Indledning

6.4 Krig og revolution

Dette afsnit vil beskrive de begivenheder der finder sted i SPD fra de stemmer for krigsbevillingerne i 1914 til Weimar republikken udråbes. Dette gøres for, at læseren kan opnå indsigt i de begivenheder, der får splittelsen i partiet til at fremstå tydeligt for omverdenen. I dette afsnit behandler vi derfor debatten om krigsbevillingerne, hvor SPD endelig konsoliderer sin anti-revolutionære politik. Dernæst vil vi belyse, hvordan USPD og Spartakus/KPD tager form og bryder ud fra SPD i denne periode. Herefter vil vi også se på revolutionens forløb, samt hvilken rolle de tre partier spiller her.

6.4.1 Debatten om krigsbevillingerne - krigen bryder ud

Hen over sommeren 1914 var Europa præget af spændinger, der var blevet bygget op gennem flere års politiske konflikter, og der blev nået en foreløbig kulmination med mordet på den østrig-ungarske tronfølger Ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo den 28. juli. Dette førte til, at da Rusland erklærede sin støtte til Serbien, så gik Tyskland ind på sin allierede, Østrig-Ungarns side og erklærede krig mod Rusland den 1. august.

Grundet krigsudbruddet var SPD nu var tvunget til at tage stilling til krigen. I forventning om krig var Haase den 26. juli blevet kaldt til et møde med den preussiske indenrigsminister, der ønskede en forsikring om, at partiet til deres anti-krigsforsamlinger ikke sagde noget, der kunne provokere Rusland til en krig. Haase fik at vide, at hvis Rusland angreb Østrig-Ungarn var Tyskland som led i en forsvarspagt nødsaget til at gå ind i krigen. Hertil sagde Haase, at alliancen netop kun var en forsvarspagt, og derfor ville SPD ikke kunne forsvare at støtte krigen, da det var Østrig-Ungarn, som var den angribende part.²⁹⁸ Efterfølgende var Haase tilstede da Anden Internationale holdt møde den 28.-29. juli. Her blev de internationale socialisters stillingtagen til krigen diskuteret, og der var bred enighed om, at fred skulle bevares, og at alle europæiske socialister skulle gøre alt, hvad de kunne for at forhindre krigen. Stemningen vendte dog pludseligt, hvilket Haase oplevede, da han efter mødet kom tilbage til Tyskland. Her var stemningen med ét blevet langt mere nationalistisk og militaristisk:

”If the fateful hour strikes the workers will redeem the promise made by their representatives on their behalf. The ‘unpatriotic crew’ will do their duty and will not be surpassed by any of the patriots…”²⁹⁹

Manifesteringen af denne stemning så Haase først helt tydeligt, da partiledelsen mødtes 2. august, hvor der skulle stemmes om, hvilken stilling partiet skulle tage til krigen. Her blev det vedtaget, med 4 (bl.a. Ebert og Scheidemann) stemmer imod 2 (Haase og Ledebour), at støtte krigsbevillingerne. Dagen efter blev dette igen taget op på et møde for SPDs rigsdagsmedlemmer. Her blev mulighederne for SPD diskuteret, og de kom frem til, at de eneste to muligheder, der lå foran dem, var enten at stemme for eller at undlade at stemme. I sidste ende, blev der afholdt en afstemning, hvor 78 stemte for krigsbevillingerne mens kun 14 stemte imod.³⁰⁰

Den 4. august blev en skæbnesvanger dag, da det var denne dag, at SPD enstemmigt stemte for at støtte krigsbevillingerne. Partiet tog her et afgørende skridt væk fra sin tidligere oppositionspolitik, hvor sloganet var ”to this sytem, no man and no penny”, og mod et mere nationalistisk standpunkt, der lød: ”In the hour of danger, we shall not leave the Fatherland in the lurch.”³⁰¹ Skiftet fremgik tydeligt af Eduard Davids tale til fordel for krigsbevillingerne, hvor han argumenterede for, at man ikke skulle forlade fædrelandets sag, når den behøvede en mest. Her talte han også for, at der burde foregå en omskoling af partiets medlemmer, og han argumenterede for, at især rigsdagsgruppen skulle gøre sig frie af forældede idealer og genuddanne sig selv til en ny periode for partiet.³⁰² De af SPDs rigsdagsmedlemmer, som også havde tilknytning til fagforeningerne, var mødtes i forvejen og havde aftalt, hvordan de skulle stemme. Her var 20 ud af 32 for at støtte krigsbevillingerne, hvor de sidste 12 i princippet var imod krigen, men indvilgede i at stemme for, hvis det var majoritetens beslutning.³⁰³ Den forvirring, der herskede i partiet kan tydeliggøres ved, at det var den anti-militaristiske Haase, der, som formand for partiet, mod sin vilje skulle op og tale ved partiets tilslutning til krigsbevillingerne. Dette blev gjort med et forventningsfuldt håb om, at partiet snart ville genoptage sit oppositionssynspunkt og fordømme krigen.³⁰⁴ Modstanderne af bevillingerne mente derfor ikke, det var nødvendigt med et offentligt brud med resten af partiet endnu. Det var mere vigtigt, at partiet på trods af de interne uenigheder præsenterede en samlet front. SPDs erklæring gjorde det klart, at Tyskland ikke havde nogen skyld i krigens udbrud, og at en russisk sejr ville sætte alt, hvad SPD havde arbejdet for på spil. SPD lagde dog vægt på, at krigen skulle stoppes i det øjeblik Tysklands sikkerhed var sikret.³⁰⁵

6.4.2 USPD gruppen tager form

I de første uger efter at Tyskland brød den belgiske neutralitet og krigen reelt tog sin begyndelse, stod den kun på fremgang for den tyske hær. Dette var med til at forhøje den optimistiske og nationalistiske stemning, der herskede i landet. På dette tidspunkt var det således utroligt svært for krigsmodstanderne at få deres budskab igennem, og fagforeningerne forsøgte ydermere også at skaffe sig af med medlemmer og ansatte, der ikke var tilhængere af krigen. Stemningen begyndte dog at ændre sig, da den tyske krigslykke stagnerede udenfor Paris, og udsigten til en langtrukket tofrontskrig kom nærmere. Da kom spørgsmålet om krigsbevilling igen frem i december 1914, og modstanderne begyndte seriøst at snakke om at stemme imod.³⁰⁶ Karl Liebknecht førte an og lancerede et kraftigt angreb på Tysklands involvering i krigen. Han argumenterede for, at krigen var produktet af den kapitalistiske imperialisme, og at krigen kun ville gavne de imperialistiske kræfter, der stod bag den. Ydermere argumenterede han for, at Tyskland kæmpede krigen med annekteringer for øje. Selvom Liebknechts udtalelser vandt støtte i partiet, var langt de fleste stadig for krigen, således var der kun 17 modstandere ud af hele partigruppen. Liebknechts antimilitaristiske udtalelser førte til, at han blev fordømt af sine partifælder, der beskyldte ham for at være forræder både mod hans fædreland og mod partiet. Da der i Rigsdagen igen skulle stemmes om støtten til krigsbevillingerne var Liebknecht den eneste ud af SDPs 110 medlemmer i Rigsdagen, der stemte imod bevillingerne.³⁰⁷

Liebknechts trodsige handling førte til, at der kom en form for samling på partiets venstrefløj, der havde følt sig splittet i afmagt siden afstemningen i august. Selvom Liebknecht, og Luxemburg vedvarende havde forsøgt atter at organisere venstrefløjen, så bestod denne kun af en mere eller mindre isoleret gruppe, der også indeholdt Franz Mehring, Clara Zetkin og den polske marxistiske teoretiker, Julian Marchlewski. Det var afvisningen af krigsbevillingerne, som gav krigsmodstanderne noget at samles om og, i Liebknecht havde de en stærk figur at samles om.³⁰⁸ Krigsmodstanderne var meget splittede i deres politiske opfattelse og kom fra samtlige af partiets fraktioner, som nævnt flest fra venstrefløjen men også folk på højrefløjen som Bernstein og fra det ortodokse centrum som f.eks. Haase og Kautsky.³⁰⁹ På dette tidspunkt havde krigsmodstanderne endnu ikke taget egentligt politisk grundlag, og derfor var en fordømmelse af krigen det eneste, som hele modstandsgruppen havde til fælles.

I løbet af 1915 blev partiets venstrefløj i stadig stigende grad udsat for hetz fra statens side, og især i forbindelse med taler og skrifter blev der udøvet den strengeste censur fra myndighederne. Under disse forhold grundlagde Luxemburg i samarbejde med Franz Mehring, der fungerede som redaktør, et nyt socialistisk organ, der skulle repræsentere krigsoppositionen herunder og først og fremmest venstrefløjens syn. Bidragere til tidsskriftet var en lang række yngre teoretikere, der havde stået i lære under Luxemburg på partiskolen i Berlin, samt mere garvede veteraner som Clara Zetkin, hvilket søsatte skriftet på et højt intellektuelt niveau.³¹⁰ Målet for den første udgave var at åbne op for en systematisk undersøgelse af alle de problemer, som krigen påførte arbejderne. Grundet den strenge censur og dets indhold fik skriftet hårde livsbetingelser, da myndighederne gjorde hvad de kunne for at undertrykke det. Luxemburg blev således smidt i fængsel inden første udgave udkom, ligesom også andre bidragydere blev arresteret og anklaget for at sprede antikrigsholdninger. Hele grupperingen omkring Luxemburg og Liebknecht var i det hele taget udsat forfølgelse fra myndighederne i denne periode, f.eks. blev Clara Zetkin, Ernst Meyer og flere andre anholdt i juli 1915 og efterfølgende holdt fængslet i flere måneder.³¹¹

Gennem hele 1915 foregik der en verbal kamp mellem de forskellige fraktioner i partiet. Majoritetssocialisterne (altså tilhængerne af krigen) udsendte en udtalelse omkring målene for krigen, hvilket provokerede Luxemburg til at give et kraftigt modsvar i form af Juniuspamfletten som hun fik udgivet fra fængslet.³¹² Luxemburg angreb majoritetssocialisternes forsøg på at suspendere klassekampen, imens krigen rasede og kaldte således til international proletarisk samarbejde imod de imperialistiske krigsherrer i alle lande, da det kun var aktioner udført af den internationale arbejderklasse, der kunne sætte en stopper for krigen.³¹³ Selvom Juniuspamfletten ikke blev trykt før 1916, så var dele heraf allerede tilgængelige, da hun i kollaboration med Liebknecht havde nedfældet en erklæring om principper, der skulle danne grundlag for en reorganisering af det skrantende Anden Internationale på kongressen i Zimmerwald i september. Hverken Luxemburg eller disse såkaldte Juniusteser nåede frem til kongressen, men teserne blev i stedet brugt til at danne grundlag for Spartakusforbundet, der endnu var uofficielt.³¹⁴ Også Haase publicerede sammen med Kautsky og Bernstein en artikel, der fordømte krigen, idet de mente, at den var blevet til en angrebskrig, hvilket gjorde det umuligt ikke at bryde partidisciplinen og stemme imod krigsbevillingerne. Artiklen argumenterede for, at SPD burde bruge sin indflydelse til at fremtvinge en forhandling om fred. Myndighedscensuren reagerede med at lukke avisen, hvor artiklen blev trykt, og forbyde reproduktion af artiklen. Haase stod nu i en vanskelig position, idet han åbenlyst havde kritiseret politikken for det parti, han selv var formand for. Som følge af problemerne med artiklen trak han sig fra formandsposten, der i stedet blev overtaget af Scheidemann.³¹⁵ Modstanden mod krigen viste sig nu for alvor. Til et partimøde i december 1915 stemte således 31 folk imod, hvoraf de 20 af disse tog deres stemmer med i Rigsdagen og stemte imod krigsbevillingerne der.³¹⁶

6.4.3 Spartakus og USPD dannes

Splittelsen i partiet bragte krisen med sig. I marts 1916 besluttede majoriteten at ekskludere minoriteten fra partigruppen. Minoriteten var dog ikke villige til at forlade SPD frivilligt, da de følte at de opnåede mere styrke indenfor partiet. Majoriteten gik derfor et skridt videre for at isolere minoriteten, da alle partiaviser fyrede enhver redaktør, der havde sympati for oppositionen.³¹⁷ Dette kulminerede, da partiledelsen med hjælp fra militæret beslaglagde Vorwärts, der gennem redaktøren Rudolf Hilferding hidtil havde forsøgt at opretholde sin ortodokse midterposition i partiet og havde ytret sig kritisk om partiledelsens beslutninger. Militæret overdrog avisen til partiledelsen, der gjorde den til sit eget organ under ledelse af Hermann Müller.³¹⁸ Denne udrensning i partipressen skulle sørge for, at majoritetens linje blev fulgt gennem streng disciplin og selvcensur.

Atmosfæren i Tyskland var på dette tidspunkt begyndt at blive mere anspændt, idet befolkningen begyndte at mærke konsekvenserne af krigen, da madpriserne var steget betydeligt. Dette emne blev også politiseret af minoriteten, specielt ved 1. maj demonstrationerne, hvor talerne af regeringen ellers blev bedt om ikke at bevæge sig ind på det politiske aspekt omkring madpriserne. Især folkene omkring Spartakusforbundet havde planer om at benytte 1. maj til demonstrationer mod regeringens krigsmageri. De arrangerede med stor succes taler på adskillige fabrikker i Berlin og omegn, hvor arbejderne var ivrige efter at høre, hvad spartakusfolkene havde at sige. I denne forbindelse blev Karl Liebknecht anholdt, da han i en forsamling af arbejdere uddelte illegale løbesedler og pamfletter, mens han råbte: ”Ned med krigen! Ned med regeringen!”, hvilket resulterede i omgående anholdelse.³¹⁹ Han blev efterfølgende idømt 2½ års fængsel for højforræderi. Luxemburg gjorde efterfølgende en stor sag ud af SPDs håndtering af situationen, idet partiledelsen ikke reagerede nævneværdigt på fængslingen af et af sine egne medlemmer og tilmed havde ophævet dennes immunitet som rigsdagsmedlem. Luxemburg stod i den følgende periode bag en strøm af flyveblade, der gik til angreb på partiledelsen. Det lød bl.a.:

”Hvad der er blevet sagt tusindvis af gange i socialdemokratiske aviser, i socialdemokratiske vælgerforsamlinger, i socialdemokratiske rigsdagstaler er i dag landsforræderi. Socialdemokratiets 50-årige aktivitet, som var rettet mod krigen, mod militarismen, klasseherredømmet og klassesolidariteten med bourgeoisiet, mod den nationale enighed, de patriotiske fædrelandskærlige fraser – alt sammen er det landsforræderi. D’herrer... David, Landsberg og Scheidemann... Tænk, om disse fyre havde haft Bismarcks socialistlov at håndhæve! Så havde de sat samtlige valgte socialdemokrater og redaktører i tugthuset, de havde bragt vores August Bebel og vores gamle Liebknecht i galgen.”³²⁰

Fængslingen af Liebknecht og Luxemburgs efterfølgende handlinger var stærkt medvirkende til, arbejderne i Berlin ”vågnede op til dåd”. På dagen, hvor Liebknecht fik sin dom, gik 55.000 arbejdere på gaden for at demonstrere, ligesom der også blev strejket i Stuttgart og Bremen. Bag de mange strejker stod de relativt få medlemmer af Spartakus, der for alvor var ved at få tag i masserne. Som en reaktion på de mange demonstrationer slog militæret hårdt ned. Spartakister blev arresteret og fabrikkerne blev ryddet for de arbejdere, der havde deltaget i strejkerne, og disse blev sendt til fronten. I løbet af sommeren 1916 var de fleste ledende spartakister, herunder Luxemburg, Mehring, Meyer og Marchlewski, bag lås og slå. Tilbage var folk som Clara Zetkin og Leo Jogishes, hvoraf det var sidstnævnte, der gennem sin politiske dømmekraft, disciplin og evne til at lede overtog styringen af Spartakusforbundet.³²¹

I januar 1917 oprettede minoriteten en formel organisation, som ved samme lejlighed holdt sin første kongres. Formålet med kongressen var at beslutte minoritetens fremtid i SPD, samt hvordan man skulle forholde sig de konfiskationer og censureringer af aviser, der blev foretaget af majoriteten. Minoriteten besluttede foreløbig at blive i partiet, og de stillede grunden til dette klart op:

”only to cross up and combat the policy of the majority in every way, to protect the masses from the imperialist policy pursued under the cloak of Social Democracy, and to use the party as a recruiting-ground for the proletarian, anti-militarist class struggle.”³²²
Reaktionen på denne nye gruppedannelse indenfor SPD kom dog prompte fra partitoppen, der erklærede, at minoriteten allerede havde skilt sig fra partiet, idet de havde holdt en særskilt konference. Ifølge partiets statutter kunne afholdelsen af en særskilt konference dog ikke straffes med udsmidelse af partiet. Dette så partiledelsen dog stort på, da de mente, at minoriteten havde udnyttet partistrukturen til egne politiske formål. Derudover mente partiledelsen også, at det var nødvendigt med en udrensning af venstrefløjssympatisører for at være sikker på, at de ikke kunne skade partiet mere. Derfor, hvor minoriteten var i undertal i de lokale afdelinger, blev de udvist fra partiet, og hvor minoriteten lokalt havde et overtal, oprettede partiledelsen en ny lokal organisation udenom minoritetens sympatisører.³²³ Dette endte med, at minoriteten ført an af Haase, Kautsky og Bernstein i påsken 1917 oprettede USPD i byen Gotha, hvor det hele var startet 42 år tidligere. Deres hovedmål var at få stoppet krigen, og så længe regeringen nægtede dette, skulle der stemmes imod krigsbevillinger for på denne måde at presse regeringen. De havde intet ønske om, at krigen skulle ende med revolution, hvilket de også anså som usandsynligt. I april 1917 blev også Spartakusforbundet officielt oprettet under ledelse af talsmanden for gruppen Ernst Meyer. Disse stod i skarp opposition, ikke bare til SPD, men også til USPD, specielt hvad angik midlerne til at stoppe krigen. De mente, ligesom USPD, at krigen var rent imperialistisk, og kunne derfor kun stoppes med revolution, og at partiets hovedvægt derfor skulle lægges på masseaktioner, der kunne fremprovokere en sådan. Derfor var det tydeligt, at der kun kunne tales om et løst samarbejde med det formål at stoppe krigen, da de to gruppers teoretiske ståsted var vidt forskelligt. Haase prøvede uden større succes at binde partierne tættere sammen, hvorefter han brugte sin energi på at sørge for, at medlemmerne fra de to partier ikke angreb hinanden, og holdte øjet på deres fælles mål:

”to unite in order to conduct the class struggle with vigor and might”³²⁴
I kølvandet på den russiske februarrevolution, hvor zaren blev tvunget til at abdicere, kom det til debat om de egentlige mål for krigen. USPD argumenterede for, at den russiske revolution gav en glimrende mulighed for at indlede fredsforhandlinger, eftersom krigen først og fremmest var blevet ført mod det forhadte autokrati. Dette kom dog aldrig til reel diskussion i SPD, hvor det viste sig at, Tysklands krigsmål varierede betydeligt, fra de forsikringer, som Ebert og Scheidemann konsekvent havde givet om, at krigen var en forsvarskrig, og at annekteringer ikke var målet.³²⁵ Den succesfulde revolution i Rusland gav også grobund for fornyet optimisme omkring en effektiv brug af strejker. I foråret 1917 opstod der strejker i bl.a. Berlin, Hamburg og Bremen, hvilket især skyldtes den enorme mangel på fødevarer. Strejkerne blev naturligvis bakket op af Spartakusforbundet, men også den resterende del af USPD begyndte at agitere for brugen af strejker som et middel til at ende krigen.³²⁶ USPD fik nu også støtte fra en ny kant, da et nyoprettet råd af soldater og sømænd med base i Wilhelmshaven søgte om hjælp til at organisere og koordinere deres handlinger til partiets bedste. USPD med Haase i spidsen forholdt sig indledningsvist en smule tilbageholdende, da det var forbudt og derfor yderst farligt at bedrive politik, mens man var indlemmet i flåden. De accepterede dog, at optage villige soldater og sømænd i partiet og rådede dem til at oprette lokale organisationer. Dette resulterede i oprettelsen af det hemmelige Flottenzentale, der nåede at få 5.000 medlemmer, før lederne blev arresteret og henrettet efter at være dømt ved en krigsdomstol.³²⁷

I januar 1918 udbrød der igen strejker i Berlin, og både USPD og Spartakusforbundet spillede her en vigtig rolle, idet de vedvarende agiterede for, at arbejderne burde tvinge regeringen til at indse, at krigen burde bringes til ophør. USPD og Spartakus fik enorm opbakning fra de berlinske arbejdere, og sidst i januar strejkede op mod ½ million arbejdere. Der blev etableret en såkaldt aktionskomite med repræsentanter fra fabrikker med venstrerevolutionære arbejdere samt USPD (bl.a. Haase) og Spartakus, og de opstillede i fællesskab et program, der indeholdt krav til regeringen. Programmet krævede bl.a. et stop for krigen, og at arbejderne blev inkluderet i de følgende fredsforhandlinger samt forbedringer af fødevareforsyningerne.³²⁸ Af frygt for at blive anset som splittelsesmagere uden deltagelse af SPD, blev Ebert og Scheidemann i sidste øjeblik inddraget i komiteen, hvor Ebert øjeblikkeligt krævede ændringer, der gjorde programmet mindre radikalt. Scheidemann foreslog at arrangere et møde i indenrigsministeriet, hvis eneste resultat blev, at deltagelse i komiteen blev forbudt. I stedet blev militæret sat ind mod de strejkende arbejdere, og det var tæt ved at bryde ud i en decideret borgerkrig i de sidste dage af januar. Ebert sagde i den forbindelse, da han forsøgte at få de strejkende til at gå i arbejde igen:

”It is the duty of the workers to support their brothers and their fathers who are at the front and to make the best possible weapons for them … Victory is the dearest wish of all Germans”³²⁹

På talerstolen blev Ebert mødt med fjendtlige tilråb fra arbejderne, men han blev, modsat flere andre talere, ikke arresteret (eks.Wilhelm Dittmann fra USPD, der blev idømt fem års fængsel), og han foreslog sammen med Scheidemann, at man i stedet lod folk fra fagforeningerne føre forhandlingerne med regeringen. Dette måtte aktionskomiteen, under trusler fra regeringen om militær undtagelsestilstand, til slut acceptere, hvorefter arbejderne kort efter gik i arbejde igen.³³⁰ Som reaktion på januarstrejkerne begyndte regeringen endnu en gang målrettet at sende de mest venstreorienterede arbejdere til fronten, og de indledte en storstilet jagt på især de resterende medlemmer af Spartakus. Dette førte til, at Leo Jogishes blev arresteret, hvilket efterlod organisationen uden egentlige ledere, hvorfor dens aktivitet midlertidigt hørte mere eller mindre op.³³¹

Der var mange revolutionære rundt om i Tyskland, der i denne periode begyndte at anbefale, at Spartakus løsrev sin organisation fra USPD og dannede et selvstændigt revolutionært parti, der i stedet fulgte en linje, der svarede til den, der med succes var blevet brugt af bolsjevikkerne i Rusland. Blandt disse var Zetkin og Mehring, der argumenterede for, at der i Tyskland oprettedes arbejder- og soldaterråd der svarede til de såkaldte sovjetter i Rusland. Denne opfattelse fik gennem 1918 gradvis større opbakning. Luxemburg var en af årsagerne til, at den bolsjevikiske linje ikke blev gjort til aktuel politik for Spartakus, idet hun utrætteligt havde kritiseret deres førte politik og politiske metoder, både mens hun endnu var på fri fod, men også mens hun sad fængslet var hun i stand til at få skrifter smuglet ud. Det var især deres brug af terror og forfølgelse af politiske modstandere samt den førte udenrigspolitik, hvilket havde forsinket udbruddet af en tysk revolution, der var blandt hovedpunkterne i Luxemburgs kritik³³²

Med de mange arresterede spartakister stod de revolutionære i Tyskland uden nogen egentlig ledelse, hvis man ser bort fra de aldrende Mehring og Zetkin, der, selvom de stadig var bannerførere i Spartakus, ikke længere var af bedste helbredsmæssige forfatning, og derfor ikke var i stand til at føre undergrundsliv som revolutionære aktivister.³³³ I stedet var det medlemmer af USPD, som overtog ledelsen af de revolutionære grupper i især Berlin, hvor Ledebour, der var stor modstander af Spartakus, blev den ene leder. Den anden var journalisten Ernst Däumig der på trods af pro-bolsjevikiske holdninger var medlem af USPD. Däumig fik til opgave at organisere revolutionær propaganda og forme bevæbnede afdelinger af revolutionære med henblik på væbnede opstande.³³⁴ Dette fandt sted juli/august 1918, og man skulle altså helt hen til sensommeren før egentlig forberedelse til en kommende revolution begyndte at blive organiseret, og det var tilmed uden det revolutionære Spartakusforbunds deltagelse.

Den 4. oktober 1918 udnævnte kejser Wilhelm II prins Max af Baden til kansler, og det blev dermed ham, der skulle stå i spidsen for den regering, der skulle forhandle den endelige fred på plads. Prins Max ønskede at samle et ministerium med folk fra samtlige partier, der støttede øjeblikkelig forhandling om fred, idet dette ville give den bredest mulige legitimering af en eventuel fredsaftale. Ministrene fra SPD blev Scheidemann og Gustav Bauer.³³⁵ De stadig hyppigere demonstrationer og den dermed følgende radikalisering af arbejderne fik i oktober 1918 de socialdemokratiske ministre til at anbefale, at der blev givet amnesti til alle politiske fanger. De frygtede især, at Karl Liebknecht ville blive gjort til martyr af den langvarige indespærring, hvilket de for alt i verden ønskede at undgå. Sidst i oktober blev flere hundrede aktivister løsladt fra fængslerne. Tusindvis af mennesker mødte op for at modtage Liebknecht, da han steg af toget i Berlin, hvorefter han straks gav sig til at tale til menneskemængden, mens han hyldede den russiske revolution og kaldte til proletarernes revolution i Tyskland. Liebknecht fremstod som den helt igennem overskyggende heroiske forkæmper for de revolutionære bevægelser og han tog lynhurtigt efter sin løsladelse styringen med Spartakus.³³⁶ Den megen prestige, der omgav Liebknechts person, fik USPD til at tilbyde ham en post i partiledelsen. Liebknecht var på trods af sine principielle uoverensstemmelser med USPD fristet af tilbuddet, idet USPD kunne tilbyde en velstruktureret organisation, der havde stor indflydelse på fabrikkerne samt en velfungerende presse, der kunne nå hele arbejderklassen. Han ønskede dog ikke at gå på kompromis og krævede indrømmelser, der indebar, at USPD officielt erkendte, at Spartakus havde haft ret mht. udviklingen de senere år, og at USPD folkene hørte inde med deres evindelige udsættelsespolitik og deres venten på det rette øjeblik, og i stedet accepterede en politik der lignede Spartakusforbundets.³³⁷ USPD afslog og Liebknecht formede i stedet et provisorisk arbejderråd med deltagelse af de to spartakister Ernst Meyer og Wilhelm Pieck, og de påtog sig at danne et revolutionært lederskab. Liebknecht havde dog ikke held til at overbevise de to andre om, at masserne var parate til direkte aktion. De ønskede stadig, på linje med USPD, en afventende politik. Beslutningen blev dog snart taget ud af hænderne på dem, idet sømændene i Kiel gjorde oprør mod hærledelsen.³³⁸

6.4.4 Krigens afslutning og fredsaftalen i Versailles

Den 7. november 1918 proklamerede prins Max af Baden, at kejser Wilhelm 2. var abdiceret, og at der nu ventedes indsættelse af en ny kejser fra Hohenzollern familien. Inden dette kunne komme i stand, så SPD chancen den 9. november til at gribe magten, hvorfor Scheidemann foran den demonstrerende folkemængde erklærede Tyskland for en republik.³³⁹ Dette vakte ikke glæde hos Ebert, der til det sidste havde ønsket en genindførelse af monarkiet. Han accepterede dog modvilligt, da han blev overdraget lederskabet af landet fra Prins Max den 9. november, under forudsætning af, at der skulle afholdes et møde i nationalforsamlingen for at afgøre Tysklands fremtid. Herefter blev der nedsat en kommission med seks medlemmer med Ebert som formand til at styre landet. Derudover besatte Ebert også den mest essentielle post i rådet, idet han blev hærleder. De tre af de seks folk i kommissionen, var USPD folk, der dog bestred de mindst indflydelsesrige poster, så SPD medlemmer kunne holde dem i kort snor.

Den 11. november 1918, skrev Tyskland under på en våbenstilstandsaftale, som skulle lede hen imod fredsforhandlinger og stoppe den aktuelle krigsførelse. Dette var en realisering af, at krigen nu ikke kunne vindes, og at soldaterne havde mistet troen på, at sejr var mulig. Dette kan vises i måneden op til underskrivelsen af våbenstilstandsaftalen, hvor flåden i Kiel blev beordret til at indlede et sidste forsøg på at vende krigen. Dette nægtede besætningen dog, hvilket medførte at deres ledere blev anholdt. Dette var dog bare at smide benzin på bålet, da flådens sømænd begyndte et mytteri, der hastigt spredte sig til andre havne.³⁴⁰ De tyske ledere indså, at nederlag nu var uundgåeligt, og derfor begyndte de frivilligt at indlede fredsforhandlinger. Det tog seks måneder, inden der blev enighed om betingelserne for fred.

6.4.5 Den 9. november - Revolution i Tyskland

Som nævnt ovenfor begyndte et større mytteri blandt sømændene i Kiel, der resulterede i, at der blev nedsat et sømandsråd, som skulle være det nye styrende organ. Herefter begyndte mytterier og væbnede opstande at sprede sig til andre havne, og by efter by blev nu erklæret under midlertidig kontrol af arbejder- og soldaterråd. Den 7. november, var rækken af opstande nået helt til Bayern, hvor en socialistregering tog magten, anført af USPD medlemmet Kurt Eisner.³⁴¹ Herefter faldt også Berlin for de revolutionære strømninger, og den 9. november blev Berlin erklæret rede til revolution i et skrift underskrevet af blandt andre Haase, Liebknecht og Ledebour, hvorefter den tyske revolution officielt var skudt i gang. Skriftet kaldte til opstand for at omstyrte det kejserlige regime og i stedet etablere en republik bestående af arbejder- og soldaterråd. Liebknecht udråbte i denne forbindelse Tyskland som en sovjetrepublik. Her var Scheidemann dog kommet ham i forkøbet, idet han havde udråbt Tyskland som en republik blot to timer forinden. Liebknechts erklæring lød fra det kejserlige palads:

”The rule of capitalism, which turned Europe into a cemetery, is henceforward broken... We must not imagine that our task is ended because the past is dead. We must now have to strain our strength to construct the workers’ and soldiers’ government and a new proletarian state, a state of peace, joy and freedom for our German brothers... Those of you who wants to see the free German Socialist Republic and the German Revolution, raise your hands!”³⁴²

Liebknechts erklæring blev mødt med jublende tilråb fra masserne. Tidligt om morgenen mødtes Ebert med SPDs delegerede fra de berlinske fabrikker. De gjorde det klart, at de ikke længere havde nogen kontrol med, hvad der foregik på fabrikkerne, der efterhånden var fuldt ud kontrolleret af USPD. SPD havde således ingen indflydelse på masserne, da de gik på gaden den 9. november, og partiledelsen med Ebert i spidsen vendte sig i stedet til militæret for støtte, hvortil partiet fik hjælp af SPD-medlem og bykommandant i Berlin Otto Wels, der nød stor opbakning fra de berlinske kaserner og garnisoner. Ebert ønskede for alt i verden at undgå, at dagen udviklede sig blodigt, hvorfor han bad militæret om ikke at åbne ild.³⁴³ Dagen forløb nogenlunde fredeligt, selv da menneskemængden med USPD folk i spidsen indtog politiets hovedkvarter og Moabit fængslet foregik det fredeligt. Over 600 politiske fanger blev befriet i forbindelse med disse aktioner, herunder Spartakusorganisatoren Leo Jogishes.

Kort efter udnævnelsen af republikken ankom grupper af soldater, hvoraf mange var organiseret af SPD. De insisterede på paritet blandt socialisterne i kraft af en regering, der både indeholdt SPD og USPD, da en sådan regering bedst muligt kunne garantere den nye republik.³⁴⁴ De to partier nåede til enighed om en provisorisk regering, der fik titlen People’s Commissars, hvori tre SPD-folk, Ebert, Scheidemann og Landsberg samt tre USPD folk, Haase, Dittmann og Barth fik sæde. Disse nyudnævnte kommissærer fik til opgave at sørge for, at få landet ud af krigstilstand og fungere normalt igen. Den nye regering blev altså dannet uden deltagelse af Liebknecht, der ligesom Ledebour heller ikke ønskede at deltage på det fastlagte politiske grundlag.³⁴⁵

Samtidig med revolutionen i Berlin begyndte der også uroligheder andre steder. I Württemberg, specielt centreret omkring Stuttgart, lød krav om ændringer i regeringen. Også i Frankfurt-am-Main brød der stridigheder ud, da sømændene støttet af soldater krævede at få indført soldaterråd, hvilket de blev støttet i af USPD. Begivenhederne var næsten ens i Kassel, hvor både USPD-, fagforenings- og SPD folk, samledes for at danne arbejderråd. På dette tidspunkt var revolutionen relativt rolig, idet der næsten ingen blodsudgydelse var.³⁴⁶

6.4.6 Revolutionen breder sig

I de følgende dage bredte revolutionen sig også til Sachsen, hvor der blev nedsat arbejderråd i de største byer Chemnitz, Leipzig og Dresden.³⁴⁷ Den 25. november indkaldte SPD alle delstatsministre til et møde, der skulle diskutere situationen i landet. Det endte med, at 23 ud af 25 ministre støttede op om Ebert som leder af landet, hvilket også var en stemme for det parlamentariske system.³⁴⁸ Derudover blev det vedtaget, at der skulle holdes en konstituerende forsamling, hvilket en del medlemmer af USPD var imod. Hovedparten af USPD var godt nok for demokrati, men de mente ikke, at stemningen i Tyskland endnu var så moden, at det kunne garanteres, at revolutionens resultater kunne fastholdes ved genindførelsen af et parlament. Inden for USPD var der også folk, der argumenterede mod overhovedet at genindføre parlamentarismen i den gammelkendte form, idet f.eks. Däumig lå på linje med Spartakus, når han hævdede, at forsøget på at skabe en nationalforsamling var bourgeoisiets forsøg på at frarøve arbejderne revolutionens frugter. Han argumenterede i stedet for:

”Instead, a congress of workers’ councils should determine the new constitution in accordance with the principles of proletarian democracy... The historical necessity of this council system... is and must be the given form of organization for the modern revolution; more... the given form for ’proletarian democracy’ in the post revolutionary socialist state.”³⁴⁹

En sådan holdning var udbredt ikke bare i Spartakus, men også blandt store dele af arbejderne på fabrikkerne, hvor arbejderråd mange steder var etableret i kølvandet på revolutionen. Sågar også Ledebour, der var medformand for USPD, argumenterede for at overdrage magten til soldater- og arbejderråd. Fortalerne for rådene var dog stadig klart i undertal, og det blev vedtaget, at der skulle indkaldes en nationalforsamling. USPD accepterede modvilligt ligesom de accepterede at gå med i regering, hvis det blev garanteret, at soldater- og arbejderrådene stadig blev anset for revolutionens øverste politiske autoritet og at valget til nationalforsamlingen blev udskudt på ubestemt tid.³⁵⁰ Styringen skulle i stedet overlades til det nyoprettede Eksekutivråd, der indeholdt repræsentanter for de mange råd, der var spredt rundt omkring på fabrikkerne i Berlin, samt hjemvendte soldater. Det blev desuden besluttet (endnu en gang efter krav om paritet fra især soldaterne), at medlemmer fra de socialistiske partier skulle repræsenteres ligeligt i Eksekutivrådet med seks medlemmer til hvert parti, herunder medlemmerne af People’s Commissars. Ebert, der jo desuden var kansler, var således nu leder af både den lovlige regering og med i lederskabet af den revolutionære regering.³⁵¹ De nærmere præmisser for en fremtidig nationalforsamling skulle aftales på et senere tidspunkt. Forhindringerne var dog mange frem imod dette møde, da venstrefløjen samme dag holdt en stor demonstration imod regeringens plan om at samle den konstituerende forsamling, og der blev rejst krav om et venstrefløjsdiktatur. Herefter gik de demonstrerende imod regeringsbygningen, der blev beskyttet af soldater, hvilket endte med, at 16 spartakusfolk blev dræbt.³⁵² Dette provokerede virkelig venstrefløjen, der beskyldte Ebert for at ville indsætte sig selv som diktator, og de kritiserede Otto Wels, der efter sigende gav ordre til at skyde imod de fredeligt demonstrerende spartakusmedlemmer. Venstrefløjen var dog også splittet indbyrdes. Specielt i spørgsmålet om valg til den konstituerende forsamling. Luxemburg argumenterede stærkt for, at man skulle boycutte valget, men Haase svarede igen ved at melde ud, at frem for at spartakisterne skabte interne uroligheder i USPD, skulle de nok i stedet bryde ud herfra. Da det kom til en afstemning stemte 486 ud af 680 for at deltage i valget til den konstituerende forsamling.³⁵³ Dette var en stærk afvisning af den anti-parlamentariske politik, som Spartakus stod for. Andre emner blev dog også bragt på banen ved dette møde. Et hovedemne på denne kongres var, hvorvidt der skulle opstilles et nyt organ, nemlig et centralråd som skulle bestå af repræsentanter fra hele Tyskland. Rådets opgave var, at kontrollere Eksekutivrådets arbejde, da dette hovedsagligt bestod af folk fra Berlin, hvorfor der i provinsen var frygt for, at rådet arbejdede for egne interesser. USPD valgte dog at boycutte valget til centralrådet, og derfor kom der ingen USPD medlemmer i rådet, hvilket gjorde at USPDs medlemmer ikke kunne regne med støtte fra dette organ.

I slutningen af december blussede urolighederne igen op, da en større gruppe sømænd, der ikke havde fået løn, besatte det royale palads. Regeringen lovede, at de ville modtage deres tilgodehavende ligeså snart, de forlod paladset. Dette indvilgede sømændene i, men de ville dog kun udlevere nøglerne til paladset til Barth, da sømændene mente, at bykommandant Wels var ansvarlig for blodudgydelserne tidligere i december, hvorfor de nægtede at forhandle med ham. Derfor besatte sømændene den 23. december Barths kontor med intention om at give ham nøglerne, hvis de til gengæld fik 80.000 mark.³⁵⁴ Barth nægtede dog at tage imod nøglerne, da han mente, at Ebert var den eneste, der havde autoritet til at tage imod dem. Da det var umuligt at få fat Ebert, besatte sømændene kansleriet, hvorefter Ebert tilkaldte hæren til beskyttelse. Dette tvang sømændene til at trække sig tilbage, dog med Wels som gidsel. Dagen efter udenfor kansleriet stod militæret, som var tilkaldt for at redde Wels fra oprørene. Den 25. december begyndte hæren sit angreb mod sømændene for at befri Wels. Efter kamphandlinger blev der indgået en fredsaftale, hvori sømændene ville få deres restløn, og de ville komme til at indgå som en del af den republikanske garde. USPD medlemmerne af regeringen var utrolig utilfredse med Eberts behandling af sømændene, da det havde kostet utrolig mange menneskeliv, at redde Wels, der blev hævdet måske ikke engang var i fare. Herefter forlangte USPD medlemmerne af regeringen, at centralrådet skulle besvare spørgsmål vedrørende begivenhederne. Da USPD tidligere valgte at boycutte dette råd, var alle medlemmer trofaste støtter til Ebert, hvorfor rådet afviste anklagerne. USPD fandt ikke rådets svar tilfredsstillende hvorefter USPD trak deres tre medlemmer af regeringen, som blev erstattet af SPD folk.

6.4.7 KPD dannes

Gennem hele november og december 1918 var spændingerne mellem USPD og Spartakus blevet endnu mere tydelige. Spartakisterne fandt det forkasteligt, at USPD valgte at støtte regeringen, da de fandt Ebert anti-revolutionær og militaristisk. Spartakisterne havde dog ingen midler til at sætte deres politik i effekt, hvilket dog ikke forhindrede dem i, at kræve proletariatets diktatur, som de skriver i deres manifest fra midten af december:

”The bourgeoisie is arming for defense, and the working class will have to choose between enslavement by the bourgeoisie and its own rule over the bourgeoisie. The constituent assembly being prepared for by the present government would become an organ of the counter-revolutionaries for the throttling of the workers’ revolution. Every means must be used to prevent its coming into existence.”³⁵⁵

Spartakisternes trussel fik dog bare Ebert til at knytte sig tættere til hæren for at kunne være i stand til at slå eventuelle oprør ned. Spartakisterne vidste samtidig også, at det var usandsynligt, at Haase og USPD ville støtte deres manifest, og de arrangerede derfor en konference uden at invitere USPD. Konferencen blev holdt i Berlin den 30. december, og dens hovedemne var oprette deres eget revolutionære parti og dernæst at skabe en revolution efter russisk forbillede. De fremmødte stemte for en resolution, der konstituerede partiet, KPD, og manifestet fra midten af december blev optaget som nyt program.

6.4.8 Januaropstanden

Den 4. januar blev Emil Eichhorn, der var medlem af USPD og Spartakus sympatisør, afskediget fra sit job som politichef i Berlin. Dette medførte, at der den 5. januar opstod en stor demonstration med deltagelse af mere end 700.000 folk til fordel for Eichhorn. De demonstrerende besatte flere aviser, herunder også Vorwärts. Herefter blev der nedsat en revolutionær kommission, der skulle prøve bedst muligt at styre begivenhederne til deres fordel. I denne kommission sad blandt andre Liebknecht og Ledebour.³⁵⁶ Ebert og hans tilhængere ville ikke lade denne tilstand i Berlin fortsætte, hvorfor de udnævnte Gustav Noske til ny politichef. Han fik som sin højeste opgave at genoprette roen i byen. I denne periode var generalstrejker også iværksat i Berlin, og fredsforhandlingerne blev derfor yderligere besværliggjort. Den 10.-11. januar slog regeringens tropper igen, da de genindtog Vorwärts. Herefter tog Noske 3.000 soldater, og begyndte et skridt af gangen at tage byen under kontrol igen. Dette fortsatte de følgende dage, og to dage senere, var både Liebknecht og Luxemburg blevet fanget af Noskes tropper, da de blev opdaget i en sympatisørs hus. Herefter blev de to ledere slået ihjel på vej til fængselet; begge skudt i hovedet.³⁵⁷ Efterfølgende valgte regeringen at ignorere krav om, at der skulle nedsættes en kommission der skulle se omstændighederne omkring deres død igennem. Dermed mistede KPD og venstrefløjen to af sine største ledere og bedste agitatorer.

6.4.9 Weimar udråbes

Fire dage efter mordet på de to ledere, blev der afholdt valg til konstituerende forsamling, hvor 421 repræsentanter skulle vælges ind. Her fik SPD et godt valg, hvor de modtog 45,4 % af stemmerne, hvilket resulterede i 185 sæder i Rigsdagen.³⁵⁸ Her sluttede SPD en alliance med demokraterne og center partiet for at opnå det absolutte flertal i Rigsdagen. USPD derimod opnåede kun 22 sæder og havde mistet meget af den opbakning, de nød i befolkningen.³⁵⁹ De opnåede kun stor indflydelse i to byer, Düsseldorf og Leipzig, hvor de var større end SPD. Den 6. februar mødtes forsamlingen i Weimar, da der stadig var for mange uroligheder i Berlin til at mødes der. Her overgav både kommissionen people’s commisars og central koncilet deres beføjelser til forsamlingen, som valgte Ebert til præsident og etablerede en midlertidig forfatning. Ebert udnævnte en ny regering med syv SPDere, tre demokrater og tre centrister som ministre og valgte Scheidemann til premierminister. Til at starte med havde Ebert også tilbudt USPD at komme med i regeringen, men disse havde nægtet, da de ikke stolede på SPD efter mordene på Liebknecht og Luxemburg. Med valget af en ny forfatning var den revolutionære regering blevet erstattet. Den nye forsamling lignede meget den, der havde eksisterede før krigen, hvilket også medførte at den mødte stor modstand fra USPD og KPD, der fortsat ønskede at arbejderrådene skulle spille en stor rolle i udformningen af politik.³⁶⁰ Denne modstand kom også til at koste KPD meget, idet SPD begyndte at nedkæmpe venstrefløjen. Franz Mehring dør eftersigende af chokket over det grusomme dobbeltmord, hvorefter også ultrarevolutionære Johann Knief døde. Herefter blev den revolutionære Karl Radek i starten af 1919 pågrebet af politiet hernæst fængslet. Mere essentielt for partiet var dog, at den store organisator Leo Jogiches, der kæmpede for at få organisationen på benene igen, blev anholdt og skudt da han ”prøvede at flygte”. Også den regionale organisator i Rhinområdet Eugen Leviné blev arresteret, i Bayern, dømt og efterfølgende skudt. SPD og regeringen havde dermed nedkæmpet en central akse i KPD, og var på den måde i stand til at berolige masserne.

6.4.10 Opsummering

Partiets beslutning om at stemme for krigsbevillingerne skabte stor uro, der blev fulgt af adskillige kritiske røster også indenfor partiet. Dette endte ud i at flere ledende medlemmer meldte sig ud eller blev smidt ud af partiet, herunder Luxemburg, Liebknecht, Bernstein og Kautsky, der efterfølgende dannede deres egne partier USPD og Spartakusforbundet (senere KPD). Da revolutionen brød ud i slutningen af krigen, allierede SPD sig med militæret for at kunne være i stand til at tilkæmpe sig den politiske magt. Derfor endte det med, at SPD nedkæmpede revolutionen og de andre socialistiske partier og selv tog den politiske magt, som blev konsolideret ved Weimar republikkens proklamation.