Indledning

Kap. 8 Konklusion

Dette speciales problemstilling er udformet med henblik på at spore den historiske udvikling, der fører til skiftet i SPDs teoretiske ståsted. Vi har således forsøgt at følge en rød tråd, der løbende gennem specialet har været at fastholde fokus på de mange beslutninger og handlinger partiet foretager i perioden og sammenholde disse med partiets officielle teoretiske grundlag. Det vil sige, vi har forsøgt at fremhæve de mange skridt, som partiet tager hen mod en komplet afvisning af de marxistiske/socialistiske idealer ved nedkæmpningen af revolutionen. For at give det mest uddybende svar, finder vi det relevant at stille vores konklusion i relation til den tidsopdeling, vi hidtil har arbejdet med.

I vores behandling af den periode vi har benævnt forhistorien (altså fra 1860’erne til 1890), finder vi især tre essentielle forhold, der får indflydelse på partiets senere udvikling. Det drejer sig om den splittelse, der allerede fra grundlæggelsen eksisterer i partiet, samt den opfattelse af teori, som har sin oprindelse i Anti-Dühring og den frygt som socialistlovene skaber. For det første, er der altså fra starten en splittelse i partiet mellem de ideer, som Ferdinand Lassalle giver udtryk for, og de ideer, som fremføres af Wilhelm Liebknecht og August Bebel. Konsekvensen bliver her, at SPD ledelsen fra starten af begynder at gå på kompromis med det teoretiske indhold for at opnå den bredest mulige tilslutning. For det andet i forhold til Anti-Dühring mener vi, at partiet ser dette værk som et let forståeligt men stærkt agitationsredskab, der letter rekrutteringen af arbejderne til partiets sag. Derfor inkorporerer de det i partiets egen teoriopfattelse på trods af værkets mangelfulde udgave af Marx’ teorier. Især Kautsky finder inspiration til udviklingen af sine teorier i dette værk, og på denne måde indeholder Kautskys teorier mange af svaghederne fundet i Anti-Dühring. Helt centralt for partiets fremtid bliver den opfattelse af revolutionen som noget, der naturnødvendigt fremkommer af sig selv, når de historiske og økonomiske tendenser er modne til det, hvilket Kautsky jo uddrager herfra. Det er netop denne afventende holdning til revolutionen, som resulterer i det senere brud med venstrefløjen, og som afholder SPD og senere USPD fra aktiv deltagelse. For det tredje ser vi, at frygten for en genindførelse af socialistlovene afholder partiet fra fremover at følge de mest revolutionære tiltag.

Den næste tidsperiode er fra 1890 og op til 1900. Her er specielt tre tendenser, som vi finder det relevant at belyse. For det første er der Erfurtprogrammet, som skal danne partiets teoretiske grundlag for fremtiden. Problemerne med dette program ser vi i både den teoretiske del og i programmets forhold mellem teori og praksis. Den teoretiske del er særdeles mangelfuld (specielt med hensyn til revolutionsopfattelsen), hvilket skaber store uklarheder både om, hvad målet er, og hvilke veje og midler partiet skal benytte for at nå dertil. Derudover indeholder programmet også misforholdet mellem teori og praksis, der giver grobund for, at der kan tages forskellige veje til målet, altså både gennem revolution og reformistisk arbejde. For det andet forsøger Georg Von Vollmar at udnytte netop denne uoverensstemmelse, da han argumenterer for, at partiet bør følge en mere reformistisk retning. Selvom Vollmars tanker i starten kun vinder udbredelse i det sydlige Tyskland, vinder de senere frem i partiet og bliver efterhånden mere reglen end undtagelsen (partiet begynder at stemme for budgetter, samarbejde med borgerlige partier og støtter sågar regeringen). For det tredje er Bernsteins holdning, modsat Vollmars, at teori stadig bør spille en afgørende rolle i partiet, men med en revideret reformsøgende marxisme som grundlag. Bernstein får dog kun moderat indflydelse, da det kun er den reformsøgende del af hans teorier, der vinder indpas. Generelt om Vollmar og Bernstein kan man sige, at hvis partiet ønsker en stringent teoretiske linje vil de smide de to ud af partiet, men igen ser vi, at opbyggelsen af et masseparti får forrang frem for teorien.

Den næste periode strækker sig fra 1900 til 1. Verdenskrigs udbrud i 1914. Partiet er i denne periode kendetegnet ved det vedvarende opgør mellem reform eller revolution. Vi ser klart, at den reformsøgende højrefløj kommer forstærket ud af denne periode, efter en lang række nederlag til venstrefløjen. Til dette kan der gives en række eksempler. Det lykkes jo bl.a. højrefløjen (med hjælp fra fagforeningerne) at få kontrol over brugen af massestrejker, og ydermere kan der nævnes afradikaliseringen af ungdomsorganisationerne, afskaffelse af 1. maj demonstrationerne, samt at partiet begynder at benytte samarbejdspolitik med borgerlige partier i kampen for at opnå politisk magt.

Den sidste periode er fra 1. Verdenskrigs udbrud og op til Weimar republikkens oprettelse i februar 1919. I denne periode ser vi to helt centrale forhold, nemlig SPDs stillingtagen til krigen, samt partiets ageren under revolutionen. Med hensyn til forløbet op til og under krigen er dette udtryk for, at højrefløjen har taget kontrollen over partiet og dets ageren. Her kan man sige, at partiet har konsolideret den højredrejning, der også følges under revolutionen. Venstrefløjen og tilhængerne af det ortodokse marxistiske grundlag har på dette tidspunkt mistet sin indflydelse, hvorfor de heller ikke ser anden udvej end at danne deres egne organisationer, USPD og Spartakusforbundet/KPD. Angående revolutionen kan det siges, at SPD går benhårdt efter magten i landet og kæmper for at bevare den eksisterende samfundsstruktur. Dette sker gennem en nedkæmpning af deres tidligere partifæller med hjælp fra militæret. Årsagen til at SPD kan tilkæmpe sig magten, skal ikke kun findes i deres fokusering herpå, men også i USPDs og Spartakus/KPDs ageren eller mangel på samme. USPD tillader jo, at SPD får indflydelse i de revolutionære råd, og da de ikke selv har en klar linje, spænder de ben for deres egne muligheder for at opnå indflydelse og påvirke samfundet i en socialistisk retning. Hvad angår Spartakus/KPD, så har de til at starte med målet klart i sigte, men har ikke midlerne, og da de endelig bliver organiseret, sider SPD allerede solidt på regeringsmagten og har ikke nogen skrupler ved at nedkæmpe deres tidligere partifæller.

Samlet set tegner vores analyse af SPD i årene 1890-1919 et billede af et parti, der aldrig formår at overvinde sine indre splittelser. Så snart en udfordring er overvundet, dukker en ny op med andre problemstillinger, og partiet får aldrig ro til at udvikle sit politiske ståsted. Det problematiske forhold mellem teori og praksis viser sig tydeligt i partiet lige fra vedtagelsen af Erfurtprogrammet, idet partiet proklamerer sig selv som revolutionært, men konstant, selv i årene under Bebel, er på en permanent glidebane mod højre. Ledelsen herunder specielt

Bebel, virker ikke til at holde trit med partiets reelle udvikling, idet der stædigt holdes fast ved det revolutionære grundlag, mens denne politik overhovedet ikke slår igennem blandt partiets medlemmer, der i stigende influeres grad af fagforeningerne. Først med Eberts indsættelse som formand bliver SPDs revolutionære teori helt opgivet af ledelsen. For os at se, følger partiet en klar udviklingslinje mod højre, hvilket viser sig, når man f.eks. ser på partiets ageren under Marokkokrisen, reaktionen på valgnederlaget i 1907 samt da de stemmer for militærbudgettet i 1913. Vedtagelsen af krigsbevillingerne og den endelige afvisning af revolutionen kommer blot som en logisk konsekvens af denne linje.