Indledning

Kap. 5 Socialismens teoretiske forståelsesramme

Dette kapitel skal fungere som afklaring af teorier og begreber, således at den teoretiske baggrundsviden er i orden. Formålet er at klargøre, hvilke teoretiske standpunkter de forskellige teoretikere var eksponenter for, for derigennem at give et bedre indblik i og en dybere forståelse af den splittelse, der var fremherskende i partiet i perioden.

For projektet som helhed er det vigtigt at forstå og skabe overblik over den forskel, der herskede indenfor de forskellige retninger af henholdsvis den marxistiske og revisionistiske/reformistiske teori, som derfor vil blive behandlet i hvert sit separate afsnit. Grundlaget for analysen af brydningerne i SPD skal findes i denne forskel, og derfor er det væsentlig for os at afdække og differentiere mellem de forskellige teorier, inden vi påbegynder den samlede diskussion. Endvidere vil den revolutionære marxisme blive inddelt i fire kategorier, marxisme, den ortodokse marxisme, Kautskys videreudvikling af den ortodokse marxisme samt det revolutionære standpunkt som blev indtaget af Luxemburg.

5.1 Marxismen

Marxismen fremkommer først som en selvstændig teoretisk retning med udgivelsen af Det Kommunistiske Manifest i forbindelse med 1848-revolutionen i Tyskland, det var heri Marx for alvor begynder at skille sig ud fra sin læremester Georg Wilhelm Friedrich Hegel. Manifestet analyserer og beskriver samfundet ud fra klassemodsætninger, og hvordan disse uundgåeligt vil komme til at stå i modsætning til hinanden. I sidste ende vil disse modsætninger føre til arbejderklassens frigørelse fra kapitalens ”lænker”. Siden manifestet udvikler Marx og Engels deres teorier til at være mere omfattende, så de kommer til at behandle diverse problematikker i de kapitalistiske produktionsforhold, samt revolution og andre centrale tematikker. Det er disse, der vil blive beskrevet i de følgende afsnit. Grunden til at vi har valgt at redegøre for marxismen, er, at det netop er herfra SPD får deres revolutionære teoretiske grundlag, og at det derfor er Marx de forlader, da de afviser revolutionen.

5.1.1 Den historiske materialisme

Den historiske materialisme må siges at være en af de vigtigste forudsætninger for den marxistiske teori. Dens hovedfokus er, at det er det menneskelige samfund, den generelle udviklingslov, lovene for samfundsformationernes dannelse og deres funktionsmåde samt deres forsvinden, der er hoveddrivkræfterne bag den historiske udvikling. Ser man nærmere på den marxistiske teori fremgår det klart, at teorien mister grundlaget for sin videnskabelighed uden den historiske materialisme, og det er den konsekvente benyttelse af den dialektiske/materialistiske betragtning af samfundet og dets historie, der udgør hele grundlaget for det videnskabelige arbejde, Marx og Engels udførte.

Det er først med udgivelsen af Det Kommunistiske Manifest i 1848, at det bliver muligt for samtiden at få indblik i Marx og Engels tanker om den historiske materialisme. Godt nok er den historiske materialisme også beskrevet i Marx’ Den Tyske Ideologi fra 1845, men da dette værk først blev udgivet i 1930’erne, var det ikke til rådighed for samtiden, og indgår derfor heller ikke som en del af SPDs teoridannelse.⁶ Disse to værker udgør altså, sammen med forordet til det omfattende værk Bidrag til kritik af den politiske økonomi fra 1849, de vigtigste værker, hvori Marx og Engels beskriver den historiske materialisme.

Teorien er bygget op omkring to helt centrale begrebsapparater. Det drejer sig om produktivkræfter og produktionsforhold, samt begreberne basis og overbygning. Dette gør Marx klart i forordet i Bidrag til kritik af den politiske økonomi:

”I den samfundsmæssige produktion af deres liv træder menneskene ind i bestemte, nødvendige, af deres vilje uafhængige forhold, produktionsforhold, som svarer til et bestemt udviklingstrin af deres materielle produktivkræfter. Indbegrebet af disse produktionsforhold danner samfundets økonomiske struktur, den reelle basis, på hvilken der hæver sig en juridisk og politisk overbygning, og hvortil der svarer bestemte samfundsmæssige bevidsthedsformer.”⁷

Disse begreber udgør altså kernen i de tekniske, økonomiske og institutionelle rammer for klassekampen. Med udgangspunkt i disse begreber forsøger Marx og Engels at beskrive historiens udvikling og forandring i udviklingen på følgende måde: At man indenfor enhver historisk produktionsmåde kan skelne mellem to faser. I den første fase er der en vis synergi mellem produktivkræfter og produktionsforholdene:

“Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandring af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning.”⁸

I forbindelse med den senere fase vil der udvikle sig et modsætningsforhold, der vil komme til at låse produktivkræfterne fast. Marx beskriver det selv på følgende måde:

“Når man betragter sådanne omvæltninger, må man stadig skelne mellem den materielle omvæltning i de økonomiske produktionsbetingelser, som kan konstateres med naturvidenskabelig nøjagtighed, og på den anden side de juridiske, politiske, religiøse, kunstneriske eller filosofiske, kort sagt ideologiske former, i hvilke menneskene bliver sig denne konflikt bevidst og udkæmper den.”⁹

Den historiske materialisme er altså en klassekampsteori, der udspringer af modsætningerne i produktionsforholdet, hvor den progressive del udgøres af produktivkræfterne, og hvor den herskende klasse identificerer sig med den gamle produktionsmåde. Marx opererede med fire former for produktionsmåder i en såkaldt opadstigende økonomisk samfundsformation. De første tre samfundsformationer (eller ejendomsformer), udlagde Marx for første gang i Den Tyske Ideologi. Den første samfundsformation er stammeejendommen, hvor arbejdets deling er meget lidt udviklet og forholder sig hovedsaglig til en udbredelse af den i familien givne arbejdsdeling. Modsætningsforholdet står her mellem slaven, og den patriarkalske stammehøvding, som slaven er underlagt. Den anden form er den antikke kommune- og statsejendom, hvor en forening af stammer har fået byer til at opstå. I denne epoke bevares slaveriet, men hertil kommer også modsætningsforholdet imellem patricier og plebejer. Den tredje form er den feudale eller stænderrelaterede ejendom. I denne form står modsætningen hovedsagligt mellem adelen og livegen. Marx angiver her, at den hierarkiske ordning af jordbesiddelsen giver adelen magten over livegen, og at den feudale organisation udgør en sammenslutning overfor den dominerende producerende klasse.¹⁰ Den sidste form fremlægger Marx og Engels hovedsagligt i Det Kommunistiske Manifest, hvor de især fokuserer på modsætningsforholdet mellem proletariatet og bourgeoisiet. Derudover kommer de også med en opsummering på historiens gang, og hvad historien til slut skal ende med:

”Undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang.” ¹¹

Marx udlagde så, bl.a. også i Det kommunistiske manifest, at efter denne periode, ville der indtræffe en overgangsperiode med proletariatets diktatur, der skulle lede hen imod den klasseløse kommunistiske produktionsmåde, hvor der ikke længere var udbytning og klasseskel.¹²

Den historiske materialisme får den betydning for SPD, at det er herudfra at selve forestillingen om klassemodsætninger opstår. Det er denne teori, der giver SPD deres klassekarakter, og som henviser til proletariatets revolution, som det næste naturnødvendige skridt i samfundsudviklingen.

5.1.2 Dialektikken

Materialismen og dialektikken er to begreber i den marxistiske teori, der er ganske uadskillelige. Dialektikken som metode for tænkningen blev udviklet af den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel, og det var en metode, Marx byggede videre på i sine egne teoretiske fremstillinger. På trods af at Hegels og Marx’ dialektik var i samme gren af filosofi, beskrev Marx deres interne forhold som værende i direkte modsætning til hinanden:

“My dialectic method is not only different from the Hegelian, but is its direct opposite”¹³

Det Marx brugte Hegel til i sin analyse af samfundet var, at Hegel udviklede en historisk betragtningsmåde, der gik ud på, at man inden for rammerne af den mystiske spekulative konstruktion opfattede historie og samfund samt alle områder af det menneskelige liv og aktivitet som en samlet universel dialektisk modsætningsfyldt udviklingsproces. Denne måde at betragte historien på var lige, hvad Marx havde savnet i den hidtidige materialisme, for den indeholdt nemlig udviklingen af den aktive virksomme subjektive side af menneskenes relation til omverdenen. Hegels store historiske fortjeneste så Marx i, at den naturlige, historiske og åndelige verden opfattedes som en proces, dvs. noget der var i bevægelse, forandring, omdannelse og udvikling.¹⁴ Der var altså foretaget en indre sammenhæng mellem bevægelse og udvikling. Set i lyset af dette synspunkt syntes menneskehedens historie ikke længere at virke som et kaotisk virvar af meningsløs vold. Dialektikken opstiller altså tanker om, at menneskets udvikling gennem modsætninger er bestemt af visse forudsætninger. Marx brugte altså dialektikken til sin analyse af klassekampen, og idet udviklingen i samfundet gik gennem klassekamp og modsætninger, var dialektikken et af de centrale omdrejningspunkter, der gjorde marxismen til en revolutionær teori. Marx og for den sags skyld også Engels var under diverse studier stødt på denne dialektiske udviklingsgang; dette gjaldt både i naturen, samfundet, historien, økonomien og politikken. Især gennem studiet af historien siden den franske revolution og de dertilhørende økonomiske forhold under kapitalismen med dens tydelige klassemodsætninger gjorde det klart for Marx, at dialektikken kunne bruges.¹⁵ Disse økonomiske klassemodsætninger var trådt tydeligere og tydeligere frem set i forhold til andre historiske tidsperioder, og man kan sige, at kapitalismen dermed leverede Marx beviser for, at det ikke var nødvendigt at opfinde dialektiske udviklingslove. Disse skulle i stedet tages ud af virkeligheden og afledes af virkeligheden. Således er dialektik i marxistisk teori hovedsagligt en udviklingsteori, som er gældende for den objektive verden, altså er objektiv dialektik en videnskab om de almene bevægelseslove i naturen og samfundet. Det er altså gennem en bevidst videnskabelig anvendelse af dialektikkens grundsætninger, at der gives en metode til den teoretisk-empiriske udforskning af verden, og det var dette, som Marx og Engels kaldte “vores stærkeste arbejdsmiddel og vort skarpeste våben.”¹⁶

Det er ifølge Marx ikke muligt at gå fra et feudalt samfund direkte til et kommunistisk, da det derved ikke når at tilegne sig de fornødne elementer fra gennemgangsfaserne, som er nødvendigt for at det kommunistiske samfund kan fungere, hvorfor kapitalismen som gennemgangsfase er en nødvendighed.¹⁷

Den marxistiske dialektik anses som det afgørende grundlag for marxistisk tænkning indenfor politik og økonomi. Derved danner dialektikken også grundlag for SPDs teoriudvikling og bliver samtidig et af de centrale emner for Bernsteins opgør med Marx.

5.1.3 De økonomiske forhold i samfundet (merværditeorien og profitraten).

Merværdien skildrer de økonomiske forhold i samfundet og mellem klasserne set ud fra et marxistisk synspunkt. I det kapitalistiske samfund bliver arbejdskraften til en vare, og det er denne vare, som kapitalisten er interesseret i at købe. Ikke fordi arbejdet i sig selv er noget værd, men fordi kapitalisten skal bruge arbejdskraftens brugsværdi til fremskyndelse af kapital. Da arbejderen ikke selv besidder nogle produktionsmidler, så nytter færdigheden (at kunne arbejde) ikke meget, og han er derfor tvunget til at sælge sin arbejdskraft til kapitalisten, hvis han vil overleve.¹⁸ I løbet af produktionsprocessen skal arbejderen frembringe varer, der skaber merværdi for kapitalisten. For at se på graden af udnyttelsen af arbejderen, så mener Marx, at det er vigtigt at se på merværdi, som udgøres af ratioen mellem den af kapitalisten opnåede merværdi og den variable kapital (f.eks. lønudgifter). Dette forhold viser, hvor stor en del af den produktionsværdi, som arbejderen skaber, der overgår som merværdi til kapitalisten. Over tid vil massen af menneskelig arbejdskraft dog aftage i forhold til massen af produktionsmidler, da mekanisering og ny teknologi vil medføre et større udbytte pr. medarbejder og derved mindske kapitalistens behov efter arbejdskraft. Det vil sige, at den del af arbejdet, der er ubetalt og som afføder merværdi, vil komme til at stå i aftagende forhold til den anvendte totalkapitals værdi, da det kun er den levende arbejdskraft, der kan skabe merværdi.¹⁹ Dette forhold udgør profitraten, som derfor bestandigt må falde. Følgende siger Marx, at da profitraten udgør den drivende kraft i den kapitalistiske produktion, vil der kun blive produceret, mens der opnås profit, hvilket tydeligt åbenbarer kapitalismens universelle historiske begrænsning; altså kapitalismens uhelbredelige modsætninger.²⁰ På den ene side forøges kapitalen kun gennem en tilsvarende vækst i merværdien, og kapitalens hovedformål er at forøge merværdien i forhold til de ressourcer der behøves. På den anden side forbliver kapitalen gennem konkurrence og forbedret teknologi forpligtet til at skabe forhold, der bidrager til en konstant sænkning af profitraten.²¹ Kapitalen forsøger at forhindre denne effekt ved at forøge udbytningen af arbejderen f.eks. gennem længere arbejdsdage eller ved at trykke lønnen ned, ligesom den arbejdskraft, der er blevet frigjort af teknologiske fremskridt i en periode vil konkurrere på lønnen med de arbejdende, hvilket ligeledes bidrager til at holde lønnen nede. Derudover vil udenrigshandel (udbytning af laverestående lande) også kunne hjælpe med til at holde priserne nede på midler brugt i den konstante kapital, da kapitalistens f.eks. vil kunne købe billigere råvarer. Dog på trods af alle disse elementer har profitraten fortsat en tendens til at være faldende. Effekten af dette er en forværrelse af udbytningen og endvidere en øget koncentration af kapital, da mindre kapitalister ikke kan klare sig i konkurrence med de større og derfor til sidst bliver opslugt af disse. Faldet i profitraten medfører også overproduktion, overskudskapital, relativ overbefolkning og økonomiske kriser.²² Loven om den faldende profitrate er ifølge Marx, en af de mest centrale indre modsætninger i kapitalismen, som vil føre til dens fald.

Teorien om merværdi og profitrate angiver den økonomiske optik der lægges i den ortodokse marxistiske teori, som SPD optager som sit grundlag, og den behandler de forhold, der skal bringe kapitalismen til fald. Teoriens indflydelse kan bl.a. ses i Erfurtprogrammets teoretiske del, hvor Kautsky beskriver den økonomiske udvikling.

5.1.4 Sammenbrudsteorien og den proletariske revolution

Krisen/kriserne, som vil bringe kapitalismen til dens fald, vil altså opstå som følge af, at kapitalisterne ikke længere formår at skabe merværdi. Kriserne, som er et tilbagevendende fænomen i kapitalismen, udrydder de små firmaer og samler i stedet få store koncerner (akkumulation af kapital), og på denne måde skabes igen en midlertidig balance på markedet. Marx mener dog, at disse kriser (konjunktursvingninger) vil bliver værre og værre på grund af kapitalisternes tendens til hele tiden at forsøge at skabe merværdi i form af kapitalinvesteringer, og på et tidspunkt nås den absolutte overakkumulation af kapital, der betyder, at værdimassen hverken kan udvides absolut eller relativt.²³ Marx beskriver kapitalisternes fremkaldelse af disse kriser i Det Kommunistiske Manifest på følgende måde:

“Det moderne borgerlige samfund, der har fremtryllet så vældige produktions- og samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem… Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt.”²⁴

Følgende vil kapitalen søge efter nye markeder, der kan opretholde dens niveau og brede sig til ikke-kapitalistiske landområder, men jo mere produktivitetskapaciteten forøges, jo større bliver kapitalens modsætninger. Marx argumenterer for, at selv uafhængigt af klassekampen vil kapitalismen være dømt til undergang, idet de indre modsætninger, der er en så stor del af produktionssystemet, uomtvisteligt igen og igen vil resultere i tilbagevendende kriser.²⁵ Om dette siger Engels:

”We have had many of these revulsions, happily overcome hitherto by opening of new markets (China in 1842), or the better exploitation of old ones, by reducing the cost of production (as by free trade in corn). But there is a limit to this, too. There are no new markets to be opened now… And what next? ‘Universal ruin and chaos,’ say the free traders. Social revolution and proletarian ascendancy, say we.”²⁶

Økonomien når til et punkt, hvor en overophedning finder sted, da der er fuld beskæftigelse, der ikke kan ydes mere arbejde ved den forhåndenværende teknologi, eller at alle markeder er udnyttet til fulde for kapitalisten. Derved når økonomien altså til et punkt, hvor investeringer ikke længere er rentable, da det er blevet for omkostningsfuldt at producere varen, og derfor kan kapitalisterne ikke længere sælge den med fortjeneste, og som følge deraf starter krisen. Den marxistiske kapitalteori handler således om, at kapitalistklassens kapitalinvesteringer på et tidspunkt vil være uhensigtsmæssige, da den økonomiske overophedning vil medføre, at yderligere kapitalinvestering, som tidligere nævnt, blot vil sænke profitraten.

Ifølge Marx er det, når disse tilbagevendende kriser er på sit højeste, at den proletariske revolution indtræffer. Kapitalismens uoverensstemmelser har ført den til et punkt, hvor de indre modsætninger vil rive den i stykker. Den proletariske revolutions karakter, forudsiger Marx, vil antage samme karakter som den revolution, der førte kapitalismens tidsalder frem fra feudalismen. Denne gang er det blot borgerskabet, der går under som klasse i kraft af nedbrydelsen af kapitalistisk ejerskab. Marx siger selv:

”Along with the constantly diminishing number of the magnates of capital, who usurp and monopolize all the advantages of this of transformation, grows the mass of misery, oppression, slavery, degradation, exploitation; but with this too grows the revolt of the working class, a class ever increasing in numbers and disciplined, united, organized by the very mechanism of capitalist production itself… centralization of the means of production and socialization of labour at last reach a point where they become incompatible with their capitalist integument. This integument is burst asunder. The knell of capitalist private property sounds. The expropriators are expropriated.”²⁷

Marx argumenterer desuden for, at den kapitalistiske produktion skaber en sådan forvirring, at det bliver muligt for arbejderklassen at organisere sig i en bevægelse og følgende blive bevidst om sin egen revolutionære fremtid. Så selvom arbejderklassens økonomiske kamp ikke bærer frugt i første omgang, så er kapitalens undertrykkelse med til at forberede arbejderne til den afgørende politiske kamp. Arbejderne skal altså ikke blot vente på den endelige succes som en gave fra historien, de skal tværtimod lade den økonomiske kamp forberede deres politiske bevidsthed, hvilket er en nødvendighed, der gør arbejderne i stand til at gribe magten.²⁸ Det er således kapitalismen selv, der skaber de nødvendige forudsætninger for det socialistiske samfund.

Denne teori viser, hvordan kapitalismens indre modsætninger vil bringe den til fald, og den kommer derved til at danne grundlag for både Kautskys og Luxemburgs teorier. Sammenbrudsteorien har endvidere den effekt, at da det ikke præcist fremgår heri, hvordan revolutionen skal forløbe, giver dette fremtidige uklarheder i SPDs forestilling om revolutionen.