Indledning

7.4 Analyse af krigen og revolutionen

Vi vil i dette afsnit analysere debatten omkring krigsbevillinger, der opstår inden krigen, samt de to afstemninger i Rigsdagen, hvor SPD vælger at støtte op om krigen. Her vil vi analysere, hvilken betydning afstemningerne får for partiet. Herefter vil vi analysere USPDs og Spartakus brud med SPD og det endelige opgør mellem reform og revolution, som dette repræsenterer. Dernæst vil vi analysere hvilken rolle SPD, USPD og Spartakus kommer til at spille under revolutionen, og hvordan de spillede ind på SPDs endelige magtovertagelse under revolutionen. Til slut vi vil analysere SPDs rolle i revolutionen, og hvordan partiet agerer og tilkæmper sig statsmagten.

Før krigsudbruddet er det nødvendigt for SPD som parti at tage stilling til krigen. Stemningen på dette tidspunkt, er blevet utrolig nationalistisk og fjendsk. Manifesteringen af dette ses tydeligt, da partiets holdning til krigsbevillingerne skal afgøres. Her vedtager ledelsen med stemmerne 4 for og 2 imod, at krigsbevillingerne skal støttes af SPD. Dette bliver efterfølgende diskuteret i rigsdagsgruppen, hvor det også vedtages at stemme for krigsbevillingerne. Den 4. august stemmer alle SPDs rigsdagsmedlemmer for krigsbevillingerne. Først i december måned begynder modstanden mod krigsbevillinger at dukke op, da endnu en afstemning finder sted. Her fører Liebknecht an i kritikken af krigen, og han er da også den eneste i rigsdagsgruppen, der vælger at stemme imod bevillingerne.

Når vi skal analysere disse begivenheder står det klart, at der er flere elementer, der spiller ind på partiets beslutning om at støtte krigen. For det første ser vi beslutningen som et logisk resultat af den udvikling partiet har gennemgået i årene før krigen. Højrefløjen har i denne periode, opnået at få betydelig mere indflydelse i partiet, hvilket vi i denne analyse har givet adskillige eksempler på. Derfor ser vi dette som kulminationen på den langsomme men konstante højredrejning af partiet, der er sket op til beslutningen om at støtte krigen. Dette må ses som en kraftig og endelig afvisning af det ortodokse marxistiske grundlag partiet indtil da, officielt i hvert fald, har hvilet på. Dette kan yderligere ses ved, at der kun er ganske få fra højrefløjen herunder Bernstein, der er imod krigen. Ellers skal hele modstanden findes blandt de ortodokse marxister og på venstrefløjen. Disse er dog blevet så svækket, at det i realiteten er højrefløjen, der har kontrollen med partiet og dets kurs. Eduard David udtrykker også selv denne forkastelse af de gamle partier normer, dagen før partiet skal stemme for krigsbevillingerne første gang:

”[Partiet skal red.] free itself of outworn concepts [and] unlearn and re-learn”³⁸⁸

Med denne udmelding giver højrefløjen klart udtryk for, at den profil partiet indtil videre har haft, ikke længere er tidssvarende, og at partiet nu skal hvile på et nyt grundlag. Tilslutningen til krigen ses som klar afvisning af det ortodokse marxistiske grundlag, som partiet hidtil har fungeret under. Højrefløjen ønsker med tilslutningen til krigen at påbegynde en ny retning for partiet. For det andet ser vi også en pragmatisk grund til, at partiet vælger at stemme for bevillingerne. Partiledelsen frygter nemlig repressalier fra staten eller fra folkets side. Hvad angår regeringen er der to hensyn, der skal tages, nemlig at militæret ikke er underlagt selve regeringen, men kun skal stå til ansvar overfor kejseren, og hvis landet pålægges en undtagelsestilstand, har militæret nærmest diktatorisk magt, som derfor vil være i stand til at slå enhver modstand imod krigen ned. Derudover frygter partiet også stadig, en tilbagevenden til socialistlovenes tid, hvilket vil fjerne alt det fremskridt partiet har opnået siden lovenes ophævelse. Denne frygt er faktisk meget reel, idet den krigsmodstand specielt venstrefløjen arrangerede i ugerne op til beslutningen om at støtte krigen, giver partiledelse så store bekymringer at dele af ledelsen bliver sendt ud af landet for at partiet fortsat kan fungere i tilfælde af restriktioner. Bl.a. bliver Ebert og partikasserer Otto Braun sendt til Zürich med partiets finanser i tilfælde af sanktioner fra staten. Også fra befolkningens side frygter SPD repressalier, idet befolkningen ikke vil have forståelse for, hvis partiet stemmer imod bevillingerne, specielt når man tager den nationalistiske følelse i landet i betragtning. På denne måde kan partiet risikere hele den støtte, de har opbygget i befolkningen. Dette gives der også udtryk for i samtiden, fra f.eks. den senere redaktør på Vorwärts Friedrich Stampfer:

”The millions of socialist voters would have turned in rage against a party that refused supplies needed by the friends and relations in the army.”³⁸⁹

Samme holdning kan man finde hos nogle tilhængere af den ortodokse centergruppe, herunder det senere USPD medlem Wilhelm Dittmann:

”The party could not act otherwise. It would rouse a storm of indignation among men at the front and people at home against the Social Democratic Party if it did. The socialist organization would be swept clean away by popular resentment.”³⁹⁰

Partiet har før prøvet at blive hængt ud i offentligheden som værende upatriotiske, og denne plet får de endelig vasket af med deres tilslutning til krigen, hvor det endeligt bliver afgjort, at SPD-medlemmernes loyalitet er som tysker ikke socialist. En tredje årsag til at partiet anser det som nødvendigt at støtte op om krigen, er frygten for et nederlag til russerne. Et nederlag til Rusland vil i partiets øjne være et nederlag til et af de mest reaktionære lande på dette tidspunkt, og de mener, at det vil medføre partiets ødelæggelse hvis et nederlag til netop Rusland bliver realiteten. Modstanden imod Rusland er nærmest indgroet i de tyske socialister, idet der siden Marx og Engels tid har hersket en ”russofobi” i landet, hvorfor det er lettere for SPD at sanktionere en krig mod det russiske autokrati. Ved den anden afstemning i december 1914, er det kun Liebknecht, der vælger at stemme imod. Her ser vi det første tegn på, at der så småt begynder at samles modstand imod partiets militaristiske politik. Ydermere må det ses som et tegn på, at partiet endelig har forladt nogle af socialismens helt centrale mærkesager, nemlig anti-militarismen og international solidaritet Dette fremgår klart ved partiets behandling af Liebknecht, efter han stemmer imod krigsbevillingerne. Her udråbes han som forræder imod både fædreland og parti.

Debatten om krigsbevillingerne må ses som endnu et eksempel på partiets mere fremtrædende nationalistiske karakter og den mangeårige højredrejning, der er foregået.

Dette afsnit vil diskutere den voksende krigsmodstand og opsplitningen af partiet i tre fraktioner. Med sin stemme imod krigsbevillingerne giver Liebknecht i december 1914 den første officielle modstand mod krigen, og dette giver de andre krigsmodstandere og venstrefløjen en person at samles om. Gennem hele 1915 opstår der stadig spændinger mellem venstrefløjen og krigsmodstanderne på den ene side og staten og partiet på den anden, hvor resultatet bliver at staten begynder at afbryde antikrigstaler og udsætte socialistiske aviser og tidsskrifter for streng censur. Fra partiets side kommer en stadig skarpere verbal kritik, som bliver endnu kraftigere med den voksende krigsmodstand indenfor partiet. Denne forfølgelse fra både staten og SPD, tvinger venstrefløjen til at begynde at organisere sig udenom partiet, idet de kun kan fordømme krigen sådan. Det er dog først i slutningen af 1915, at modstanden imod krigen får medvind i Rigsdagen. Her ender en afstemning med, at 20 rigsdagsmedlemmer (altså knap 20 %) stemmer imod krigsbevillingerne. Herefter bliver splittelsen i partiet langt mere udtalt, og partiledelsen tyer i stadig højere grad til selvcensur og begynder sågar at fyre redaktører på de partiaviser, der udviser sympati for krigsmodstanden. Dette skal sikre, at partiets støtte til krigen, følges til punkt og prikke, således at partiet ikke kan klandres for at være upatriotisk. Krigsmodstanderne opgiver dog ikke sin modstand, hvilket betyder, at flere ledende personligheder sendes i fængsel. Dette sætter Luxemburgs temperament i kog, og hun kritiserer partiet for ikke at tale imod de mange anholdelser og forsvare sine egne medlemmer, frem for, som de i stedet gjorde, at ophæve Liebknechts immunitet som rigsdagsmedlem. Krigsmodstandernes fortsatte agitation medfører blot flere fængslinger, hvilket fører til, at venstrefløjen og krigsmodstanderne i 1917 opretter deres egne organisationer. De to organisationer indleder et samarbejde, hvor Spartakusmedlemmerne indlemmes i USPD som en selvstændig fraktion.

Disse begivenheder ser vi disse som tegn på, at partiet forsøger at presse venstrefløjen og krigsmodstanderne til enten at føje den førte politik, eller at træde ud af partiet, hvilket jo i sidste ende lykkes. De restriktioner, som partiet selv lægger på egne medlemmer, er udtryk for partiets klare modvilje mod de revolutionære, som de efterhånden ønsker langt ud af partiet. Et klart eksempel er sagen med Liebknecht, hvis parlamentariske immunitet ophæves, uden partiet så meget som protesterer. Her må man gå ud fra, at partiledelsen er mere end tilfredse, da de slipper for Liebknechts konstante kritik og råben op. Hele processen kan ses som partiledelsens udrensning af partiet, hvor lederne ser sin chance til at implementere den højrefløjspolitik, de så længe har ført. Dette lykkes også langt hen ad vejen for dem, idet Haase efter sin offentlige kritik af krigen ser sig tvunget til at træde tilbage som formand, og selvom Haases betydning for de ortodokse marxister mest er symbolsk, er hans farvel til partiet alligevel essentiel, idet det bliver Scheidemann, der træder ind i ledelsen på Haases plads. Man kan dermed sige, at ”højreficeringen” af partiets centrale poster er komplet (Ledebour sidder stadig i ledelsen, men bliver også kort efter Haases tilbagetrækning, smidt ud af partiet og går ind i USPD). Selvom denne udrensning fører til, at også mange centrister forlader partiet for at slutte sig til USPD, så må det alligevel siges at være det værd, da partiet dermed kan fri sig fuldstændig fra den forstyrrende indflydelse, der længe er kommet fra venstrefløjen, og agere uden frygt for repressalier fra statens side på grund af deres anti-militaristiske agitation. Spørgsmålet kan også stilles, om hvorfor de fremtidige spartakusmedlemmer bliver i partiet selv efter den chikane, de udsættes for. Ernst Meyer, som er talsmand for Spartakusforbundet, kommer med en forklaring:

”The opposition will remain in the Party… in order to interpose itself, to protect the masses from the Imperial policy which is being practiced clandestinely by Social Democracy, and in order to use the Party as a recruiting ground for the working-class anti-militarist policy […] We remain in the Party only to the extent that we can wage the class struggle there against the Executive. From the moment when we are seriously prevented from doing so, we shall not wish to remain…”³⁹¹

Her gives indirekte endnu en grund til, at ledelsen vælger at smide krigsmodstanderne ud af partiet, idet ledelsen ikke ønsker, at spartakusfolkene skal bruge partiet til at vokse sig stærkere. Det er så igen årsagen til, at Spartakusforbundet vælger at knytte sig til USPD, idet de ellers står uden et egentligt partiapparat. Koblingen mellem Spartakusforbundet og USPD giver således eksempelvis spartakisterne muligheden for at benytte USPDs omfattende presseværktøjer. Dette kan til gengæld bidrage til en forklaring af, hvorfor Spartakus får så svært ved at udbrede sin egen indflydelse blandt arbejderne, da mange arbejdere i stedet for at knytte sig til Spartakusforbundet knytter sig til USPD. Dette har staten naturligvis også en stor indflydelse på, idet de straks efter Spartakusforbundets oprettelse begynder at arrestere de folk, der udgør kernen i gruppen, hvilket jo selvfølgelig gør det umådelig svært at nå ud til arbejderne på fabrikkerne.

Generelt skaber tilslutningen til krigen så stor uro i partiet, at flere medlemmer ikke ser anden udvej end at melde sig ud og danne deres egne partier, USPD og Spartakusforbundet. Udbryderne udsættes i højere grad for chikane gennem anholdelser og konfiskationer af partiaviser med sympati for krigsmodstanderne.

Det sidste punkt i analysen er revolutionen, der vil blive belyst specielt med henblik på, hvilken rolle de tre forskellige fraktioner, SPD, USPD og Spartakusforbundet/KPD spiller under revolutionen, og herunder hvordan SPD tilkæmper sig statsmagten.

I foråret 1917 begynder de første uroligheder at opstå som en konsekvens af den store mangel på fødevarer især i Berlin, Hamborg og Bremen. I Wilhelmshaven begynder flådemandskab at strejke, og dette er første gang, der opstår modstand mod krigen fra hærens eget personel. Både Spartakus og USPD støtter noget tilbageholdent op omkring disse revolutionære aktiviteter og organiseringen af soldater- og sømandsråd, indtil de bliver slået ned. Urolighederne fortsætter ind i 1918, hvor USPD og Spartakusforbundet får stor opbakning blandt arbejderne i kraft af enorme massestrejker i specielt Berlin. Her ender det også med, at der oprettes en såkaldt aktionskomite, som består af arbejdere fra fabrikkerne, samt medlemmer af USPD og Spartakus. Komiteen fremsætter en række krav til regeringen, men USPD og Spartakus frygter stadig, at udelukkelse af SPD fra deltagelse i komiteen vil blive anset som splittelsesmageri af staten, hvorfor de tilbyder Ebert og Scheidemann at blive indlemmet. Efterfølgende opløses komiteen af regeringen, og arbejderne genoptager igen arbejdet. Som et resultat af disse januarstrejker indleder staten en storstilet jagt på de resterende medlemmer af Spartakus, og bl.a. Leo Jogishes fængsles, hvorefter den revolutionære aktivitet hører mere eller mindre op. Spartakusforbundets fravær overlader dermed denne aktivitet til USPD, som ikke tøver med at tage styringen af de mange revolutionære grupper. I starten af oktober er demonstrationerne blevet stadigt mere hyppige, og det foreslås derfor for at imødekomme den efterhånden temmelig radikaliserede befolkning ved at løslade politiske fanger. Den 9. november griber SPD magten, da Scheidemann proklamerer Tyskland for en republik, og Ebert gøres til præsident under forudsætning af, at der afholdes valg til nationalforsamling for at afgøre Tysklands fremtid. Som et resultat af, at sømændene i Kiel gør oprør og nedsætter et sømandsråd breder uroligheder sig hurtigt videre til andre havne, og den ene by efter den anden bliver erklæret under kontrol af arbejder- og soldaterråd. Også i Berlin er der revolutionære tilstande, og USPDs indflydelse har mere eller mindre givet dem kontrollen med alle fabrikker i byen, og de er enige med Spartakus om, at ledelsen bør overdrages til arbejder- og soldaterråd. Som et led heri indgår USPD en aftale med SPD om at oprette den provisoriske regering People’s Commissars. I kraft af den manglende indflydelse blandt arbejderne appellerer SPD i stedet til militæret, som indvilger i at give sin opbakning. Da revolutionen breder sig over landet i løbet af november, indkalder SPD alle delstatsministrene til et møde, hvor de fleste bakker op om Ebert som leder af landet, og det bliver her yderligere besluttet, at der skal afholdes en konstituerende forsamling. Efterfølgende kommer det til splittelse mellem Spartakus og USPD, da Spartakus argumenterer for, at valget til den konstituerende forsamling bør boycuttes, mens en overvejende del af det resterende USPD støtter valget. Denne uoverensstemmelse er blot den sidste af mange, men den får Spartakus til endeligt at bryde med USPD og danne KPD. Et yderligere emne er valget til Centralrådet, som USPD vælger at boycutte. Omkring juletid 1918 kidnapper sømænd, der ikke har fået udbetalt løn, bykommandant Otto Wels for at tvinge en udbetaling igennem. Ebert beordrer hæren til at redde Wels, hvilket sker med brug af yderst brutale midler. USPD raser over hærens aggressive fremfærd, og de ønsker sagen taget op til revision i centralrådet, hvor de i kraft af deres tidligere boycot dog ikke finder nogen støtte. Som svar trækker USPD sig i stedet fra regeringen. Under tilskyndelse fra KPD blusser urolighederne op i Berlin igen i januar 1919 i forbindelse med afskedigelsen af politichef Eichhorn. Som modsvar indsætter Ebert Gustav Noske som politichef, og giver ham støtte fra hæren til at slå oprørene tilbage. I midten af januar ender det da også med, at byen gennem udøvelse af brutal magt genindtages af Noskes tropper i forening med de såkaldte Freikorps, og at Luxemburg, Liebknecht og flere andre ledende revolutionære myrdes i processen. Kort efter bliver der afholdt valg til den konstituerende forsamling, og her sejrer SPD med 185 sæder i Rigsdagen og gennem samarbejde med Demokraterne og Centerpartiet opnår de at få regeringsmagten. USPD derimod opnår kun 22 sæder, da meget af deres støtte i befolkningen efterhånden er døet ud. Den 6. februar mødes Nationalforsamlingen i Weimar, og her overgiver både Eksekutivrådet og People’s Commisars beføjelserne til nationalforsamlingen, og med disse beføjelser indføres en ny forfatning.

Når man skal analysere SPDs rolle i revolutionen, så står det klart, at SPD under revolutionen udelukkende fokuserer på at komme til magten og aldrig har en socialistisk omvæltning af samfundet i tankerne. SPDs vej til magten går bl.a. gennem en afradikalisering af både de to andre fraktioner, men også af befolkningen. Vi ser allerede forsøget på afradikalisering i starten af 1918, hvor USPD og Spartakus danner en aktionskomite, der skal tvinge regeringen til politiske indrømmelser. Ebert og Scheidemann bliver inviteret til at deltage, og som sin første handling kræver Ebert, at komiteens program, der er skrevet af USPD og Spartakus i fællesskab, gøres mindre radikalt. Derudover afholder Scheidemann et møde i indenrigsministeriet, hvor det eneste udfald er, at aktionskomiteen bliver gjort ulovlig. På denne måde får SPD hurtig sat det første revolutionære tiltag fra USPD og Spartakus ud af kraft. Herefter mister aktionskomiteen nemlig mere eller mindre sin betydning, og da der tilmed trues med indføringen af militær undtagelsestilstand, overlader komiteen forhandlingerne med regeringen til fagforeningsfolk, hvilket under hele forløbet har været Eberts ønske. Det næste træk, SPD benytter sig af for at pacificere specielt USPD, er at give USPD plads i den officielle regering, hvor de dog gives de mindre indflydelsesrige poster, mens SPD selv beholder de vigtige, herunder ledelsen af hæren. På denne måde skubber SPD sig selv i en position til at overtage magten og svækker samtidig de andre fraktioner, der kæmper for politisk indflydelse med andre mål end SPD, og USPD bidrager gennem sin deltagelse i regeringen med at legitimere SPDs politik, selvom mange USPD folk faktisk var imod denne. Når vi påpeger, at SPD også prøver at afradikalisere befolkningen, ses dette tydeligst ved, at Karl Liebknecht bliver frigivet for at undgå gøre en martyr ud af ham. Dette må ses som et tegn på, at de ønsker at mildne den revolutionære stemning i befolkningen. Ebert forsøger også gennem sine taler, at afradikalisere befolkningen og få dem til at passe deres arbejde som vanligt.³⁹² Dette gør han med opfordringen om, at folkene ved fronten har brug for de våben befolkningen kan fremstille.

Et andet våben, SPD hyppigt benytter sig af for at tilkæmpe og konsolidere statsmagten, er de reaktionære midler gennem brugen af militæret. Vi ser masser af eksempler på, at SPD benytter sig af militærets hjælp til både at pacificere masserne og deres politiske modstandere. Et eksempel er, da utilfredse sømænd kidnapper Otto Wels for at få udbetalt tilgodehavende løn, hvor SPD svarer igen ved at tillade, at militæret nedslagter sømændene. Derudover bruger SPD også militæret til at holde sine politiske konkurrenter i skak, hvilket ses da militæret dræber 16 spartakusfolk, der fører an i en demonstration. SPD bruger altså hæren til at fortrænge deres politiske modstandere, specielt spartakusfolkene, hvilket f.eks. ses med Emil Eichhorn, der bliver tvunget væk fra sin plads som politichef i Berlin pga. hans tilhørsforhold til Spartakusforbundet. Da USPD på dette tidspunkt (Eichhorn bliver afsat 4. januar 1919) har trukket sig både fra Eksekutivrådet og regeringen, bestrider Eichhorn en af de sidste betydningsfulde poster udenfor SPDs kontrol, og SPD ser det derfor som afgørende at få ham afsat for at besidde den fulde magt i Berlin. Her bruges militæret altså også til at konsolidere den opnåede politiske magt, specielt imod kommunisterne, som fortsætter med at opildne folket. For at få endeligt styr på optøjerne i Berlin indsætter SPD til sidst Noske som øverstbefalende over Berlin med tilladelse til at benytte både militærstyrker og Freikorps i forsøget på at nedkæmpe optøjerne. Især Freikorpsene benytter sig af brutale midler i den reaktionære kamp og henretter jo bl.a. både Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. Vi må her indrømme, at vi her ikke er i stand til at tage stilling til, hvorvidt ordren til disse drab blev udstedt af enten Ebert, Noske, en anden fra SPD ledelsen, eller om drabene blev udført af Freikorps-folk på eget initiativ, men der kan med rimelighed argumenteres for, at ingen i SPD ledelsen har været specielt utilfredse med at blive fri for disse venstrerevolutionæres indvirkning på folket. Drabene på Liebknecht og Luxemburg repræsenterer til stadighed SPDs mest kontante og reaktionære udrensning af politiske modstandere og fungerer dermed yderst effektivt som en endelig afvisning af revolutionen. Militæret bliver altså et meget vigtigt våben for SPD, idet de både kan bruge det til at pacificere befolkningen, deres politiske modstandere og derigennem konsolidere SPDs egen magtposition. Militærets støtte er dermed helt afgørende for nedkæmpningen af den voldelige del af revolutionen, som specielt kommunisterne er ansvarlige for. Militæret spiller også en anden yderst vigtig rolle, idet det er et vigtigt redskab til at sikre, at SPD erobrer den politiske magt fra USPD gennem overtagelse af rådene. Det er således soldaterne, der først slår på indførelsen af paritet i det revolutionære råd People’s Commissars under revolutionens første dag, 9. november. Her medvirker militæret til, at SPD vinder den politiske magt i både den officielle og den revolutionære regering. Betydningen af kravet om paritet skal især ses i lyset af, at SPD på dette tidspunkt ikke længere udøver nævneværdig indflydelse på fabrikkerne, der efterhånden fuldstændig er USPDs territorium. Man kan derfor argumentere for, at det bliver militæret, der sikrer SPD muligheden for at tage kontrollen med de revolutionære råd og ikke støtten fra arbejderne. Hvad der gør denne praksis endnu mere betydningsfuld er, at SPD får held til at implementere den i stort set alle andre råd både på de berlinske fabrikker og i resten af Tyskland, hvilket jo sikrer, at SPD, selvom de ikke besad lederposterne, alligevel altid er repræsenteret i ledelsen. Broué påpeger i denne forbindelse, at hvorend der er flertal imod SPD i rådene på fabrikkerne og andre steder, påkalder SPD og fagforeningsfolk sig paritet i henhold til aftalen af 9. november, hvilket USPD de fleste steder må acceptere til deres egen til deres egen ulempe. USPD opgiver dermed langt de fleste steder proportionel repræsentation i rådene, mens det modsatte ikke er tilfældet. F.eks. i Stuttgart må USPD tage til takke med blot 4 repræsentanter mod SPDs 11, hvilket lader sig gøre i kraft af SPDs opbakning fra militæret.³⁹³ Man kan altså sige, at i sidste ende betyder det ikke så meget, at SPD ikke har synderlig opbakning på fabrikkerne i begyndelsen af revolutionen. De formår alligevel at få sig tilkæmpet magten.

Her vil vi kort diskutere Eberts stærkt reaktionære person som repræsentant for den højrefløj, der specielt vokser sig stærk i årene op til krigen. Man kan stille spørgsmålet: Hvordan kan denne reaktionære person (og andre højreorienterede som Scheidemann, Otto Braun og Hermann Müller) vinde så stor indflydelse i Tysklands mest revolutionære parti på tidspunktet? Svaret skal findes i den udvikling det tyske samfund har gennemgået igennem 1890’erne og de første år af det 20. århundrede, samt den situation der er blevet bygget op internationalt, hvor der stort set har hersket fred i Vesteuropa. Freden, den økonomiske fremgang i samfundet og fremgangen i sociallovgivningen, der er skaffet af SPD og fagforeningerne i fællesskab, er alle tendenser, der sammen med forventningen om, at en sådan udvikling vil være kontinuerlig, giver næring til højrefløjens konstante fremgang i SPD. Broué analyserer i denne forbindelse disse tendenser i forhold til den traditionelle marxisme, og hvordan disse udgør to modsætninger. Disse højrefløjsrevisionister, der kommer efter Bernstein, har ikke den samme idealisme eller fokusering på det teoretiske aspekt, og de knytter sig, ifølge Broué, til en ”national-socialistisk” bevægelse, hvor arbejdernes levestandard kædes sammen med kapitalismens fremgang og ekspansionen af den tyske imperialisme.³⁹⁴ For denne nye generation af socialdemokrater er arbejderklassen altså bundet tæt sammen med det kapitalistiske system og dets koloniale og militære politik, og det er blandt disse, at man skal finde Ebert. Det er socialdemokrater der med hensyn til krig er:

”defensive in principle, but offensive where necessary.”³⁹⁵

Og det er socialdemokrater, som hvis Tyskland drages ind i en krig på ingen måde vil stille sig på den internationale arbejders side frem for den tyske arbejders. og som ikke kan acceptere, at et nederlag til den tyske kapitalistiske stat er en sejr for den internationale socialisme. Ebert og partiledelsen gør derfor ved slutningen af krigen og under revolutionen, hvad de kan for at bibeholde det eksisterende system. Ebert erklærer efter kejserens abdicering sig som fortaler for genindførelsen af det monarkiske system og ønsker derfor heller ikke, at der skal udråbes en republik, da dette forhindrer en tilbagevenden til det gamle system. Partiledelsens indflydelse på opbygningen af det nye politiske system ses også tydeligt i systemets udformning, som ligner det, der var i landet før krigen (selvfølgelig uden kejseren). Ifølge Broué anser SPD rådenes eneste gyldige funktion som at værende medvirkende til at genetablere demokratiet, og da rådene kun repræsenterer en del af befolkning og anses som partiske, ønsker SPD en tilbagevenden til det tidligere politiske system.³⁹⁶ Kampen for sammenkaldelsen af en nationalforsamling bliver dermed altafgørende for SPD, og da revolutionen og rådene står i vejen herfor, indtager SPD føringen i en form for koalition, der bringer hele arsenalet af de gamle politiske kræfter ind i det politiske spil igen, og med dem de besiddende klasser, de tidligere kæmpede så bittert imod.

SPDs ageren under revolutionen er kendetegnet ved, at partiet går benhårdt efter magten. Partiet står ikke tilbage for at bruge deres alliance med militæret til at stække deres politiske modstandere med magtmidler.

Når man skal analysere USPDs position under revolutionen, så fremgår det tydeligt, at USPD var et dybt splittet parti, der indledningsvist er opstået på baggrund af krigsmodstanden. Indenfor partiet er der således et venstrerevolutionært Spartakusforbund, der i stadig højere grad lader sig inspirere af Lenins bolsjevikiske revolution i Rusland, revolutionære aktivister som Däumig, der ligeledes bekender sig til bolsjevismen, folk som Ledebour, der repræsenterer en mere moderat tilgang til revolutionen, men dog stadig ønsker en nation styret af arbejderråd, og til sidst folk som Haase og Dittmann, der ønsker at bevare det parlamentariske system. Dette brede spektrum af politiske ideer betyder da også, at da partiets nye program skal formuleres, bliver det et program med store kompromisser uden en regelret politisk linje deri. Dog er der stadig store uenigheder mellem de forskellige fraktioner, A. J. Ryder mener, at denne stridighed bedst kan ses i lyset af, at Haase nægter at sidde som medformand, så længe Däumig er den anden medformand. Partiet står på randen af opløsning, men frygten for kontra-revolution holder partiet sammen.³⁹⁷ Derfor er det klart, at partiets politiske fokus svinger fra det ene synspunkt til det andet, da forskellige kræfter indenfor partiet trækker det i forskellige retninger. Der udvikler sig dog en dominerende gruppe omkring Haase, og disse er indstillet på at følge den praksis, de hidtil har fulgt, også da de var medlemmer af SPD. Herom siger Morgan, at disse gennem deres politiske erfaring er trænet i at være forsigtige, metodiske kompromissøgere, der er indstillet på at følge massernes sindsstemning.³⁹⁸ Denne fløj indstiller sig i højere grad på et parlamentarisk arbejde og accepterer da også at gå i regering med SPD. Overfor Haases fløj står tilhængerne af Däumig, der argumenterer for, at parlamentet skal afskaffes fuldstændig, og at landet i fremtiden skal styres af råd; altså et system lig det i Rusland. Derfor kan man også tydeligt fornemme, hvilke problemer det skaber at tilpasse to så forskellige holdninger til en fælles politisk linje. Problemerne med den uklare politiske linje ses også, hvis man belyser USPDs skiftende standpunkter under revolutionen. Det er således USPD-folk, der udråber revolutionen, og her kan man sige, at partiet nærmest indtager en radikal venstrefløjsposition, der på tidspunktet følger folkestemningen. Over de næste måneder sker der dog et gradvist skifte, da USPD knytter sig tættere til SPD, herunder at USPD accepterer at gå med i en regering, og at de beslutter at støtte op om valget til nationalforsamlingen. Herved bryder de allerede med det radikale synspunkt, de indtog ved revolutionens udbrud. Kort efter begynder USPD på ny at trække sig væk fra SPD, da de først boycutter valget til centralkommissionen, hvorefter de trækker sig fra regeringen efter nedskydningen af sømændene, til det endelige brud kommer efter mordene på Liebknecht og Luxemburg. På tidspunktet får det ikke den store indflydelse, at USPD begynder at modarbejde SPD, idet SPD allerede har indtaget langt de fleste vigtige poster og i den efterfølgende tid får konsolideret deres position yderligere gennem den udrensning, som vi har belyst i et tidligere afsnit.

Derfor er det også klart, at selvom USPD udøver stor indflydelse blandt arbejderne på fabrikkerne, specielt i forhold til SPD, så har partiet svært at give disse kræfter et bestemt politisk fokus. Hvordan kan de også det, når de ikke selv har en politisk linje. Man kan altså sige, at partiet har midlerne (arbejdernes revolutionære bevidsthed), der kan skaffe dem den politiske magt, men da partiet ikke har nogen entydig politisk kurs, så evner de ikke at vise vejen frem mod det endelige mål (disse mål svarer mere eller mindre over ens med de der er fremlagt i Erfurtprogrammet). Dermed bliver det arbejderne selv, der skal føre an i revolutionen, idet de ikke har USPD til at organisere sig, og man kan dermed hævde, at USPD indtager den samme ortodokse marxistiske position, som SPD hidtil har ført, om blot at afvente revolutionens komme og se, hvad der sker. Dette er måske heller ikke så besynderligt, idet denne teoris ophavsmand, Kautsky, selv var medlem af USPD. Problemerne med det politiske fokus viser sig også ved valget til nationalforsamlingen, hvor USPD kun får en ringe tilslutning blandt arbejderne. Dette kan finde sin begrundelse i to forhold. For det første skifter de mere revolutionært bevidste arbejdere til KPD. For det andet stemmer mange arbejdere på SPD i stedet, da de to partiers politiske program alligevel ligner hinanden, hvorfor man lige så godt kan stemme på det parti, man kender i forvejen.

Generelt er USPDs linje under revolutionen så uklar, idet de til tider støtter SPD og til andre tider går imod dem, at de udspiller deres egen rolle uden nævneværdige resultater. Dette skyldes, at de forskellige politiske strømninger der er i partiet, ikke giver dem mulighed for at have et bestemt politisk fokus.

Situationen for Spartakus er noget anderledes. Hvor USPD har en stor opbakning på fabrikkerne, og SPD har fundet deres støtte i hæren, bliver Spartakus nødsaget til at bruge den organisation, som USPD har bygget op. Til gengæld har Spartakus i langt højere grad deres mål for revolutionen på plads, og derfor har de deciderede mål, der ligger udenfor det parlamentariske system, at arbejde hen imod. Som vi tidligere har belyst benytter Spartakus USPDs partiapparat, men idet de skal handle indenfor rammerne af det, som USPD tillader, er det langt fra den optimale løsning til udbredelsen af deres budskab. Dette kan tydeligt ses da Spartakus, herunder specielt Luxemburg, langer ud efter USPDs ledelse, da de vil stille op til nationalforsamlingen. Derfor ser spartakisterne nødvendigheden af et partiorgan, hvor de kan udtrykke egne mål uafhængigt af USPD. Hidtil har de måttet ty til flyveblade (de såkaldte Spartakusbreve) og pamfletter til uddeling blandt arbejderne uden større organisering. Spartakus første officielle kanal til en regelmæssig udbredelse af deres budskaber, er bladet Die Rote Fahne, der begynder at udkomme ved revolutionens begyndelse den 9. november. På dette tidspunkt har Spartakus store besværligheder med at opbygge en organisation med opbakning blandt arbejderne under et sådan tidspres og under sådanne urolige forhold i samfundet. Især efter bruddet med USPD, da de ikke længere kan udnytte USPDs popularitet på fabrikkerne. Spartakus må derfor starte fra bunden med at organisere sig, hvorfor de langt fra er parate til revolutionen ved dennes udbrud. Deres dårlige organisering og deres manglende indflydelse på fabrikkerne, hvor arbejderne ikke er modtagelige overfor deres budskaber, ser Morgan som årsagen til, at partiet er nødsaget til at ty til brugen af propaganda.³⁹⁹ Dette gøres, da de mener, at det er den eneste måde, hvorpå de kan forberede arbejderne til revolution og indførelsen af en rådsrepublik under proletariatets diktatur. Udbredelsen af deres budskab kommer dog for sent til, at det kan nå at få indflydelse på arbejderklassen, og derfor får Spartakus ikke meget ud af den revolutionære aktivitet omkring november 1918. Spartakus vinder dog større opbakning blandt arbejderne frem mod årsskiftet, og de får desuden mere struktur på deres organisering af arbejderne, ligesom de også officielt får deres eget parti, KPD. Alligevel er disse skridt langt fra nok til at sikre det succesfulde udfald af revolutionen. Da den anden revolutionære bølge kommer i januar 1919, er det stadig for tidligt til at partiet kan udnytte det til fulde, hvilket flere af de ledende kommunister også er overbeviste om, da KPD på dette tidspunkt ikke er i stand til at udnytte momentet af revolutionær stemning i befolkningen, som revolutionen skaber. Bl.a. Luxemburg argumenterer for, at selvom hun principielt er for væbnet opstand, så er tiden for nuværende kun inde til en defensiv brug, da der langt fra er tilstrækkelig organisering på masserne. Denne holdning deler hun med Jogishes og den øvrige partiledelse i KPD, der heller ikke ønsker at risikere revolutionens fremskridt på en sådan måde.⁴⁰⁰ På den anden side står Liebknecht og Pieck, der er overbeviste om, at direkte aktion er den eneste vej frem, hvis proletariatet skal gribe magten. Liebknechts popularitet vinder over partiet, da den såkaldte Spartakusopstand bryder ud i begyndelsen af januar. Ryder analyserer situationen således, at denne anden bølge af revolutionen kommer både for tidligt og for sent for KPD. For tidligt idet partiet ikke organisatorisk er klar til opgaven, og for sent fordi staten, altså SPD, får muligheden for at organisere sig med militæret imod revolutionen.⁴⁰¹ Det er derfor ikke noget problem for militæret at nedkæmpe den uorganiserede opstand, som tilmed giver regeringen en undskyldning for at slå hårdt ned på KPD (her hentydes selvfølgelig til morderne på Liebknecht, Luxemburg, Jogiches o.a.) og på denne måde konsolidere sin magt. Ud fra dette kan man sige, at KPD kommer til at betale en høj pris for sin involvering i januaropstanden. Den kontrarevolution opstand fremprovokerer, at partiet mister de fleste ledende skikkelser, og efterlades i ruiner, ukampdygtigt og har foreløbigt udspillet sin rolle i den tyske revolution.

Man kan samlet sige, at Spartakusforbundet/KPD har målet syne, men mangler opbakningen og organisationen til at forfølge dette mål. Dette gør sig også gældende under opstanden i januar, som de støtter, hvilket fører til, at SPD gennem militæret en gang for alle sætter en stopper for deres revolutionære aktivitet.