Indledning

Kap. 6 SPDs historiske udvikling

Dette kapitel vil indeholde en redegørelse for de begivenheder, som har været medvirkende til at forårsage splittelsen, der kulminerer internt i SPD omkring 1. Verdenskrig. Kapitlet vil være delt op i forskellige afsnit, der hver især vil knytte sig til de tidsperioder vi tidligere har opstillet som vores underspørgsmål. Der vil især tages udgangspunkt i en analyse af ideologiens og teoriernes fremkomst i partiet. Dette vil senere komme til at danne grundlag for analysen af problemstillingen.

6.1 Forhistorien

Dette afsnit vil have til formål at beskrive SPD i den periode, der ligger forud for vores egentlige problemstilling. Dette gøres for at give et indblik i partiets udvikling og teoretiske fundament fra grundlæggelsen af den organiserede politiske arbejderbevægelse i Tyskland frem til socialistlovenes ophør, og for at belyse nogle af de problemer, som blev videreført fra denne periode, og som efterfølgende blev kendetegnende for partiet i årene fremover. Forhistorien vil omfatte en redegørelse af dannelsen af arbejderbevægelsen som masseparti, samt hvordan dette førte til en sammenslutning af forskellige partier og fastlæggelsen af det politisk-ideologiske grundlag i Gothaprogrammet. Afsnittet vil derefter dække partiet under indflydelse af socialistlovene.

6.1.1 Dannelsen af et masseparti

Før 1863 eksisterede der ikke et reelt politisk arbejderparti i Tyskland. Der havde indtil dette tidspunkt kun været uafhængige uorganiserede grupper med vidt forskellige mål, som primært var domineret af håndværkere. Man kan sige, at den tyske arbejderbevægelse før 1863 var en eklektisk størrelse, der trak på ideer fra såvel utopiske socialister som Wilhelm Weitling, fra progressive liberale som Carl Rodbertus og Eugen Dühring og fra idealistiske statssocialister som Ferdinand Lassalle, til historiske materialister såsom Karl Marx og Friedrich Engels.¹⁰² Det var da også Lassalle, der stiftede det første egentlige arbejderparti i maj 1863. Partiet fik navnet ADAV (Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein), og dets erklærede mål var, at det gennem opnåelsen af lige stemmeret ville mobilisere arbejderbevægelsen til støtte for udbredelsen af politisk demokrati og statsfinansierede virksomheder.¹⁰³ Overgangen til socialisme skulle altså finansieres af staten gennem produktionskollektiver. Ifølge Lassalle var statsfinansierede produktionskollektiver den eneste måde, hvorpå arbejderklassen kunne gøre sig fri af kapitalismens jernhårde lønningslov, hvormed der menes, at arbejdslønnen holdes på det fysiske behovs minimalgrænse, og han mente, at selv ikke fagforeningernes samlede styrke kunne bryde den jernhårde lønningslov, hvorfor han også var imod fagforeninger. Lassalle var fortaler for et Tyskland under preussisk hegemoni, og støttede altså den preussiske kongemagt.¹⁰⁴ Dette kom bl.a. til udtryk ved, at Lassalle førte hemmelige forhandlinger med Bismarck om indførelsen af almindelig valgret ”fra oven”, altså som en ”gave” fra kongen af Preussen. Dette var Lassalles forsøg på at skabe en ”kongelig preussisk socialisme af Guds nåde”.¹⁰⁵

Da Marx og Engels sad i eksil i London, havde de svært ved at få deres ideer ført igennem til den tyske arbejderbevægelse, og de havde kun lidt indflydelse i perioden. Til Marx’ store fortrydelse blev det i stedet bl.a. Lassalles ideer, der spredtes blandt arbejderne.¹⁰⁶ Som en reaktion på Lassalles ideer blev der senere i 1863 dannet et parti, der rivaliserede Lassalles parti.¹⁰⁷ Det nye parti, VDAV (Verband der deutschen Arbeitervereine), gik ind for at arbejde mod staten, og uoverensstemmelserne mellem de to spæde partier var derfor udtalte. Partierne bekæmpede hinanden politisk, hvilket resulterede i, at ingen af partierne fik større politisk gennemslagskraft i perioden efter grundlæggelsen.

I 1864 ophævede den preussiske regering fagforeningsforbuddet og med sammenslutningen af de tyske fagforeninger og den medfølgende faglige organisering af arbejderne i 1868 opstod der et akut behov for en tilsvarende politisk organisering.¹⁰⁸ Da ADAV ikke var villige til at påtage sig fagforeningernes politiske mål, og VDAV på grund af dårlig organisering ikke kunne, forsøgte fagbevægelsen med støtte fra Marx, Engels og Første Internationale i London at skabe sin egen politiske gren af fagorganisationen. Det resulterede i, at udbrydere fra ADAV slog sig sammen med VDAV og skabte det nye parti SDAP (Sozialdemokratische Arbeiterpartei).¹⁰⁹ Hovedmændene bag og lederne af SDAP var de senere så betydningsfulde medlemmer af SPD August Bebel og Wilhelm Liebknecht. SDAP dannedes som et antipreussisk parti, der så socialismen blive opnået gennem revolution og alliance mellem proletarerne og det liberale borgerskab imod staten.¹¹⁰ Dermed blev det første egentlige marxistiske tyske arbejderparti dannet i 1869, selvom Marx' teorier, som de blev brugt i partiet på dette tidspunkt, endnu kunne betegnes som ret primitive.

ADAV og SDAP nærmede sig dog langsomt hinandens synspunkter på flere områder bl.a. hjulpet på vej af krigen mellem Tyskland og Frankrig i 1870-1871. SDAP undlod under ledelse af Bebel, og tro mod de internationalistiske principper, som det eneste parti i Rigsdagen, at stemme for krigskreditterne i 1870. Denne solidaritetshandling overfor de franske arbejdere styrkede hele arbejderbevægelsens selvfølelse og dæmpede den fjendtlige stemning, der var mellem de to arbejderpartier. Da der skulle stemmes om krigsbevillingerne for anden gang i 1871 stemte ADAV i solidaritet med SDAP ligeledes imod. Hermed var der åbnet for diplomati mellem partierne.¹¹¹ De to partiers nej til krigen indledte en voldsom hetz fra statsmagten imod de socialistiske partier, og bl.a. Bebel og Liebknecht blev en overgang fængslet under anklager om konspirationsteorier om at vælte monarkiet og etablere en republik i Tyskland.¹¹² Det var under dette pres, at de to partier mødtes i Gotha i 1875 for endegyldigt at bilægge deres stridigheder og slå partierne sammen. Da programmet var baseret på nødvendigheden for forening, blev det til et kompromis mellem de to partier, hvor SDAP måtte give de største indrømmelser. Derfor var det med Gothaprogrammet meget uklart hvilke mål, der kunne nås med reformer, og hvilke med revolution.¹¹³ Således var der i 1875 et enkelt arbejderparti i Tyskland, men partiet kan i henhold til Gothaprogrammet langt fra siges at være marxistisk, idet mange af Lassalles ideer var blevet en central del heri.

6.1.2 Gothaprogrammet

På tidspunktet, hvor programmet blev skrevet, fik arbejderbevægelsen inspiration flere steder fra, hvilket skinner tydeligt igennem i programmet. Indflydelsen fra Marx og Engels var så småt begyndt at indfinde sig i bevægelsen på trods af, at det var begrænset hvor mange sluttede fremstillinger, der endnu var til rådighed på tidspunktet. Af politisk-økonomiske værker var der kun udkommet Umrisse zu einer Kritik der National-Ökonomie i 1844. Derudover var også Die heilige Familie oder Kritik der kritischen Kritik udkommet i 1847 som fremstillede hovedpunkterne i den historiske materialisme. Ydermere kom også det Kommunistiske Manifest i forbindelse med 1848 revolutionen, samt en række mere aktuelt politiske skrifter såsom Die Klassenkämpfe in Frankreich 1848–50, Der achtzehnte Brumaire des Louis Bonaparte samt Der Bürgerkrieg in Frankreich. Derudover var også første bind af Das Kapital udkommet i 1867, hvilket kom til at få stor politisk-agitatorisk betydning, selvom man ikke forstod værket til fulde.¹¹⁴ Ikke engang de kommende ledere af partiet, Bebel og Liebknecht, var i stand til klart og præcist at definere Marx‘ ideer. Bebels marxisme bestod på dette tidspunkt hovedsagligt blot i forventningen om sammenbruddet af den kapitalistiske verdensorden samt overbevisningen om den proletariske klassekarakter.¹¹⁵ Derfor tog Bebel sig hovedsagligt af det organisatoriske, mens det i denne periode var op til Liebknecht at formulere partiets politiske program. Dette havde han dog særdeles svært ved, og i sin iver efter at give partiet et teoretisk ståsted, kom hans ideer ofte til udtryk som en form for groft forsimplet Marxisme.¹¹⁶ Dette udgjorde selvfølgelig et problem, da det var Liebknecht, som kom til at stå for udviklingen af et politisk program til den samlede tyske arbejderbevægelse. Derudover havde arbejderbevægelsens teoretikere svært ved at adskille de marxistiske tanker fra andre typer af socialisme som f.eks. Lassalle, og dette kom til at skinne tydeligt igennem i Gothaprogrammet. Man ser tydeligt Lassalles indflydelse skinne igennem ved understregningen af ophævelsen af lønsystemet med den jernhårde lønningslov, fordi dette ville medfører afskaffelse af social og politisk ulighed. Dette var tydelig lassalleansk retorik, og det blev også kritiseret af Marx, da han mente at ophævelsen af lønsystemet ville ophæve alle love, jernhårde eller svampede.¹¹⁷ Derudover skrives der i programmet at:

“For at bane vej for en løsning af det sociale spørgsmål fordrer det Tysklands socialistiske arbejderparti, at der skal oprettes produktionskollektiver med statshjælp under det arbejdende folks demokratiske kontrol.“¹¹⁸

Her skinner de lassalleanske tanker igen igennem, da denne var en stærk fortaler for, at arbejderne kunne realisere deres økonomiske potentiale gennem netop produktionskollektiver. Marx argumenterer i denne forbindelse for:

“Hvad de nuværende produktionsforeninger angår, så har de kun værdi, for så vidt de er uafhængige, skabt af arbejderne og hverken står under regeringernes eller bourgeoisiets beskyttelse.“¹¹⁹

En sådan kritik var gennemgående for alle dele af programmet, hvorfor Marx og Engels fralagde sig ansvaret for programmet, som Marx i indledningen til sin Kritik af Gothaprogrammet betegnede som demoraliserende for partiet som helhed.¹²⁰ Marx’ Kritik af Gothaprogrammet blev givet til Wilhelm Liebknecht, som ikke gjorde resten af partiet bekendt med kritikken, idet han mente, at det opnåede kompromis var det bedste for det socialistiske partis udvikling. Også indbyrdes i partiet opstod der stridigheder om programmets udformning, og bl.a. Bebel og Liebknecht var dybt uenige. Bebel var modstander af det udsalg af principper, som Liebknecht og den øvrige ledelse i SDAP var villige til for at få partiet op at stå.¹²¹ Behovet for samling af arbejderbevægelsen viste sig dog i sidste ende at være større end principfastheden, og idet ADAV var det største af de to partier, så blev det altså også væsentlige dele af Lassalles politik, der blev indført i programmet.¹²² Dette fremgår tydeligt af en rapport fra Bernstein til Bebel, som på dette tidspunkt sad i fængsel. Bernstein skriver:

”I don’t how you feel about fusion, but I believe that we agree to the extent that the idea of unity should be kept before us as long as possible. I have no illusions, but I know the need for unity is also very great for members of the Verein. Unfortunately, these people are such obdurate Lassalleans that we will have to grant concessions in that respect.”¹²³

6.1.3 Anti-Dühring

Arbejderbevægelsen havde som nævnt ofte svært ved at forstå Marx’ og Engels teori om kapitalakkumulation og kapitalens bevægelse, for slet ikke at tale om at adskille disse teorier fra andre teoretikeres ideer. Dette kom bl.a. til at gøre sig gældende i stor grad med Eugen Dühring, som i 1873 udgav Kursus der National und Sozialökonomie. Værket vandt stor popularitet blandt partimedlemmer, og det indeholdt bl.a. en kritik af det videnskabelige grundlag for marxistisk økonomi, men hvad der tiltrak f.eks. Bernstein til Dühring, var Dührings eklektiske sammenblanding af liberalisme, videnskab, etik og reformisme til en position, der placerede sig mellem Marx’ hegeliansk inspirerede ideer og Lassalles anti-liberale idealer.¹²⁴ Bernstein var overbevist om, at Dührings værker repræsenterede effektiv socialistisk propaganda, hvilket Bebel var enig i. Bebel fik sågar trykt en hyldest til Dühring i Volkstaat (SDAPs partiavis under ledelse af Liebknecht), hvori han betegnede Dühring som en stor socialistisk teoretiker.¹²⁵ Bebel hyldede Dühring fra et pragmatisk synspunkt, hvilket kom til udtryk i kommentaren:

”Ich pfeife auf die Methode, wenn die Sache gut ist.”¹²⁶
Så hermed var der en tanke i arbejderbevægelsen i 1870’erne om, at Dührings og Marx’ ideer kunne komplimentere hinanden for dermed at danne det fremtidige teoretiske grundlag for bevægelsen. På trods af sine positive udmeldinger forsøgte Bebel at mægle mellem tilhængere og modstandere af Dühring, mens han forsøgte at nå frem til et kompromis, der kunne skabe ro i rækkerne.¹²⁷ I denne periode fungerede Liebknecht som teoretisk vagthund for partiet, og han så en potentiel fare i Dührings liberale variant af socialismen, da den kunne forhindre en ideologisk forening af partiet under marxismen.¹²⁸ Liebknecht forsøgte selv at tage den intellektuelle debat op imod Dühring, men var ikke var i stand til at forsvare sig sagligt imod Dührings angreb på Marx og marxismen, og derfor henvendte han sig til Marx’ rigtige profet, Friedrich Engels, der kom til at lede angrebet imod Dühring.¹²⁹ Engels påtog sig denne opgave, da han følte det som sit ansvar at forsvare Marx overfor Dühring:

”... Dette [angrebet på Marx’ teorier red.] var den hovedårsag, der fik mig til at gå igang med denne utaknemlig opgave.”¹³⁰

Engels’ svar blev første gang udgivet som en rækker artikler i Leipzig bladet Vorwärts¹³¹ i 1877-78, og udkom derefter i 1878 som bogform under titlen Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft, som senere blot blev kendt som Anti-Dühring.¹³² Selvom værket hovedsagligt kun bestod af halvfærdige videnskabelige teorier, tog arbejderbevægelsen på udgivelsestidspunktet Engels ideer til sig som færdigudviklede teorier, som derefter kom til at udgøre et stærkt agitationsredskab for partiet.¹³³ Misforståelsen af Engels teorier i Anti-Dühring fik eftervirkninger for fastlæggelsen af socialdemokratiets kapitalakkumulations- og revolutionsteori senere. Dette skyldtes, at Engels i dette skrift videreførte den teori om kapitalkriser, som første gang blev fremført i Det Kommunistiske Manifest frem for den mere udviklede forståelse, Marx fremlagde i Kapitalen tyve år senere.¹³⁴ Grunden til Anti-Dührings popularitet blandt de tyske socialdemokrater skal findes i, at det for mange var den hidtil bedste introduktion til Marx. Meningen med Marx teorier var stadig kun rigtigt kendt i snævre kredse i partiet, men med Engels forsimpling af begreberne blev Marx nu forståelig for en langt større gruppe.¹³⁵ Det var især Anti-Dührings lettere tilgængelige forklaringer af kapitalismens sammenbrud og den historiske materialisme, der øgede forståelsen for teorierne, og den hjalp med til at omvende mange socialdemokrater fra håbefulde socialister til glødende marxister. Således havde intet andet værk så stor betydning for både Eduard Bernsteins og Karl Kautskys ”konvertering” til marxismen som dette.¹³⁶

6.1.4 Socialistlovene

Med socialistlovens indførelse i 1878 forværredes arbejdernes vilkår yderligere. Anledningen til socialistlovenes indførelse skal findes i to attentatforsøg mod kejseren i 1878. Det første udførtes af blikkenslageren Max Hödel den 11. maj, og det andet attentatforsøg udførtes den 2. juni af Karl Eduard Nobiling. Kejseren overlevede begge attentater, der kun forårsagede mindre skader på hans person.¹³⁷ Begge attentatmænd havde kun en perifer tilknytning til SDAP, men på trods af dette så Bismarck sit snit til at mindske socialisternes stigende popularitet.¹³⁸ Derfor påbegyndte regeringen forhandlinger om en lov, der skulle forbyde socialisterne samt deres presse. Det kom til en afstemning i Rigsdagen, hvor Bismarck opnåede flertal til lovforslaget ved hjælp af de konservative samt de nationalliberale.¹³⁹ Dermed kunne loven træde i kraft den 30. oktober 1878.¹⁴⁰ Loven indeholdt et forbud mod alle foreninger, der agiterede for socialistiske eller kommunistiske idealer og alle forsamlinger, hvor sådanne ideer blev diskuteret:

”Societies [Veriene] which aim at the overthrow of the existing political or social order, through social-democratic, socialistic, or communistic endeavors are to be prohibited. This applies also to societies in which social-democratic, socialistic, or communistic endeavors aiming at the overthrow of the existing political and social order are manifested in a manner dangerous to be public peace, and, particularly to the harmony among the class classes of the population. Associations of every king are the same as societies.”¹⁴¹

Derudover gjorde loven det forbudt overhovedet at trykke ”socialistiske tanker” i Tyskland. Blev loven overtrådt, havde politiet ret til at forbyde alle forsamlinger og konfiskere materiale og i yderste konsekvens deportere de involverede. Socialistloven havde dog stadig et smuthul for socialisterne, da det var stadig muligt at blive valgt til Rigsdagen og Landdagen. Dette gav de socialistiske medlemmer af Rigsdagen en form for immunitet, og det tillod SDAP at overleve uden at reducere sig selv til en ”undergrundsrevolutionær sammensværgelse”.¹⁴²

Lovene betød i praksis, at fagforeningerne ikke var i stand til at dæmme op for arbejdsgivernes forsøg på at trykke lønnen, hvilket medførte fortsat lavere lønniveau. Desuden medførte loven talløse fængslinger og landsforvisninger af socialister, og for at undgå straffe emigrerede flere af Tysklands førende socialister til udlandet. Ydermere begyndte den lassalleanske tro på staten som målet til socialismen at forsvinde, og for partiledelsen i SDAP var arbejderklassens og borgerskabets interesser nu for alvor uforenelige. Som nævnt skyldtes udbredelsen af marxismen i partiet i høj grad Engels publikation af Anti-Dühring. Værket begyndte, som Steinberg understreger, den egentlige marxistiske skole:

”Seit der Rezeption dieses Werkes kann in Deutschland überhaupt erst von einer marxistischen `Schule´ gesprochen werden.”¹⁴³
Socialistlovenes forfølgelse af socialdemokraterne tvang kort efter lovens indførelse partiets ledelse til en officiel opløsning af partiet, selvom der stadig i vid udstrækning blev arrangeret undergrundsmøder. Da politiet slog hårdt ned på alle, der havde bare den mindste tilknytning til partiet, blev det dog i stigende grad farligt at afholde sådanne møder, og de kunne kun holdes med et begrænset fremmøde. Organisering af større møder var så godt som umulig, da der ikke kunne spredes informationer gennem de socialdemokratiske aviser, der var under hård censur. Således blev 1229 publikationer, herunder 104 aviser og tidsskrifter, bandlyst mens loven var i kraft. På grund af dette pres grundlagde partiledelsen i 1879 den ulovlige undergrundsavis, Der Sozialdemokrat, hvis opgave det skulle være at oplyse om den undertrykkelse, socialisterne var udsat for, samt at forsyne dem med informationer.¹⁴⁴ For at lette presset på udgiverne blev avisen flyttet til Schweiz, hvorfra tusindvis af kopier blev smuglet ind i Tyskland og distribueret. Avisen blev i 1880’erne ledet af senere fremtrædende medlemmer af partiet, som skulle vise sig at få stor betydning for henholdsvis reformistiske og revisionistiske synspunkter iblandt de tyske socialdemokrater. Georg von Vollmar var avisens første redaktør i en kort periode på lidt over et år fra 1879 til 1880, og efter ham fulgte Eduard Bernstein, der var redaktør på avisen til den blev lukket. Avisen bidrog til at holde sammen på partiet i den svære tid under socialistlovene. Bl.a. Eduard Bernstein, der levede i eksil fra 1878 på grund af udvisningen fra Berlin, brugte avisen til at udbrede ortodokse marxistiske ideer.¹⁴⁵ Også Karl Kautsky brugte avisen til at redegøre for den korrekte ortodokse marxistiske teori, når der i perioder opstod splid indbyrdes blandt socialdemokraterne, ligesom han også brugte sit eget tidsskrift Neue Zeit, der var mere teoretisk orienteret. Bernstein og Kautsky etablerede sig i perioden som teoretiske forkæmpere for marxismen med fuld opbakning fra Engels.¹⁴⁶ Et eksempel var da Kautsky kritiserede tilhængere af Rodbertus’ konservative socialisme for mangel på et egentligt videnskabeligt grundlag.¹⁴⁷ Engels anså de to aviser for at være yderst vigtige for at fremme sine og Marx’ ideer, og da han i 1885 forudså en splittelse af partiet, så påbød han i et brev Bebel, at i tilfælde af en sådan splittelse, så skulle Bebel sørge for at bibeholde kontrollen over aviserne samt et trykkeri i Zürich.¹⁴⁸ Bernstein og Kautsky konstituerede sig gennem deres arbejde i aviserne som de to førende marxistiske teoretikere i partiet i denne periode.¹⁴⁹

I 1887 nåede den socialistiske andel af stemmerne sit hidtil højeste, 10 %, hvilket var et yderst imponerende valgresultat, da perioden 1886-87 var hård ved de socialistiske medlemmer af Rigsdagen, og blandt andre Bebel var i fængsel. Resultatet var ydermere opnået uden at partiet måtte føre valgkamp, holde møder eller udgive noget materiale om partiets valgprogram.¹⁵⁰ Den politiske situation i Tyskland ændrede sig markant i løbet af de følgende år. Wilhelm 1. døde i 1888, og i denne forbindelse svækkedes Bismarcks magt i Rigsdagen betydeligt, og han var derfor ikke i stand til at opretholde støtten til socialistloven, som blev ophævet i 1890.

6.1.5 Opsummering

I denne periode blev partiet altså grundlagt på et forskelligartet teoretisk grundlag. Der blev opnået enighed for at kunne være i stand til at opbygge et masseparti, hvilket senere udviklede sig som partiets kendetegn. Denne eklektiske sammenblanding af teoretiske retninger kom også til at skinne igennem i Gothaprogrammet. I denne periode udviklede partiet også sin fremtidige teoriopfattelse, der hovedsagligt var baseret på Anti-Dühring og som overtog alle de mangler der lå deri. Under socialistlovene forsvandt de sidste rester af lassalleansk indflydelse fra partiet, og Kautsky og Bernstein etablerede sig som partiets fremmeste teoretikere.