Indledning

7.3 Fagforeninger, massestrejker og partiets afradikalisering

Dette afsnit vil fokusere på perioden fra revisionismedebatten op til diskussionen omkring krigsbevilling bryder ud umiddelbart før 1. Verdenskrig. I denne periode vil vi først se på fagforeningernes indtog i partiet, og hvilken indflydelse de fik på partiets politik, hvorefter vi fokuserer på de diskussioner der opstår omkring brugen massestrejker. Vi vil i den forbindelse analysere konsekvenserne af de beslutninger, der træffes på de to partikongresser i 1905 og 1906, samt knytte disse sammen med begivenhederne i 1910 i Preussen, hvor massestrejker igen kommer til diskussion. Vi ønsker også at analysere hvilke konsekvenser det dårlige valg i 1907 får for partiet, specielt med henblik på deres valgtaktiske overvejelser fremover. Vi vil ydermere se på det, vi har valgt at kalde partiets afradikalisering. Dette omhandler bl.a. afskaffelsen af 1. maj demonstrationerne, tæmningen af ungdomsorganisationerne samt Eberts indtog i partiet. Derefter vil vi kort diskutere konsekvenserne af Marokkokrisen i 1911, og hvilken indflydelse denne fik på partiets politiske linje. Alt dette vil selvfølgelig blive belyst i henhold til vores underspørgsmål, altså med henblik på spørgsmålet om reform eller revolution.

Ved Jenakongressen i 1905 begynder fagforeningerne at yde indflydelse på partiets politiske linje. Her bliver emnet om massestrejker for første gang rigtigt debatteret på en kongres, hvor især Luxemburg henviser til erfaringerne fra den første russiske revolution i 1905, hvor massestrejker med succes er blevet brugt som våben. Fagforeningerne er imod brug af strejker fra begyndelsen. De argumenterer på kongressen for, at partiet helt bør glemme massestrejkerne og i stedet koncentere sig om reformarbejdet. Her kolliderer altså partiledelsens vision om revolution og fagforeningernes forventning om reformarbejde. Fagforeningerne argumenterer for, at hvis partiet skaber opstand, kan det risikeres, at enten fagforeningerne eller partiet som helhed pålægges sanktioner fra regeringen, hvilket dermed vil sætte de forbedringer, som arbejderne har opnået, på spil. Derudover argumenterer de for, at massestrejker ikke vil føre andet med sig, end at fagforeningernes pengekasser tømmes. Fagforeningernes modstand fører til kompromisset, hvori fagforeningerne erklæres politisk neutrale, og de tager sig således kun af den økonomiske side af arbejdernes kamp. Det bliver så op til partiet alene at repræsentere arbejdernes politiske kamp. Derudover skal partiledelsen konferere med fagforeningsledelsen før en masseaktion påbegyndes, og partiet skal påtage sig hele det efterfølgende ansvar for at kalde til strejke, således at fagforeningerne kan holde sig ansvarsfri overfor regeringen. Resolutionen viser sig dog kun at være en midlertidig løsning, idet den tages op til genovervejelse på Mannheimkongressen året efter. Først bliver det diskuteret, hvorvidt fagforeningerne skal indordnes under partiet, eller om de skal forblive uafhængige. Den ophedede diskussionen bliver afsluttet med resolutionen om, at fagforeningerne skal ledes i en socialdemokratisk ånd, men reelt er uafhængige, og at massestrejker kun kan bruges med fagforeningernes accept. Dette skaber stor uro, hovedsagligt på venstrefløjen i partiet, da de mener, at fagforeningerne får for meget indflydelse, og at fagforeningerne blot bør underlægges partiets beslutninger.

Kongresserne i Jena og Mannheim repræsenterer en afgørende forskydning i magtforholdet indenfor partiet, idet fagforeningerne melder sig i styringen af partiet. Venstrefløjen anser vedtagelsen af resolutionen i Jena som en sejr, idet de har fået anerkendt et nyt våben i den revolutionære kamp. At højrefløjen, som fagforeningsfolkene var en del af, allerede det følgende år får held til at omstøde resolutionen, giver et tydeligt billede af fagforeningernes voksende magt. At det heller ikke lykkes for partiet at få underlagt fagforeningerne partiledelsen må siges at være endnu et klart nederlag til partiets revolutionære politik. Argumentationen er jo, at partiet skal stå over fagforeningerne, fordi fagforeningerne mangler visionerne om det endelige mål, et socialistisk samfund, hvorfor det kun er partiet, der kan styre arbejderbevægelsen i den rigtige retning. At ønsket om kontrol med fagforeningerne så kun munder ud i en resolution, der indeholder, at fagforeningerne skal styres i en socialdemokratisk ånd, vil i praksis sige, at fagforeningerne får mere eller mindre frit spil. Hvor Jena var en lille sejr for venstrefløjen, repræsenterer Mannheim en langt mere markant sejr for højrefløjen, og dette repræsenterer første gang fagforeningerne får held til, ikke bare at gå imod partiledelsen, men at ændre en allerede vedtaget resolution og dermed partiets politik i en mere moderat retning. Derved kommer fagforeningerne til at yde en direkte indflydelse på partiets førte politik, noget de ellers har afholdt sig fra, siden de igen bliver gjort lovlige efter ophævelsen af socialistlovene. Disse opgaver opstilles i klar afgrænsning til SPD:

”Forskellen mellem den politiske aktivitet, som arbejderpartiet udvikler den, og fagforeningernes opgave ligger i, at førstnævnte tilstræber en omformning af den nuværende samfundsorganisation, mens sidstnævnte står på det nuværende borgerlige samfunds grund i sine bestræbelser, fordi lovene sætter visse grænser for deres arbejde.”³⁷⁵

Selvom denne formulering bliver anset for at være socialistisk i sin karakter i de tidlige 1890’ere, så kan det ikke undre, at fagforeningerne med tiden vælger at arbejde imod partiets revolutionære karakter. Fagforeningernes formand Carl Legien er da også hurtig til i 1892 at formulere princippet om, fagforeningernes neutralitet i partipolitik. Argumentationen er, at fagforeningernes succes afhænger af at organisere så mange arbejdere som muligt, og selvom mange endnu ikke er modne til en reception af de socialistiske ideer, skal dette ikke afholde dem fra at blive gode fagforeningsfolk.³⁷⁶ Det bliver af flere fagforeningsledere tilmed set som at handicap i rekrutteringsprocessen, at partiet vedkender sig et revolutionært grundlag. Fagforeningerne vælger altså at fokusere udelukkende på den økonomiske kamp, mens den politiske overlades til partiet. Man må i denne forbindelse påpege, at da det ikke var et krav fra fagforeningernes side, at medlemmerne skulle have en forståelse for socialistiske ideer, så må det også komme som en naturlig konsekvens, at mange af de fagforeningsfolk, der vælges til partiet, ikke bekender sig til en revolutionær marxisme, og følgelig kæmper imod netop denne. Et andet eksempel til belysning af den reformistiske politik, som fagforeningerne får mere og mere held til at gennemføre i kraft af deres voksende magt, er beslutningen omkring 1. maj demonstrationerne. Fagforeningerne får gennemtrumfet en beslutning om, at arbejderne ikke længere kan demonstrere den 1. maj, men i stedet skal vente til den efterfølgende weekend, idet demonstrationerne går ud over fagforeningernes økonomi. På denne måde får fagforeningerne fjernet et særdeles populært symbol for venstrefløjen, og det viser igen den reformistiske indflydelse som fagforeningerne og deres medlemmer udøver på partiet. En forklaring på, hvorfor fagforeningerne kan få lov til at yde denne slags indflydelse i partiet, kan til dels findes, hvis man kigger på fagforeningernes medlemstal i perioden. I perioden fra 1890 til 1900 oplever fagforeningerne en stigning på knap 250 %, mens medlemstallet i perioden fra 1900 til 1910 stiger endnu mere, fra 680.427 til 2.017.298,³⁷⁷ hvilket vil sige en medlemsfremgang på ca. 300 %. Dermed har fagforeningerne stor opbakning blandt arbejderne, og som en direkte følge deraf mange folk i partiet både på lokalt plan og i Rigsdagen, hvilket giver dem magt til at yde indflydelse på den førte politik. Udviklingen inden for fagforeningerne er et udtryk for den markant divergerende udvikling i fagforeningernes praksis og i forhold til partiets teori, som har fået lov til at eksistere i mere end et årti i al ubemærkethed indenfor rammerne af Erfurtprogrammet, og hvad Schorske kalder:

”...the ’two pillars’ theory of party-trade-union parity”³⁷⁸

Som tidligere nævnt udgør disse to søjlers modsætninger et problem for partiets enhed, hvilket igen kommer til udtryk med fagforeningerne. Her går de blot skridtet videre og lancerer et direkte angreb på partiets venstrefløj, og gør således partiets tredeling endnu mere udtalt.

Generelt kan man sige, at fagforeningernes indtog i partiet er tæt knyttet sammen med højrefløjens mere markante profil. Derved kommer disse to tilsammen til at få stor indflydelse på partiets førte politik, der konsekvent afviger i stadig større grad fra partiprogrammet.

Vi vil i det følgende behandle den debat om brugen af massestrejker, som præger partiet i en årrække, og som viser modsætningerne mellem partiets tre fraktioner. Da vi allerede har behandlet massestrejker i forbindelse med fagforeningerne, vil dette næste afsnit hovedsagligt knytte sig til partiet. Efter århundredskiftet dukker diskussionen om massestrejker jævnligt op i partiet. Som nævnt bliver massestrejker et stort emne på Jenakongressen i 1905, hvor specielt Luxemburg argumenterer for, at massestrejker med fordel kunne anvendes som våben i klassekampen. Den ortodokse midte er dog mere skeptisk, da de mener, at massestrejker som våben kun skal bruges i nødstilfælde, f.eks. hvis regeringen fjerner nogle af arbejderklassens konstitutionelle rettigheder. Derudover ønsker Bebel, at massestrejker som våben skal være strengt organiseret og kontrolleret af partiet, hvorimod Luxemburg argumenterer for, at massestrejker ikke er et våben, man kan organisere, men at de skal opstå spontant for at have den ønskede effekt og den optimale støtte fra de deltagende arbejdere. Ifølge højrefløjen er massestrejker direkte skadelige for arbejderne, hvorfor de er totalt afvisende overfor brugen af dette våben. Som belyst ovenfor bruger højrefløjen, herunder fagforeningerne, sin magt til at lægge massestrejkevåbnet under sin kontrol. Tilbage står venstrefløjen og ser til, mens fagforeningerne former partiets politiske linje indenfor dette område. Partiets villighed til at bruge dette våben kommer til at stå sin prøve kom i 1910. Dette år bryder flere demonstrationer for lige stemmeret ud i Preussen. Spørgsmålet bliver så, hvorvidt partiet skal støtte dette foretagende med massestrejker. Ikke overraskende er det Luxemburg, der er fortaler for støtte til demonstranterne. Til at starte med, er der faktisk denne gang bred opbakning til brugen af massestrejker, men den positive stemning vender hurtigt, og da det efterfølgende kommer til en resolutionsafstemning, er vinden vendt så meget, at massestrejker igen degraderes til kun at blive betragtet som en sidste udvej i tilfælde af trusler mod arbejdernes grundlæggende rettigheder. Herefter bliver spørgsmålet om massestrejker for en tid begravet. Vi ser igen her et eksempel på, og en konsekvens af, at højrefløjen hele tiden vokser sig stærkere og får mere indflydelse på partiets politiske linje og dermed også får kontrol med de våben partiet kan bruge i klassekampen. Brugen af massestrejker og den medfølgende debat står som endnu et eksempel på det opgør mellem reform og revolution, som præger perioden fra århundredskiftet og frem imod 1. Verdenskrig. Debatten domineres af hver sin fløj i partiet, mens det ortodokse centrum sidder i midten og prøver at holde partiet samlet på et ortodokst marxistisk grundlag. Derved bliver det for begge fløje en kamp om, hvem der kan vinde den ortodokse midtes støtte, idet det er dem, der fastlægger partiets kurs. Massestrejkedebatten og især omstødelsen af Jenaresolutionen i Mannheim er et eksempel på dette. I et forsøg på at skabe samling i partiet uden at støde fagforeningerne fra sig, fremlægger Bebel den resolution, der giver fagforeningerne magt over brugen af massestrejker. Man kan sige, at Bebel i sin jagt på et samlet parti opgiver massestrejkevåbnet til fordel for udviklingen af partiet i retning af et masseparti. Bebel indser, at denne udvikling ikke kan finde sted uden fagforeningernes støtte, men han er samtidig ikke villig til at forlade partiets hjerte og sjæl, nemlig det marxistisk revolutionære grundlag. Derfor sørger Bebel og den øvrige partiledelse for, at kun den mindst kontroversielle del af Kautskys formuleringer bliver medtaget i den endelige resolution i Mannheim. På denne måde formår Bebel at holde fast i partiets revolutionære marxistiske karakter, samtidig med at fagforeningerne og deres medlemmer ikke stødes væk. På den anden side bliver konsekvensen naturligt nok, at det i stedet er venstrefløjen der fremmedgøres. Som sådan er det et nemt valg at træffe, idet højrefløjen med de mange fagforeningsfolk tiltrækker massevis af arbejderstemmer, mens venstrefløjen hovedsagligt består af højtråbende ideologiske teoretikere, der endnu på dette tidspunkt kun har moderat støtte blandt arbejderne. Derved står partiledelsen i en situation, hvor de skal vælge en af fløjene, idet venstrefløjens teori er uforenelig med højrefløjens krav om fremgang for arbejderne indenfor rammerne af det borgerlige samfund. Schorske har analyseret denne situation således:

”... the objectives of party and trade-unions had led to a basic divergence: The dominant theory of the party was politically pessimistic… The trade-unions must justify their existence through the improvements which they achieve.”³⁷⁹

Med dette mener Schorske, at idet partiets syn på samfundet dannes ud fra forestillingen om klassemodsætninger, finder de en nedbrydning og derpå genopbygningen af et socialistisk samfund ønskværdigt. Denne holdning står i skarp kontrast til fagforeningernes eksistensbetingelse, da de netop bygger deres eksistens i det nuværende samfunds opbygning. Derved vil de prædike deres egen undergang, hvis de argumenterede for kampen for samfundets nedbrydelse. Bernstein analyserede allerede dette problem i samtiden:

”Where the party necessarily viewed struggle as the normal condition, the trade-union would always ‘regard a struggle as an exception, and peace … as the rule, since otherwise it would undermine the conditions of its existence and the foundations of its successes.”³⁸⁰

Denne konflikt var uundgåelig, idet fagforeningerne nægtede at lægge sig ind under partiet. Derfor var det også nødvendigt, at partiledelsen valgte side. I det dette tilfælde faldt dette valg ud til fordel for højrefløjen, hvilket i stadig stigende grad blev tendensen.

Overordnet om dette kan man sige, at de ortodokse centrister mere og mere kommer ind i et afhængighedsforhold til højrefløjen og er bange for at miste dennes stemmebase. Dette gør at de ortodokse tvinges til at føje højrefløjen og fagforeningerne. Et eksempel herpå er i sagen om brugen af massestrejker.

Det næste vi har valgt at belyse, er 1907 valget, og hvilke konsekvenser det får for partiets førte politik fremover, specielt med henblik på de valgalliancer, der indgås i forbindelse ved 1912 valget. 1907 valget går særdeles dårligt for partiet, idet næsten halvdelen af deres pladser i Rigsdagen tabes (de gik fra 81 til 43 sæder). Grunden hertil skal findes i den valgalliance, de borgerlige partier slutter mod SPD, hvor de bl.a. kritiserer SPDs manglende nationalisme i forhold til kolonipolitikken. Valgresultatet giver efterfølgende anledning til store diskussioner i partiet om, hvordan det kunne gå så galt. Venstrefløjen argumenterer for, at partiets taktik under valget har været god nok, og at valgresultatet blot bekræfter deres antagelse om, at klassekampen er tilspidses. Kautsky og den ortodokse midte giver til en vis grad venstrefløjen ret heri, men tilføjer også, at partiet har undervurderet den tiltrækningskraft, som imperialismen har på folket. Højrefløjen placerer sig helt i den modsatte grøft. De argumenterer for, at imperialismens tiltrækningskraft kun er en sekundær årsag, og at den primære skal findes i partiets revolutionære retorik, som har skræmt middelklassevælgerne væk fra partiet. Som konsekvens af valget vælger partiet at indgå i en valgalliance med de Progressive og de Nationalliberale, og derved gør de, de konservative og de liberale til deres hovedfjender i valget. Taktikken synes dog også at virke for SPD, idet de opnår en enorm fremgang fra 43 til 110 sæder i Rigsdagen. SPD er dog tvunget til at opgive en række valgkredse for derved at vinde støtte i andre. Alliancen smuldrer hurtigt, idet de Nationalliberale bryder væk, da SPD nægter at støtte et skatteforslag til udvidelsen af militæret og flåden, hvorefter De nationalliberale slutter sig til de Konservative og de Liberale. Konsekvensen bliver altså, at selvom SPD er det største parti i Rigsdagen, kommer de stadig til at sidde i en minoritetsposition imod de borgerlige partier.

Ud fra dette mener vi, at det er tydeligt at se, at det dårlige valgresultat, har overbevist partiledelsen om, at hvis udviklingen i vælgertilslutningen ikke skal bremses, bliver SPD nødsaget til at ændre holdningen til samarbejde med de borgerlige partier, og altså opgive den hidtil førte isolationspolitik i Rigsdagen. De Konservative og de Liberale udgør i tiden de mest reaktionære partier i Rigsdagen, hvorfor det giver god mening, hvis disse partiers indflydelse kunne mindskes. Set i lyset af 1907-valget står det klart for partiledelsen og centergruppen, at dette ikke kan opnås gennem isolationspolitikken, og at fremgang kun kan skabes ved at opnå støtte hos den eftertragtede middelklasse, da denne klasse ofte er afgørende i valgkredse i byområderne. Derfor finder de valgalliancen med de Progressive og de Nationalliberale nødvendig. Prisen for at indgå denne alliance bliver dog, at partiet tvinges til at opgive flere af sine mærkesager. Bl.a. bliver der gået på kompromis med partiets anti-militaristiske holdninger, mens modstanden imod Tysklands imperialistiske udenrigspolitik skubbes helt i baggrunden, og partiet vælger således at fokusere på indenrigsspørgsmål ved valget i 1912. Her kan man altså sige, at for at være i stand at opnå mest mulig indflydelse, tager partiet endnu et skridt mod højre. Her fastlægges den parlamentariske vej endeligt for partiet, en vej der med tiden fører til stabilt voksende samarbejde med de andre partier. At SPD opgiver flere valgdistrikter uden kamp for at opnå støtte fra de progressive i andre valgkredse, ses som et tydeligt nederlag for venstrefløjen og deres isolationspolitik, da de ser samarbejdspolitik som et afgørende skridt væk fra marxismen. Derimod er det en tydelig sejr for højrefløjen, der længe har ønsket en mere parlamentarisk og reformsøgende politik, for derved at være i stand til at opnå den størst mulige indflydelse. G. D. H. Cole giver endnu et bud på, hvorfor partiledelsen vælger at føje højrefløjen i stedet for venstrefløjen:

”... moving rightwards in order to maintain the unity of the party, which could afford much better, electorally, to quarrel with its left than with its right wing.”³⁸¹

Det vil simpelthen være lettere for partiet at vinde den størst mulige støtte fra befolkningen gennem den parlamentariske vej, og her er det ganske enkelt lettere for partiet at føje højrefløjen frem for venstrefløjen, fordi denne fløj som nævnt tiltrækker langt flere vælgere gennem den tætte tilknytning til fagforeningerne. Alt i alt må dette tolkes som endnu et eksempel på partiets drift mod højre. En anden konsekvens, af de beslutninger som partiledelsen træffer angående 1912 valget er, at splittelserne i partiet kommer til at fremstå tydeligere. Venstrefløjen markerer sig klart ved en kraftig afstandstagen til den parlamentariske vej, som partiet har begivet sig ind på. Højrefløjen og den ortodokse midte ser begge ud til, at være enige om det rigtige i forfølgelsen af den parlamentariske vej. Valget i 1912 viser derfor, at den ortodokse midte på dette tidspunkt knytter sig afgørende til højrefløjen. Cole analyserer situationen således:

”Increasingly, during the years before 1914, the Social Democratic centrists became the prisoners of the right: the nearer war came, the less could they maintain their position.”³⁸²

En forklaring herpå kan være de nye personer, der gør sit indtog i disse år, og derved tillægger partiet en mere højreorienteret profil. Dette vil vi senere komme nærmere ind på. I henhold til Cole kan man sige, at centristerne er blevet fanget i en art af sporafhængighed, idet, da de først har givet deres støtte til højrefløjen, er den eneste vej frem yderligere samarbejde. Et eksempel på dette kommer i 1914, hvor partiet enstemmigt vælger at stemme for krigsbevillingerne på trods af stor modstand fra de ortodokse. Ydermere vokser højrefløjen konstant i styrke og er dermed i stand til at udøve stor indflydelse og lægge pres på partiledelsen og trække denne mod højre. En yderligere årsag til partiets valgsucces, og til hvorfor partiet vælger at danne alliancer med de liberale partier, kan findes i den reformistiske indflydelse Ebert allerede på dette tidspunkt udøver i partiet. Fra sin indtrædelse i partiledelsen i 1906 arbejder Ebert gennem modernisering partistrukturen på at bygge partiet op til succes i valgene, og han øger konstant sin indflydelse gennem indsættelse af folk fra fagforeningerne orienteret mod højrefløjen. Schorske analyserer Eberts arbejde således:

”...Ebert’s [Parti red.] was built primarily to compete with other political parties, to get members and voters, not to shatter the existing order.”³⁸³

Partiledelsen ønsker på dette tidspunkt over alt andet, at der hersker fred og enighed i partiet, så uro og radikalisme ikke skræmmer fremtidige vælgere væk.

Samlet set får valget i 1907 partiledelsen til at indse, at hvis de skal have mere politisk indflydelse, er de tvunget til at gå bort fra isolationspolitikken og i større grad benytte sig af det parlamentariske system bl.a. gennem samarbejde med borgerlige partier. Dermed knytter partiet sig igen mere til højrefløjen frem for venstrefløjen, da det er der stemmer ligger.

I perioden 1900-1914 sker der også flere tiltag, ofte på opfordring fra fagforeningerne, der har til hensigt at afradikalisere partiet og dets medlemmer. Det første eksempel herpå er i 1907, hvor fagforeningerne går til angreb på 1. maj demonstrationerne og opnår et kompromis hvori det aftales, at demonstrationerne enten skal holdes om aftenen eller i den førstkommende weekend. Ungdomsorganisationerne er et andet eksempel på, at fagforeningerne udøver deres indflydelse på partiet. De mere revolutionært orienterede medlemmer af partiet ser ungdomsorganisationerne som det perfekte sted at uddanne de unge i den rette revolutionære overbevisning, så de er parate til at træde ind i partiet. Derfor bruger f.eks. Karl Liebknecht da også disse organisationer til at udbrede kendskabet til bl.a. anti-militarisme. Højrefløjen i partiet anser dette som en fremtidig trussel imod den reformistiske linje, hvorfor partiet ikke længere kan tillade sig at ignorere organisationerne, som i stedet søges lagt under en vis form for kontrol. Dette træk skal modvirke de meget revolutionære tanker, der hersker i ungdomsorganisationerne på tidspunktet. Det kommer også til en automatisk omstrukturering af partiet, idet medformand Paul Singer dør i 1911. Dette åbner en plads ved siden af Bebel, og for at prøve at holde de to fløje i skak vælges den ortodokse Hugo Haase som ny medformand, idet Haase ikke har tilhørsforhold til nogen af fløjene. Da Bebel dør i 1913 bliver Ebert valgt ind med overvældende flertal, og han overtager i denne forbindelse de vigtigste formandsopgaver, da han har en betydelig større administrativ erfaring end Haase. Samlet set er alle de nævnte begivenheder med til endnu en gang at illustrere det konstante skred mod højre, som er fremherskende i partiet i denne periode, og hvordan partiledelsen og centergruppen gang på gang giver efter for højrefløjens pres. På trods af at 1. maj kun er af symbolsk betydning sender afskaffelsen af denne begivenhed dog et vigtig signal. Beslutningen viser ud af til, at fagforeningernes økonomi (idet arbejderne ikke længere lockoutes efter demonstrationerne) er vigtigere end den kamp, som 1. maj symboliserer. Udover symbolværdien anser venstrefløjen 1. maj for at være et vigtigt redskab til uddannelsen af arbejderne i klassekampen og som forberedelse til fremtidige massestrejker, og som sådan har demonstrationerne også et revolutionært formål. Højrefløjen ønsker jo derimod at gå den reformistiske vej, hvorfor 1. maj ikke har nogen egentlig betydning for dem. Derfor anser de det som spild af fagforeningernes ressourcer, da den revolutionære forberedelse af arbejderne ikke er ønskelig, og revolutionen i øvrigt anses for at være usandsynlig. Opgøret fører da også til, at venstrefløjen igen må bøje sig for fagforeningerne, som med støtte fra partiledelsen indfører ovennævnte kompromis. Hele sagen omkring 1. maj viser igen skiftet i magtbalancen i partiet. Schorske analyserer det således:

”With persistent pressure and with the help of the party executive, the union leaders had succeeded in undermining May Day as a symbol of the revolutionary...”³⁸⁴

Med hensyn til ungdomsorganisationerne så ser vi tæmningen af disse som et klart tegn på ledelsens intentioner om øget kontrol over partiets fremtidige medlemmer, idet partiet ønsker at hindre den fri udvikling af ideer, der hidtil har hersket i disse organisationer, idet dette ofte har ført til radikalisme. På denne måde sørger partiledelsen for, at ideerne i organisationerne har største mulig chance for at udvikle sig i den retning, de selv ønsker; altså væk fra den radikale revolutionære tankegang. De sikrer sig også, at de fremtidige ideer, der kommer til at herske i partiet, ikke udfordrer det reformistiske grundlag, som partiet i stadig højere grad følger. Højrefløjen argumenterer også for, at hvis denne radikalisme får lov til at udvikle sig, kan det være direkte skadeligt for både partiet og fagforeningerne. Dette er igen et eksempel på et kompromis imellem højrefløjen og centristerne, som kendetegner partiet i denne periode.

Hvis vi ser nærmere på de nye figurer, der træder ind i partiledelsen i denne periode, så får disse en tydelig betydning partiets fremtidige kurs. Hvad angår Haases udnævnelse som medformand i partiet, må dette ses som et klart tegn fra Bebel om, at han ønskede at holde formandsposten fri fra fløjene. Haase er et forsøg på at finde den person, der bedst kan holde sammen på de stridende parter og fastholde partiet på det ortodokse marxistiske grundlag, som Bebel selv bekender sig til, og som han stadig er overbevist om er partiets kurs på trods af de konstante kompromisser med højrefløjen. Valget af Haase kan der derfor ikke siges noget til, idet dette blot er et forsøg på at holde partiet på samme kurs. Hvad der derimod får betydning er, at Haases manglende administrative erfaring og lederevner gør, at han ikke har den store prestige i partiet. Dette gør ham ude af stand til at formidle det ortodokse budskab til partiets medlemmer på trods af, at Kautsky prøver at gøre Haase til sin allierede i udbredelse af sine teorier på samme måde som Bebel har været. Haase mangler simpelthen pondus og har langt fra den gennemslagskraft, der har kendetegnet Bebel. Når man dertil lægger, at Haase heller ikke er i besiddelse af de nødvendige administrative redskaber og ikke har så stor opbakning, giver dette Ebert muligheden for at overtage mange af de vigtigste opgaver efter Bebels død. Dette får stor betydning for partiet, da dette er en ny magtbastion, som højrefløjen får på sin side. Det betyder, at højrefløjen nu har indtaget en af de positioner, der før er brugt til at holde balancen mellem fløjene i partiet, og derved tipper hele balancen mod højre. Derved må dette ses som en klar forstærkning af højrefløjens position i partiet og en svækkelse af venstrefløjen, idet Ebert modsætter sig deres konstante agitation. Schorske har analyseret Ebert situation således:

”What the party functionary wanted above all else was peace and unity in the organization. In the riven condition of the party this made him a natural opponent of both criticism and change. And as the pressure for change came increasingly from the left, the functionary identified himself increasingly with the right.”³⁸⁵

Schorske påpeger altså her, at jo mere venstrefløjen presser på for at skabe forandring i partiet, jo mere vil Ebert alliere sig med den anden fløj for at kunne være i stand til at modstå venstrefløjens pres. Det er dermed ikke blot venstrefløjens politiske standpunkt, Ebert er modstander af. Det er også selve venstrefløjens karakter og agitatoriske metoder, der gør, at han isolerer dem i partiet. Dette underbygger altså yderligere vores antagelse om, at Eberts udnævnelse til formand efter Bebel var en styrkelse af højrefløjens position i partiet.

Generelt er perioden kendetegnet ved højrefløjens afradikalisering af partiet. 1. maj demonstrationerne og ungdomsorganisationerne lægges under henholdsvis fagforeningernes og partiledelsens kontrol, og perioden symboliseres ved et afgørende skift i magtbalancen i partiet. Dette markeres også af Eberts indtog i partiledelsen, som han lynhurtigt tager styringen over.

Det sidste punkt er Marokkokrisen, der vil blive belyst med henblik på partiets stillingtagen til imperialismespørgsmålet. Krisen bryder ud i 1911, da en tysk cruiser sejler ind i havnen i Agadir for at beskytte tyske interesser i Marokko, hvilket bringer sindene i kog i udlandet, da både Frankrig og England ser dette som en klar provokation fra Tyskland. De internationale socialister ser denne provokation som et stort problem, hvorfor der afholdes møde i Anden Internationale for at afklare holdningen til affæren. SPD ledelsen viser dog ikke synderlig interessere i et sådant møde, da det vil prioritere udenrigsspørgsmål frem for nationale spørgsmål, og med det kommende valg (1912 valget), er det partiledelsens holdning, at aktuelle indenrigsspørgsmål er vigtigere at fokusere på. Bebel mener heller ikke, at krisen er så seriøs, at det vil komme til en regulær krig, så derfor er partiets holdning, at så længe Tyskland kan opnå indrømmelser fra Frankrig uden at udsætte landet for fare, vil partiet ikke berøre spørgsmålet. Venstrefløjen raser over partiledelsens holdning, da de finder det forkasteligt, at partiet vægter vælgermæssige overvejelser højere end kampen mod imperialisme. Vi ser to konsekvenser vokse ud af partiets behandling af dette spørgsmål. For det første er det tydeligt, at partiet går imod sit eget teoretiske grundlag, da det jo ud fra en ortodoks marxistisk optik bør afvise Tysklands indblanding i marokkanske affærer, ligesom det fremgår af partiprogrammet. For det andet ser man, at partiets valgtaktiske overvejelser får forrang frem for det, der egentligt bør være partiets holdning. Med hensyn til, at partiet går imod sit eget teoretiske grundlag, viser det, at de personer, der former partiets teoretiske grundlag, ikke er de samme, der yder indflydelse på partiets politiske linje. Derfor kommer partiet endnu en gang til at sætte sig mellem to stole, teori og praksis. Partiet er altså på papiret et revolutionært parti, der skal kæmpe imod den imperialistiske udbredelse af kapitalismen, mens dette i praksis ikke kan lade sig gøre, hvis partiet ønsker at opnå sit mål om at blive en magtfaktor i tysk politik. Opbygningen af et masseparti får derfor igen forrang frem for partiets teoretiske grundlag, der i realiteten har mistet sin betydning, og når der endelig bringes et teoretisk aspekt ind i debatten, bliver det hurtigt skubbet i baggrunden. Dette ses specielt med Luxemburg, som prøver at diskutere det teoretiske aspekt i spørgsmålet om imperialisme, hvor højrefløjen blot laver det til en smædekampagne om hende og ikke selv tager et teoretisk standpunkt.³⁸⁶ Partiets orientering mod højre gør det dermed stadig sværere at følge det vedtagne partiprogram, hvorfor dette efterhånden negligeres fuldstændig. Kautsky, der før var en så vigtig person i partiet gennem sit teoretiske arbejde, mister dermed sin betydning, og kædes dette sammen med de problemer, der opstår omkring Haases manglende formidling af partiets teori og Eberts erstatning af Bebel i partiledelsen, tegner der sig pludselig en ny politisk profil for partiet. Det teoretiske ståsted skubbes i baggrunden og overlades til de venstrerevolutionære, mens størstedelen af det øvrige parti koncentrerer sig om det parlamentariske arbejde i Rigsdagen. Med hensyn til de valgtaktiske overvejelser, så viser partiets ageren under Marokkokrisen tydeligt, at partiet ikke ønsker en gentagelse af 1907 valget, hvor de netop går tilbage, da de angribes af de borgerlige partier på udenrigsspørgmålet. Op til valget i 1912 prioriterer partiet dermed valgtaktiske overvejelser højere end det teoretiske grundlag, frem for at diskutere de principielle udenrigsspørgsmål om Tysklands imperialistiske politik. Så frem for at følge den ortodokse marxistiske politik, der ønsker at bekæmpe imperialismen, udelader partiet i stedet fuldstændig at behandle udenrigsspørgsmål, og succesen ved valget i 1912 kommer dermed i stand efter en tilsidesættelse af partiprogrammet.

Samlet set står partiets behandling af Marokkokrisen som et tydeligt bevis for konsolideringen af den højreorienterede linje, der er fremherskende i partiet. Man kan sige, at partiet er nået så langt mod højre, eller er præget så meget af højrefløjen og fagforeningerne, at den ortodokse marxistiske teori ikke længere er foreneligt med den politiske linje. Man kan så stille spørgsmålet: Hvorfor skiller partiet sig så ikke af med teorien, når den alligevel er overflødig? Der må svaret være, at teorien trods alt indgår som en stor del af partiets identitet, hvorfor den vil være så godt som umulig at skille sig af med, men hvad er mere vigtigt, så vil en afskaffelse af teorien føre til, at man frastøder visse vælgergrupper og en gang for alle splitte partiet, hvilket blot vil føre tilbagegang med sig. Partiet vælger i stedet officielt at bibeholde den ortodokse marxisme som politisk grundlag, mens man egentlig fører en anden politik. Derved kan man sige, at den ortodokse marxisme kommer til at fungere som en facade, et ydre ståsted, mens der reelt føres en reformistisk politik. Hvor man hidtil kan hævde, at partiet omend ikke i handling så i det mindste i tanke har været marxistisk i Kautskys ortodokse version, så kan man nu argumentere for, at dette heller ikke længere er tilfældet. Den sidste rest af marxistisk indflydelse på partiledelsen dør sammen med Bebel, og partiet binder sig fuldt ud til den reformistiske politik.

Hvis vi skal se lidt mere overordnet på perioden mellem århundredskiftet og 1914, så er tendensen klar. SPD bevæger sig konstant mod højre og knytter sig tættere til fagforeningernes politiske linje. Venstrefløjen lider nederlag på nederlag, først i massestrejkedebatten og med hensyn til ungdomsbevægelserne, der sættes under partiledelsens kontrol og senere med hensyn til 1. maj og politikken angående imperialisme, der bliver drejet i en mere konservativ retning. Der ses tydeligt et mønster af sejr for fagforeningerne, og Schorske sammenfatter tre tendenser³⁸⁷: For det første, står delingen af partiet helt klart nu, hvor fagforeningerne og højrefløjen står overfor venstrefløjen, og hvor midtergruppen permanent binder sig til højrefløjen. For det andet ser Schorske, at fagforeningerne bliver i stand til at tvinge resolutioner igennem. Et godt eksempel er afskaffelsen af 1. maj demonstration. For det tredje ser Schorske, at hvis fagforeningerne ikke er i stand til at få tvunget en resolution igennem, gør de denne mere spiseligt for partimedlemmerne ved at vedhæfte principielle revolutionære fraser til en egentlig konservativ resolution. Et eksempel på dette er omstødelsen af Jenaresolutionen ved kongressen i Mannheim, hvor Kautskys mindst revolutionære fraser blev skrevet ind i et konservativt forslag. Denne periode viser, at frygten for at fagforeningerne tilbageholder deres støtte partiet gør partiledelsen mere lydhør overfor fagforeningernes forslag. Dette kan begrundes med, at der er fire gange så mange medlemmer i fagforeningerne som i partiet, hvilket naturligvis giver fagforeningerne enorm indflydelse. Sammenholder man dette med, at den måde, hvorpå partiet måler sin succes er gennem vælgertilslutning, så er det klart, at partiledelsen frygter at miste fagforeningernes opbakning. Styrken ved partiet ligger i den politiske ide, mens styrken ved fagforeningerne ligger i fremgangen af arbejdernes materielle vilkår. Det er netop denne forskel, der giver fagforeningerne magt over partiet, da fagforeningerne er i stand til at organisere arbejderne, hvor partiet ikke kan, hvilket bruges til at skabe stemmer ved valgene. Som en direkte følge deraf kommer partiledelsen ind i et afhængighedsforhold til fagforeningerne, hvor det bliver partiledelsens opgave at varetage fagforeningernes interesser, hvilket også kommer til udtryk i den tætte tilknytning der opstår mellem centergruppen og højrefløjen/fagforeningerne. Det er derfor heller ikke underligt, at idet fagforeningerne indtager en klar anti-revolutionær position, så bliver partiledelsen tvunget til at gøre det samme, hvilket bliver mere og mere tydeligt i perioden.