Indledning

7.2 Erfurtprogram, reformisme, revisionismedebat og indflydelsen på splittelsen i partiet

Denne periode af SPDs historie tegnes både af en samling af partiet gennem udformningen af det nye politiske program, hvori partiets fremtidige karakter fastlægges, og af en tendens, der indebærer, at nye socialistiske retninger fremkommer i partiet, samt de muligheder det giver partiet, at det kan operere legalt. Der er i denne periode flere faktorer, der får indflydelse på partisplittelsen. Erfurtprogrammet, der officielt indeholder en revolutionære politik, har indbyggede modsætninger og uklarheder deri, som bl.a. senere medfører problemer med at fastlægge partiets revolutionære karakter. Disse problemer vil blive fremanalyseret i dette afsnit. Reformismens fremkomst og især Georg von Vollmar og de sydtyske socialdemokraters ønske om en ny politisk linje får indflydelse på debatten i partiet i den første halvdel af 1890’erne. Reformisternes indflydelse og indvirkning på partiet vil derfor også blive belyst her. Også Bernstein og revisionismedebatten vil her undergå en diskussion. Til sidst vil vi kort belyse venstrefløjens fremvækst i partiet i perioden, og den tredeling, der altså allerede tager form her.

Allerede fra vedtagelsen af SPDs nye teoretiske grundlag i Erfurt i 1891 opstår der problemer, som, omend de endnu ikke er tydelige for programmets forfattere, får stor betydning senere. Det skyldes to årsager. For det første at programmets teoretiske del, forfattet af Kautsky, er særdeles mangelfuld, og for det andet at programmet jo netop indeholder den modsætning mellem teori og praksis, der senere kommer til at udgøre så stort et problem for partiet. Med hensyn til programmets teoretiske del, så er der som sagt en række problemer heri. Det skyldes bl.a., at der opstår uklarheder i forhold til det socialistiske samfund, som programmet erklærer, at det vil arbejde hen imod:

”Kun forvandlingen af den kapitalistiske privatejendom til produktionsmidlerne... og forvandlingen af vareproduktion til en socialistisk produktion for og i kraft af samfundet, kan udvirke, at stordriften og det samfundsmæssige arbejdes stadig voksende evne til at give udbytte, fra at have været en kilde til elendighed og undertrykkelse, bliver til en kilde til den højeste velfærd og alsidighed, harmonisk fuldkommenhed for de hidtil udbyttede klasser.”³⁶⁷

Dette stykke af programmet viser Kautskys og partiets vision for fremtiden, og hvordan programmet i sidste ende kan føre partiet til endemålet, hvor klassesamfundet er afskaffet og alle har lige rettigheder. Vi ser her et problem i, at det efterstræbte endemål kun betegnes ved opnåelsen af en socialistisk produktion og en ophævelse af klasserne. Endemålet er beskrevet for diffust, og programmet lægger derved grunden til en senere uenighed om, hvordan endemålet egentligt skal udformes. Dette skyldes, at hvis der ikke eksisterer en klar vision om, hvad endemålet skal indebære, opstår der indenfor partiet forskellige opfattelser af dette mål. Derved kan der opstå situationer, hvor man har partimedlemmer, der tolker programmet forskelligt, og som derfor arbejder for forskellige mål. Et andet problem i programmet er Kautskys ensidige fokusering på den økonomiske udvikling af samfundet. Hans ståsted er en analyse af de materielle grundforhold i kapitalismen, hvilket gør hans materialismeopfattelse meget statisk, da han negligerer den aktive menneskelige indgriben. Derved ansporer hans materialismeforståelse ikke til aktiv handling eller til videre udvikling, men blot til en vente og se holdning, som også tydeligt fremhæves i programmet:

”At forme arbejderklassens kamp til en bevidst og enhedsmæssig kamp, og at vise arbejderklassen dens naturnødvendige mål – det er det socialdemokratiske partis opgave.”³⁶⁸

Heri ligger altså den passivitet, som Kautsky har i sin forståelse af materialismen. Partiets rolle i programmet betragtes mest som organisatorisk og pædagogisk, og derved ansporer det ikke til, at SPD skal indtage en aktiv rolle. Da det hovedsagligt er Kautsky, der står som partiets hovedteoretiker, kommer denne passive revolutionsopfattelse også til at præge partiets politik efter Erfurtprogrammets vedtagelse. Den ortodokse gruppe omkring Kautsky og Bebel bliver den gruppe, der udformer partiets politiske standpunkt, og derved også revolutionsopfattelsen. Partiets revolutionsopfattelse bliver altså præget af denne konstante venten på en revolution helt op til det tidspunkt, hvor partiet splittes i to. Derefter bliver det USPD, der overtager denne politik, mens SPD ikke længere bekymrer sig meget om teori og teoretiske standpunkter. Hvad der udgør et lige så stort problem er selve opnåelsen af det socialistiske samfund, altså vejen fra det nuværende borgerlige samfund til det socialistiske. Herom siges der i programmet kun:

”Arbejderklassens kamp mod den kapitalistiske udbytning er nødvendigvis en politisk kamp. Arbejderklassen kan ikke føre sine økonomiske kampe og ikke udvikle sine økonomiske organisationer uden politiske rettigheder. Den kan ikke udvirke produktionsmidlernes overgang til fællesskabets besiddelser uden at være kommet i besiddelse af den politiske magt.”³⁶⁹

Der siges altså ikke noget om selve vejen til det socialistiske samfund, blot at en udøvelse af politiske rettigheder er nødvendig. Det fremstår dermed i programmet som om, at når blot SPD kommer i besiddelse af den politiske magt, så kommer samfundsomvæltningen af sig selv. Når denne opfattelse, er fremherskende i programmet, er det ikke overraskende, at de ortodokse marxister konstant indtager en vent og se holdning. Det gøres ikke klart, hvilke skridt det er nødvendige at tage, når SPD er kommet i besiddelse af magten, og det er bl.a. her, programmet efterlader et teoretisk tomrum, hvori medlemmerne af partiet selv kan tolke og forme egne versioner af vejen til det socialistiske samfund. Heri ligger der altså allerede kimen til den divergerende forståelse af programmet, der fører til, at der blomstrer så forskellige retninger op indenfor rammerne af dette, f.eks. Bernsteins revisionisme, Luxemburgs venstrefløj o.a.

I anden del af programmet fremsætter Bernstein de politiske krav, samt kravene til proletariatets beskyttelse, som partiet vil arbejde for. Det er altså de umiddelbare nære politiske mål, der fremsættes i denne del. Ifølge Marquardt skal dette ses som et resultat af den parlamentariske linje, der begynder at vokse frem i partiet efter socialistlovene. For på trods af, at partiet på dette tidspunkt vedkender sig en revolutionær politik, så begynder det at blive parlamentarismen, der bliver partiets fremmeste sag. Fokuseringen på parlamentarismen skyldes, at vælgertilslutning bliver den eneste måde, hvorpå SPD kan måle sin succes, og en øget fokusering på parlamentarisk at fremme arbejdernes forhold, har netop været med til at fremme tilslutningen til partiet. I denne periode sker der også stor fremgang i samfundet generelt, i form af en højkonjunktur. Derfor sker der hos lederne i SPD en ændring på det bevidsthedsmæssige plan i denne periode, og de begynder at tillægge det parlamentariske arbejde en større vægt end tidligere, hvilket altså også får betydning for partiets teori. Denne parlamentariske vej bliver fastholdt efter socialistlovenes ophævelse, hvor alle partiets organisationer og aktiviteter ellers bliver legaliseret. Partiet lægger sig dermed fast på en parlamentarisk linje. Dette kan illustreres ved, at gruppen ”de unge”, som var anti-parlamentariske og særdeles revolutionære, bliver smidt ud af partiet, da de kræver at partiet opgiver den parlamentariske kamp.³⁷⁰ Generelt skriver Marquardt således om hele situationen og SPDs syn på den parlamentariske kamps muligheder:

”På baggrund af ophævelsen af socialistloven og den øgede opslutning omkring SPD både medlemsmæssigt og i valgene efter 1890, blev især væksten af stemmerne ved rigsdagsvalgene anset som målestok for den hurtighed og den retning, som udviklingen ville tage. Sammenbruddet af det bestående samfund blev således mere og mere tolket som det tidspunkt, hvor SPD ville få flertal i rigsdagen, både af Engels, Kautsky og Bebel.”³⁷¹

Den parlamentariske vej, som SPD søger i programmet, skal, som vi tidligere har nævnt, ses i lyset af partiledernes frygt for socialistlovenes genindførelse. Selv Engels ser denne sammenblanding af revolutionær teori og aktuelle politiske mål som ufravigeligt, da en sådan midlertidig lovlig strategi er nødvendig for ikke igen at blive underlagt repressive love fra regeringens side. Selvom de ortodokse marxister klart afviser en absolut reformisme så bakker de på denne måde op om gradualismen, og den gradualistiske vej, der bliver grundlagt her, bliver således den vej, SPD fremover følger i stadig stigende grad. Derved kan man sige, at partiet i fremtiden er revolutionært i teorien, men ikke i politikken.

Helt grundlæggende er programmet præget af uklarheder både i teorien og i forholdet mellem teori og praksis, hvilket skaber tvivl om partiets forhold til revolution og brugen af reformer.

Det andet element, vi har valgt at analysere, er Georg von Vollmars og reformismens indvirkning på partiets politiske grundlag. Vollmars reformistiske synspunkt fremkommer da partiet igen kan virke lovligt, hvorfor han argumenterer for, at der skal arbejde mod mere realiserbare politiske mål, og at alle utopiske drømme om revolution bør glemmes. Han argumenterer desuden for, at en revolution er direkte skadelig, idet den vil ødelægge allerede opnåede fremskridt, og det socialistiske samfund vil desuden være opnåeligt uden. Disse holdninger giver Vollmar allerede udtryk for under sine berømte Eldoradotaler, og han vinder hurtigt opbakning til sit reformistiske program. Denne opbakning bliver snart for stor til, at han vedvarende kan ignoreres, og der begynder at fremkomme kritiske røster fra partiets ledende teoretikere, Kautsky og Engels, der vil have Vollmar smidt ud af partiet. Specielt Kautsky havde en frygt for, at Vollmars opbakning var så stor, at han fuldstændig kan ændre partiets politiske grundlag:

”If we let Joerg [Vollmar] build such a party, for which he will be an idol, and if we do not try to stop him from doing it, then our party will approach his ideal.”³⁷²

Dette udtrykker klart den frygt, som bl.a. Kautsky har. På trods af disse forbehold holder Bebel hånden over Vollmar, hvilket medfører kritik fra Kautsky. Han anklager Bebel for at føre en ”strudsepolitik”, hvor han går rundt med hovedet i jorden og går reformisternes ærinde, og at han således gør sig til repræsentant for ”bondekongen” Vollmar; en kritik som også den anden formand, Paul Singer, bakkede op om.³⁷³ Bebel begrunder sin holdning med, at han af frygt for at fremmedgøre dele af partiets vælgerskare, ser sig nødsaget til at beskytte Vollmar og holde hans fraktion i partiet. Her står ledelsen i SPD ved en skillevej. Enten skal partiet vokse sig til et masseparti, som tiltrækker vælgere fra alle samfundslag, herunder de bønder som Vollmar har som kernevælgere. Ellers skal partiet være et klasseparti, som bibeholder sin proletariske karakter. Ført an af Bebel vælger partiledelsen her en tredje mulighed. Den vælger i stedet en sammenblanding, hvor partiet forsøger at bibeholde sin proletariske karakter, mens det samtidig gælder om ikke at skræmme vælgergrupper væk. Det vil altså sige, at partiet foretrækker at tiltrække størst mulig vælgerskare, selvom dette giver uklarheder på partiets indre linjer og i forhold til det erklærede program. Konsekvensen af denne politik bliver, at Vollmar får ro til at udvikle sine egne reformistiske ideer, som han efterfølgende begynder at praktisere i det sydlige Tyskland, og som står i skarp kontrast til den hidtil førte marxistiske linje i partiet. Han appellerer jo f.eks. til bønderne og argumenterer for at man bør stemme for budgetforslagene i Landdagen. Da følgevirkningen af partiledelsens politik går op for Bebel, begynder han at fortryde beslutningen om sin støtte til Vollmar, og han forsøger sammen med Wilhelm Liebknecht og den øvrige partiledelse at få vedtaget en resolution, der forbyder partimedlemmer at stemme for budgetterne, og at dette ellers vil medføre eksklusion. På dette tidspunkt har Vollmars reformistiske ideer dog vundet så megen sympati i partiet, at ledelsens resolutionsforslag bliver nedstemt med begrundelsen om, at det bør være op til de enkelte regionale afdelinger at afgøre, hvad der tjener dem bedst. Dette nederlag til ledelsen resulterer i, at Vollmar og den bayerske del af partiet fremover kører sit eget løb, stort set efter sin egen form for reformistiske ”socialisme”.

I et større perspektiv med henblik på vores problemstilling, så resulterer Vollmar og reformismens opkomst i partiet i, at partiet udvikler sig med en uklar profil, hvor forskellige fraktioner i partiet, har deres egen opfattelse af socialisme og partiets mål, og disse mål kan i nogle tilfælde være stå direkte modsætning f.eks. i spørgsmålet om revolution. Man kan altså argumentere for, at selvom partiet muligheden for at erklære sig fuldt på klassekampens grundlag med proletariatets kamp og frigørelse for øje, så bliver det i stedet den reformsøgende politik (selvom den endnu kun er på lokal basis), der gør sit indtog i partiet, hvilket der som sådan også er givet plads til indenfor rammerne af Erfurtprogrammet.

Bølgerne fra reformisten Vollmars angreb når kun lige at lægge sig, før der igen opstår uro i partiet. Denne gang er det Eduard Bernstein, der ønsker at reformulere partiets politiske grundlag, idet han ikke længere mener, at marxismen har fulgt med samfundsudvikling. De holdninger, han fremviser i sin artikelserie, står i skarp kontrast til den profil, som partiledelsen ønsker for SPD, hvilket ses i den interne kritik, der så småt begynder at fremkomme efter publiceringen af artikelserierne. Her udtrykker både Kautsky og Bebel bekymring om Bernsteins afvisning af det hidtidige grundlag. Alligevel får det ikke konsekvenser for Bernstein, der stadig får lov til at fremsætte sine teorier i diverse aviser (f.eks. får han lov af Kautsky til at publicere nogle artikler i Neue Zeit). En reel kritik fra SPD kommer først med Alexander Parvus kritik, der for alvor får åbnet partiets øjne for de mulige konsekvenser af Bernsteins arbejde. Med Rosa Luxemburgs skarpe og videnskabeligt funderede kritik, begynder der at etablere sig en egentlig venstrefløj indenfor partiet, og denne tager udgangspunkt i skarp afstandtagen til Bernsteins revisionisme. Luxemburgs kritik er mere revolutionær marxistisk end tidligere set i partiet, og hun kommer til at repræsentere et radikalt alternativ end Bernstein. Et eksempel på denne nye venstrefløjsradikalisme er, at parlamentarisme ses som et værktøj for kapitalisten til undertrykkelse af arbejderen. De ortodokse marxister (f.eks. Bebel og Kautsky) accepterede parlamentarismen, idet den gav muligheder for øjeblikkelige forbedringer for arbejderen, samt mulighed for at forberede proletariatet til den fremtidige kamp for det socialistiske samfund. Bernstein anså derimod parlamentarismen som et essentielt værktøj for at opnå socialisme og argumenterer for, at SPD bør opgive sine revolutionære drømme og koncentrere sig om det forhåndenværende arbejde, der er en forbedring af arbejdernes forhold. Konflikten når et midlertidigt højdepunkt under Stuttgartkongressen i 1898, der ender med, at Bernstein udsættes for en ekstrem kritik, hvorefter hans ideer blankt afvises. Konflikten ender dog ikke, da debatten mellem specielt Bernstein og Kautsky fortsætter. Så endnu engang bliver Bernstein det altoverskyggende emne på en partikongres, Hannover i 1899. Her bliver Bernsteins ideer definitivt afvist af partiet, da en afstemning om partiets revolutionære politik viser en overvældende tilslutning til partiets hidtidige politik.

I løbet af revisionismedebatten kan kimen til den tredeling af partiet, som senere bliver så udtalt, tydeligt ses. Det er her under revisionistdebatten, at man første gang klart kan skelne de tre fløje fra hinanden, idet hver fløj begynder at definere hver sin form for teori, selvom Luxemburgs teori på dette tidspunkt minder om Kautskys. Det skal dog også her siges, at højrefløjen ikke bare tager Bernsteins teori til sig. De bakker ham godt nok op i kravet om mere parlamentarisk arbejde, og støtter hans forslag om, at partiets drømme om revolution bør lægges på hylden, i hvert fald i den offentlige retorik. Hvad angår Bernsteins nærmere teoretiske udredning i Socialismens Forudsætninger, så er det ikke noget, som f.eks. dele af rigsdagsgruppen bekymrer sig synderligt om. De indtager i stedet en position, der svarer til den Bernstein også tidligere har udtrykt, om at det er selve arbejderbevægelsen, der betyder noget og ikke et svagt defineret mål en gang i fremtiden. Det drejer sig bl.a. om David, Peus, Heine, Konrad Schmidt, Max Schippel og Vollmar, der alle som medlemmer af Rigsdagen til dels bakker op om Bernsteins ideer. Så selvom disse ikke vedkender sig en decideret teoretisk retning, så begynder de at forme den højrefløj, der senere tager magten i partiet. Denne fraktion af støtter må imidlertid siges at udgøre en meget lille del af SPD, for selvom de ovennævnte alle er medlemmer af Rigsdagen, så besidder SPD i 1898 56 sæder i Rigsdagen. Tilmed er ingen af de nævnte som sagt fuldt ud enige i Bernsteins synspunkter angående revisionen af marxismen. Heine og Peus bakker op om ændringen af de taktiske mål, men ønsker ikke at erstatte den gamle teori med en ny, de vil have teorien helt ud af SPDs politik. Vollmars sympati for Bernstein ligger ligesom de to førnævnte hovedsagligt i ændringen af de praktiske mål. Han ønsker dog kun at fjerne den revolutionære del af teorien fra programmet og ellers ikke ændre på den ortodokse marxisme, der kan bestå, så længe den ikke hindrer reformistiske fremskridt. Schippel har tidligere været dybt uenig med Bernstein i spørgsmålet om deltagelsen ved det preussiske delstatsvalg, og det er således også ændringen af den bestående teori, der adskiller de to. En af de få personer, som fuldt ud støtter Bernstein, er Konrad Schmidt, hvilket kan ses under de to kongresser i Stuttgart og Hannover, hvor han er den største forsvarer af Bernstein. Revisionismedebatten får en af de samme konsekvenser, som vi også har fremanalyseret i forhold til Vollmar og reformismen, nemlig at samling i partiet, altså partienhed, endnu igen får forrang frem for en stringent teoretisk linje. Spørgsmålet er så, hvis de ønsker denne stringente teoretiske linje i partiet, hvorfor vælger partiledelsen så ikke at ekskludere ham? Vi finder forklaringen i, at hans opbakning efter resolutionsafstemningen er ret svag, og derfor anser ledelsen ham ikke længere for at udgøre en trussel, hvorfor de beholder ham i partiet. Men hvorfor gik ledelsen så alligevel så langt som til at gennemføre en resolution mod Bernstein, når f.eks. Vollmar blot fik lov til at passe sig selv i Bayern? Som vi ser det, er der især et centralt aspekt når man skal forsøge at forklare forskellen i partiets forskellige tiltag mod henholdsvis Vollmar og Bernstein. Det drejer sig om Bernsteins angreb på den marxistiske teori. Vollmar afholder sig derimod fra et direkte angreb på den ortodokse teori. Han ”nøjes” med at kritisere elementer af teorien, herunder dens revolutionære indhold og dettes indflydelse på partiets retorik. Han begynder på intet tidspunkt at foreslå direkte ændringer af den grundlæggende teori, blot at denne fjernes fra programmet. Godt nok bliver Vollmar på grund af sin kritik på sædvanlig socialistisk vis fordømt af partiledelsen, men idet Vollmar hovedsagligt retter sin kritik mod partiets aktuelle taktik, så skaber han ikke nær samme polemik i pressen som Bernstein. Mange elementer af Bernsteins kritik af marxismen sætter sindene i kog, men specielt udtalelsen om arbejderbevægelsens forhold til det endelige mål og Bernsteins stilling hertil vækker furore. Ifølge den ortodokse marxistiske gruppe af partiet, så ligger der i denne udtalelse en total afvisning af socialismen. Om dette siger Bebel på kongressen i Stuttgart:

”If all reference to the final goal were deleted from the party programme… I say we would cease to be Social Democrats.”³⁷⁴

I denne udtalelse ligger den grundholdning, at eftersom alle partier kæmper for at opnå visse resultater, så er det kun SPD, der relaterer disse resultater til et endeligt mål, det socialistiske samfund. Det er derfor partiets opfattelse, at fjerner man relationen til det endelige mål, så fjerner man dermed også SPDs eksistensberettigelse. Derfor bliver der slået hårdt ned på Bernstein fra partiledelsen, og forskelsbehandlingen skal altså ses med begrundelsen, at mens Vollmar blot ønsker dele af teorien adskilt fra partiprogrammet, så ønsker Bernstein en fundamental ændring af den grundlæggende teori. Derfor griber partiledelsen og partiet i almindelighed til skrappere forholdsregler overfor revisionismen, forholdsregler der bl.a. indeholder utallige fordømmelser, adskillige forsøg på videnskabeligt at tilbagevise Bernsteins teorier, og debatten raser jo i sidste ende så vildt, at Bebel ser sig nødsaget til at foreslå et resolutionsforslag for endeligt at afvise revisionismen.

Hvis man skal opsummere, så får Bernsteins introduktion af revisionismen og hans angreb på partiets teori ikke øjeblikkeligt videre konsekvenser ud over denne resolution, der egentlig blot har til formål at lukke definitivt for debatten. Revisionismedebatten åbner derimod op for en mere løs tilgang til den officielle ortodokse marxistiske linje på længere sigt. Man kan dermed sige, at selvom Bernstein går imod den officielle linje, og der lyder mange kritiske røster, viser hele debattens forløb, at en sådan modstand imod partiets officielle politik alligevel til en hvis grad bliver accepteret, da Bernstein jo som bekendt ikke ekskluderes fra partiet. Bernstein kommer dermed til at fungere som en forløber for den højredrejning, der finder sted indenfor partiet, idet han giver det første eksempel på en konkret modstand mod det teoretiske fundament. Selvom højrefløjen ikke lancerer et lignende angreb på partiets teoretiske fundament, så kommer de alligevel i praksis til at følge den teoretiske linje, som Bernstein har lagt ud. Man kan således sige, at højrefløjen fremover er revisionister i tanke, reformister i handling, men stadig bekender sig officielt til et marxistisk grundlag. Dette kommer også til udtryk ved, at stadig flere i partiet i de følgende år vælger en mere reformsøgende vej og afviser revolutionen.