Indholdsfortegnelse

Der skal gøres status – hvad er dissonans?

På nuværende tidspunkt er samtlige relevante resultater blevet diskuteret. Følgende afsnit har til hensigt at samle op på de forskellige perspektiver disse eksperimenter har tilvejebragt med henblik på en mere uddybende forståelse af dissonansmekanismens funktion.

More than meets the eye - tidsaspektet

Når vi betragter dissonansprimingens effekt, fremgår det, at flere af de effekter vi ser forekommer på skalaer, som er placeret forholdsvis sent i varianterne. Foruden resultatet på dissonansemotionsskalaen, som er placeret lige efter primingen, forekommer de øvrige effekter af primingen på skalaer, der er placeret enten midt eller sidst i eksperimentets design⁹⁴. Der forekommer imidlertid ét signifikant resultat på IOS subskalaen attension, som er en del af det primære effektmål på varianten social forbundenhed. Det lader dermed til at dissonansprimingen først sætter sig igennem efter et stykke tid, og dette kunne tyde på, at dissonans antageligt er en længerevarende proces. Dette bidrager til en forståelse af dissonans, som vi ikke har haft tidligere, hvor vi antog at dissonans er en mekanisme, som kan aktiveres med det samme. De antagelser har vi som nævnt især gjort os på baggrund af Festingers beskrivelse af kognitiv dissonans⁹⁵. Denne nye forståelse af dissonans, som en længerevarende proces medfører, at vi er nødsaget til at revurdere vores design af dissonansprimingen, da eksperimenterne bør tage højde for det tidsrum og den proces dissonansinduceringen påkræver. Eventuelle modifikationer af forsøgsdesign, som kunne tage hensyn til dette, vil blive diskuteret senere.

I forlængelse af disse resultater, er det plausibelt at antage, at dissonans bør betragtes som et afgrænset modifikationssystem, som igangsætter en proces, der har til hensigt at åbne psyken for en ændring. Dermed åbner dissonans for efterfølgende modifikationer, hvilket gør det muligt for disse modifikationer at gennemføre forandringen af psyken. Denne påstand kan understøttes af de resultater dissonansprimingen rent faktisk medfører, hvor det fremgår at dissonans som nævnt medfører en forskydning i selvopmærksomhed, opmærksomhedssøgende adfærd og self-kindness. Dette bekræfter dissonans’ rolle i relation til forandringer, og tidsaspektet vidner om, at dissonans er en proces. Med dette som udgangspunkt finder vi det plausibelt at antage, at det ville have medført flere og mere tydelige resultater, hvis designet havde taget højde for, at dissonans først sætter sig igennem over tid.

Dissonans – stabilitet gennem forandring?

Hvis vi skal søge svaret på, hvorfor det kan tænkes at dissonans understøtter forandring, kan det måske virke berigende at tage et kig på hvilken primær funktion dissonansmekanismen varetager. Dissonans understøtter sandsynligvis forandring, fordi dissonans’ primære rolle er at opretholde konsistens. Bevarelse af konsistens må forudsætte en vis grad af fleksibilitet. Kan vi komme i tanke om andre teorier, som redegør for hvordan et system kan opretholde stabilitet eller konsistens igennem fleksibilitet? Allostase-teori vedrørende stressysstemet forekommer her som en mulig kandidat. Denne inddragelse kræver et kort redegørende afsnit vedrørende allostase-teori.

Rationalet i Sterlings (2004) forståelse af allostaseteori er, at vi bør betragte stresssystemet som et system der varetager ”stabilitet gennem forandring” (Sterling, 2004, p. 17). Dette indebærer, at målet med den regulering eller tilpasning, der finder sted i organismen, blandt andet er opretholdelse af konsistens. Sterlings (2003) interesse og forskningsfelt er primært fysiologisk og medicinsk orienteret, hvor eksempelvis McEwen (e.g. 2002) har beskæftiget sig med allostaseteori i forhold til at uddybe forståelsen af stress som en fysiologisk såvel som psykologisk mekanisme. I McEwens (2002) optik handler allostase om, at tilpasningen sker igennem forandring, hvorved der opnås stabilitet – der er dermed ikke nogle faste, snævre værdier, som organismen kan regulere sig selv indenfor. Det betyder også, at allostase er en mekanisme som muliggør organismens tilpasning til skiftende krav fra omverden (McEwen, 2002, p. 5-6).

Vi kan forestille os, at psyken har brug for et allostatisk system, som opnår eller genfinder konsistens gennem forandring. Det virker ikke helt usandsynligt at antage, at dissonansmekanismen har denne funktion i menneskets psyke. Ligesom ved allostaseteorien forudsætter dissonansmekanismen imidlertid, at der er noget stabilt, som der kan afviges fra. Det virker umuligt at tale om forandring og fleksibilitet, hvis der ikke findes et udgangspunkt. Dette udgangspunkt må være et indre konstrukt eller kerne, hvorigennem individet betragter sig selv i forhold til andre. Vi kunne kalde det et selv, en kerne, en identitet eller i stedet henvise til den biologiske tilgang til mennesket og beskrive personen i form af fysiologiske termer – det afgørende er imidlertid, at forandring og fleksibilitet altid har et udgangspunkt. Hvis vi anskuer det på denne måde, kommer stabilitet og flexibilitet til at være forudsætning for hinanden – vi forestiller os, at dissonansmekanismen dels understøtter stabilitet og samtidig understøtter flexibilitet. Dette bevirker, at dissonansmekanismen må betragtes som en særdeles dynamisk mekanisme.

Interpersonelle forskelligheder – et afgørende perspektiv

Som tidligere nævnt forekommer nogle interessante interaktioner mellem priming og de forskellige primære effektmål (dikotomiseret) – dette er især relevant, fordi det fortæller noget om, at bestemte funktioner i psyken medfører enten en højere eller lavere grad af følsomhed overfor dissonanspriming. I forsøget på at imødekomme en mere fyldestgørende beskrivelse af dissonansmekanismen, er det væsentligt at have med i betragtning at ikke alle mennesker lader til at være lige følsomme overfor dissonans. Det er interessant at kategoriseringen af personer i form af disse dikotomiseringer indikerer en slags profil for, hvad det eksempelvis vil sige at have over middel tendens til self-enhancement. Dette lægger op til overvejelser om hvad interpersonelle forskelle egentlig skal betragtes som – hvilket understøttes af at interpersonelle forskelligheder i form af selvværd og moralsk self-enhancement tilsyneladende har indflydelse på personlighedstest.

I relation til dette, finder vi det væsentligt at pointere, at disse forskelle ikke ville have været synlige, hvis ikke der var kontrolleret for populationsforskelle mht. selvværd, self-enhancement og moralsk self-enhancement. Vi ville med andre ord ikke have opdaget, at kategoriseringen af hhv. høj og lav kunne tænkes at have indflydelse på følgerne af dissonanspriming. Det ville heller ikke være blevet opdaget, at denne kategorisering kunne have en betydning for MEAN-score på bestemte skalaer i sig selv. Dette rejser yderligere en diskussion som relaterer sig til den måde, megen forskning analyseres på. Dette vil blive diskuteret i følgende metodiske diskussion.