Indledning

Kap. 7 Diskussion af skiftet i SPDs politik

Dette kapitel vil indeholde en analyse af de faktorer, som vi vurderer, har været medvirkende til skiftet i SPDs overordnede politik, altså skiftet fra det revolutionære Erfurt-program, til aktivt at modarbejde revolutionen. Analysen vil som det foregående historiske afsnit blive delt op i tre dele og følge de opstillede underspørgsmål for derigennem at give en besvarelse af problemstillingen. I denne opdeling ligger der den samme tidsmæssige opdeling, som i underspørgsmålene.

7.1 Analyse af de omstændigheder hvorunder partiet blev skabt

På trods af at dannelsen af SPD ligger udenfor problemformuleringens tidsramme, finder vi det alligevel relevant her, at bruge plads på at analysere de omstændigheder, hvorunder partiet blev grundlagt. Dette skyldes, at det allerede fra partiets spæde start er muligt at spore de første træk, der fører til den senere splittelse i partiet. Her tænkes på problemerne med foreningen af de to partier ADAV og SDAP, og deres foskellige teoretiske grundlag. ADAV byggede på grundlæggeren Ferdinand Lassalles ideer, mens SDAP bekendte sig til en mere marxistisk inspireret retning. Sammensmeltningen af ideer i et fælles parti gav naturligvis en række problemer med opbygningen af partiets teoretiske ståsted, hvilket kom til udtryk i Gothaprogrammet. Derfor vil vi også kort inddrage de problemer, dette program indeholdt, ligesom vi vil inddrage de problemer, som Engels skrift Anti-Dühring medførte. Til sidst vil vi inddrage socialistlovene og disses indflydelse på partiets virke og udvikling.

Allerede fra grundlæggelsen af SDAP, var der problemer med partiets teoretiske fundament. Dette skyldtes, at partiet allerede fra dets spæde start, måtte gå på kompromis med de folk, der sluttede sig til partiet fra Lassalles ADAV. Disse bekendte sig til en form for statssocialisme, hvor statens finansiering af produktionskollektiver var midlet til arbejderklassens frigørelse. Overfor denne statssocialisme stod Bebels og især Liebknechts primitive forståelse af Marx’ socialistiske ideer. De så, i lighed med Marx, staten som et instrument for den herskende klasse til undertrykkelse af proletariatet, hvorfor alliancer med staten blev forkastet. Foreningen af disse to socialistiske retninger med partiprogrammet i Gotha i 1975, medførte store teoretiske vanskeligheder, som Marx selv var den første til at påpege. Denne kritik blev som før nævnt skjult af Liebknecht og fik derfor ingen indflydelse. Programmet fik derfor ikke den teoretiske ensretning, som Marx havde ønsket, men blev i stedet en eklektisk sammensætning af socialistiske ideer, hvor Lassalles ideer satte sit tydelige præg. Der er to årsager til, at Gothaprogrammet blev udformet på denne måde. For det første, besad Bebel og Liebknecht, der var repræsentanterne for marxismen, ikke en tilstrækkelig forståelse for sammenhængen i Marx’ socialistiske samfund. De havde f.eks. ikke overblik over begreber som kapitalens udbytning af proletariatet, en forståelse for arbejderklassens naturnødvendige frigørelse fra kapitalen, eller en forståelse af proletariatets internationale karakter.³⁶¹ Den manglende forståelse skyldtes til dels, at få af Marx’ skrifter var tilgængelige, og at de, der var, var svært forståelige, hvorfor det ikke kan undre, at meget af Gothaprogrammets marxistiske inspiration kom fra det letlæselige Almindelige Statuter for den Internationale Arbejderassociation, der kun var få sider langt og var et praktisk, ikke teoretisk værk.³⁶² Den anden årsag til Gothaprogrammets eklektiske udformning, skal findes i den forrang som Liebknecht gav enighed og samling af partiet frem for det teoretiske indhold. Der blev altså gået på kompromis med de marxistiske holdninger (hvor underudviklede de end var) for at kunne danne et masseparti, der appellerede til flest mulige indenfor arbejderklassen.

I 1878 udkom Engels’ Anti-Dühring, der fik stor indflydelse på partiets teoriudvikling. Værket var ment som en introduktion til de marxistiske teorier, men var ikke ment som et videnskabeligt bidrag til den marxistiske udvikling og bestod derfor hovedsagligt kun af halvudviklede marxistiske teorier. Det var derimod ment som en kritik af Dührings socialismeforståelse, der var begyndt at vinde indpas i partiet.³⁶³ Værket byggede videre på Det Kommunistiske Manifest, frem for at tage udgangspunkt i Kapitalens nyere og mere veludviklede teorier. SDAP var i nød efter et stærkt agitationsredskab samt et solidt og forståeligt teoretisk grundlag, og accepterede følgende teorierne som færdigudviklede. Herom siger Marquardt:

”Værkets programmatiske teser blev taget for videnskabelige teorier, og det agitatoriske indhold i værket blev anset for det sidste ord i henseende til videnskabelighed.”³⁶⁴

Værket får dermed netop den betydning, det ikke måtte få. Frem for blot at være en overfladisk indføring i de marxistiske grundbegreber, bliver værket læst og accepteret dogmatisk, hvorfor den udvikling af teori, der udspringer heraf må have sine mangler. Dette ses bl.a. i den senere udvikling af kapitalakkumulations- og revolutionsteori, hvor især Kautsky lægger sig op ad Anti-Dühring. På trods af den fejlagtige teorireception får værket en helt enorm betydning for arbejderbevægelsen i Tyskland, der nu pludselig kan kalde sig marxistisk. Succesen skyldes, at værket, især da det efterfølgende udkommer i pjeceform på blot omkring 70 sider, er lettere forståeligt end hidtidige værker, hvorfor det hurtigt bliver spredt og fungerer som et yderst effektivt rekrutteringsmiddel til den marxistiske teori. Anti-Dührings karakter af basal introduktion til marxismen får dermed en sekundær betydning, idet skabelsen af massepartiet gennem udbredelsen af skriftet, igen får forrang frem for et oprigtigt og fyldestgørende teoretisk fundament baseret på reelle marxistiske grundsætninger. I den funktion, som partiet giver Anti-Dühring, får det altså enorm succes, idet omvendelsen af arbejderne til marxismen lettes betydeligt.³⁶⁵

Hvis man skal se nærmere på socialistlovenes virkning på SPDs senere udvikling, så er der nogle faktorer, der fremstår essentielle i forhold til vores problemstilling. Det drejer sig om især to forhold. For det første er det i denne periode, at partiets fremtidige hovedteoretiker, Karl Kautsky, udformer sit ortodokse marxistiske synspunkt. I årene under socialistlovene får Kautsky og Bernstein til opgave at forsvare de marxistiske idealer i Tyskland, og de udvikler sig til den marxistiske teoris fremmeste forkæmpere. I kraft af utrættelige forsvar for marxismen mod angreb fra utallige både socialistiske, liberale og konservative kræfter, formår de at fastlægge en konsekvent linje, som partiet kan støtte sig til. Især Kautsky udvikler i denne periode det, der senere bliver partiets teoretiske grundlag, og han får derfor en stor indflydelse på den revolutionsopfattelse, der senere kommer til at præge partiet i f.eks. Erfurtprogrammet. De problemer, dette kommer til at indebære, vil fremgå af vores senere analyse af dette program. Her er det blot vigtigt at pointere, at det er Kautsky, der kanoniseres som den ortodokse marxismes førstemand. Herfra bliver det altså især den form for socialisme, som Kautsky står for, der bliver fremherskende i partiet, selvom også Bernstein i mindre grad bidrager til forsvar og udvikling af teorien (i hvert fald indtil Engels’ død, hvorefter han jo udvikler sin revisionistiske teori). For det andet begynder der i denne periode at spire en angst for regeringsrepressalier frem hos en række af partiets ledende figurer. Denne frygt bliver dominerende i årevis efter socialistlovenes ophør, da de konstant lever i frygt for en genindførelse af lovene. Frygten bliver yderligere forstærket kort efter lovenes ophør, hvor der med debatten om Vollmar hersker så stor intern uro i partiet, at Rigsdagen begynder at diskutere en genindførelse af socialistlovene. Frygten manifesterer sig i partiet hos de medlemmer, der allerede har oplevet lovenes undertrykkelse, og kommer også flere tilfælde til at blive styrende for deres handlinger. Andre eksempler er i partiets forhold til massestrejker, og da Bebel nægter at bibeholde den radikale ordlyd, som Engels ønsker inkorporeret i Erfurtprogrammet, hvorefter han i stedet selv tager brodden af programmets mest radikale punkter.³⁶⁶ Et sidste eksempel er da Ebert kommer ind i partiledelsen og påtager sig at reorganisere partiet i en mere moderne retning. I partiledelsen sidder frygten i denne periode stadig så dybt, at der i hovedkvarteret endnu ikke er basale redskaber som telefoner eller skrivemaskiner, da det skal være hurtigt at rydde i tilfælde af lovenes genindførelse, andre politiske sanktioner eller politirazzia. Socialistlovene er altså kraftigt medvirkende til, at SPD i årene efter lovenes ophævelse forsøger at undgå den mest voldsomme revolutionære agitation. I stedet bliver der her grundlagt en praksis om at kæmpe for at holde sammen på partiet og dysse de mest højlydte ned, hvad enten disse kommer fra højre- eller venstrefløjen.

Her finder vi tre essentielle forhold, der får indflydelse på partiets fremtidige udvikling. For det første ligger der allerede en splittelse i partiet her, for det andet opstår den uklare teori der udspringer af Anti-Dühring, og for det tredje fremkommer frygten for en genindførelse af socialistlovene.