Indholdsfortegnelse

Forstærkerne og interaktioner

I forbindelse med efteråret 2014s eksperimenter blev vi som tidligere nævnt opmærksomme på, at selvkontrol kunne fungere som moderator i vores eksperimenter. Dette indikerer, at selvkontrol som egenskab ved mennesker sætter en dagsorden. Yderligere fandt vi i nogle tilfælde en interaktions-effekt mellem selvkontrol og priming. Denne interaktion henviser her til, at hvis ikke vi havde kontrolleret for bestemte populationsforskelle (selvkontrol), så vil der vise sig nonsignifikant sammenhæng mellem priming og måling. Dette har medført en interesse i at undersøge i hvilket omfang andre kandidater kunne identificeres, hvilket vi i analysen har gjort ved at dikotomisere udvalgte skalaer.

Vi vil diskutere forstærkere og interaktioner separat i to afsnit. Fælles for afsnittene er, at de tager udgangspunkt i den del af analysen, hvor vi har anvendt GLM. De adskiller sig dog ved at første afsnit diskuterer forstærkere, hvor andet afsnit diskuterer interaktioner mellem priming og populationsparametre. For at lette formidlingen af analysen resultater i det efterfølgende angives over og under middel som hhv. høj og lav.

Forstærkere

I følgende afsnit vil det blive diskuteret hvilke egenskaber ved vores population, der i visse tilfælde kan fungere som en forstærkende omstændighed. Dette illustreres ved at inddrage de resultater, som peger på at en given egenskab medfører en højere besvarelse af en bestemt skala i sig selv – dvs. en højere besvarelse end dissonansprimingen medfører.

Resultaterne på RSE (dikotomiseret) i sammenhæng med besvarelsen af MAAS peger som tidligere nævnt på, at de dissonansprimede angiver en højere grad af selvopmærksomhed⁷⁶. Samtidig fremgår det, at personer med højt selvværd angiver en endnu højere grad af selvopmærksomhed. Højt selvværd lader dermed til at høre sammen med en høj grad af selvopmærksomhed – dette kunne indikere at personer med højt selvværd i højere grad er opmærksomme på egen adfærd og indre processer⁷⁷. Det kunne også tænkes, at de som følge af øget selvopmærksomhed oplever en højere følelse af værd. Uagtet hvilken af disse fortolkninger, der gør sig gældende, så indikerer dette i hvert fald, at der er et element af selv-fokus, selv-perception eller selvopmærksomhed knyttet til selvværdssystemet. Dette stemmer godt overens med at selvværdssystemet fungerer som en monitor for egen værdi⁷⁸.

Dernæst fremgår det af analysen, at dissonanspriming medfører en højere besvarelse af IOS subskala attention i forhold til kontrolbetingelsen⁷⁹. Samtidig fremgår det, at personer med øget tendens til self-enhancement scorer højere på IOS subskalaen attention⁸⁰. MEAN scores for tabel 19C og 19D forekommer bemærkelsesværdige ens – hvor mindsket tendens til self-enhancement har næsten samme MEAN score som dissonans-betingelsen og øget tendens til self-enhancement har samme MEAN-score som kontrolbetingelsen. Ved IOS subskalaen attention fra spørges der til i hvilket omfang personen primært foretrækker at være i selskab med andre, hvis de beundrer og føler sig tiltrukket af én – samtidig spørges der til hvor væsentligt det er, at andre bliver imponeret over og lægger mærke til éns adfærd. Det forekommer dermed ikke så mærværdigt, at personer med øget tendens til self-enhancement samtidig scorer højere på denne subskala, eftersom self-enhancement er en funktion til positiv self-fremhævelse. Det kunne tænkes, at IOS attention indfanger noget af det samme, som self-enhancement skalaen måler på – uden at det nødvendigvis er meningen med skalaen.

Der forekommer yderligere et interessant resultat i forhold til en belysning af, hvilke egenskaber, der kan bevirke en højere besvarelse af en given skala. Det fremgår af analysen, at høj grad af rumination hænger sammen med en besvarelse af SCS subskalaen selv-fordømmelse, som er markant højere end den besvarelse, der angives hos deltagere med lav grad af rumination⁸¹. Der forekommer en større forskel på besvarelsen af SCS subskalaen selv-fordømmelse disse grupper imellem, end der forekommer mellem dissonans- og kontrolbetingelse. Subskalaen selv-fordømmelse henviser til i hvilken grad personen er hård ved sig selv, bebrejder sig selv og undergraver sig selv – det virker dermed ikke så paradoksalt, at denne subskala kan associeres med rumination⁸².

Det særligt bemærkelsesværdige i ovenstående diskussion af resultater er, at der lader til at forekomme populations-forskelle, som har større udsigelseskraft i forhold til besvarelsen af en enkelt skala end dissonansprimingen kan give os indblik i.

Interaktioner

Interaktioner mellem dikotomi og priming henviser til, at i tilfælde af priming vil den ene del af populationen reagere på én måde, hvor den anden del vil reagere på en anden måde. Disse forskelle kan i vores analyse forklares i form af populationsforskelle hvad angår selvværd, self-enhancement og moralsk self-enhancement. I det følgende vil vi diskutere de resultater, hvor vi ser, at der forekommer en interaktion mellem priming og dikotomi. Dette afsluttes med en diskussion af, hvorfor det er væsentligt at have de mellemmenneskelige forskelle for øje, som er illustreret ved kategoriseringen af forsøgspopulationen som hhv. høj og lav.

På varianten selvværd ses en interaktion mellem RSE (dikotomiseret) og priming. Når dissonansemotionsskalaen anvendes som afhængig variabel fremgår det, at priming medfører at højt selvværd hænger sammen med øget ubehag målt ved dissonansemotionsskalaen⁸³. Dette kunne indikere en særlig sammenhæng mellem selvværd og dissonans. Med udgangspunkt i forudgående teori er det illustreret, hvordan både dissonansmekanismen og selvværdssystemet kan argumenteres for at varetage opgaver, som har at gøre med tilpasning⁸⁴ – med de evolutionære principper for menneskets psyke in mente⁸⁵ kan det tænkes, at selvværd er en senere modifikation af dissonans-systemet. Det bør imidlertid noteres her, at dette udelukkende er en spekulation, som vores eksperimenter hverken kan be- eller afkræfte. Det lader med udgangspunkt i analysen til, at højt selvværd medfører en stigning i besvarelsen af dissonansemotioner ved priming, hvor der til gengæld er tale om et fald for deltagere med lavt selvværd⁸⁶. Det kan tænkes, at personer med højt selvværd lægger mere mærke til den diskrepans besvarelsen af alternativerne i primingen gerne skulle medføre. Dette kan antageligt skyldes, at personer med højt selvværd har en mere bevidst fornemmelse af, hvem de er – når de stilles over for svære valg vedrørende selvforståelser, vækker dette et ubehag (Stone & Cooper, 2001;2003). Samtidig kan det tænkes, at det, som gør sig gældende for personer med lavt selvværd er, at de ikke er vant til at have en særlig fast fornemmelse af hvem de er, og hvad de er værd (ibid.) – dette kan eventuelt forklare, hvorfor deres besvarelse af dissonansemotionsskalaen er lavere ved dissonanspriming.

På varianten social forbundenhed ses en interaktion mellem SEEN (dikotomiseret) og priming. Når IOS vælges som afhængig variabel fremgår det, at priming medfører at øget tendens til self-enhancement hænger sammen med en højere besvarelse af IOS⁸⁷. Dette indikerer, at personer med øget tendens til self-enhancement er mere opmærksomhedssøgende, og at de søger emotionel støtte fra andre i svære tider. Samtidig bliver de positivt stimulerede af at være i selskab med andre og engagerer sig i social sammenligning, når de har brug for vejledning eller bekræftelse. Self-enhancement kan dermed antages at understøtte prosocial adfærd i et bredt perspektiv på en måde, som kan betragtes som meget udadvendt og en smule dependent – det kunne godt tyde på, at personer med tendens til self-enhancement har brug for andre at spejle sig i, både i gode og hårde tider. Der er grund til at hæfte sig ved, at øget tendens til self-enhancement interagerer med priming på en måde, hvor vi ser at denne sociale rettethed bliver mindsket – når forsøgsdeltagerne bliver primet, da trækker dem med høj grad af self-enhancement sig lidt tilbage⁸⁸. Den halvdel af deltagere, som scorer under middel på SEEN reagerer helt modsat – de angiver en højere grad af behov og interesse for andre, når de bliver primet⁸⁹. Det virker paradoksalt, at en funktion som tjener væsentlige sociale formål tilsyneladende sættes ud af spil ved en (må vi formode) relativt let priming – dette understøtter imidlertid den tidligere anførte argumentation for, at self-enhancement formodentlig er en relativt skrøbelig funktion, som primært fungerer i det omfang den kan udspille sig uden udfordringer og uden at blive anfægtet eller ”opdaget”⁹⁰. Det kunne også indikere, at self-enhancement er en ressourcekrævende funktion, som kun fungerer optimalt så længe, den ikke forstyrres af andre funktioner – som eksempelvis dissonans.

På varianten social forbundenhed fremgår yderligere en interaktion mellem SEEN (dikotomiseret) og priming. Når subskalaen positive stimulation fra IOS vælges som afhængig variabel fremgår det, at priming medfører at øget tendens til self-enhancement hænger sammen med et fald i score på denne subskala⁹¹. Det modsatte gør sig gældende for deltagere med lav grad af tendens til self-enhancement – denne gruppe stiger i besvarelsen af skalaen i tilfælde af priming⁹². Subskalaen positive stimulation henviser til i hvilket omfang personen finder det tilfredsstillende at føle sig tæt knyttet til andre og lære andre mennesker godt at kende. En høj besvarelse af denne skala er samtidig en tilkendegivelse af, at tætte venskaber er meget værdifulde og i øvrigt kilde til glæde og fornøjelse. Når vi ser, at lav grad af tendens til self-enhancement hænger sammen med en stigning i score på denne skala ved dissonanspriming kan dette indikere, at primingen vækker en motivation eller interesse i at søge andre mennesker i højere grad. Det tyder på, at dissonansprimingen har modsatte effekt på den gruppe af deltagere som har høj grad af tendens til self-enhancement. Dette kan sandsynligvis forklares med samme argumentation som ved den samlede IOS skala. Nemlig at self-enhancement muligvis er en funktion som er relativt påvirkelig overfor forstyrrelser. Med tidligere teoriafsnit in mente⁹³, er det væsentligt at pointere her, at høj grad af tendens til self-enhancement forekommer ganske uhensigtsmæssigt. Hvis denne tendens hænger sammen med at trække sig fra tætte venskaber i pressede situationer – så kan vi formode, at personer med høj grad af tendens til self-enhancement er i risiko for at stille sig selv uden for de sociale fællesskaber. Dette er problematisk, fordi det netop kan tænkes, at det er i situationer præget af tvivl og dissonans, at der er brug for andre mennesker at støtte sig til.

På nuværende tidspunkt kan vi konstatere, at populations-forskelle kan have indflydelse på, hvordan primingen sætter sig igennem. Resultaterne er væsentlige, da de indikerer at kategoriseringen som hhv. høj eller lav har betydning for, om forsøgsdeltageren eksempelvis bliver mere eller mindre opmærksomhedssøgende. Disse interaktioner er ikke til at få øje på i den indledende analyse – man er med andre ord nødt til at lede efter dem, for at få øje på dem. Implikationer knyttet til denne delvis metodologiske pointe vil blive diskuteres senere.

I efterfølgende diskussion vil vi inddrage yderligere to interaktions-resultater. Disse resultater relaterer sig til besvarelsen af IPIP-20 og er diskuteret separat, da der er nogle særlige pointer at hæfte sig ved i forhold til interaktioner på personlighedsskalaer og –tests.

Interaktioner ved IPIP-20

Indenfor personlighedsforskningen står to grundlæggende holdninger i modsætning til hinanden hvad angår spørgsmålene om hhv. stabilitet og kontekstualitet i forhold til menneskets personlighed (e.g. McCrae & Costa, 1984;1987, Sheldon et al, 1997; Deci & Ryan, 1985). Vores eksperimenter giver et øjebliksbillede og det er dermed på baggrund af disse ikke muligt at afgøre, hvorvidt en person over tid udviser stabile personlighedstræk. Det, vores eksperimenter imidlertid peger på er, at personlighedstræk lader til at være let påvirkelige – i hvert fald inden for den specifikke kontekst, som vi sætter vores forsøgsdeltagere i. I det omfang, der kan påvises sammenhæng mellem priming og en eller flere dimensioner ved IPIP-20, da betyder det at disse træk kan påvirkes af aktuelle og umiddelbare påvirkninger. På varianten selvværd ser vi en interaktion mellem priming og RSE (dikotomiseret), hvor deltagere med lavt selvværd stiger markant på dimensionen neuroticisme i forbindelse med priming. Samtidig sker der et fald i besvarelsen af dimensionen neuroticisme for dem, som har højt selvværd. Desuden ser vi endnu et interessant resultat på varianten social forbundenhed, hvor EMS-moral (dikotomiseret) og priming interagerer og medfører at deltagerer med høj tendens til moralsk self-enhancement stiger markant på dimensionen ekstrovert samtidig med at den gruppe, som har mindsket tendens til moralsk self-enhancement falder.

Hvorfor er ovenstående så interessant? Det er det, fordi det peger på, at primingen i sammenhæng med SE og EMS-moral (dikotomiseret) har indflydelse på, hvordan forsøgsdeltagerne besvarer IPIP-20. Dette indikerer, at der er interpersonelle forskelle foruden dem, som rummes i Big Five perspektivet, der bør tages med i betragtning når man beskæftiger sig med forskelle mennesker imellem.

I vores 9. semester projekt fandt vi ud af, at der var signifikant sammenhæng mellem priming og besvarelsen af personlighedsdimensionen neuroticisme, hvor priming førte til en højere besvarelse, hvilket vi tolkede som et udtryk for højere psykisk belastning (se bilag 2). Vi anførte, at:

”Det er yderst relevant og tankevækkende, at en tilsyneladende let priming giver signifikante resultater, som peger på en oplevelse af psykisk belastning hos forsøgsdeltagerne. I et samfund hvor eksempelvis personlighedstests efterhånden anvendes i alle slags sammenhænge fra elitesport til såvel den private som offentlige sektor, forekommer det relevant at gøre sig nogle overvejelser vedrørende konsekvenserne af at anvende tests, der i høj grad er opbygget sådan, at der vælges imellem alternativer.”(Sørensen, S. F., & Emanuelsen, C. D., 2014, p. 48)

Med dette forårs eksperimenter kan vi nu kaste yderligere brænde på dette bål. Det problematiske ved at anvende test, hvor der vælges mellem alternativer er ikke blot, at resultatet af testen risikerer at give et billede af en person, som er mere neurotisk, end rent faktisk er tilfældet. Der rejser sig yderligere en problematik, som følge af analysen og diskussionen af interaktionerne mellem priming og dikotomier. Hvis en person med lavt selvværd reagerer på valg mellem alternativer, ved at rate sig selv højere på dimensionen neuroticisme, mens en person med højt selvværd ville reagere stik modsat – hvilke af disse personer (om nogen) giver personlighedstesten så det mest retmæssige billede af? Vores tidligere konklusion om, at valg mellem alternativer medfører et psykisk ubehag som sætter sig igennem i besvarelsen af dimensionen neuroticisme, og dermed påvirker det samlede resultat af en eventuel personlighedstest gælder muligvis stadig i et bredt perspektiv. Ovenstående diskussion peger imidlertid på, at der er psykiske funktioner, der har yderligere indflydelse på, hvordan personen reagerer i besvarelsen af IPIP-20 efter at have valgt mellem alternative selvforståelser. Der vil dermed sandsynligvis være stor alsidighed i den måde hvorpå forskellige mennesker reagerer i besvarelsen af en personlighedstest – vores resultater tyder på, at nogle bliver mere ekstroverte og nogle bliver mere neurotiske. Her er det væsentligt at bemærke, at vi blot kan påpege at selvværd og moralsk self-enhancement spiller en rolle – spørgsmålet til én million må være: hvor mange andre psykiske funktioner kan tænkes at have en lignende indflydelse? Og hvordan inkorporeres dette i den psykologiske forskning, så vi foruden klassiske Big Five inspirerede personlighedstest får flere brikker i spil i forsøget på at beskrive forskellene mennesker imellem?