Indledning

5.2 Den ortodokse marxisme

Engels værk Anti-Dühring fra 1878 blev oprindelig udarbejdet for at få afklaret grundprincipperne i den marxistiske teori, da SPD i dette tidsrum havde store problemer med at adskille marxismen fra andre teoretiske retninger. Værket var samtidig tænkt som en modpol til Eugen Dührings radikale socialismeforståelse, og de væsentligste afsnit blev senere sammenfattet til en brochure Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab, som forsimplede de marxistiske teorier, således at de blev lettere forståelige også for de almindelige arbejdere og medlemmer i partiet. Derved kommer dette værk også til at spille en stor rolle i partiets teoretiske udvikling, da især Kautsky bygger mange af sine teorier ud fra dette værk. Denne redegørelse for den ortodokse marxisme vil tage afsæt i disse to skrifter og fremanalysere Engels teoriforståelse omkring kriserne i det kapitalistiske samfund, samt overgangen til den socialistiske stat.

I Anti-Dühring tager Engels udgangspunkt i det tidligere udarbejdede værk Det kommunistiske Manifest, hvor kriserne i den kapitalistiske økonomi opstår som følge af modsætningen mellem produktionsudbuddet og vareefterspørgslen. Handelskriserne opstår således i det kapitalistiske samfund som følge af, at produktionen pludselig vil blive så omfattende, at markedets konsumevne slet ikke kan følge med.

”…Storindustrien, som jager hele kloden rundt efter nye forbrugere, hjemme indskrænker massernes forbrug til et sulteminimum og således undergraver sit eget indre marked.”²⁹
Engels begrunder den stigende vareproduktion med, at den enkelte kapitalist (for at øge indtjeningen) er nødsaget til at forbedre sine maskiner mere og mere, hvilket øger produktionen væsentligt. Samtidig medfører bourgeoisiets investeringer i bedre maskiner, at der bliver brug for færre arbejdere, hvorfor købekraften blandt disse formindskes.³⁰ Det betyder, at produktionskræfterne, grundet forbedringerne i maskinerne, vil give mulighed for at fremstille et så stort antal produkter, at privatforbruget overhovedet ikke kan følge med produktionens udvidelse. Engels fremlægger konsekvenserne for arbejderne således:

”Således går det til at maskinerne… bliver kapitalens kraftigste krigsredskab mod arbejderklassen, at arbejdsmidlerne til stadighed slår eksistensmidlerne ud af hånden på arbejderen, at arbejderens eget produkt forvandler sig til et redskab til undertrykkelse af arbejderen”³¹

Engels forståelse af kriserne er dermed ret forsimplet, og hvorfor markedet har en begrænset forbrugsevne bliver ikke gjort klart, det konstateres blot. Der er altså tale om en lovmæssighed, der medfører, at produktproduktionen stykvis langt overgår efterspørgslen.³² Hvis bourgeoisiet ønsker at afværge krisen er der, ifølge Engels, kun to metoder. Enten skal de tilintetgøre deres producerede varer, ellers må de destruere deres maskiner, således at vareudbuddet igen vil passe til efterspørgslen.³³ Bourgeoisiet er dermed nødt til at sprænge den kapitalistiske produktionsmåde for at afværge krisen, men den kapitalistiske produktion vil herefter selv bringe sig i en ny krise, da den samme onde cirkel vil gentage sig. Kriserne vil opstå hvert tiende år, indtil det endelige sammenbrud vil finde sted, og den proletariske revolution herefter vil indtræde.³⁴ Engels argumenterer således ikke for, at kriserne opstår som følge af merværdi/kapitalteorien, men blot ud fra nogle betragtninger, der fortæller, at produktionskræfternes evne til at producere varer er højere end markedets evner til at forbruge disse varer.

I Anti-Dühring og Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab benytter Engels nogle begreber til at fastlægge teoriens forståelsesramme. Det er specielt forskellen mellem produktionen, der bliver samfundsmæssiggjort, og tilegnelsesformen, som endnu er i private hænder, der er de væsentligste begreber i værket. Engels kalder dette for modsætningen mellem proletariatet og bourgeoisiet.³⁵ Produktionen bliver samfundsmæssiggjort i den kapitalistiske markedsøkonomi i kraft af, at den bliver et fælles anlæggende, hvor alle proletarer har deres eget ansvarsområde. Det produkt, som fabrikken producerer, beskriver Engels som et fælles samfundsmæssigt produkt, da ejendomsretten til produkterne er fælles.³⁶ Ingen kan længere udtale: ”Dette produkt er mit”, da personen ikke har forarbejdet produktet alene. Tidligere i det middelalderlige samfund har ejendomsretten været klar, idet individet selv har forarbejdet råstoffet og dermed udarbejdet produktet, hvorfor ejendomsretten (og fortjenesten) til produktet hviler på ens eget arbejde.³⁷ Men da Engels udarbejder Anti-Dühring er det kun en enkelt person, der tilegner sig produkterne, nemlig kapitalisten, selvom produkterne udelukkende er baseret på andres arbejde. Der er altså en væsentlig forskel på, hvordan produkterne produceres i forhold til tidligere, nemlig i fællesskab, men tilegnelsesformen er stadig i private hænder på trods af, at produktionsændringen ophæver dens forudsætning.³⁸ Denne problemstilling vil dog til sidst blive løst via socialismens udviklingsgang, der jo, som Engels argumenterer, ender med den proletariske revolution og indførelsen af det socialistiske samfund. Af samme grund anser Engels den nye samfundsmæssige produktionsform som et positivt element, der senere vil ende med en ren socialisme og samtidig maksimere produktionsformens effektivitet.

En anden væsentlig problemstilling, som Engels fremhæver i Anti-Dühring, er anarkiet i den kapitalistiske produktionsmåde. Anarkiet vil opstå som følge af, at bourgeoisiet ikke på forhånd ved, hvor meget af det pågældende produkt, der er brug for.³⁹ Endvidere kan den enkelte kapitalist ikke vide, hvilket antal varer de andre kapitalister producerer, og derfor vil der altid opstå anarki på markedet, hvor produktudbuddet enten vil være for stort eller blot forkert i forhold til efterspørgselen. Igen, ud fra disse betragtninger, argumenterer Engels for, at den kapitalistiske samfundsmodel er uholdbar, og den samfundsmæssige produktionsform vil derfor slå over i socialisme.⁴⁰

Afslutningsvis vil vi kort redegøre for Engels betragtninger om samfundets udviklingsgang fra det middelalderlige samfund til endemålet, det socialistiske klasseløse samfund. I Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab sammenfatter Engels selv samfundets videnskabelige udviklingsgang på to sider.⁴¹ Første fase er det middelalderlige samfund, hvor produktionen er individuel (og for det meste til eget forbrug), og hvor individet derfor selv har ret til fortjenesten ved et eventuelt restsalg. Næste fase er den kapitalistiske revolution, der bliver kendetegnet ved, at produktionen er blevet samfundsmæssiggjort og dermed et fælles anliggende på store fabrikker, hvor produktet ikke længere er enkeltmandsarbejde. I denne fase dukker enkeltkapitalisten (ejeren af produktionsmidlerne) op og tilegner sig produkterne, som han gør til varer.⁴² Der er således opstået et klassesamfund, hvor modsætningen mellem den arbejdende klasse (proletariatet) og produktionsejerne (kapitalisten) står centralt. På grund af tidligere redegjorte faktorer angående kapitalistmarkedets anarki, der både består af overudbud af produkter kombineret med en kæmpe arbejdsløshed blandt proletarerne, vil der utvivlsomt opstå kriser. Den sidste fase i samfundets udviklingsgang vil bryde frem som følge af proletariatets reaktion mod kapitalistsystemet og de økonomiske kriser, som kapitalismen medfører. Proletariatet vil samlet gøre oprør og udføre revolution mod den herskende klasse. Som følge af revolutionen vil produktionsmidlerne blive gjort til offentlig ejendom, og den historiske mission vil være tilendebragt; det klasseløse socialistiske samfund vil være en realitet. Eller som Engels skriver afslutningsvis i Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab:

”At gennemføre denne verdensbefriende handling er det moderne proletariats historiske mission… at bringe den klasse, der er kaldet til at udføre denne handling, men som i øjeblikket er undertrykt, til bevidsthed om dens egen handlings betingelser og natur…”⁴³

Denne teoris relevans finder vi i, at mange medlemmer af SPD optager den opfattelse af marxisme som udtrykkes heri. Derved kommer værket, og dets indbyggede teoretiske forsimplinger til at manifestere sig i partiets teoretiske grundlag, hvilket især ses i Kautskys udformning af revolutionsteorien.

5.2.1 Karl Kautskys videreudvikling af den ortodokse marxisme

Karl Kautsky er om nogen den mand i SPD, der udformer den ortodokse marxisme, som SPD optager som grundlag for sit arbejde, og derved kommer han til at spille en stor rolle i den teoriopfattelse, der præger partiet.

I sine teorier, som han udformer på baggrund af Anti-Dühring, får den tyske socialisme et langt mere økonomisk og deterministisk skær. Marx' teori om kapitalismens medfødte modsætninger og udviklingstendenser bliver fortolket som en teori om kapitalismens naturnødvendige og uundgåelige udvikling hen imod kriser og sammenbrud.⁴⁴ Med andre ord så bliver den kapitalistiske udvikling tænkt som en udvikling, der bevæger sig efter naturlove. Endvidere betragter Kautsky den kapitalistiske udvikling ud fra to tendenser, der tilsammen kan sammenfattes til den sammenbrudsteori, som SPD i høj grad lægger vægt på. Den første tendens går på, at udviklingen frem mod det kapitalistiske sammenbrud fører gennem en stadigt stærkere kapitalistisk koncentrationstendens, og den anden tendens siger, at klassemodsætningerne vil blive skærpet, især i form af middelklassens forsvinden og det deraf voksende industrielle lønproletariat. Denne sammenbrudsteori kæder Kautsky sammen med den kommende revolution.⁴⁵ I overensstemmelse hermed udvikler SPD en strategisk og politisk position, hvori man vil forberede proletariatet på den kommende naturgivne revolution. Når revolutionen så indtræffer, skal proletarerne være parate til at overtage den politiske magt. Kautskys ide er altså, at godt nok er SPD et revolutionært parti, men partiet skal ikke generere revolutioner. Man skal derimod vente til den kommer af sig selv og så være klar til at gribe den politiske magt. Selv formulerer Kautsky det således:

”Socialdemokratiet er et revolutionært parti, men ikke et parti som laver revolutioner. Vi ved, at vore mål kun kan opnås gennem en revolution, men vi ved også, at det lige så lidt står i vor magt at lave denne revolution, som det står i vore modstanderes magt at forhindre den. Det falder os derfor slet ikke ind at ville anstifte eller forberede en revolution. Og da vi ikke kan lave en revolution, kan vi heller ikke sige det mindste om, hvornår, under hvilke betingelser og i hvilke former den vil indtræde.”⁴⁶

Citatet viser med tydeligt, at SPD via Kautskys teori var af den opfattelse, at den kapitalistiske økonomis kollaps nærmest var en naturlov, og derfor var det partiets opgave at afvente det forestående kollaps. Som Kautsky formulerer det, kan proletariatet ikke styre eller bestemme revolutionen, eller hvornår denne kan indtræffe. Det, Kautsky benævner som sikkert, er dog, at klassekampen mellem bourgeoisiet og proletariatet ikke vil være ved enden, inden der vil indtræffe en revolution af en sådan karakter, så proletariatet kan tage den politiske magt, og derved bruge denne til at skabe et socialistisk samfund. Kautsky siger dog, at revolutionen ikke nødvendigvis behøver at være en fysisk konflikt mellem de to klasser, men at den kan tage form af en økonomisk konflikt, men han spår dog, at den økonomiske konflikt mellem klasserne vil indtage en central plads. Kautsky begrunder den økonomiske krigs vigtighed således:

“En af grundene til, at de kommende revolutionære kampe evt. kun i mindre omfang vil blive udkæmpet med militære midler ligger, og det er allerede jævnligt blevet påpeget, i den nuværende statslige armés kolossale overlegenhed med hensyn til bevæbning i forhold til de våben, som står til rådighed for de <>…”⁴⁷

Proletariatets våben skal bestå af den økonomiske, politiske og moralske modstand, og Kautsky ser kun Rusland som en undtagelse. Nogle af de våben, som kan hjælpe proletariatet til at nå dette, er organisationsfrihed, pressefrihed og den almindelige valgret, som f.eks. ikke tidligere var til rådighed under bourgeoisiets revolution imod det feudale overherredømme. Demokrati i sig selv er ikke en løsning på bourgeoisiet herredømme, da demokrati ikke kan ophæve det kapitalistiske samfunds klassemodsætninger, men kan muligvis være et middel på vejen til revolution og samfundets omvæltning.⁴⁸

Denne klare holdning til samfundets udvikling gør, at Kautsky som partiets teoretiker anbefaler en kompromisløs oppositionspolitik. Det vil sige, at Kautsky blankt afviser at følge en politik, der indeholder sociale reformer, også selvom disse umiddelbart fremstår som værende til gavn for arbejderne. Dette begrundes med, at arbejderne ikke skal overvurdere de sociale reformer idet disse ikke bidrager til at omdanne bestående samfundsforhold. Han siger følgende i værket Det Socialistiske Program:

”9/10 av reformforslagene er ikke bare unyttige men direkte skadelige for de udbyttede. Værst er de forslag som tar sigte paa at ophæve det sidste aarhundredes økonomiske utvikling for derved at redde de truede eiendomsforhold. De arbeidere som kjæmper for slike reformer, øder sine kræfter i en vanvittig bestræbelse på at gøre en død levende.”⁴⁹

Den økonomiske udvikling kan ifølge Kautsky påvirkes på en del forskellige måder, men den kan aldrig standses eller drives tilbage. Kautsky ser dog, at det er muligt at kæmpe for reformer også fra et revolutionært standpunkt, fordi dette muligvis kan medvirke til at fremskynde den økonomiske udvikling i samfundet og dermed styrker de ”selvmorderiske tendenser hos den kapitalistiske produktionsmåde”.⁵⁰ Han ser yderligere, at på trods af reformer så vil den kapitalistiske produktionsmåde stadig bevæge sig uafvendeligt mod undergangen, selvom det som nævnt ikke er til at sige når, og på hvilken måde dette vil ske. At reformer ikke kan ændre kapitalismen kan ved første øjesyn lyde som en modsigelse, men der er alligevel formål med at kæmpe for dem. Dette modsætningsforhold hos Kautsky finder vi en forklaring på hos Kolakowski:

”Capitalism cannot be radically altered by the accumulation of reforms, and its catastrophic consequences of depression, poverty, and unemployment are unavoidable. Nevertheless, the proletariat must fight for reforms in the shape of labour legislation, democratic institutions, and higher wages, since these make conditions more tolerable and also provide training in class solidarity and in the technique of battles to come.” ⁵¹

Kautsky argumenterer endvidere for, at jo mere arbejderne på denne måde formår at organisere sig og handle for bestemte mål, jo mere sandsynligt vil det være, at den kommende revolution vil tage en ikke-voldelig form.⁵² Selvom Kautsky altså anser reformer for at være nytteløse i afskaffelsen af kapitalismen, så spiller de alligevel en vigtig rolle for arbejderne. Reformer er således ikke en substitut for revolution, men en nødvendig forberedelse dertil.

Helt centralt for Kautskys teoriopfattelse er, at SPD ikke selv skal skabe revolutionen. Revolutionen vil opstå af sig givet de naturlove, han ser i kapitalismens væsen, hvorfor SPDs rolle i revolutionen begrænses til at være organisatorisk. Denne overbevisning danner derfor hele grundlaget for den vent og se holdning, der udgør partiets officielle standpunkt, og som kommer til at udgøre kerneproblemet i forhold til venstrefløjen.