Indledning

5.3 Reformismen

Reformisme kan ikke siges at være en fasttømret teori eller ideologi med en bestemt ophavsmand. Derimod er reformisme nærmere en bestemt retning indenfor socialismen, som appellerer til brede kredse indenfor SPD bl.a. fagforeningsfolk og parlamentarikere. Reformismen er dog ikke entydig, for indenfor reformismen er der også forskellige retninger, og samtidig er der stor forskel på de reformistiske personligheder. Ferdinand Lassalle og Georg von Vollmar er eksempler på personligheder, der kan knyttes til reformismen uden, at disse politisk eller ideologisk ligner hinanden. Desuden er der stor forskel på den reformisme, som samtidens fagforbund står for, og så den reformisme som eksempelvis Lassalle repræsenterer.

5.3.1 Reformismen som begreb

Begrebet reformisme i socialistisk forstand indebærer troen på en gradvis overgang fra et kapitalistisk samfund til et socialistisk gennem brugen af sociale reformer. Reformismen afviser, at der er brug for en revolution for at opnå det socialistiske samfund. Det vil sige, at reformismen afviser, at der nødvendigvis sker et brud i den historiske udvikling, hvori den politiske magt går fra en klasse til en anden inden for en overskuelig periode. Idegrundlaget i reformismen er parlamentarismen, hvilket her betyder, at ændringer af systemet må ske via de allerede folkevalgte forsamlinger. Reformismen er altså knyttet til det, man kan kalde en legalistisk holdning, hvilket betyder, at der arbejdes ud fra, at forbedringer i samfundet må ske ud fra de bestående love.⁵³ Herom siger Vollmar selv:

“…the possibility of exercising a certain influence on the shaping of public affairs by legal means.” ⁵⁴

Dog fremhæver Vollmar også, at hvis disse mål forhindres i opfyldelse, kan aktioner bruges til at fremskynde processen.

Reformisterne opstiller desuden parlamentarismen som det ønskede system for det socialistiske samfund. Ud fra disse betragtninger fremkommer ideen om arbejdsdeling mellem socialdemokrati og fagbevægelse. Partiet skal tage sig af de langsigtede mål, såsom socialismens indførelse og det parlamentariske arbejde, mens fagbevægelsen skal tage sig af dagligdagskravene, såsom løn- og arbejdsforhold.

Det, der utvivlsomt binder reformismen sammen, er afvisningen af revolutionen, som det centrale element i grundlæggelsen af det socialistiske samfund. Reformisterne argumenterer for, at revolutionen er uønsket fordi den bryder med samfundets love og fordi den fodrer unødvendig magtanvendelse. Endvidere finder de den umulig, da folk ikke ønsker revolutionen, og fordi kapitalismen har vist sig at være standhaftig og ikke kan ændres pludseligt. Revolutionen er samtidig unødvendig, fordi reformer kan lede hen til endemålet, der stadig er det socialistiske samfund, blot indenfor rammerne af det bestående samfund.

Reformismen har således, kort fortalt, gradualismen som hovedtema, hvilket betyder, at reformismen går ind for en gradvis overgang til socialismen inden for rammerne af det kapitalistiske samfund.

5.4 Bernsteins revisionisme

Dette afsnit vil have fokus på den debat, som Bernstein skabte gennem det opgør han indledte med den ortodokse marxisme; et opgør der tog sit udspring igennem artikler i det teoretiske tidsskrift Neue Zeit og senere i bogform i værket Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sozialdemokratie (Socialismens Forudsætninger). Det særlige ved Bernstein er, at hans værker er de første, som virkelig trodser den marxistiske lære, og det er disse stridspunkter, der vil fremgå i dette afsnit. Desuden vil det fremgå, hvor Bernstein fandt sin inspiration til sin kritik af marxismen.

5.4.1 Præsentation af Bernstein

Bernstein blev i begyndelsen af 1870’erne socialist, da han hørte Bebel tale til en forsamling af arbejdere i Berlin. Allerede i 1878 blev han dog tvunget i eksil som mange andre tyske socialister, grundet socialistlovene. Fra 1878 – 1888 havde Bernstein sit i virke i Schweiz, hvor han knyttede bånd til Kautsky, og hvor de to i fællesskab havde ansvaret for det tyske socialistpartis undergrundsavis Der Sozialdemokrat. Herefter drog han til England, hvor han også havde sæde under revisionismedebatten, og det var under således under tiden i England, at Bernstein for alvor udviklede ideerne til sin revision af den marxistiske teori. Her tog han kontakt til og blev venner med Engels, og han gjorde sig ligeledes bekendt med de engelske socialister, hvor især de såkaldte fabianere, der var en del af det engelske socialdemokrati, tydeligvis inspirerede ham. Kort sagt var den fabianske socialisme ikke et resultat af en revolution, derimod skulle socialismen fungere indenfor det borgerlige demokratis rammer, og graduelle forbedringer af arbejdernes vilkår.⁵⁵ Mange af Bernsteins grundtanker kom til at hvile tæt op af de engelske fabianeres ideer. Bernstein formulerede sin opfattelse af socialisme i perioden 1896-1898 i en serie af artikler benævnt Probleme des Sozialismus, som rettede et skarpt angreb imod de ortodokse marxister. Disse bliver i 1899 udgivet i bogform under titlen Socialismens Forudsætninger, som skulle komme til at danne grundlag for den revisionistiske teori. De centrale dele af marxismen, som Bernstein gjorde op med i Socialismens Forudsætninger, kan nedfattedes til følgende punkter: Den historiske materialisme, dialektikken, arbejdsværditeorien og merværditeorien, kriseopfattelsen, revolutionsteorien samt den generelle opfattelse af strategi og taktik.

5.4.2 Den historiske materialisme og revisionismen

Bernsteins primære kritik af den materialistiske historieopfattelse omfatter, at den er for deterministisk og i alt for høj grad fokuserer på de økonomiske modsætningsforhold i samfundet:

”En gjør den historiske materialismen større skade enn nytte når en gjør seg viktig med på forhånd å tilbakevise den avgjørende betoningen av andre innflytelser enn de rent økonomisk natur – og hensynet til andre økonomiske faktorer enn produksjonsteknikken og dens forutsette utvikling...”⁵⁶

Bernstein er af den opfattelse, at Marx’ metode har vist sig at have en række fejl, og at den har brug for en grundig revision, idet den er ude af trit med tiden. Han kritiserer især Marx og Engels mangel på raffinement, hvilket har givet dem et ensidet syn på historiens økonomiske faktorer, der så har vildledt dem til at skabe sociale prognoser, der ikke er tidssvarende.⁵⁷ Han siger følgende i Socialismens Forudsætninger:

”Whoever employs the materialistic conception of history nowadays is duty bound to use it in its most developed and not in its original form.”⁵⁸

Bernstein går også imod den rent materialistiske opfattelse, som Marx advokerer for. Han mener her, at der ikke er taget højde for, hvilken rolle naturen, økonomien, retsinstitutionerne og ideerne spiller i skabelsen af historie.⁵⁹

For Bernstein er det ikke de indre modsætninger i det kapitalistiske samfund, som vil lede hen imod det socialistiske samfund. Han ser ikke socialismen som en objektiv nødvendighed, men derimod som et moralsk ønskværdigt samfund, der nok skal blive fremmet ved hjælp af visse tendenser i kapitalismen. For Bernstein repræsenterer den moralske bevidsthed samt retfærdighedsfølelsen de vigtigste drivkræfter i historien, og han benægter, at der er nogen sammenhæng mellem videnskabelig analyse og politisk kamp i dysten om socialismen. For Bernstein er socialismen en idealistisk funderet doktrin, der ikke har det store med videnskab at gøre. Dette skyldes, at idet den marxistiske teori forsøger at verificere sit videnskabelige grundlag gennem den historiske materialisme, så betyder en afvisning af denne, at dette samtidig vil være en afvisning af selve marxismen som en videnskab. Med sin afvisning af materialismen reducerer Bernstein i sine egne øjne dermed marxismen fra en videnskab til en mere subjektiv historieteori.⁶⁰

5.4.3 Dialektik og revisionisme

Det er ikke kun de centrale pointer i den historiske materialisme, som Bernstein søger at omdanne, også den marxistiske dialektik står for skud. Begrundelsen herfor er, at Bernstein mener, at dialektikken er en rest, der er tilovers fra Hegel, og at dialektikken dermed er håbløst forældet. Dialektikken skal i stedet flyttes fra at være kernen i marxismen til periferien. Bernsteins største problem med dialektikken er, at den forlader den empiriske verden til fordel for en verden af spekulation.⁶¹ Dette underbygger han bl.a. med, at Marx i Det Kommunistiske Manifest ser, at den tyske revolution i 1848/49 helt bestemt er en forløber for den proletariske revolution, og da dette ikke kommer til at holde stik, underbygger det blot Bernsteins argument. Bernstein slår fast i Socialismens forudsætninger, at virkeligheden er løbet fra dialektikken:

”Hvis det opprinnelig hegeliansk konstruerte utviklingsskjema skulle vestå, måtte enten virkeligheten omtolkes eller alle virkelige proporsjoner ignoreres i utstakingen av vegen til det etterstrebede mål.”⁶²

Endvidere finder Bernstein simpelthen, at Marx er ledt på vildspor af dialektikken i sine analyser af den politiske og økonomiske udvikling. Dette kommer til udtryk, idet Bernstein påstår, at det mest forræderiske i Marx' og Engels teori er dialektikken, da den står i vejen for enhver konsekvent anskuelse af tingene, og at denne doktrin ligger som en faldgrube for enhver oprigtig betragtning af tingenes tilstand.⁶³ Bernstein går endda så vidt som til at sige, at det store, Marx og Engels har konstrueret, har de ikke gjort i kraft af, men på trods af dialektikken. Bernstein mener ikke, at det gør ham mindre marxistisk at afvise disse ”hastige” konklusioner, som Marx og Engels har draget i kraft af dialektikken.⁶⁴

Bernstein finder det også stødende, at udviklingen i samfundet skal ske gennem konflikter og modsætninger (gennem klassekamp), og derfor er det ikke underligt, at han anser denne del af teorien som den mest forræderiske. Dette skyldes, at netop denne del af teorien, er et af de centrale elementer, der gør den marxistiske teori til en revolutionær teori. Bernstein argumenterer følgende for, at udviklingen i samfundet har taget et mere evolutionært forløb uden de helt store spring, og derfor søger han at udskifte kernen i den marxistiske teori fra den modsætningsfyldte dialektik til den evolutionære teori.⁶⁵

5.4.4 Revisionismens syn på den økonomiske udvikling (arbejdsværdilæren og merværditeorien)

I Socialismens Forudsætninger opridser Bernstein ligeledes sit syn på udviklingen i det kapitalistiske samfund. Bernstein kritiserer her mange af de teorier, Marx kommer med i forbindelse med kapitalismens udvikling. Bernstein tilbageviser Marx’ ide om en øget kapitalkoncentration og forsøger endvidere at modbevise postulatet om, at de små virksomheder vil blive mindre indflydelsesrige og dermed opnå mindre betydning. Bernstein argumenterer ligeledes for, at den såkaldte nye kapitalisme vil være langt bedre til at håndtere kriser, da han blandt andet ser, at kreditsystemet i kapitalismen har gjort kapitalismen mere tilpasningsdygtigt.⁶⁶

I forbindelse med Bernsteins afvisning af at anvende analysen af klassemodsætningerne i forhold til den materielle produktion, ser Bernstein ligeledes den marxistiske profitrate og merværditeorien for at være mere eller mindre irrelevante.⁶⁷ Bernstein synes tilbøjelig til at slutte op om grænsenytteteorien, som er et af de væsentligste borgerlige angreb mod den økonomiske marxisme, eller rettere så prøver han at forbinde de to uforenelige teorier til en samlet udbytningsteori. Bernstein anser det ikke for muligt at anføre videnskabelige årsager til, at arbejderne bliver udbyttet af kapitalisterne, hvorfor der heller ikke kan opstilles en teori om, at klassemodsætningerne vil blive skærpet. De snævert afgrænsede ovenstående teorier bevirker endvidere, at Bernstein kommer frem til konklusionen: At kapitalens koncentration og eliminationen af småborgerskabet, samt det tendentielle fald i profitraten ikke vil ske. Med andre ord bliver hele den marxistiske økonomiske og sociale analyse af det kapitalistiske samfund og dets udviklingstendenser anfægtet og erstattet af et billede, der fremstiller kapitalismen som en stabiliseret størrelse. For Bernstein er centrummet i denne stabilisering kartel- og monopoldannelsen, der gør det muligt at planlægge en del af produktionen. Bernstein fremhæver endvidere, at det nye kreditsystems fleksibilitet, verdensmarkedets udvidelse, moderne kommunikation osv. ville gøre det lettere for kapitalismen at undgå kriserne og de til tider voldsomme konjunkturbevægelser.⁶⁸

5.4.5 Revisionismen og revolutionsteorien

Bernstein afviser også den marxistiske revolutionsteori, idet han finder teorien fuldstændig forfejlet. Bernstein bebrejder marxisterne, at de ikke ser på de givne forhold i samfundet, der kort er beskrevet i afsnittet ovenfor. Marx og Engels tror på, at revolutioner udspringer af økonomiske kriser, mens Bernstein derimod mener, at hvis der skal ske en revolution, skal det ske når økonomien blomstrer, ellers vil der blot komme en kontrarevolution, og i sidste ende vil arbejderne blive taberne.⁶⁹ Han citerer i den forbindelse Proudhons ord til befolkningen i Paris i 1848:

”Når nationen på forhånd har udtømt sine hjælpekilder; når landet er uden produktion og uden samfærdsel; når arbejderne, som er demoraliseret af klubbernes politik og nationalværkstedernes lukning, lader sig hverve som soldater for blot at kunne leve- åh, da skal I få at vide, hvad en revolution er, som er kaldt frem af advokater, bragt i stand af kunstnere og ledet af romandigtere og poeter”⁷⁰

Dette tyder altså på, at Bernstein har to opfattelser. For det første at en krise i virkeligheden modvirker revolutionen. For det andet at Marx og Engels ikke har tilstrækkelig indblik i tidens økonomiske udvikling. Bernstein prøver empirisk at påvise dette, ved at dokumentere, at den stigende kapitalakkumulation indenfor for landbrug og industri overhovedet ikke er til stede.⁷¹ Derfor mener Bernstein ikke, at kapitalakkumulationen skal stå i centrum, men at det essentielle i højere grad er arbejdskraftens produktivitet.⁷² Endvidere er Bernsteins ideer koncentreret omkring, at ejendomsretten vil blive spredt især gennem aktieselskaber og igennem denne udvikling ser han muligheder for, at socialismen kan udvikle sig også uden kriser. Bernstein ser altså ikke socialismens indførelse ved hjælp af revolution, men derimod primært gennem såkaldte konsumentkooperationer og fagforeningerne. For det trejde gør han opmærksom på, at andre forhold end lige netop de økonomiske tendenser i samfundet spiller en stadig større rolle i forbindelse med revolutionen. Det drejer sig om videnskaben, kunst, ideologiske og etiske faktorer. Disse forholds betydning er åbenlyse, og derfor undrer det ham, at Marx, Engels, Kautsky og andre ledende socialister kan forfalde til ”virkelighedsfjerne revolutionsmagerier”. Bernstein finder det primære svar i, at de alle er forblændet af dialektikken.⁷³

5.4.6 Revisionismen og socialdemokratiets opgaver og strategi

I Socialismens Forudsætninger beskriver Bernstein desuden socialdemokratiets fremtidige opgaver og muligheder. Han fokuserer på en kritik af proletariatets diktatur, og igennem hele dette afsnit fremgår det tydeligt, at Bernstein finder proletariatets diktatur som en ganske unødvendig størrelse. Eksempelvis fremhæver han, at Marx og Engels i deres teori om proletariatets diktatur, er alt for fokuseret på erfaringerne fra den franske revolution:

”Det er allerede nevnt at når Marx og Engels stilte opp sin teori om proletariatets diktatur, hadde de den franske revolusjonens skrekk-epoke for øyet.”⁷⁴

Bernstein påstår, at proletariatets diktatur som middel til erobring af den politiske magt ikke kan lade sig gøre. Dette skyldes, at arbejderklassen slet ikke er så homogen en gruppe, som marxisterne vil gøre den til, og dels fordi arbejderklassen slet ikke er så revolutionært bevidst, som Marx og Engels fejlagtig har forudset den til at være.⁷⁵ Bernstein siger det selv meget sigende:

”Men også den industrielle arbeidergruppes lengsel etter den sosialistiske revolusjonen er enda for en stor del mer en antakelse enn visshet.”⁷⁶

Faktisk anser Bernstein slet ikke masserne for at udgøre et reelt middel til at udøve en forestående revolution. I artiklen Crime and the Masses, som blev publiceret i Neue Zeit under revisionismedebatten, hævder Bernstein, at når masserne indtager gaderne, så er det umuligt at forudsige konsekvenserne, idet mennesker i flok optræder højst irrationelt. Han argumenterer for, at masser i højere grad har en tendens til at udøve dårlige frem for gode handlinger, at ødelægge frem for at opbygge og at være egoistiske frem for selvopofrende.⁷⁷ Bernstein opsummerer sidst i artiklen sin holdning til massernes rolle i revolutionen:

”The mob, the assembled crowd, the ”populace on the streets” is as such a potential power that can turn into anything. It can be revolutionary or reactionary, heroic or cowardly, humane or bestial, but in most cases it is more inclined to destroy than create.”⁷⁸

Til slut kommer Bernstein med sin vurdering af forholdet mellem demokrati og socialisme. Heri skinner det virkelig igennem, at Bernstein ikke kan se en vej til socialisme uden demokrati, og at demokrati ligefrem er en forudsætning for socialismens indførelse. Han understreger, at uden demokrati, kan der ikke eksistere noget socialdemokrati, men der kunne dog godt stadig eksistere en arbejderbevægelse.