Indholdsfortegnelse

Metodiske diskussioner og perspektiver

Metodisk diskussion af styrke på priming

Som nævnt tidligere, har vi i efterår 2014 og forår 2015 foretaget i alt seks eksperimenter med den samme dissonanspriming. Vi har imidlertid blot set resultater på dissonansemotionerne på tre af disse eksperimenter. Det kunne tilsyneladende tyde på, at dissonansprimingen ikke er stærk nok, hvilket antageligt ville kunne forklare den inkonsistens, vi ser i primingens direkte effekt både på de enkelte varianter og varianterne i mellem. Dissonansprimingen kan betragtes som værende en mild priming i det hele taget – valg mellem alternative attraktive selvforståelser i et så begrænset omfang og tidsrum må have sine begrænsninger. Det forekommer dermed ikke usandsynligt, at primingen er for svag til at sætte sig igennem konsekvent. Hvis vi forholder os til den måde, dissonans traditionelt er forsøgt induceret på, ser vi yderligere understøttelse for, at vores priming er mild⁹⁶. Når primingen er mild betyder det oftest også at effekten er lav (Lakens & Evers, in press, p. 4). Det kan generelt betragtes sådan, at større sample medfører lavere grad af varians, og dermed lavere grad af standard-error hvad angår eksempelvis MEANS. Ifølge Lakens & Evers (in press) er det væsentligt at arbejde med begrebet point of stability i forhold til effekten af priming eller påvirkning. Point of stability henviser til det punkt, hvor effekten i det statistiske data hverken stiger eller falder som følge af ændringer i sample størrelse (ibid. p. 5). Dette betyder, at der kan stilles nogle generelle retningslinjer op for, hvor stor sample bør være, alt efter hvor stærk primingen kan betragtes at være (ibid.). Det foreslås, at hver betingelse bør have 250 gennemløb for at nå et smalt point of stability (ibid.)⁹⁷. I forhold til statistisk styrke (power) er det ligeledes afgørende at have et tilfredsstillende stort sample. Styrke henviser til sandsynligheden for at observere en statistisk signifikant effekt, hvis den rent faktisk eksisterer (ibid. p. 7). Jo større effekten af primingen er, jo mindre sample kræves for at opnå høj grad af statistisk styrke. Omvendt gælder det også, at hvis styrken af primingen er svag, kræver det flere deltagere at opnå høj grad af statistisk styrke (ibid. p. 28). Hvis vi antager at styrken af vores priming er omtrent samme styrke som den priming der oftest anvendes i psykologisk forskning, så kræver det ca. 250 deltagere pr. betingelse for at opnå point of stability, hvad angår styrken på primingen. Samtidig kræves der omkring 95 deltagere pr. betingelse at opnå en styrke som er omkring 80% (ibid.). Her vil vi blot henlede opmærksomheden på, at vi har omkring 90 deltagere samlet set på hvert eksperiment – hvilket ifølge ovenstående argumentation ikke er tilfredsstillende. Det kan imidlertid muligvis forklare, hvorfor vi ser relativt få main-effects og inkonsiste resultater af primingen.

Et andet perspektiv i forhold til styrken af primingen kunne være at arbejde på at forstærke den. Dette kunne eventuelt gøres ved hjælp af et design, hvor forsøgsdeltagerne på dissonansbetingelsen indledningsvis skal beskrive en situation, hvor de har truffet et virkelig svært valg, hvorimod forsøgsdeltagerne på kontrolbetingelsen blot skal beskrive en situation hvor de har truffet et almindeligt valg. Denne eksperimentelle metode er anvendt til priming af nostalgi i tidligere forskningsrækker på CETES i samarbejde med Constantin Sedikides (Sedikides et al, 2008; Wildschut et al, 2011). Vi forestiller os, at denne metode vil kunne betyde, at forsøgsdeltagerne bliver bragt i en situation, hvor de indledningsvist skal tænke på sig selv, og muligvis allerede på dette tidspunkt mærker følelsen af dissonans. Det er sandsynligt, at det vil kunne forstærke dissonansprimingen. Det bør imidlertid bemærkes, at denne metode i princippet også er en priming, så vi primer muligvis deltagerne på to forskellige måder, hvilket naturligvis kan have visse implikationer. Det forekommer dog relevant at overveje, hvorvidt det at tænke på en svær beslutning rent faktisk har en primende effekt, eller om det blot gør forsøgsdeltageren opmærksom på, hvad formålet med eksperimentet er. Det nuværende design af dissonansprimingen er forbundet med en vis grad af uigennemsigtbarhed, som i et metodisk perspektiv kan siges at gøre primingen mere pålidelig⁹⁸. Det er sandsynligt, at motivet bag disse valg mellem alternative selvforståelser vil blive mere tydeligt, hvis det indledes med en opfordring til at tænke på et svært valg. På denne måde kunne vi risikere at kompromittere eksperimentet⁹⁹.

På nuværende tidspunkt har vi dermed to generelle overvejelser vedrørende styrken af primingen. Til fremtidig forskning bør størrelsen på samplet forøges markant, hvis der skal fortsættes med samme priming, som vi har udformet og anvendt. I tilfælde af et ønske om at forsøge at styrke primingen, er det ikke sikkert at antallet af gennemløb behøver være helt så omfattende. Vi vurderer imidlertid at det mest korrekte for nuværende må være at fortsætte med samme priming under hensyntagen til de anbefalinger, som foreligger hos Lakens & Evers (in press, p. 28).

Metodisk diskussion af effektmål

I tidligere diskussion af main-effects fremgår det, at vi har set relativt få resultater på de primære effektmål. Dette giver anledning til en diskussion af, hvorfor de ikke har produceret den mængde resultater, som vi havde antaget, at de ville. Først og fremmest forudsætter et effektmål naturligvis, at der findes noget at måle på. I tilfælde af, at vores priming ikke har været tilstrækkelig stærk, da forekommer der naturligvis mindre sandsynlighed for, at effektmålene lige såvel som dissonansemotionsskalaen kan indfange forandringer hos de primede. Derudover bør det overvejes, hvorvidt disse effektmål har det forhold til dissonans som først antaget. At fungere som effektmål forudsætter, at funktionen som anvendes som effektmål lader sig påvirke af primingen, hvilket generelt ikke har været tilfældet i disse eksperimenter. Vi vil dog stadig tillade os at hævde, at disse funktioner spiller en afgørende rolle i det psykiske immunsystem¹⁰⁰. I og med at dissonans også antages at være forbundet med dette psykiske immunsystem¹⁰¹, og vi som tidligere diskuteret finder sammenhænge og interaktioner mellem dissonans og funktionerne selvværd, self-enhancement og moralsk self-enhancement finder vi det imidlertid stadig sandsynligt at antage, at de fire funktioner som indgår som effektmål i de eksperimentelle varianter, interagerer med dissonans. Forklaringen på, hvorfor dette ikke fremgår særligt tydeligt af vores main effects kan muligvis findes i forudgående diskussion om styrken af vores priming. I tilfælde, hvor der er foretaget forskning, som ikke kan bekræfte forskerens hypoteser er det naturligvis væsentligt at erkende sit nederlag. En vigtig del af forskningsarbejdet er jo også, at lukke døre, der hvor der ikke er flere uddybende indsigter at hente. Der bør imidlertid være opmærksomhed på, ikke at begå type 2 fejl i denne forbindelse. Type 2 fejlhenviser til tilfælde, hvor virkelige effekter ikke opdages (Lieberman & Cunningham, 2009; Lakers & Evens, in press) ¹⁰². Dette kan skyldes, at effekten ikke er stærk nok, men det kan også skyldes, at der ikke er foretaget fyldestgørende analyser. I vores tilfælde, ville der have været risiko for at at begå type 2 fejl – dvs. at forkaste hypoteserne – hvis ikke vi havde lavet dikotomiseringer og dermed havde fået øje på de tidligere diskuterede interaktioner. Frygten for at begå type 2 fejl må naturligvis ikke føre til, at forskere holder kampagtigt fast i usandsynlige hypoteser – det er imidlertid et vigtigt aspekt at have for øje, i udførsel og analyse af forskning i det hele taget.

I diskussionen af effektmålenes anvendelighed er der yderligere et relevant perspektiv at bringe på banen – nemlig tidsaspektet. Vi har tidligere argumenteret for, at dissonansmekanismen lader til at at sætte sig igennem over tid. Hvis det er sådan, er det naturligvis noget, som bør tages hensyn til i det eksperimentelle design. Det betyder, at vi ikke nødvendigvis kan antage, at primingen sætter sig igennem med det samme og kan måles på de første skalaer efter primingen. For at tage hensyn til dette, kunne det eventuelt være en ide at afprøve den moderation af designet, som er foreslået tidligere, hvor eksperimenterne indledes med at bringe forsøgsdeltageren til at tænke på en svær beslutning. Tidsaspektet kunne imidlertid også medtænkes ved at skabe flere varianter, som indeholder samme slags og antal skalaer, og hvor forskellen på disse varianter udelukkende er tidsperioden, der går fra deltagerne bliver primet til de skal svare på de inddragede skalaer. Denne tidsperiode skal naturligvis udfyldes med en aktivitet, som er ens for alle varianter. Der knytter sig imidlertid utallige overvejelser hertil – for hvilken slags aktivitet kan forventes at fungere, uden at den også kommer til at fungere som yderligere priming. Dette vil vi lade stå åbent for nu.

Anvendelse af moderatorer i psykologisk forskning

I analysen har vi systematisk forsøgt at identificere eventuelle moderatorer primært i forhold til priming. Moderatorernes betydning peger på, at effekten af dissonans i høj grad afhænger af hvem man er, eller hvilke træk man besidder og i hvilket omfang, man besidder dem. Det anede os, at dissonans ikke blot har én funktion – men snarere forskellige funktioner mennesker imellem. Med dette forårs eksperimenter lader der nu til at være flere brikker lagt i det puslespil, som vi har arbejdet med i flere år. Der knytter sig en metodisk diskussion til den analyse, vi har foretaget. Det fremgår ganske klart, at vores analyse havde været noget fattig foruden moderatorerne – det er relevant at overveje, hvor mange andre eksperimenter der mon har udfoldet sig lige sådan? Det er en kendt – og dog problematisk – kendsgerning, at megen psykologisk forskning ender i skraldespanden, hvis hypoteserne ikke holder. Vi kan forestille os, at der er foretaget megen god og kreativ forskning, hvor analyser, der nøjes med at se på primingens main effects ikke giver resultater – hvorefter forskerne fortvivlet har måttet forkaste deres hypoteser og finde på andre arbejdsopgaver (og herved øget risikoen for type 2 fejl). Lad os sige, at vi kunne hive denne forskning op af skraldespanden igen og indføre moderatorer i analysen – kunne det tænkes, at dette ville tilvejebringe nye resultater? Det er ikke utænkeligt, for som det fremgår af vores analyse og diskussion er der flere tilfælde hvor de to grupper (over og under middel) reagerer modsat hinanden. Hvis vi ikke foretager en kategorisering, ville resultaterne for de to grupper sandsynligvis udligne hinanden – hvilket understøttes af at vi, de fleste steder, hvor vi ser denne slags resultater, ikke har set nogen resultater ved priming alene.

Vi har som nævnt i metoden valgt at trække skellet ved ca. 50% på den kumulerede frekvenstabel, hvilket betyder, at vi ca. har samme antal forsøgsdeltagere på over og under middel. Dette valg skyldes hovedsagligt, at vi ønsker at beskæftige os med psykens immunsystem og dissonansmekanismens funktioner og følger indenfor normalområdet. Dette medfører i øvrigt, at vi ikke udelukker store dele af vores datasæt. Faldgruben ved at trække skellet ved ca. 50% er imidlertid, at dér, hvor vi sætter skellet indenfor vores deltagerpopulation, ikke nødvendigvis siger noget om, hvad der reelt ér hhv. over og under middel i den virkelige verden udenfor forsøgslokalet. Sagt på en anden måde – vores deltagerpopulation er ikke nødvendigvis repræsentativ for hele befolkningen. Her kan vores tidligere resultater på selvkontrol inddrages som eksempel: vi har som tidligere nævnt set stor forskel på hhv. under middel selvkontrol og over middel selvkontrol gruppers præstationer i eksperimenter. Det kan imidlertid antages, at vores forsøgspopulation i sig selv er en ganske stærk gruppe, hvad angår selvkontrol (Baumeister et al, 2007). Forsøgsdeltagerne på vores eksperimenter er hovedsagligt studerende på videregående uddannelser – de er med andre ord vant til at være en del af et system, hvor deadlines, undervisning, opgaver og eksamen er realiteter, som de må forholde sig til (ibid.). Når vi dermed kategoriserer de studerende som enten under eller over middel hvad angår selvkontrol, så forekommer det rimeligt at antage, at den gruppe, der er under middel, reelt har en højere grad af selvkontrol, hvis de blev målt i forhold til en anden deltagerpopulation – eksempelvis unge i samme aldersgruppe, som ikke er i uddannelse eller arbejde. Når vi i vores diskussion henviser til eksempelvis høj eller lav, så er det dermed væsentligt at huske på, at dette ikke nødvendigvis henviser til, hvad der generelt kan betragtes som højt eller lavt i befolkningen.