævner dækker i bund og grund ikke over så meget andet end det, at den danske befolkning nu igen består af borgere med forskellig etnisk baggrund. Det betyder, at det er i et multikulturelt samfund, at de forskellige etniske grupper med tilhørende forskellige kulturer mødes. Det er derfor mødet mellem forskellige kulturer som er den egentlige udfordring. Med Naser Khaders ord handler den danske debat i dag mest om halalslagtning, tørklæder og svinekød, men sat på spidsen kunne debatten ligeså godt handle om hvalfangst, fiskeøjne og surkål.¹⁶ Det multikulturelle samfund medfører også en multikulturel folkeskole. Folkeskolen har fra grundlæggelsen haft integration som en af de samfundsmæssige funktioner.
Thomas Gitz Johansen¹⁷ påpeger at tre af skolens vigtigste integrationsopgaver er: identitetsmæssig, kulturel og sproglig integration. Folkeskolen har gennem tiden varetaget en identitetsmæssig integration som handler om, at skolens formål fra grundlæggelsen har været at producere og formidle en fælles national identitet.¹⁸
Ved grundlæggelsen af den danske folkeskole var formålet i mindre grad uddannelse og kvalificering til arbejdsmarkedet, men derimod en bearbejdelse af folkets værdier, holdninger og sindelag. Den kulturelle integration har gennem tiderne bestået af udvalgte kundskaber, færdigheder og værdier til befolkningen. Den sproglige integration har bestået i, at skolen skulle udbrede et standardiseret skrift og talesprog blandt befolkningen. Folkeskolen har derfor altid været en integrationsinstans med det formål, at videregive identitet, kultur og sprog til befolkningen.¹⁹
Ovenstående viser, at skolens altid har varetaget en integrationsfunktion i befolkningen. Jeg vil i det følgende se på, hvilke politiske tendenser og hvilken retorik som er kendetegnende i nutidens politik. Det vil jeg gøre for at vise, at den førte politik hænger sammen med ændringerne i formålet for historiefaget jf. Fælles Mål 2. Folkeskolen har i mine øjne ikke længere integration som formål, men i stedet assimilation. Det får betydning for den enkelte elevs kulturbegreb og identitet, om eleven møder lærere som betragter integration eller assimilation som skolens integrationsopgave.

Integration eller assimilation

Regeringen vil uden tvivl fremme en kulturel assimilation af alle borgere med en anden kulturel baggrund.²⁰ Den nytiltrådte integrationsminister Søren Pind skrev på sin blog i 2008: ”Jeg gider ikke høre mere snak om integration. Fri mig for det – det rigtige ord må være assimilation. Der er så rigelig kulturer, folk kan drage andetsteds hen og dyrke, hvis det er det de har lyst til”²¹
Konsekvensen af ovenstående kan blive, at de etniske minoritetselever og deres forældre føler sig truet på deres personlighed og deres værdier. En måde at forsvare sig mod en trussel af den dimension kan være at udvikle en overidentifikation (segregation) med ens kultur. De elementer der er bibeholdt fra den oprindelige kultur overdrives og forherliges i det danske samfund, så den fremadrettet bliver endnu mere ”tyrkisk” eller ”arabisk”. Kulturen og traditionerne dyrkes overdrevent i forsøget på at opnå tryghed. Det betyder, at i forsvaret for at danne, opretholde og omdanne en identitet vil kulturen udvikles anderledes, end den oprindeligt ville have gjort. Forherligelse af egen kultur fører ofte til, at individet isolerer sig i sin egen etniske gruppe. For børn kan kravet om assimilation betyde, at de overidentificerer sig med det nye samfund, og de dermed forsøger at fornægte den oprindelige kulturbaggrund. Det kan for nogle af børnene medføre konflikter, i de tilfælde hvor forældrene fastholder deres oprindelige værdier, traditioner og kultur.
Nourreddine Bougessas²² mener, at skolen og barnets øvrige sociale arenaer er afgørende for barnets udvikling, identitetsdannelse og selvopfattelse. Han fremhæver, at etniske minoriteter kun integreres i samfundet gennem et ligeværdigt møde. Det betyder, at minoritetsgrupper og enkeltpersoner skal have mulighed for at tilegne sig de færdigheder og handlemuligheder, som gør dem kompetente til at indgå og deltage i majoritetssamfundet på lige fod med majoritetssamfundets medlemmer. Det betyder samtidig, at integration skal forstås som en proces der indebærer, at majoritetssamfundet skal give minoriteterne mulighed for at udvikle deres kultur og sprog. Det betyder med andre ord: ”At man frit kan vælge, hvor og hvornår man vil føle sig som hvad og at man får sin identitet accepteret af andre”.²³
Det er med andre ord vigtigt, at børnene oplever det som berigende at befinde sig i mødet mellem to kulturer. Og lige så vigtigt er det, at man som lærer har gjort sig klart om man betragter assimilation eller integration som målet. Det vil nemlig have utrolig stor betydning for mødet med det tokulturelle barn. Den enkelte lærer har inden for skolens opstillede rammer mulighed for at forberede det tokulturelle barn til livet i det danske samfund.²⁴