Indledning

6.2 Et revolutionært program og revisionismedebat

I dette afsnit ønsker vi at give et billede af SPDs udvikling efter ophævelsen af socialistloven, hvor partiet igen kunne fungere i offentligheden. Vi gennemgår knudepunkter i SPDs historie og behandler hovedtemaer til senere diskussion. Der ønskes at give et indblik i, hvordan partiets udvikling forløb både teoretisk og parlamentarisk efter socialistlovens ophør. I dette afsnit vil der blive gjort rede for Erfurtprogrammet, som kom til at danne det nye grundlag for SPD efter socialistlovenes ophør, samt den reformistiske udfordring fra Georg von Vollmar. Ydermere vil vi sætte fokus på revisionismedebatten, hvor splittelsen i SPD brød ud i lyset, og som omhandlede, hvorvidt partiet skulle fortsætte sit revolutionære og anti-parlamentariske grundlag, eller om der skulle ske en revurdering af partiets grundlag i en mere revisionistisk reformvenlig retning.

6.2.1 Ophævelsen af socialistlovene

Da kejser Wilhelm 1. døde i 1888 forsvandt også en af Bismarcks største støtter i det politiske spil, og havde delt mange af de samme konservative holdninger som Bismarck, og derfor havde kejseren også støttet Bismarcks indførelse af socialistlovene. Da den nye kejser, Wilhelm 2., kom til magten i 1888, havde denne et noget anderledes syn på samfundet, end forgængeren. Han søgte en mere folkelig opbakning, end tilfældet havde været med Wilhelm 1., hvilket også skulle inkludere opbakning fra arbejderklassen:

”The young Kaiser felt he could win support from all the people. He actively sought social reform. Nor did he have any particular sympathy for the Socialist Law, and he was not displeased when in 1890 the Reichstag refused its renewal.”¹⁵¹

Samtidig med den nye kejsers tiltræden foreslog Bismarck i 1888 en tilføjelse til socialistlovene, som skulle have til mål yderligere at neutralisere socialisterne, da han forslog, at alle, som var associeret med det socialistiske parti, skulle kunne få frataget deres statsborgerskab. Dette forslag blev dog nedstemt i Rigsdagen. Bismarcks forhold til den nye kejser blev mere og mere anstrengt, for mens Bismarck søgte at mindske socialisternes indflydelse, søgte den nye kejser forsoning mellem klasserne. Dette kan understreges ved, at Wilhelm 2. selv forhandlede i en strejke blandt kulminearbejderne i 1889.¹⁵² Sympatien for socialistlovene blev kun mere kølig, og Bismarck kom ind i et sandt stormvejr af politisk modstand, hvilket endte med, at socialistlovenes fornyelse blev nedstemt med 169 stemmer mod 98.¹⁵³ Dette var tegnet på, at Bismarck havde mistet sin støtte i Rigsdagen. Han søgte herefter en alliance med det katolske parti, men det modsatte Kejseren sig, og Bismarck trak sig efterfølgende tilbage efter kraftig insisteren fra kejserens side.

Ophævelsen af socialistloven fik også en stor betydning for SDAPs politiske virke. Det betød, at partiet ikke længere skulle skjule deres aktiviteter og holde hemmelige kongresser i frygt for politi intervention med arrestationer til følge. Partiets organisation havde dog taget skade af lovens indvirkning, idet partistrukturen efter ophævelsen af loven var blevet meget decentraliseret. På trods af dette klarede SDAP sig særdeles godt til valget i marts 1890, da partiet fik næsten halvanden million stemmer, hvilket mundede ud i, at partiet vandt 35 sæder i rigsdagen ud af 397.¹⁵⁴

På den første lovlige kongres i Halle i oktober 1890 ændrede partiet officielt navn til Sozialdemokratische Partei Deutchlands, SPD, og det blev ved samme lejlighed vedtaget, at der skulle skrives et nyt partiprogram til den følgende kongres.¹⁵⁵ Der opstod dog hurtigt intern splid, da der ikke kunne dannes enighed om partiets fremtidige strategi. Moderate socialdemokrater ønskede at partiledelsen nedtonede det revolutionære budskab, og lederen af det socialdemokratiske parti i Bayern, Georg von Vollmar, stillede spørgsmålstegn ved partiets klassekarakter og foreslog i stedet Bebel, at fremskridt for arbejderne skulle sikres gennem et reformistisk pres på regeringen.¹⁵⁶ Dette var flere af de rigsdagsdelegerede socialdemokrater enige i, og de foreslog yderligere, at partiet indgik i et konstruktivt samarbejde med regeringen og borgerskabets partier på de områder, hvor man kunne forbedre arbejdernes forhold. Sådanne udtalelser fulgtes øjeblikkeligt af skarpe angreb fra den mere revolutionære del af partiet, der var domineret af unge studenter. Angrebene var rettet mod partiledelsen og især Bebel, fordi der ikke blev lagt afstand til og taget forholdsregler mod reformisternes udtalelser. De revolutionære elementer ønskede en klar fordømmelse af de reformistiske tendenser indenfor partiet. Bebel så en reel risiko for, at de gamle stridigheder mellem marxister og lassalleanere ville bryde ud igen og resultere i en splittelse af partiet, så derfor kontaktede han Engels. De to bekræftede hinanden i, at tiderne var skiftet, og at der var behov for en ændring i taktikken, omend grundprincipperne skulle være de samme. Engels argumenterede for, at socialistisk succes i Tyskland i den nye æra, afhang både af en klog partitaktik og en tydelig marxistisk retning.¹⁵⁷ Han tilskyndede partiledelsen til at udarbejde et nyt partiprogram til erstatning for det eklektisk sammensatte Gothaprogram, der ifølge Engels var fyldt med teoretiske uoverensstemmelser og lassalleansk terminologi.¹⁵⁸ Før en endelig beslutning kunne træffes om, hvordan sagen skulle løses, var det nødvendigt at få skabt ro mellem de stridende elementer. Næste skridt var derefter at danne et mere tidssvarende politisk grundlag, et nyt politisk program, hvori Engels forventede at marxismen ville blive optaget som partiets nye politiske grundlag.¹⁵⁹

6.2.2 Frem til Erfurt

I tiden op til Erfurtkongressen florerede debatten blandt partiets førende figurer om, hvilken teori der skulle komme til at dominere det kommende program. Programmatiske indslag blev foreslået og kritiseret løbende i partipressen, og ingen var mere aktiv i debatten end Karl Kautsky i Neue Zeit. Han foreslog, at forskellige folk, som Bebel, Bernstein, Engels og Ignaz Auer, skulle skrive en række artikler, hvori de skulle diskutere det nye programs forskellige aspekter.¹⁶⁰ Da Kautsky spurgte Engels om et bidrag til denne debat, fik Kautsky at vide, at Engels ikke havde tid til at skrive en artikel, men at han i stedet ville sende Marx’ Kritik af Gothaprogrammet. Dette kritikprogram havde cirkuleret privat siden Marx skrev det i 1875, men det havde aldrig fået lov til at øve indflydelse på Gothaprogrammets udformning.¹⁶¹ Ifølge Engels skulle udgivelsen af Marx' kritik af Gothaprogrammet tjene to formål. For det første ville Engels sikre, at Lassalles ideer ikke blev videreført til det forestående program. For det andet at Wilhelm Liebknecht, der stod som hovedmand bag udformningen af Gothaprogrammet, havde svigtet på grund af hemmeligholdelsen af Marx’ kritik. Derfor havde Liebknecht ifølge Engels udspillet sin rolle som partiets officielle teoretiker, og det var nødvendigt med nye kreative kræfter. Her havde Engels især Kautsky og Bernstein i tankerne. Derfor var det også Kautsky, som Engels tog kontakt til, da han skulle udgive Marx’ kontroversielle skrift, men skrev samtidig også, at hvis Kautsky ikke ville udgive det, skulle det sendes videre til Auer i Østrig for publikation. Han tilføjede:

”It is far better if it appears in Germany itself, and in the party organ especially founded for such things, the Neue Zeit” ¹⁶²

Kautsky skrev tilbage, at han med glæde ville trykke brevet, men at han også ville følge Engels opfordring om ikke at give Liebknecht besked om kritikkens udgivelse. Liebknecht blev således ikke informeret, da Engels stadig var sur over at han til Hallekongressen i 1890, havde brugt store dele af Marx’ skrift uden at henvise til forfatteren selv. Engels udtrykker det således i et brev til Kautsky fra februar 1891:

”Men hvad hovedsagen angår, så var det min pligt at offentliggøre dokumentet, så snart programmet engang stod på dagsordenen. Og tilmed nu efter Liebknechts tale i Halle, i hvilken han dels ugeneret benytter sig af sine uddrag af det som sin ejendom, dels kæmper imod det uden at nævne det med navn, ville Marx ubetinget have stillet originalen overfor denne bearbejdelse, og jeg var i hans sted forpligtet til at gøre det samme.”¹⁶³

Indledningsvis var Bebel uhyre interesseret i at finde ud af, hvordan Marx oprindelige kritik lød. Dette skrev han i et brev til Engels, hvori han også bemærkede, at Liebknecht i 1875 havde bedt ham om at lade være med at stille spørgsmålstegn ved de fremskridt, der med besvær var opnået med lassalleanerne.¹⁶⁴ Da Bebel så endelig læste Marx’ kritik af det oprindelige program, prøvede han at stoppe publikationen, da han var bange for, at der skulle udbryde nye stridigheder indenfor partiet, men denne besked nåede frem til Kautsky for sent. Efter publikationen kom en kort periode hvor udgivelsen blev diskuteret intenst i partipressen. Selvom Engels tog ansvaret for publikationen Kritik af Gothaprogrammet, så blev Kautsky set som værende en urostifter. Bag denne kritik stod størstedelen af SPDs rigsdagsfraktion med Liebknecht i spidsen.¹⁶⁵ Til gengæld anklagede Kautsky Liebknecht for bevidst at have holdt den oprindelige kritik hemmelig for Bebel i 1875. Rigsdagsfraktionen stod på dette tidspunkt endnu bag Liebknecht, men denne støtte ændrede sig snart efter. Omkring tre måneder før kongressen i Erfurt, skiftede Bebel holdning og begyndte at anse Kautskys programmatiske ideer som de mest frugtbare.¹⁶⁶ Derfor blev der kaldt til møde mellem de 21 lokale partiledere fra hele Tyskland, hvor SPDs teoretiske program skulle diskuteres. Her søgte Bebel at opnå forening bag Kautsky program, og dette lykkes, da der blev stemt for at støtte Kautskys program med 17 stemmer for og 4 imod. Dermed fik Kautskys programudkast indledende opbakning som det officielt støttede udkast til kongressen.¹⁶⁷

Også partiets reformister kridtede banen op i perioden op til kongressen. Georg von Vollmar, holdte den 1. juni og igen den 6. juli taler i Münchens Eldorado ølstue; taler der skulle blive kendt som Eldorado-talerne.¹⁶⁸ Her argumenterede Vollmar for, at de ændrede omstændigheder, altså at regeringen ikke længere forsøgte at ulovliggøre partiet, havde gjort, at partiet skulle gentænke sin taktik. Han argumenterede for, at Bismarcks hårde styre var forbi, og at den nye regering var mere villig til forhandling. Han udlagde det selv i sin tale:

” The previous torpor has gone, the old ice has melted . . . The greatest curse

inflicted upon the Reich, the law against the socialists, has fallen . . . The resistance

in principle to any change and reform has been broken”¹⁶⁹
Vollmar argumenterede for, at partiet skulle gå efter mere realiserbare mål. Han udarbejdede en liste over mål, som han mente var indenfor rækkevidde med regeringens nye villighed til kompromis. For det første skulle partiet arbejde for bedre beskyttelse af arbejderne. For det andet en brugbar lov så arbejderne kunne organisere sig frit. For det tredje at regeringen ikke skulle blande sig i løndebatten på vegne af et bestemt parti, og for det fjerde skulle partiet arbejde for at få kontrollen med kartellerne. Som det sidste skulle de protektionistiske skatter på fødevarer afskaffes.¹⁷⁰ Ydermere afviste Vollmar revolution som urealistisk, da han ikke mente, at det var muligt for ændringer at forekomme så hurtigt. Engels var ikke for tilfreds med, at Vollmar åbenbart drev længere og længere væk fra partiets grundlag, og Engels så derfor i fremtiden et brud med Vollmar som værende den eneste løsning, hvis ikke han snart igen bekendte sig til den socialistiske sag.¹⁷¹ Bebel så dog de mulige konsekvenser ved en sådan handling, og i et brev den østrigske socialdemokrat Victor Adler, skrev han at han ikke ville risikere at miste den betydelige opbakning, som von Vollmar nød:

” If we do not want to alienate a large part of our people. Among the masses the

feeling of solidarity is so great that no split would be approved on account of mere

differences of opinion, as long as they are not those of principle and unbridgeable.¹⁷²
Der var altså megen uro i partiet i månederne op til kongressen i Erfurt, idet der var problemer med både de unge radikale som havde ytret ekstremt revolutionære tanker, mens der også begyndte at opstå et reformistisk pres fra partiets højrefløj. For at opnå ro inden den kommende kongres fulgte smed Bebel simpelthen, efter forslag fra Engels, lederne af de mest reformkritiske studerende ud af partiet. De moderate socialdemokrater blev under trusler om udvisning tvunget til at anerkende de revolutionære marxistiske principper.¹⁷³ Konflikterne blev således henlagt for en stund til partiets bedste, eller som Engels beskrev det, så indordnede Vollmar sig.¹⁷⁴

6.2.3 Erfurtprogrammet

Kongressen blev afholdt fra den 14. til den 20. oktober 1891. 230 delegerede fra partiet skulle her blive enig om et nyt program, som partiet skulle eksistere og operere under. Paul Singer, der var medformand i partiet, ønskede at denne kongres, ligesom Halle kongressen i 1890 havde givet partiet en ny organisation, skulle give partiet et nyt program. Han beskrev målet:

”Which [programmet red.] scientifically and indisputably expresses our demands in clear and generally understandable form, and like the previous program will be a polestar for us in the struggles, a guide to victory.”¹⁷⁵

For at nå dette mål blev der nedsat en 21-mand stor delegation, som bl.a. inkluderede Kautsky, Bebel, Liebknecht og Vollmar. Disse havde til opgave at vælge mellem de forslag til partiprogrammer, der var blevet indsendt til partiledelsen, samt de forslag, der var blevet diskuteret i partipressen.¹⁷⁶ Der var fire komplette programmer, som blev taget op til seriøs overvejelse, og heraf blev det hurtigt indsnævret til to, nemlig Kautskys og Liebknechts forslag. Som beskrevet ovenfor endte afstemningen med 17 stemmer mod kun 4 til fordel for Kautskys programforslag, som præsenteret i Neue Zeit. Der var ikke den store indholdsmæssig forskel på de to programforslag, men partiledelsen fandt Kautskys mere praktisk, da det var udformet betydelig kortere end Liebknechts.¹⁷⁷ Begge forslag tog udgangspunkt i en marxistisk tankegang, og den største forskel var, at Liebknechts version var mere aktiv. Det vil sige, at han formulerede SPDs mål og opgaver til, at partiet skulle arbejde aktivt for at eliminere årsagerne til kapitalisme, for derigennem at befri arbejderklassen, for den uudholdelige udnyttelse, der fandt sted. Kautskys forslag indeholdt derimod en mere passiv tilgang, hvor SPDs opgave først og fremmest var at forene og forme arbejderklassen og arbejderklassens kamp og vise den det naturnødvendige mål, altså befrielsen af arbejderne.¹⁷⁸ Oveni sit nederlag mht. valget af partiprogram, måtte Liebknecht lide den tort at være ham, der skulle præsentere Kautskys program for den samlede kongres. Dette gjorde Liebknecht under en tre timer lang tale, hvor Kautsky program blev gennemgået punkt for punkt for hele delegationen på 230 folk, som efter kort diskussion valgte at støtte op om programmet.¹⁷⁹ Engels benævnte dette som en yderst bitter pille at sluge for Liebknecht, idet han, samtidig med at han slettede den sidste rest af lassalleanisme, også selv måtte udrydde (ausgemerzt) sine egne "vielgeliebten volksparteilichen Phrasen”.¹⁸⁰ Dermed var det forening, som kom til at dominere kongressen.

I dets endelige form, bestod Erfurtprogrammet af to sektioner. Den første sektion, var den teoretiske del, som var blevet udformet af Kautsky. Den anden sektion bestod af den taktiske del som blev udarbejdet af Bernstein. Derudover stod Bebel for nogle få sidste ændringer, som til Engels utilfredshed omformede dele af programmets mest radikale ordlyd.¹⁸¹

Kautskys teoretiske del af programmet var relativt kort og fyldte kun to sider. For at udrydde den sidste del af lassalleansk indflydelse, blev der inkorporeret flere marxistiske elementer her, hvilket skinnede tydeligt igennem, da Kautsky gjorde rede for kapitalismens udvikling:

”Det borgerlige samfunds økonomiske udvikling fører med naturnødvendighed til undergang for den småvirksomhed, hvis grundlag er arbejderens privatejendom til sine produktionsmidler. Den adskiller arbejderen fra hans produktionsmidler og forvandler ham til en besiddelsesløs proletar i og med produktionsmidlerne bliver et forholdsvist lille antal kapitalisters og store jordbisidderes monopol.”¹⁸²

Kautsky forventede at produktiviteten steg, men at monopoliseringen gjorde det samme, og at dette både for arbejderklassen og middelklassen ville betyde øget usikkerhed. Konsekvensen var, at arbejderklassen ville blive større og dermed ville klassekampen mellem de besiddelsesløse og besidderne intensiveres, og at denne proces yderligere vil intensiveres af kriserne skabt af det kapitalistiske system.¹⁸³ Programmet gav udtryk for, at kun ved en transformation af de kapitalistiske produktionsmidler til socialistisk ejendom, og transformationen af kapitalistisk vareproduktion til socialistisk vareproduktion, kunne output fra industrien blive til gavn for hele befolkningen. Transformationen skulle altså ikke kun gavne arbejderklassen, men samfundet som helhed, og var således en historisk nødvendighed, hvilket relaterede til den historiske materialisme.¹⁸⁴ Derfor mente Kautsky, at det vigtigste var at organisere proletariatet til den uundgåelige revolution:

”Unsere Aufgabe ist es nicht, die Revolution zu organisieren, sondern uns für die Revolution zu organisieren; nicht die Revolution zu machen, sondern sie zu benutzen.”¹⁸⁵

På grund af Kautskys antagelse om revolutionen som en historisk nødvendighed, så udelod han i programmet at specificere midlet til socialistisk magtovertagelse, og om dette skulle opnås ved hjælp af revolutionære metoder.¹⁸⁶ Kautsky sluttede den teoretiske del af med at opsummere målet både for programmet og bevægelsen, som dette skulle styre; altså grundelementerne i den ortodokse marxisme:

”Tysklands socialdemokratiske Parti kæmper altså ikke for nye klasseprivilegier og –forrettigheder, men for afskaffelsen af klasseherredømmet og af klasserne selv og for lige rettigheder og lige pligter for alle uden forskellighed på grund af køn eller afstamning. Idet det udgår fra disse anskuelser bekæmper det i det nuværende samfund ikke blot lønarbejdernes udbyttelse og undertrykkelse, men imod enhver form for udbytning og undertrykkelse, hvad enten den retter sig imod en klasse, et parti, et køn eller en race.”¹⁸⁷

Den anden del af programmet, som blev udarbejdet af Bernstein, gjorde rede for de umiddelbare politiske mål, som SPD skulle kæmpe for. De politiske mål var i hovedtræk lige og universel stemmeret, afskaffelse af alle undertrykkende love (f.eks. i forhold til kvinder), afskaffelse af statsreligion, gratis undervisning, gratis lægehjælp, og et nyt skattesystem. Derudover kæmpedes der i programmet for særlige rettigheder i forhold til proletariatet, f.eks. 8-timers arbejdsdag, forbud mod arbejde for børn under 14 og statslig arbejderforsikring.¹⁸⁸ Disse mål skulle komme til at danne grundlag for partiets fremtidige mærkesager i Rigsdagen.

Officielt var Erfurtprogrammet således et revolutionært program (om end det ikke fremgik med hvilke midler det socialistiske samfund skulle frembringes), men på den anden side stod partiet i en situation, hvor de ville kæmpe for nærere politiske mål. Dette var en kurs, som selv de ortodokse marxister bakkede op om. De modsatte sig klart en absolut reformisme, men bakkede om en midlertidig gradualisme.¹⁸⁹ I deres øjne var det kun muligt at fastholde arbejderbevægelsens fremgang, hvis partiet fortsat kunne eksistere lovligt, og derfor måtte alle provokationer foreløbigt undgås. Fra Engels synspunkt var der dog ingen tvivl om, at det langsigtede mål stadig var en magtovertagelse, og at denne magtovertagelse kun kunne forhindres gennem et bismarcksk terrorregime:

”In three years the agricultural labourers will be ours and with them the crack regiments of the Prussian army. Nor can this be prevented save by one means, the ruthless application of which is now the only point upon which little Willie and Bismarck are still agreed, namely a hail of shot to the inevitable accompaniment of an acute reign of terror.”¹⁹⁰

Engels havde dog også en række kritikpunkter af programmet, som han mente var præget af en overdreven opportunisme i kraft af de erklærede politiske mål og udeladelsen af vejen til kommunismen. Han argumenterede for, at han havde forståelse for, at selvom åbenlys agitation for en omstyrtning af samfundet og for etableringen af en republik gennem revolution måske nok burde undlades på dette tidspunkt, så burde der alligevel siges noget om det socialistiske samfunds karakter.¹⁹¹ Han foreslog selv:

”...the concentration of all political power in the hands of the people’s representatives.”¹⁹²

Yderligere kritiserede han programmets opbygning, men var dog tilfreds med, at partiet endelig bekendte sig til et marxistisk grundlag og endelig fik renset de lassalleanske elementer ud.

6.2.4 Reformismens opkomst

Eldorado-talerne havde i sommeren 1891 gjort Georg von Vollmar til talsmand for SPDs reformistiske fløj. Under Erfurtkongressen accepterede Vollmar at holde igen med sine reformistiske udtalelser sådan, at et partiprogram kunne vedtages, men han begyndte allerede det følgende år at kritisere det nyligt valgte program. Kritikken drejede sig hovedsagligt om afvisningen af de muligheder, der lå i at samarbejde med de andre partier i Rigsdagen. De trusler mod socialdemokraterne, der havde eksisteret under socialistloven, eksisterede ifølge Vollmar ikke længere. Vejen var derfor åben for en ændring af partiets taktik, så partiet gennem den aktuelle politiske og sociale orden kunne ændre arbejderklassens forhold af forhandlingsvejen. Vollmar begrundede dette i en af talerne:

”…equally in every question of detail the party should exercise pressure on the public opinion and the legislative powers and never forget that any improvement of the lot of the workers, however small, increases the spiritual and physical strength and power of the people and invigorates them for the further struggle…”¹⁹³

Vollmar havde dog kun få tilhængere, og de fleste af disse kom, ligesom ham selv, fra det sydtyske, hvor forholdene var en del anderledes. Meget af arbejdskraften var her endnu beskæftiget i landbruget, og derfor mente hovedparten af partiet ikke, at områderne og dermed de politiske fremgangsmåder kunne sammenlignes med de andre dele af landet. Idet Vollmar i sin kritik ikke gik direkte til angreb på marxismen, men kun på brugen af revolutionær retorik og den umiddelbare taktik i forhold til aktuelle politiske tiltag, valgte mange at ignorere ham. Kritikken af programmets revolutionære indhold gik dog ikke hen over hovedet på hverken den socialdemokratiske ledelse eller Engels, og sidstnævnte ønskede tilmed Vollmar smidt ud af partiet.¹⁹⁴

Vollmar var ikke ubetinget imod programmets grundprincipper, idet han stadig troede fuldt og fast på socialismen og det kapitalistiske samfunds omvæltning til et socialistisk. Han modsatte sig blot ideen om den umiddelbart forestående revolution og dennes vigtighed for indførelsen af socialismen. Han anså tværtimod revolutionen som en trussel mod socialismen, da den ville ødelægge de fremskridt, der hidtil var nået på vegne af arbejderne. I stedet var han overbevist om:

”…the transformation will be an internal, organic one; we will grow into a new phase of development through an uninterrupted progressive movement, and the time when the socialist elements in the social order win the upper hand is by no means all that near. How many decades it will take, I do not know, but I feel certain that we must strive for it and welcome any partial improvement, any single step towards the goal if we want to be satisfied with our work.”¹⁹⁵
Han understregede ved flere lejligheder, at sådanne gradvise forbedringer skulle findes i et program med konkrete krav, der udtrykte folkets behov, og et sådant program ville være den bedste taktik at følge, hvis SPD ønskede at vinde kampen mod kapitalismen.¹⁹⁶ De mange angreb på partiets fastlagte linje, fik det ingen konsekvenser for Vollmar. Han begyndte derimod at udvikle sine egne metoder, der skulle benyttes i den bayerske afdeling af SPD, og dette blev optakten til en konsekvent reformistisk linje blandt de sydtyske socialdemokrater. Et af Vollmars hovedpunkter for reformistisk samarbejde var, at de sydtyske socialdemokrater kunne og burde stemme for Landdagens budgetforslag, hvis de anså et sådant for at kunne forbedre arbejdernes forhold. Et andet af Vollmars hovedpunkter var kampen for at indlemme de landlige arbejdere og bønderne i SPDs kamp mod kapitalismen.¹⁹⁷ Ifølge Vollmar var bønderne med deres stigende gæld og hårde beskatning ligeså undertrykte som arbejderne, og den eneste forskel på de landlige arbejdere og det moderne proletariat var, at de i nogen grad ejede egne produktionsmidler og altså var en slags landproletariat.¹⁹⁸

I 1894 gjorde Vollmar for første gang alvor af sine udtalelser om parlamentarisk samarbejde. For første gang i det tyske socialdemokratis historie stemte samtlige fem medlemmer af partiets gruppe i den bayerske landdag for et budgetforslag, selvom partiet altid stemte imod i Rigsdagen.¹⁹⁹ Denne gang slap Vollmar ikke for partiledelsens hårde kritik. På partikongressen i Frankfurt i 1894 blev Vollmar således af bl.a. Bebel og Liebknecht beskyldt for at gå imod partiets samlede mål og forsøge at ødelægge partiet. Bebel understregede yderligere partiets ortodokse holdning:

”…that they (den bayerske del af partiet red.) were the representatives of the industrial workers, not of the Bavarian peasants.”²⁰⁰

I den forbindelse forsøgte partiledelsen med Bebel i spidsen at få vedtaget en resolution, der forbød partiets repræsentanter i Landdagene at stemme for budgetterne, da det kunne blive opfattet som en tillidserklæring til regeringen, hvilket var absolut uønsket. Vollmar forsvarede de bayerske socialdemokrater med, at situationen i Rigsdagen, hvor partiledelsen sad, og situationen i Bayern var vidt forskellige, idet det allerede reelt var muligt at søge reformer i det sydtyske. Vollmar havde dog også enkelte støtter, og en af disse, Bruno Schoenlank, argumenterede for, at der var brug for en agrarpolitik for at udvide og fuldende Erfurtprogrammet og at de berlinere, som dominerede partiet, ikke havde forståelse for vilkårene for bønderne i syd. Det skulle derimod være op til SPD i Sydtyskland selv at beslutte, hvorvidt man skulle støtte visse af Landdagens fremlagte reformer, såfremt disse skabte fremgang for både arbejdere og for landbruget.²⁰¹ Som en opbakning om partiets hidtidige politik lancerede Kautsky et angreb på Vollmar og hans støtter, Schoenlank og Eduard David. Kautsky argumenterede for, at det ville være umuligt at yde støtte til landbruget indenfor rammerne af det kapitalistiske system, da dette i stedet ville placere partiet på en småborgerlig reformistisk linje.²⁰² Partiledelsens resolutionsforslag blev ikke vedtaget, men Bebel fortsatte fordømmelsen af Vollmars metoder efter kongressen, og han støttede Engels, da denne igen begyndte at forlange Vollmar ud af partiet. Til et offentligt møde i et valgdistrikt i Berlin gik Bebel til angreb på det han kaldte ”småborgerlige elementer”, der havde gjort sit indtog i partiet efter socialistlovenes ophævelse, og disses fortynding af partiets principper. I et verbalt angreb på Vollmar kritiserede Bebel kraftigt hans drift mod højre, lige fra Eldorado-talerne kulminerende i de bayerske socialdemokraters tilslutning til budgetforslaget.²⁰³ Som ordkrigen mellem Bebel og Vollmar tog til, begyndte Liebknecht at frygte en splittelse af partiet, hvilket på dette tidspunkt kunne være katastrofalt. Liebknecht kom til at stå i en situation, hvor han forsøgte at tilfredsstille begge sider, da han skulle få Vollmar til at nedtone sin agitation, samtidig med at Bebels angreb også skulle formildnes. Til dette håbede Liebknecht at Engels ville være behjælpelig.²⁰⁴ Engels støttede dog helt op om Bebel i konflikten, og kritiserede i stedet Liebknecht for at indtage en mellemposition:

”So if that wasn’t the time for Bebel to speak of the penetration of the party by petty-bourgeois elements then I’m at a loss to know when he should have done. And what did the Vorwärts [Liebknechts avis red.] do? Fasten upon the form of Bebel’s attack, say things weren’t so bad after all and place itself in such ‘diametrical opposition’ to him… I should have thought that the mere fact of your having been forced to make this statement [at Liebknecht ikke i en artikel i Vorwärts tog mere afstand til Vollmar og ikke åbenlyst støttede Bebel red.] after the event would have proved to you that you have strayed much further to the right than Bebel could have strayed to the left.”²⁰⁵

Debatten blev først afsluttet, da Rigsdagen på ny var begyndt at diskutere en genindførelse af socialistlovene, hvorefter partiledelsen besluttede, at intern ro var absolut nødvendigt for partiets fortsatte legale status. Efter Frankfurtkongressen mødtes partiets bayerske medlemmer, og ved denne lejlighed fik Vollmar imidlertid ubetinget opbakning til sine synspunkter. Da hverken Bebel eller Vollmar ønskede en deling af partiet, døde sagen lige så stille ud.²⁰⁶ Det bayerske socialdemokrati fulgte efterfølgende en konsekvent reformvenlig linje.

6.2.5 Fremgang for arbejderbevægelsen og højkonjunktur i samfundet

Med afskaffelsen af socialistloven blev det igen lettere for arbejderne at organisere sig, og i forbindelse med legaliseringen af fagforeningerne fulgte en eksplosiv udvikling i antallet af medlemmer. Således steg antallet af medlemmer i de socialdemokratisk ledede fagforeninger fra 90.000 i 1888 til 224.000 medlemmer i 1893.²⁰⁷ Idet industriarbejdernes realløn i samme periode langsomt nærmede sig det niveau, den havde inden krisen i 1873, begyndte der fra flere sider at argumenteres for, at partiet burde involvere sig mere i det parlamentariske arbejde. I takt med stigende medlemstal i fagforeningerne, fik disse gennemført mærkbare forbedringer på flere af de områder, de kæmpede for. Det lykkedes bl.a. gradvist gennem 1890’erne at få sænket arbejdernes gennemsnitlige arbejdstid per uge markant. F.eks. faldt arbejdstiden for ansatte i bygningsindustrien og på trykkerier med ca. 3 timer om ugen, mens ansatte i maskinindustrien fik deres arbejdstid sænket med over 4 timer.²⁰⁸ Endvidere opnåede arbejderne høje reallønsfremgange i 1890’erne, hvilket udover fagbevægelsens forhandlingskraft også skyldtes højkonjunkturen og den økonomiske vækst, der prægede landet. Hovedårsagen til fagforeningernes øgede styrke og stigende medlemsfremgang var i øvrigt, at produktionsvirksomhederne var blevet større, og med flere arbejdere ansat på virksomhederne kunne de bedre organisere sig. Således fordobledes både antallet af virksomheder med 50-1000 ansatte og antallet af virksomheder med over 1000 ansatte i perioden 1882-1895.²⁰⁹

Da SPD i 1893 på ny fik et godt valg og øgede sit antal af sæder i Rigsdagen fra 35 i 1890 til 44 åbnedes på ny for debatten om parlamentarisme.²¹⁰ Denne gang var det bl.a. Eduard Bernstein, der talte for en større involvering i den politiske kamp for arbejdernes vilkår. Han begyndte at gå på kompromis med sin egen og partiets hidtidige holdning om ikke at indgå i samarbejde med andre partier og argumenterede for, at partiet i stedet for at boykotte valgene i Preussen, hvilket hidtil havde været partiets politik pga. det uretfærdige treklassevalgsystem, skulle deltage aktivt i valgene.²¹¹ Han var overbevist om, at socialdemokraterne efterhånden havde så stor opbakning blandt vælgerne, at der trods systemet alligevel kunne vindes en del pladser og politisk indflydelse, hvis partiet blot ville indgå alliancer med liberale partier. Han udtalte således i forbindelse med debatten:

”…it would irresponsible to let the expectation of a revolutionary crisis prevent the party from doing whatever is necessary to foster the interests of the working class”²¹²

Han argumenterede yderligere for, at det var et spørgsmål om at finde de rigtige midler til at nå målet, og at der ikke var noget helligt ved de midler, man før havde vedtaget. Bernsteins forslag om at ændre på revolutionens betydning for socialismens indførelse, og dermed på det nyligt vedtagne Erfurtprograms teoretiske grundlag affødte ganske overraskende ikke den store opmærksomhed i partiledelsen. Det gjorde til gengæld forslaget om at deltage i det preussiske valg, og bl.a. Max Schippel, der var socialdemokratisk medlem af Rigsdagen, udtalte:

”No compromise with the most wretched of electoral systems, no compromise with any other party, no compromise with the policy of compromise”²¹³

I efteråret 1893 blev det på den socialdemokratiske kongres vedtaget, at partiet fortsat skulle boykotte valgene i Preussen.

6.2.6 Eduard Bernstein og Revisionismens indtog i partiet

Selvom Bernstein var uenig i partiets beslutning, accepterede han den. Alligevel tiltrak han sig Engels opmærksomhed, idet Engels begyndte at betvivle den tone Bernstein brugte i sine artikler i partiets teoretiske tidsskrift Neue Zeit. En af de artikelserier, der fik Engels til nøje at iagttage Bernstein, var hans forsøg på at forklare Marx' 3. bind af Kapitalen til læserne af Neue Zeit. Engels havde udgivet dette sidste bind af værket i 1894, og Bernsteins tone i artiklerne udtrykte en tydelig skuffelse. Engels beskrev i et brev til lederen af det østrigske socialdemokrati, Victor Adler, Bernstein som meget forvirret og overbebyrdet af for meget arbejde.²¹⁴ På trods af Engels bekymring for Bernstein fortsatte de to alligevel deres nære venskab, og Engels gjorde tilmed Bernstein til en af arvingerne af sin litterære ejendom.

Bernstein stod som bekendt ikke foran en umiddelbar tilbagevenden til marxismen. Tværtimod blev han i løbet af 1894-95 stadig mere overbevist om, at det var nødvendigt at revurdere betydningen af Marx' teorier i forhold til den aktuelle samfundsudvikling. Denne nye overbevisning bundede i, at han begyndte at tvivle på kapitalismens tendens til at ødelægge sig selv, idet han anså, at der eksisterede en lige så stor tendens til at kapitalismen reparerede sig selv og således igen skabte balance. Karteldannelsen, udbygningen af kreditsystemer og forbedringer af transport og kommunikation reducerede ifølge Bernstein kraftigt sandsynligheden for en større økonomisk krise. Samtidig mente Bernstein, at klassemodesætningerne mindskedes, idet arbejderklassen i stedet for at synke ned i elendighed opnåede fremgang på flere områder.²¹⁵ Bernstein så altså ikke nogen mulighed for et kapitalistisk kollaps i en forudseelig fremtid, og derfor blev han efterhånden af den opfattelse, at partiets mål skulle findes i det arbejde, partiet allerede var i gang med: Kampen for arbejdernes rettigheder. Partiets fredelige og lovlige taktik skulle således bibeholdes, men den skulle flyttes væk fra den revolutionære strategis kontekst.

6.2.7 Revisionismedebatten

Bernsteins første indlæg i debatten blev publiceret i Neue Zeit i oktober 1896 i forbindelse med et opgør mellem SPD og det engelske socialistparti SDF, et opgør der oprindeligt havde været mellem Engels og førende medlemmer af SDF Henry Hyndman og Belfort Bax, men som Bernstein og Kautsky havde fortsat på vegne af Engels efter dennes død. Uoverensstemmelserne drejede sig om, hvordan socialdemokratierne skulle forholde sig til en armensk massakre på tyrkerne og på hvis side, de skulle stille sig. Uoverensstemmelserne mellem Bernstein og specielt Bax overbeviste Bernstein om, at det var på tide, at nogen talte offentligt om de åbenlyse problemer han så i den marxistiske teori. Derfor påbegyndte han d. 28. oktober den første af to artikelserier med fællestitlen Socialismens Problemer, en serie der bestod af fem artikler, og som blev trykt i partiets Neue Zeit mellem oktober 1896 og april 1897.²¹⁶

Den første artikel General observations on Utopianism and Eclectism omhandlede manglen på den videnskabelige tilgang til socialismen, som Marx og Engels havde stået for. I stedet var socialdemokraterne forfaldet til utopiske tilgange til Marx' teorier præget af en stigende grad af eklektisk tænkning, frem for at koncentrere sig om den videnskabelige socialisme, der var langt at foretrække. Den anden artikel, Collectivism in Industri, var en oversættelse af en artikel af den liberale økonom J.A. Hobson og omhandlede offentlige og private virksomheder og deres gensidige afhængighed af hinanden, hvilket Bernstein langt hen ad vejen var enig i.²¹⁷ Denne artikel forsøgte han at underbygge statistisk ved hjælp af de næste to artikler. Heri argumenterede han for, at koncentrationen af virksomheder i karteller ikke nødvendigvis gjorde det sværere at varetage arbejdernes interesser, idet dele af arbejderklassen allerede havde opnået betydelig fremgang. Den sidste artikel i serien The social and Political Significance of Space and Number omhandlede socialismens forhold til staten. Det var ifølge Bernstein kun nødvendigt at kæmpe mod staten så længe klassekampen eksisterede. Derfor måtte der i stigende grad kæmpes for demokrati, idet demokratiet skulle grundlægge socialismens vej til magten. Ingen af artiklerne formåede at skabe den debat, Bernstein havde ønsket. De skabte faktisk næsten ingen opmærksomhed overhovedet, og det selvom Bernstein havde foreslået at ændre på partiets politiske grundsætninger.²¹⁸

Da Bernstein var i gang med sin anden artikelserie, der også blev trykt i Neue Zeit fra september 1897 til marts 1898, fik folk imidlertid øjnene op for hans foretagende. I den første artikel kritiserede han flere af de beslutninger, der var taget på en international konference for beskyttelse af arbejderne i løbet af sommeren. I den anden artikel Crime and the Masses skrev han om arbejdernes brug af og partiets opfordring til unødvendige optøjer og massedemonstrationer, og hvordan enkeltpersoner i en menneskemængde f.eks. under en demonstration mistede deres identitet og dømmekraft. Den mangel på selvkontrol, der ofte herskede i forbindelse med en samling af store masser, kom derfor i alt for høj grad til at resultere i handlinger, der i stedet for at hjælpe bevægelsen var til skade for den.²¹⁹ Med denne artikel, der således afslog brugen af demonstrationer som middel, begyndte Bernstein at tiltrække sig en del opmærksomhed, dog stadig uden at nogen kritiserede ham offentligt. Bebel skrev til Kautsky, at han personligt tvivlede meget på Bernsteins overbevisning, mens Kautsky i et brev til Victor Adler skrev, at Bernstein syntes at nære en stærk modvilje mod hele den revolutionære bevægelse.²²⁰

Det var først, da Bernstein skrev sin tredje artikel The Conflict in the English Engineering Industri, at han begyndte at modtage kritik. Artiklen kom i to dele i december og januar, og den drejede sig om den øgede mekaniserings forhøjede produktivitet og medfølgende prisfald, og dettes indflydelse på arbejdspladserne. Deri lå der, ifølge Bernstein, et dilemma, der bestod i, at skulle fagforeningerne forsvare arbejdspladserne, så blev det på bekostning af mekaniseringen, og derved kom fagforeningerne i en position, hvor de stod i vejen for fremskridtet og offentlighedens bedste. Dette dilemma var velkendt og var tidligere behandlet af Marx og Engels, men Bernstein nåede frem til en anden konklusion:

”Progress should not be impeded for the sake of a short-term advantage, and the public good had priority over merely sectional interests.”²²¹
Det var uhørt, at Bernstein sådan stillede sig på arbejdsgivernes side imod arbejderne. Bl.a. Bebel var rasende, men hans vrede blev hurtigt overskygget af den furore Bernsteins næste artikler skabte. Bebel nåede således ikke at komme med sin kritik, inden Belfort Bax havde genoptaget sin fejde med Bernstein. Bax, der blev den første offentlige kritiker, beskyldte ham for at:

”…Bernstein had abandoned the final goal of the socialist movement.”²²²

Bernstein besvarede Bax' kritik i to artikler, hvor især den sidste med titlen The Struggle of Social Democracy and the Social Revolution: 2. The Theory of Collapse and Colonial Policy, senere skulle blive betegnet som revisionismens første egentlige manifest. I disse artikler forsøgte han statistisk og videnskabeligt at påvise, at kapitalismen ikke ville bryde sammen. Til det tilføjede han:

”And this… was just as well, for, in such a crisis, a Social Democratic government would be unable either to introduce socialism or preserve capitalism”²²³

Socialdemokratiet ville kun være i stand til at tage magten, hvis partiet ville opgive sine revolutionære drømme og indse, at der var fremragende fremtidsperspektiver i en fredelig gennemføring af socialismen ved brug af parlamentariske midler. I slutningen af den anden artikel kom Bernstein med en skæbnesvanger udtalelse, som skulle blive udsat for angreb på angreb så længe debatten varede:

”I frankly admit that I have extraordinarily little feeling for, or interest in, what is usually termed ‘the final goal of socialism.’ This goal whatever it may be, is nothing to me, the movement is everything.”²²⁴

Kritikken væltede ind over Bernstein i så godt som samtlige tyske socialistiske aviser, hvor fremtrædende socialdemokrater beskyldte ham for alt, lige fra måden hans fejlagtige benyttelse af statistik, til at have frasagt sig den videnskabelige socialisme og lide af utopisme. En af de aviser, der ikke førte ubetinget kritik af Bernstein, var Neue Zeit, hvori debatten var startet. Som redaktør på avisen havde Kautsky valgt ikke at trykke nogen af de mange kritiske breve, idet han var overbevist om, at hele debatten grundede i misforståelser. Da Neue Zeit ikke ønskede at debattere de åbenlyse problemer, Bernsteins artikler havde skabt, måtte en anden avis videreføre den teoretiske diskussion. Det blev Sächsische Arbeiterzeitung under ledelse af Alexander ”Parvus” Helphand, der udgav en række artikler under titlen: Bernstein’s Overthrow of Socialism. Artiklerne søgte grundlæggende en videnskabelig afvisning af Bernsteins påstande, idet Bernstein, ifølge Parvus, havde undervurderet koncentrationen af kapital og proletariseringen af masserne i Tyskland. Parvus beskyldte Bernstein for ikke at sætte den brugte statistik i den rigtige kontekst, og her mente Parvus, at da Bernstein gennem en årrække havde boet i London, så kendte han ikke de aktuelle politiske omstændigheder i Tyskland.²²⁵

Bernstein begyndte imidlertid også langsomt at vinde tilhængere, og i kampen mod Parvus fik han støtte fra den rigsdagsdelegerede Konrad Schmidt. Parvus fortsatte dog sin ubønhørlige kritik, og han opfordrede partiets førende teoretiker, Kautsky, til at slå sit og partiets officielle standpunkt fast. I alt publicerede Parvus 17 artikler fra januar til marts, og han fik i høj grad givet Berntein-spørgsmålet en markant profil, selvom partiledelsen havde forsøgt at undgå dette. Mange socialdemokrater var utilfredse med den fortsatte debat. Ikke bare havde en af partiets største teoretikere gennem det sidste årti fornægtet marxismen, han havde også gjort det lige op til et rigsdagsvalg. Tilmed havde et andet af SPDs medlemmer af Rigsdagen, Wolfgang Heine, udtrykt beundring for Bernsteins synspunkter og i den forbindelse fået trykt en pamflet, der foreslog et samarbejde med Det Nationale Liberale parti.²²⁶

Mens debatten rasede, udgav Bernstein endnu en artikel i serien med titlen: The Realistic and the Ideological Moments in Socialism. Artiklen omhandlede forholdet mellem ide og virkelighed; specielt forholdet mellem ide og politisk handling, og formålet med den var en retfærdiggørelse af revisionen af Marx. Konklusionen på artiklen lød:

”Science, therefore, could never be a closed system of established truths but must always be an open ended and never-changing enquiry; socialism, insofar as it was scientific must share this characteristic.”²²⁷
En sådan omformulering af tilgangen til den marxistiske teori kunne selv ikke Kautsky se bort fra. Bernsteins pointer i de seneste artikler havde rystet Kautskys tillid til, at hans gamle ven atter ville slå ind på den revolutionære vej. I et brev til Victor Adler skrev han, at han ikke mente, at de to længere var i stand til at arbejde sammen, og at han heller ikke var interesseret i dette.²²⁸ Herefter meldte Kautsky klart sin og partiets officielle holdning ud. Han hævdede, at selvom SPD var et demokratisk parti, så var det ikke et demokratisk reformparti, siden partiets mål gik langt videre end blot demokrati og reformer; nemlig realiseringen af proletariatets overtagelse af magten. Eftersom demokrati og parlamentarisme fungerede indenfor det kapitalistiske samfund, så kunne disse midler ikke føre til dannelsen af det socialistiske samfund. Demokrati kunne kun bringe partiet til magten, mens det var realiseringen af proletariatets diktatur, der skulle sikre, at det socialistiske samfund ikke blev offer for kontrarevolutionære kræfter.²²⁹

6.2.8 Kritikken fra venstrefløjen

En ny kritiker af Bernstein kom i skikkelse af Rosa Luxemburg på banen i efteråret 1898. Hun forsøgte med en serie artikler at påvise videnskabeligt, at Bernstein tog fejl, når han påstod, at det ikke ville være muligt at opnå et kapitalistisk sammenbrud. Disse artikler kom til at udgøre den mest massive og velunderbyggede kritik af Bernsteins revisionisme. Luxemburgs kritik bundede, ligesom Parvus, i, at Bernstein havde fejlfortolket udviklingen i det tyske samfund, når han afviste, at kapitalismens modsætninger ville medføre kriser i samfundet. Hvor Bernstein brugte de kapitalistiske monopolorganisationer (karteller, truster) og kreditsystemets udvikling som begrundelse for kapitalismens tilpasningsevne, så brugte Luxemburg denne udvikling til at understrege kapitalismens vej mod sammenbruddet. Ifølge Luxemburg så var netop kreditvæsenet, der gennem aktieselskaber o. lign. gav kapitalisten råderet over fremmed kapital, i meget høj grad med til at fremme samfundets modsætninger. Det var Luxemburgs påstand, at da kreditten øgede produktionens ekspansionsmuligheder, mens den ikke havde indflydelse på konsumptionsmulighederne, så var det åbenlyst, at den medfølgende overproduktion ville føre til økonomiske kriser.²³⁰ Denne kapitalakkumulation, som karteller og truster var en manifestation af, var ligeledes medvirkende til at forøge samfundets modsætninger. Kartellerne forøgede blot den kapitalistiske verdens anarki, da de skærpede modsætningen mellem produktionsmåden og udbytningsmåden (måden at tilegne sig merværdi på) ved at stille arbejderklassen overfor den organiserede kapitals magt, og således drive modsætningen mellem kapital og arbejde til sit yderste. Hvor Bernstein anså fagforeningerne som et af midlerne til at nå målet, sociale reformer, så afviste Luxemburg også dette. Hun mente i stedet, at da fagforeningernes vigtigste funktion var at organisere arbejderne og sælge deres arbejdskraft så højt som muligt, så kunne de højest opholde status quo, selvom de udnyttede markedets konjunkturer til deres fordel. Det begrundede hun med faktorer, der lå uden for fagforeningernes kontrol. Herunder produktionens betingede efterspørgsel efter arbejdskraft, den naturlige tilgang i arbejdere gennem middelklassens proletarisering, arbejdernes forplantning samt arbejdets øjeblikkelige produktionsgrad. Disse tre faktorer umuliggjorde, ifølge Luxemburg, fagforeningernes muligheder for at omstyrte lønningsloven.²³¹ Hvor Bernstein så det parlamentariske demokrati som det vigtigste politiske middel for socialismens opnåelse, så Luxemburg, at parlamentarismen, som den bestod i Tyskland, ikke var andet end en repræsentant for det kapitalistiske samfund.²³² Luxemburgs artikler konkluderede, at Bernstein ved at forvandle sociale reformer fra midler til opnåelse af socialismen til mål i sig selv, bragte partiets standpunkter i fare. Luxemburg skulle også komme til at spille en rolle ved den kommende partikongres, idet hun, da Parvus blev udvist fra Saxen, overtog hans redaktørstilling på Sächsische Arbeiterzeitung.

6.2.9 Stuttgartkongressen

Kongressen begyndte den 31. oktober 1898, og formålet med den var, at debattere en rapport fra partiets hovedbestyrelse. Rapporten lagde især op til to diskussionspunkter, partiets fremgang ved rigsdagsvalget og partiets mangfoldige presse bestående af aviser og tidsskrifter. Partiet havde klaret sig udmærket ved valget og var gået frem med 300.000 stemmer og havde opnået 56 pladser i Rigsdagen, hvilket svarede til 19,7 % af de afgivne stemmer.²³³ Alligevel var der stor forskel på graden tilfredshed indenfor partiet. Det blev igen foreslået (som Vollmar havde gjort det få år forinden), at partiet skulle modificere sit program, så det ville appellere mere til bønderne. Der var dog generel enighed om at fastholde den stramme proletariske linje, hvilket partiformand Bebel endnu en gang understregede vigtigheden af.²³⁴ I den forbindelse blev Wolfgang Heines tilnærmelser til Det Nationale Liberale parti også sat på dagsordenen og fordømt fra flere sider med beskyldninger om at han, ligesom Bernstein, havde frasagt sig partiets endelige mål. Heine var dog ikke ene om at repræsentere sådanne synspunkter. Heinrich Peus, der ligeledes var medlem af Rigsdagen, var således enig i, at partiet burde koncentrere sig om arbejdernes nuværende behov i stedet for at blive ved med at skændes om de endelige mål. På trods af lighederne i Bernsteins, Peus og Heines synspunkter foreslog de to sidstnævnte på intet tidspunkt at revidere den bestående marxistiske teori. De ønskede den blot fjernet fra partiprogrammet, der ifølge Peus burde være et let forståeligt handlingsprogram. Et sådant program skulle omhandle dagligdagens krav, og det skulle ikke indeholde noget endeligt mål.²³⁵ Bebel forsøgte uden held at afslutte debatten med følgende udtalelse: ‘

”A fighting party, a party that intends to attain certain goals, must also have a final goal. If all reference to the final goal were deleted from the party programme and avoided in the party press, then, I say that we would cease to be Social Democrats.”²³⁶

Bebel fik bred opbakning til sin udtalelse og bl.a. Luxemburg understøttede Bebel med bemærkningen:

”What gave them [partiets praktiske handlinger red.] their specifically socialist character was the fact the party related them to its final goal.”²³⁷

Vollmar greb her lejligheden til at kritisere Luxemburg for hendes tendens til at fremstille partiet som stående foran øjeblikkelig ødelæggelse og for hendes overdrevne brug af voldelig retorik, der ifølge Vollmar gav indtryk af, at hun ville kalde partiet til væbnet opstand. Han lagde som tidligere ikke skjul på, at han foretrak, at den uophørlige kamp for arbejderne blev ført gennem reformer. Til det tilføjede han:

”So far as I am concerned, Heine, Schmidt, and Bernstein had served the party better than their critics.”²³⁸

Derfra begyndte kongressen at debattere det andet punkt i rapporten, der omhandlede partiets presse. Her begyndte kritikken hurtigt at dreje sig om partiets to officielle aviser, Vorwärts og det teoretiske Neue Zeit. Kritikken gik på, at aviserne og især at Kautsky som chefteoretiker og redaktør på Neue Zeit ikke meldte partiets holdning klart ud. Her tog Bebel ordet og læste Bernsteins forsvarserklæring op for kongressen. Bernstein selv var ikke repræsenteret, da han stadig ikke kunne rejse ind i Tyskland uden at risikere anholdelse.²³⁹ Erklæringen omhandlede generelt de synspunkter, som Bernstein i forvejen havde skrevet i sine artikler. Bebel havde ikke andre bemærkninger til erklæringen, end at han var uenig i Bernsteins synspunkter, og han gav i stedet ordet til Kautsky, som endelig var klar til at melde sin holdning klart ud. Kautsky indledte med at forsvare det kritiserede Neue Zeit. Derefter rettede han sin kritik imod den mand, der i 18 år havde været hans tro følgesvend og sammen med ham, havde kæmpet mod uretfærdigheden under partiets hårdeste tid (socialistlovene). Efter de indledende høflighedsfraser holdt han ikke igen med sin kritik, der tog udgangspunkt i Bernsteins manglende forbindelse til Tyskland.

”The view of Bernstein’s is based on very sound facts. The only thing wrong with it is that, unfortunately for us, these facts are to be found, not in Germany, but in England.”²⁴⁰

Kautsky understregede derpå en lang liste af punkter, hvorpå England og Tyskland var forskellige, og hvorfor man derfor ikke havde de samme muligheder for at følge en ikke-revolutionær vej til socialismen i Tyskland, sådan som Bernstein foreslog. Bernsteins havde, ifølge Kautsky, mistet forbindelsen til arbejderbevægelsen i Tyskland, og han forsøgte fejlagtigt at generalisere ud fra tilstanden i England; en kritik, der var et tilbagevendende fænomen, når Bernstein blev debatteret.²⁴¹ Kautskys tale blev modtaget med en enorm entusiasme i form af stående ovationer, og kongressens deltagere var så tilfredse med udmeldingen, at Liebknecht, da han skulle opsummere debatten, hævdede, at partiet effektivt havde afvist Bernsteins holdninger. Det kom så vidt, at Luxemburg foreslog, at Bernstein burde smides ud af partiet, hvilket dog blev afvist af de øvrige delegerede.

6.2.10 Afgørelsen ved Hannover

På trods af Liebknechts proklamation om, at Bernstein-spørgsmålet nu var blevet afklaret, så blev det ret hurtigt efter kongressen klart, at konflikten endnu ulmede. Kautsky og Bernstein fortsatte således den teoretiske diskussion i Neue Zeit. Da Kautsky var af den holdning, at deres fortsatte polemik kun ville forvirre læserne yderligere, overtalte han Bernstein til at skrive en længere afhandling om sine revisionistiske synspunkter. Det accepterede Bernstein, og 12 uger senere havde han skrevet bogen Socialismens Forudsætninger, som blev udgivet i marts 1899.²⁴²

Med udgivelsen begyndte debatten igen at rase. Bernstein var hidtil blevet kritiseret af partiets radikale venstrefløj bestående af bl.a. Luxemburg og Parvus, men nu begyndte også midtergruppen ført an af Kautsky og Bebel åbenlyst at kritisere ham. På partiets kongres oktober 1899, i Hannover, blev Bernstein-spørgsmålet det altoverskyggende emne. Selvom Bernstein igen var forhindret i at deltage, havde han opbygget en vis opbakning fra partiets reformsøgende højrefløj, der dog var langt i undertal i forhold til partiets andre grupper. Da debatten på kongressen drejede sig om de samme emner som året før, var partiledelsen meget ivrig efter endelig at lægge låg på debatten. Derfor fremsatte Bebel en resolution til afstemning, hvori der skulle gøres op med de folk, som havde forladt den revolutionære vej:

”Those who abandoned ’revolution’ in favor of ’evolution’ had allowed themselves to be coopted by the bourgeoisie and displayed their willingness to compromise with the existing authoritarian state of Kaiser Wilhelm… Let’s stick with our goal of [capitalist] expropriation. This we’ll never give up!”²⁴³
Resolutionen blev vedtaget med et overvældende flertal, idet 216 stemte for og kun 21 imod.²⁴⁴ Efter kongressen begyndte debatten at gå i sig selv igen. Selvom Bernstein og Kautsky enkelte gange udvekslede synspunkter i aviserne, så havde hverken Bernstein eller hans modstandere noget nyt at bringe debatten.

6.2.11 Opsummering

Det var i denne periode, at partiet igen fik muligheden for at operere legalt med ophævelsen socialistlovenes. Dette medførte, at partiet ville danne et nyt teoretisk grundlag, hvor marxismen kom til at spille en større rolle. Dette skete ved Erfurtprogrammets vedtagelse, hvor partiet bekendte til uklare marxistiske idealer. Kritikken af partiets nye linje begyndte dog umiddelbart efter, hvor Vollmar begyndte at kræve en mere reformsøgende linje og samtidig en afvisning af det revolutionære. Også Bernstein begyndte at angribe det marxistiske grundlag, men dennes revision af Marx blev dog afvist på det kraftigste ved kongresserne i Stuttgart og Hannover. Når disse ikke blev smidt ud af partiet, bekræfter det, at partiet prioriterer opbyggelsen af et masseparti frem for en stringent teoretisk linje. I denne periode begyndte også venstrefløjen at fremkomme med Luxemburg i spidsen, specielt med sin stærke kritik af Bernstein.