Indledning

6.3 De øgede modsætninger mellem reform og revolution

Dette afsnit har til formål, at give et indblik i SPD i perioden mellem år 1900 og udbruddet af 1. Verdenskrig, hvor den foregående periodes diskussioner om Bernstein og Vollmar begynder at vise sine konsekvenser. Vi vil i denne periode dække debatterne omkring massestrejker, herunder de beslutninger der blev truffet på de to kongresser i Jena (1905) og Mannheim (1906). Ydermere vil vi dække valgene i 1907 og 1912, og i forlængelse heraf, parlamentarismens fremkomst i partiet. Desuden vil fagforeningernes fremgang blive belyst, samt hvordan de fik indflydelse på aspekter af partiets politik. Vi vil desuden belyse Marokkokrisen i 1911, og hvordan denne blev kendetegnende for partiets stillingtagen til imperialismespørgsmålet.

6.3.1 Frem mod Jenakongressen

Revisionismedebatten og debatten om Bernstein åbnede Pandoras æske. Der opstod i de følgende år og under de følgende kongresser konstant fornyet polemik om spørgsmålet om reform eller revolution som vejen til magten. Selvom Bernstein ikke kom til at spille en rolle med hensyn til rigsdagsvalgene, så tvang hans angreb på marxismen partiet til at overveje dets principper. Der var således langvarige debatter på kongresserne i 1901 i Lübeck og 1903 i Dresden, hvor overvældende flertal endnu en gang fordømte Bernstein og den revisionistiske vej.²⁴⁵ Især i Dresden blev diskussionen særdeles ophedet, og det kom til en afstemning, som skulle fordømme revisionismen en gang for alle, idet resolutionen afviste:

”Revisionist efforts… to supplant the policy of a conquest of power by overcoming our enemies with a policy of accommodation to the existing order.”²⁴⁶

Kongressen bekræftede partiets holdning om, at klassemodsætninger til stadighed blev forøget, og afviste derfor ideen om, at socialdemokraterne på nogen måde kunne deltage i en borgerlig regering. Her stod partiets ortodokse marxistiske midte, ført an af Kautsky og Bebel, sammen med venstrefløjen om at fordømme højrefløjens angreb mod marxismens metoder og praksis.²⁴⁷ På trods af endnu en resolution, der bekræftede, at SPD hvilede på et marxistisk revolutionært grundlag, så var de ortodokse marxister ikke imod reformer. Tværtimod var disse velkomne, da de fortsat forbedrede arbejderklassens stilling i form af højere lønninger, bedre arbejdsforhold og politiske rettigheder. Argumentationen var stadig, at reformer alene aldrig kunne føre til en socialistisk stat, og at reformer derfor kun var forberedelse til revolutionen.²⁴⁸

Sådan så fagforeningerne dog ikke på reformarbejdet, der blev set som det vigtigste våben i kampen for arbejdernes sag. Fagforeningerne støttede fuldt ud, at der blev arbejdet indenfor lovens rammer, og at man brugte det parlamentariske system til at kæmpe for reformer. Det betød også, at fagforeningerne nærede stor skepsis overfor brugen af massestrejker. De frygtede nemlig, at hvis arbejderne tyede til massestrejker, ville regeringen fremsætte med sanktioner imod fagforeningerne.²⁴⁹ Dette blev efterfølgende det helt store emne på Jenakongressen i 1905. Forskellen mellem SPD-ledelsens visioner om revolution, og fagforeningernes forventninger til reformarbejdet, udviklede sig nærmest til et skisma, hvor det kom til flere sammenstød mellem Bebel og fagforeningsledelsen med fagforeningsformanden, Carl Legien, i spidsen. Herefter blev der indgået et kompromis, hvori fagforeningerne blev erklæret for politisk neutrale og kun forpligtede sig til arbejdernes økonomiske kamp, hvorimod partiet ville stå for den politiske side af kampen. Dette viste sig dog svært at udføre i praksis, da lederne for fagforeningerne stadig besad politiske poster i partiet, både lokalt og nationalt, og her havde de rigelige muligheder for fortsat at udøve reformistisk indflydelse på partiet.²⁵⁰

6.3.2 Massestrejkedebatten ved Jenakongressen

Kongressen i Jena i 1905, blev meget præget af begivenheder i Rusland, hvor revolutionen var brudt ud. Derfor var det naturligt, at emnet om massestrejker fremkom på kongressen, da disse med succes var blevet brugt i Rusland. Den tyske arbejderbevægelse havde så småt forsøgt sig med strejke, bl.a. i Ruhr tidligere i 1905, hvor minearbejdere strejkede, og Luxemburg så dette som endnu et tegn på, at også arbejderne i Tyskland var modne til at anvende massestrejken som et våben i klassekampen.²⁵¹ På kongressen opstod der stor uenighed om, hvordan massestrejker skulle bruges. Bebel argumenterede for, at massestrejker var et våben, der skulle bruges, hvis regeringen forsøgte at afskaffe konstitutionelle rettigheder, men at der skulle være tilstrækkelig med tid til at få organiseret en sådan strejke. Bebel forestillede sig altså en planlagt ordnet demonstration, der skulle tage form i en nedlæggelse af arbejdet, og som var designet med et bestemt mål for øje.²⁵² Denne holdning stod i skarp kontrast til den, der blev fremsat af Luxemburg, som ikke mente, at massestrejker overhovedet kunne organiseres og planlægges. De skulle derimod være spontane, hvis de skulle bære frugt. Det vil sige, at den type massestrejke, som Luxemburg lagde op til, rettede sig mod en decideret omstrukturering af den sociale samfundsstruktur, altså en ophævning af klasserne, hvilket skulle føre til en sammensmeltning af disse, og dette skulle virke som startskuddet til revolutionen. Kautsky var af den overbevisning, at idet strejken i Ruhr ikke havde ført til fremskridt for arbejderne, så var dette et tegn på, at arbejdsgivernes magt var blevet så stor, at fremskridt gennem fagforeningsmidler ikke længere var mulig, og derfor argumenterede han for, at partiet og fagforeningerne måtte knyttes meget tættere sammen.²⁵³ Ideen om massestrejker vandt altså frem både på venstrefløjen og blandt de ortodokse marxister i partiet; sågar Bernstein anså strejker som et brugbart våben. Fagforeningslederne var dog kraftige modstandere at strejkerne. De argumenterede for, at det eneste, man ville opnå med strejker, var, at sætte allerede opnåede fremskridt på spil og tømme fagforeningernes pengekasser for at opnå politiske mål, som de egentlig ikke mente, at arbejderne burde bekymre sig om. Denne holdning førte til, at fagforeningsledere indiskutabelt afviste brugen af massestrejker. Det hed bl.a. at:

”... not to let themselves [arbejderne red.] be distracted by the reception and propagandation of such ideas from the small day-to-day tasks of building up the organization of labour.”²⁵⁴

Yderligere fremgik det af erklæringen, at fagforeningerne anbefalede at arbejderne stod imod partiets destruktive forsøg på at lægge en definitiv taktik gennem en udbredelse af massestrejker. Erklæringen fra kommissionen blev overvældende positivt modtaget på en efterfølgende fagforeningskongres, og fagforeningerne var derfor parate til officielt at gå imod partiet på dette punkt.

Debatten kulminerede som sagt på kongressen i Jena, hvor temperamenterne gik højt. For at få gennemført en resolution omkring massestrejkernes rolle, var det dog nødvendigt med tilslutning fra fagforeningerne. Derfor blev et kompromis til sidst vedtaget, hvori partiledelsen accepterede at konsultere med fagforeningerne inden massestrejker blev taget i brug, og ydermere skulle partiet også tage ansvar for at kalde til strejke. På denne måde kunne fagforeningerne nemlig gøre sig ansvarsfri overfor regeringen, som derfor ikke havde nogen grund til at iværksætte politiske sanktioner imod dem.²⁵⁵ Partiets venstrefløj anså alligevel dette som en sejr for den revolutionære vej.

6.3.3 Fagforeningerne slår igen

Kongressen i Mannheim i 1906 blev afholdt i skyggen af den mislykkedes revolution i Rusland og dette kom til at sætte sit præg på kongressen og de beslutninger, der blev taget her. Formålet med kongressen var indledningsvis at tage en beslutning om fagforeningernes fremtidige status i forhold til partiet. Altså om partiet skulle anerkende, at fagforeningerne fortsat ville forblive uafhængige af partiet, eller om de skulle indordnes under partiet. Kautsky kom med et forslag til en resolution, hvori fagforeningerne skulle ledes i socialdemokratisk ånd, og at alle, der var medlemmer af en fagforening, skulle være underlagt de beslutninger, der blev vedtaget af SPD. Kautskys argumentation var, at idet partiet beskæftigede sig med opnåelsen af det endelige mål, så var partiet placeret over fagforeningerne.²⁵⁶ Partiet vedtog dog kun første del af Kautskys resolutionsforslag, hvilket betød, at den mest kontroversielle del blev skåret fra.²⁵⁷

Fagforeningerne havde i det forgangne år brugt deres magt for at sikre sig, at massestrejkeemnet blev begravet. Dette skete ved, at Jenaresolution blev taget op til genovervejelse. Efter lang tids diskussion mellem fagforeningerne og partiet blev resultatet, at resolutionen fra Jena blev omformet til, at massestrejker ikke kunne bruges, hvis ikke fagforeningerne gav tilladelse.²⁵⁸ Resolutionen skabte furore på venstrefløjen, der ville have en stærk disciplin indenfor partiet, da de mente, dette var den eneste vej til at opnå proletarisk enighed. De anså det for nødvendigt at binde fagforeningsmedlemmerne til partiets beslutninger i stil med det Kautsky argumenterede for. Tilbage stod venstrefløjen, der rasede over, at fagforeningerne var godt i gang med at tage kontrollen over partiet frem for omvendt.²⁵⁹

6.3.4 Katastrofevalget i 1907

I perioden efter århundredskiftet gik de nationale følelser højt i Tyskland. Dette var især tilfældet efter SPD i samarbejde med polakkerne og Centerpartiet var med til at vælte regeringens forslag om yderligere militærbevillinger. Regeringen mente, at det var nødvendigt med yderligere midler til at bekæmpe den indfødte Herrero befolkning i Tysk Sydafrika. Efter at forslaget blev så køligt modtaget af de nævnte partier, valgte kansler von Bülow at opløse Rigsdagen, og samle de borgerlige partier imod SPD, og deres støtte imod undertrykkelsen af de indførte i Afrika.²⁶⁰ Efterfølgende blev der udskrevet valg, men den første valgrunde endte ikke med en afgørende sejr til nogen af partierne, hvilket betød, at en ny valgrunde var påkrævet. Her gik de borgerlige partier sammen i en slags kampagnealliance imod socialdemokraterne, hvor de fremstillede SPDs manglende tilslutning til det nationale forsvar og koloniekspansionen som manglende patriotisme, altså en slags forræderi imod fædrelandet.²⁶¹ Denne taktik bar frugt for de borgerlige partier, som blev sikret majoriteten i parlamentet, mens SPD mistede stemmer. SPD gik ned fra 31,7 % ved valget i 1903 til 28,9 % af stemmerne ved dette valg.²⁶² På trods af den på papiret beskedne tilbagegang så betød valgresultatet reelt, at SPD gik fra at have 81 sæder i parlamentet til nu kun at besidde 43. Grunden hertil skal findes i opbygningen af det preussiske treklasses valgsystem.

Resultatet blev heller ikke vel modtaget blandt socialdemokraterne, hvor resultatet affødte hård kritik på partiets årskongres i Stuttgart. Følelserne løb højt og mange socialdemokrater følte sig snydt i valget. Højrefløjen argumenterede for, at SPD netop gik kraftigt ind for at beskytte og styrke det nationale forsvar, men at de samtidig havde en god grund til at afvise den koloniale ekspansion, da et stort angreb imod den indfødte befolkning i Tysk Sydafrika ikke var berettiget. Den radikale venstrefløj argumenterede for, at partiets taktik og program var korrekte, men at de ud fra dette valg fik bekræftet deres tese om, at klassekonflikten var ved at tilspidses. Denne holdning blev også støttet af Kautsky, som argumenterede for, at partiet havde undervurderet den tiltrækningskraft, imperialismen havde på folket. Han mente, at de herskende partier havde fundet deres modstykke til det socialistiske samfund, nemlig kolonistaten, og den fascinerende effekt deraf.²⁶³ Også højrefløjen så den nationale og koloniale tiltrækningskraft som en faktor i nederlaget, dog kun som en sekundær faktor. De så den primære årsag til valgnederlaget som værende den herskende radikalisme, der fandtes i dele af partiet. Partiet havde med sin fastholdelse af revolutionær retorik mistet status i befolkningen, og højrefløjen mente, at dette skubbede middelklassestemmerne væk. Badens ledende revisionist, Wilhelm Kolb, mente, at brugen af revolutionær retorik og taktik skulle erstattes af en mere evolutionær marxistisk tankegang lig den Bernstein havde udviklet i Socialismens Forudsætninger, da dette ville appellere til den bredeste del af befolkningen.²⁶⁴ Revisionisterne på højrefløjen fik da også snart statistisk støtte til argumentationen, da SPD, efter at have undersøgt valgresultatet, lærte, at det ikke var blandt arbejderne, tilslutningen manglede. Det var derimod indenfor middelklassen at SPDs stemmeandel var faldet.²⁶⁵

Under debatten meldte en ny spiller sig på banen i form af Karl Liebknecht, der tog sin position på partiets yderste venstrefløj og hurtigt fandt fælles fodslag med Rosa Luxemburg, og han havde også stor opbakning blandt SPDs ungdomsorganisationer. Karl Liebknecht, der var søn af en af partiets stiftere, Wilhelm Liebknecht, gjorde sig hurtigt bemærket på venstrefløjen, specielt med sine anti-militaristiske holdninger, som han også fremførte i forbindelse med kolonidebatten, ligesom han også var stærk modstander af den voksende nationalisme, der syntes at vokse frem i det tyske folk også blandt arbejderne:

”The elections... showed how shamefully slight was the German people’s capacity to resist the pseudo-patriotic catchwords of the contemptible professional patriots...”²⁶⁶
Liebknecht fremførte sine anti-militaristiske holdninger overfor partiet med det formål at få partiet til at vedtage en fælles linje omkring emnet. Partiledelsen satte dog alt ind på, at få denne debat lukket, og det endte da også med en større irettesættelse fra Bebel, der indeholdt anklager om, at Liebknecht prøvede at underminere ledelsens autoritet.²⁶⁷

Venstrefløjens strategi var fremover at fremføre skarpe angreb på nationalismen, som de mente var hovedårsagen til partiets dårlige valg. Liebknecht mente, at valg, frem for at splitte arbejderne, skulle medføre en proces af afklaring og selvransagelse hos proletariatet, og en lektion i hvordan de sociale og politiske kræfter kunne afstemmes og indpasses, og hvordan alliancer kunne formes.²⁶⁸

6.3.5 Udviklingen frem til 1910

På kongressen i Nürnberg i 1908 dukkede budgetspørgsmålet op igen. I tiden herop til var SPDs medlemmer af Landdagen i Bayern fortsat med at stemme for budgetter, og i takt med at reformisterne var begyndt at vinde mere indflydelse, begyndte også Landdagsmedlemmerne i Baden, ført an af Ludwig Frank, at stemme for budgetterne. Partiet kom nærmest i opstand, da Bebel langede hårdt ud efter reformisterne, der ikke var indstillede på blot at tage imod ledelsens kritik.²⁶⁹ Majoriteten af partiet fordømte repræsentanterne fra Bayern og Baden, men disse stod fast på, at de enkelte Landdagsmedlemmer havde ret til at træffe deres egne beslutninger om budgetspørgsmål. I 1910 stemte Landddagsdelegationen fra Baden igen for et budgetforslag, hvilket denne gang resulterede i konsekvent handling fra partiledelsen, der udsendte en erklæring om, at alle, der i fremtiden stemte for et budget, ville blive smidt ud af partiet. Derefter blev budgetspørgsmålet lagt til hvile, da der ikke var nogen der tog ledelsens udfordring op.²⁷⁰

I denne periode, begyndte det også så småt at skrante med Bebels helbred, og derfor skulle der nye kræfter til at bære nogle af de arbejdsopgaver, som Bebel førhen bestred. En af disse nye folk var Friedrich Ebert, som bl.a. fik til opgave at introducere mere moderne styringsredskaber i partiet, da strukturen stadig var præget af angsten for socialistlovenes tilbagevenden. Ebert var derimod fra den første generation efter socialistlovene, hvilket gjorde, at han ikke havde oplevet de forhold, som socialisterne blev udsat for i perioden, og derfor fik han til opgave at modernisere partiets struktur.²⁷¹

Fagforeningerne fik i perioden gennemtrumfet flere tiltag, der havde til hensigt at afradikalisere partiet. Dette gjaldt f.eks. beslutningen om at afskaffe de traditionelle strejker og demonstrationer 1. maj. Disse nød ellers stor popularitet både i partiet og blandt de menige fagforeningsmedlemmer. Dog var disse begivenheder en dyr affære for fagforeningerne, da de flere gange havde oplevet, at deres medlemmer efterfølgende blev lockouted af virksomhederne, hvilket kostede dyrt i fagforeningernes pengekasse. Derfor prøvede fagforeningerne i 1907 først at få demonstrationerne lavet om til en aftenbegivenhed, hvilket dog mislykkedes, da begivenheden på denne måde ville miste sin symbolske betydning. Derfor fandt fagforeningerne på en ny strategi. Dagen før en ekstraordinær kongres samlede fagforeningerne deres egne delegerede og indgik en forhåndsaftale med disse. Denne aftale indeholdt en resolution om, at udgifterne til fremtidige 1. maj demonstrationer skulle deles lige mellem fagforeningerne og partiet. Dette betød på det nærmeste et dødsstød til 1. maj demonstrationerne, da partiet simpelthen ikke havde midlerne til udgifter af den størrelsesorden, hvilket bl.a. skal ses i lyset af, at fagforeningernes indtægter i 1906-07 var 50 gange større end partiets.²⁷² Derfor blev der i 1909 indgået et kompromis imellem fagforeningerne og partiet, der sagde, at 1. maj enten skulle afholdes om aftenen, eller den førstkommende søndag. Her måtte de radikale gå på kompromis, idet fagforeningerne havde stor støtte bag sig til dette forslag.²⁷³

I starten af 1900-tallet skød en række ungdomsorganisationer op rundt om i Tyskland, som støttede sig til SPDs politik. Disse organisationer var ikke officielt en del af partiet, men havde alligevel mange af de samme politiske mærkesager. Dog var ungdomsorganisationerne ofte mere revolutionære end den generelt herskende stemning i SPD, og dette så venstrefløjen f.eks. kvinderetsforkæmperen Clara Zetkin og Karl Liebknecht, som en fremtidig mulighed for et mere revolutionært politisk grundlag i partiet. Liebknecht forsøgte bl.a. at bruge disse organisationer til at stække den voksende imperialisme indenfor SPD, idet han ofte argumenterede og udbredte sine anti-militaristiske holdninger i organisationerne i håb om, at disse ville komme til at præge fremtidens parti.²⁷⁴ Dette anså fagforeningerne som særdeles farligt, da det kunne true den hidtil førte reformistiske politik. Derfor var det i 1906 ikke længere nok for fagforeningerne at partiledelsen blot ignorerede disse bevægelser, da de mente, at organisationerne kunne skade arbejderbevægelsens kamp som helhed. Derfor forslog Legien et fagforeningsprogram, der skulle bringe ungdomsorganisationerne under partiledelsens kontrol. I 1907 fik ungdomsorganisationerne dog en midlertidig medvind, idet von Bülow foreslog en lov, som ville gøre det lovligt for kvinder og unge at deltage i politik. Dette faldt ikke i fagforeningernes smag, og de gik herefter i gang med at overtage kontrollen med de unge for at ensrette deres holdninger.²⁷⁵ Et andet skridt, der blev taget for at partiet kunne underlægge sig ungdomsorganisationerne, var, at dannelse af de unge var de ”voksnes” ansvar. Til dette formål fandt fagforeningerne det ikke nødvendigt med specielle ungdomsorganisationer. Denne resolution blev vedtaget på fagforeningskongressen i Hamborg 1908. Mange partimedlemmer syntes dog, at denne resolution gik for langt, hvorfor forslaget skulle gøres mere spiseligt. Indholdet forblev dog mere eller mindre det samme, der blev blot tilføjet nogle få socialistiske fraser, og ungdomsorganisationerne blev stadig underlagt en centralkomite af ”voksne”, ledet af Ebert, og som skulle sørge for at holde de unge i skak. Komiteen skulle således fungere som en bremse for de revolutionære tendenser, der havde domineret ungdommens rækker.²⁷⁶

6.3.6 Massestrejkedebatten bryder ud igen

I 1910 i Preussen udbrød der flere steder demonstrationer, som havde til formål at fremføre kravet for lige stemmeret. For SPD betød dette, at spørgsmålet om massestrejker endnu en gang blev sat på dagsordenen, og igen var det Luxemburg, som var hovedagitatoren for, at demostrationerne skulle suppleres med massestrejker. Denne gang var stemningen i partiet mere positiv, og brugen af massestrejker som våben i kampen for flere rettigheder blev ikke afvist af nogen af fløjene, hvis de rigtige omstændigheder var tilstede. Hun opnåede sågar støtte fra en overraskende side idet reformisten Ludwig Frank heller ikke mente, at kampen kunne fortsættes uden brugen af massestrejker. Partiledelsen var også moderat positiv overfor ideen med massestrejker, da holdningen også her var, at brugen af strejker skulle afhænge af, om folkestemningen var moden til det. Philipp Scheidemann udtalte på vejne af centralkomiteen:

“The mass strike is possible only under certain definite suppositions; i.e., if excitement sways the entire people.”²⁷⁷

Scheidemann gav altså i princippet ledelsens støtte, men det var samtidig klart, at de ønskede at lukke strejkedebatten en gang for alle. Fagforeningernes talsmand, Gustav Bauer, udtrykte dog i klare termer sin utilfredshed med ledelsens holdning, da han mente, at de strejker, der havde været indtil nu, havde gjort mere skade end gavn for arbejderne. Her henviste han også til fagforeningerne i Sverige og Belgien, som lå i ruiner efter strejkeaktivitet. Hertil fik han støtte fra en af partiets førende reformister, Eduard David, der afviste strejker som katastrofale, og at arbejderne samtidig grundlæggende var imod brugen af strejker.²⁷⁸ Det kom til afstemning om en resolution, som gentog partiets holdning om, at massestrejker blev betragtet som sidste udvej ved angreb på arbejdernes fundamentale rettigheder eller ved revolutionens komme.²⁷⁹

Imod partiets ønsker gav Luxemburg dog sin uforbeholdne støtte til demonstrationerne. Hun argumenterede endvidere for, at konflikten skulle optrappes. Selv Kautsky gik imod Luxemburg i dette spørgsmål. Han mente klart, at partiets kamp for lige stemmeret skulle foregå af den parlamentariske vej. Kautsky gav udtryk for, at han mente, at socialdemokraterne ville være det største parti i Tyskland indenfor de næste to valg, hvorefter de ville have indflydelse til at ændre systemet indefra. Kautsky stod stadig på sine ortodokse marxistiske holdninger. Han valgte blot at skille spørgsmålet om lige stemmeret fra de økonomiske spørgsmål og klassekampen, mens Luxemburg så stemmeretsspørgsmålet som en del af et større hele. Zetkin, hvis holdning lagde sig opad Luxemburgs, udtrykte, at den reelle succes i kampen for lige stemmeret lå i:

”Not in the positive result but rather in the ever greater unification of the laboring masses, a unification which prepares the ultimate victory.”²⁸⁰
Heri lå altså den essentielle forskel mellem Kautsky, der anså kampen for stemmeret for at være isoleret fra de økonomiske spørgsmål, og venstrefløjen, der så dette spørgsmål som del af et større billede. Reformisterne, med Wilhelm Kolb i spidsen, så straks muligheden for at kommentere på splittelsen mellem Kautsky og Luxemburg, en splittelse, der i realiteten betød en klar opdeling imellem de ortodokse marxister i partiets midte og venstrefløjen. Kritkken var hovedsagligt rettet imod Kautsky, og Kolb analyserede splittelsen således:

”[T)he attempt of the Marxists of ... [Kautsky’s] school to demonstrate the correctness of the teaching breaks down in the face of reality. K. Kautsky permits railroad workers, yes, even minor officials, to take part in a general strike – in theory. But as soon as Comrade Luxemburg comes along and wishes to make a practical test, Kautsky, the adamant man of principle, transforms himself with the turn of the hand into an opportunist, and the bankrupt Klassenstaat equally suddenly becomes a rocher de bronze. The breakdown of the breakdown theory has never been so clearly illuminated as in the controversy of Rosa Luxemburg vs. K. Kautsky in the matter of the mass strike.”²⁸¹

Herefter brød den tredobbelte splittelse ud i lys lue. Der blev indgået alliancer på kryds og tværs mellem de tre grupper. Et godt eksempel var, at Luxemburg fik tilslutning fra venstrefløjen til at udsende en erklæring om, at kampen for lige stemmeret kun kunne føres gennem massestrejker. Dette forargede højrefløjen, der efterfølgende fremkom med en meget bestemt protest over, at Luxemburg overhovedet havde skrevet en sådan erklæring, for ikke at tale om at udsende den. Her kom de ortodokse marxister igen i centrum, da de forhandlede et kompromis på plads mellem de to stridende fløje. Herefter blev spørgsmålet om massestrejker, til venstrefløjens ærgrelse, for tiden begravet.²⁸²

6.3.7 Imperialismedebat og parlamentarisk samarbejde

I 1911 opstod en international krise pga. den tyske stats ageren i Marokko. En tysk cruiser var sejlet ind i havnen i Agadir for at beskytte tyske interesser i Marokko, hvilket Frankrig og deres allierede England opfattede som en klar tysk provokation. Krisen bragte endnu en gang SPDs holdning til internationale spørgsmål og imperialisme på dagsordenen. Sekretæren i Anden Internationale, belgiske Camille Huysmans, forsøgte efterfølgende at indkalde Europas socialistpartier til et møde, der skulle afklare en fælles stillingtagen til krisen. SPDs ledelse var dog ikke umiddelbart indstillet på at deltage i et sådant møde. Partisekretær og rigsdagsmedlem Hermann Molkenbuhr skrev tilbage til Huysmans, at SPD ikke burde deltage, da dette ville sætte internationale forhold over nationale spørgsmål, og med et kommende valg var det vigtigt for partiet ikke at få skubbet fokus væk fra deres vitale interesser som f.eks. skattepolitik. Bebel mente dog ikke, at krisen ville eskalere til en regulær krig, da Frankrig ikke ville gå så langt. Partiets holdning var også, at så længe Tyskland kunne opnå indrømmelser fra Frankrig, uden at udsætte sig for fare, ville partiet ikke tage spørgsmålet op.²⁸³ Denne position tiltrak omgående kritik fra venstrefløjen, hvor Luxemburg rasede over, at partiledelsen prioriterede vælgermæssige overvejelser højere end kampen mod imperialisme. Hun offentliggjorde bl.a. Molkenbuhrs brev til Anden Internationale, hvilket fik store dele af partiet, herunder partiets ortodokse midte, til at kritisere partiets håndtering af hele sagen og især partiledelsens lukkethed. Dette førte til, at der blev stillet krav om en omfattende reform af partiledelsen.²⁸⁴

En af disse omstruktureringer af partiet kom automatisk, idet medformand og medstifter Paul Singer døde i 1911, hvilket efterlod en plads åben ved siden af Bebel, der stadig fungerede som den reelle leder af partiet. I et forsøg på at holde partiet fast på den ortodokse marxistiske kurs fik Bebel valgt Hugo Haase til posten som ny medformand.²⁸⁵ Dette skete ikke uden protester, da højrefløjen i partiet, herunder fagforeningerne, ønskede at Scheidemann skulle være den nye medformand for at signalere en ny linje. Også Ebert var blevet foreslået af Legien, fordi Ebert tidligere havde besiddet administrative opgaver i en række fagforeningsorganer, og derfor var i stand til at klare arbejdsmængden.²⁸⁶På trods af at Ebert takkede nej til at stille op, fik han alligevel 102 stemmer i valget, hovedsagligt fra højrefløjen. Det endte med, at den ortodokse Haase blev valgt, og ledelsen fik dermed en kandidat, der hverken havde stærke tilhørsforhold til højre- eller venstrefløjen. Der skulle dog ikke gå lang tid, før Ebert gjorde brug af den store opbakning, han havde fra højrefløjen. I august 1913 døde Bebel, og Ebert blev med overvældende flertal valgt som ny formand i partiet. Ebert blev med sin større administrative erfaring snart overdraget de vigtigste politiske formandsopgaver af Haase, som ikke selv var i besiddelse af de store lederegenskaber.²⁸⁷

Ved 1912 valget var partiledelsen opsatte på, at tage revanche for det dårlige valg i 1907, og det blev i denne forbindelse udtalt:

”At the next Reichstag elections, we shall deliver the next great blow.”²⁸⁸
Strategien herfor var at fokusere mere på indenrigspolitik, og den øgede fare for krig indtog derfor kun en marginal rolle i valgkampen. Partiet valgte at fokusere på de konservative og de liberale (også kaldet den blå-sorte blok) som deres hovedfjender ved valget, men for at opnå en splittelse af den blå-sorte blok, fandt partiledelsen det nødvendigt at indgå samarbejde med andre partier. Derfor valgte SPD at satse på samarbejdet med de Progressive samt de Nationalliberale. For at kunne indgå en sådan alliance var det dog nødvendigt for SPD at opgive en række mærkesager. I deres jagt på nationale allierede så SPD sig tvunget til at gå på kompromis med modstanden imod Tysklands udenrigs- og militærpolitik. Taktikken syntes at virke for SPD, da de modtog 4.250.329 stemmer, hvilket var omkring en million mere, end de opnåede i 1907 valget.²⁸⁹ Sammen hentede SPD og dets allierede 61,4 % af stemmerne i første valgrunde, hvilket betød, at SPD fik 64 af de 206 sæder.²⁹⁰ På trods af den imponerende vælgertilslutning, så opnåede alliancen kun 68 sæder tilsammen.²⁹¹ For at forbedre dette resultat indgik SPD efter forhandlinger med de Progressive i en aftale i anden valgrunde, som flere af partiets fremtrædende medlemmer herunder Kautsky havde store forventninger til. For at opnå støtte fra de Progressive i de 31 valgkredse, hvor SPD stod overfor et parti i den blå-sorte blok, skulle de lade de Progressive vinde de 16 valgkredse hvor en SPD kandidat stod overfor en progressiv kandidat. Denne aftale indgik ledelsen i SPD for at forhindre, at de Progressive skulle søge mod højre og de Konservative. Aftalen betød, at SPD samlet vandt 110 ud af 397 sæder i Rigsdagen, og at den antiblå-sorte alliance fik majoriteten. SPD kunne dog snart føle deres alliance smuldre, idet de Nationalliberale genoptog deres tilhørsforhold til de borgerlige, da de støttede de Konservatives opkrævning af skatter til udvidelse af militær og flåde.²⁹² Dermed befandt SPD sig pludselig i en minoritetsposition. Også internt i SPD opstod der igen stridigheder, da venstrefløjen rasede over partiledelsens aftale med de Progressive. Specielt aftalen om at overgive valgkredse til de progressive uden kamp, satte sindene i kog. Luxemburg beskrev det således:

”The party executive, for the sake of the Progressives, forbade our comrades to agitate for their own party.”²⁹³

Debatten om SPDs pludselige mindretal i Rigsdagen gav også venstrefløjen anledning til at fremføre deres bud på en fremtidig taktik, herunder deres stærke anti-militaristiske synspunkt. Derudover argumenterede venstrefløjen for, at hvor de ortodokse samt højrefløjen i partiet kæmpede imod den blå-sorte blok, skulle man i stedet kæmpe imod alle borgerlige partier som helhed. Kort sagt, hvor de ortodokse og højrefløjen kæmpede for lige rettigheder for arbejderne i den eksisterende orden, forberedte venstrefløjen ideologisk sig til den afgørende kamp for magten.²⁹⁴

Debatten omkring militarisme og militærskatter blev ført videre på partiets kongres i 1913 i Jena. Venstrefløjen mente, at kampen for international fred skulle foregå gennem den revolutionære kamp, hvorimod højrefløjen argumenterede for, at der skulle kæmpes indenfor rammerne af det kapitalistiske system. Så sent som året før havde Haase, der var en stor fortaler for anti-militarismen, udtrykt partiets vilje i en resolution, som blev vedtaget af partiet:

”Determined will to devote everything to bringing about an understanding between nations and to safeguard the peace.”²⁹⁵
Haase anså, at en stemme for militærekspansion ville være imod denne resolution, og til denne holdning fandt han tilslutning både på venstrefløjen og hos de ortodokse marxister. Alligevel vedtog SPD skatteforslaget, hvori militærbudgettet blev betydeligt forøget, med et klart flertal, der hovedsagligt kom fra højrefløjen.²⁹⁶ Partiledelsen argumenterede ved vedtagelsen af loven for, at en direkte skat ikke skulle afvises, hvis alternativet var en forværrelse af arbejderklassens forhold. Ludwig Frank, der på tidspunktet var medlem af Rigsdagen, sagde i den forbindelse, at hvis partiet ikke havde stemt for skatten, ville det have betydet:

”[that] while the bourgeois parties had voted for the soldiers, the SPD would have to pay for them”²⁹⁷

6.3.8 Opsummering

I denne periode begyndte fagforeningerne at vinde mere indflydelse i partiet. Dette manifesterede sig ved, at fagforeningerne fik kontrol over brugen af massestrejker ved kongresserne i Jena og Mannheim til stor ærgrelse for venstrefløjen, der gang på gang må se sig udmanøvreret af fagforeningerne. Derudover fik det katastrofale valgresultat i 1907 indflydelse på partiet, der, som en direkte konsekvens heraf, indtog en mere parlamentarisk linje, hvilket endte med, at de samarbejdede med borgerlige partier under 1912 valget. Ebert gjorde også i denne periode sit indtog i partiledelsen, da han blev ny formand efter Bebels død. Fagforeningernes og højrefløjens øgede indflydelse, sås ydermere gennem afradikaliseringen af ungdomsorganisationerne, afskaffelsen af 1. maj demonstrationerne samt at partiet stemmer for militærbudgettet i 1913. Derudover afskrev partiet også et centralt punkt i marxismen, da de afstod fra at fordømme Tysklands imperialistiske fremfærd i Marokko.