Indledning

5.5 Rosa Luxemburg

Dette afsnit vil fokusere på Rosa Luxemburgs teorier og synspunkter, først i opgøret med revisionismen og senere som repræsentant for venstrefløjen i SPD. Det er i forbindelse med revisionismedebatten, at Rosa Luxemburg først markerer sig som en af de førende teoretikere i partiet. Som et svar på Bernsteins udfordring af marxismen skriver hun selv en række artikler, som kraftigt angriber Bernsteins revisionistiske standpunkt. Disse artikler kommer til at danne grundlaget for hendes første større værk, Socialreform eller Revolution, som udkommer i 1899. Det karakteristiske ved Luxemburgs værker er, at hun prøver at dreje partiet i en mere revolutionær retning, og hun kommer således til at repræsentere partiets revolutionære venstrefløj i debatten. Helt basalt indeholder Luxemburgs kritik, at Bernstein har fejlfortolket udviklingen i det tyske samfund, hvilket hun altså forsøger at modbevise videnskabeligt. I det følgende vil vi belyse hendes hovedideer, herunder de teorier som bliver udfoldet i Socialreform eller Revolution samt hendes syn på massestrejker og revolution.

5.5.1 Præsentation af Luxemburg

Luxemburg begyndte at udvikle sine politiske holdninger og teorier, mens hun i starten af 1890’erne var medlem af det polske socialdemokrati (SDKPL). På dette tidspunkt var Polen underlaget fremmede magter, og derfor tog Luxemburg det op som sin vigtigste sag at kæmpe for et frit Polen. Dette medførte, at hun blev efterlyst af myndighederne, og derfor fandt hun det bedst at gå i eksil⁷⁹, først i Schweiz før hun senere blev tiltrukket af den internationale arbejderbevægelses epicenter, Tyskland. Her begyndte hun hurtigt at involvere sig i bl.a. Neue Zeit, hvor hun stiftede bekendtskab med Kautsky, og hvor hun fik trykt en del artikler. Herefter begyndte hun at involvere sig mere i SPD. F.eks. holdt hun taler ved massemøder og skrev artikler for flere socialistiske blade. Noget af det første Luxemburg foretog sig som medlem af SPD, var at tage marxismen i forsvar for det revisionistiske angreb fra Bernstein.

I 1905 tog Luxemburg tilbage til den russiske del af Polen, idet hun håbede, at det på dette tidspunkt var ideelt at bruge folkestemningen fra den mislykkes revolution tidligere på året til på ny at bringe landet mod revolution. Selvom den mislykkedes gav den russiske revolution hende inspiration til at indse, at massestrejken, både politisk og økonomisk, kunne blive et kardinalpunkt i de revolutionære arbejderes kamp for magten.⁸⁰

I perioden mellem 1905-1910 blev grøften mellem Luxemburg og den ortodoks marxistiske gruppe dybere. Dette skyldtes hovedsagligt, at Luxemburg ikke mente, at partiledelsen var klar til at skride til handling, hvis der skulle opstå en situation, hvor der er brug for dette, eksempelvis revolution. Hun kom i denne periode til at udgøre den absolutte venstrefløj i partiet, og etablerede sig helt fast som en af de fremmeste teoretikere i 1913, da hun udgav værket Kapitalens Akkumulation, hvori det blev behandlet, hvilken effekt udvidelsen af kapitalismen til nye tilbagestående områder har på de indre modsætninger, der splitter kapitalismen og på systemets stabilitet.⁸¹ Da det område, Kapitalens Akkumulation behandler, ligger udenfor dette speciales kerneområde, vil værket ikke blive nærmere behandlet. Under revolutionen var Luxemburg også særdeles aktiv i udgivelsen af skrifter. Det mest fremtrædende var Juniusteserne, der kom til at danne grundlag for Spartakusforbundet og KPD.

5.5.1 Socialreform eller revolution

Af de indlæg mod Bernstein, som bliver publiceret under revisionismedebatten, må Luxemburgs betegnes som det mest seriøse og dybdegående. I værket Socialreform eller Revolution tager Luxemburg linjen op fra Marx og bygger videre på hans teori om kapitalens modsætninger. Hun argumenterer også for, at kapitalismen er dømt til selvdestruktion, fordi den før eller siden vil virke som en hæmsko for den tekniske og økonomiske udvikling. Luxemburg ser dog ikke, at kapitalismen vil bryde sammen af sig selv, men at imperialismen vil udvikle sig til et punkt, hvor den vækker proletariatets bevidsthed for derved at vælte kapitalismen. Dermed er revolution en nødvendighed i Luxemburgs teorier. Også i sit syn på sociale reformer har Luxemburg et meget syn meget lig Marx’. Hun ser netop vigtigheden i socialreformer som værende, at de giver proletariatet øvelse i at stå op imod borgerskabet, og derved vigtig træning til den endelige revolution. Luxemburg mener, at de folk, som argumenterer for, at socialreformer er et mål i sig selv, vender endemålet ryggen.⁸²

Som nævnt er Socialreform eller Revolution udgivet som en kritik af Bernsteins revisionisme. Om hans teorier siger hun bl.a. at hvis:

”...tilpasningsmidlerne virkelig er i stand til at forebygge det kapitalistisk systems sammenbrud – dvs. i stand til at gøre kapitalismen eksistensdygtig, til at ophæve dens modsætninger, men så hører socialismen op med være en historisk nødvendighed, og den kan da være, lige hvad man ønsker, men ikke et resultat af samfundets materielle udvikling.”⁸³

Luxemburg mener, at reformer er meningsløse, hvis de ikke er et middel på vejen til magtovertagelse. De må aldrig blive gjort til målet i sig selv, da de derved i stedet vil føre væk fra det egentlige endemål.⁸⁴ Ifølge Luxemburg er endemålet også det, der skiller socialdemokratiet fra de borgerlige partier. Endvidere argumenterer hun for, at hvis man behandler reformerne som endemål i sig selv, så accepterer man også den uendelige fortsættelse af kapitalismen og gør den derved i stand til at undgå selvdestruktion.⁸⁵ Derfor argumenterer Luxemburg for, at det er nødvendigt at proletariatets økonomiske og politiske kamp bliver målrettet, så de således kan bringe de rigtige forhold for en revolution frem.⁸⁶ Til at opsummere hendes position omkring den revisionistiske teori, afslutter Luxemburg den første serie af artikler således:

”Den revisionistiske teori taget i sin helhed kan altså karakteriseres på følgende måde: den er den socialistiske forsumpningsteori, vulgærøkonomisk begrundet med en teori om den kapitalistiske forsumpning.”⁸⁷

5.5.3 Massestrejker

Efter at Luxemburg i 1905 følger den russiske revolution, begynder hun i højere grad at betragte massestrejker som et effektivt våben i proletariatets kamp. Dette ses også ved, at emnet om massestrejker kommer til debat på SPDs partikongres i 1905 i Jena. Her giver Luxemburg udtryk for, at partiledelsen har fået øjnene op for, at massestrejker er et våben, hvori der ligger et stort revolutionært potentiale; et våben, som kan tilpasse sig de kommende faser i klassekampen.⁸⁸ Luxemburg mener, at fænomenet med massestrejker er koblet tæt sammen med revolution, og at massestrejker er sådan et foranderligt våben, at det både kan repræsentere den økonomiske og politiske kamp. Luxemburg gør hermed også op med forestillingen om, at revolution kun kan føres med fysiske våben. Hun skriver i teksten The mass strike, the political party and the trade unions:

” … The revolution, however, is something other and something more than bloodshed… the interpretation of scientific socialism sees in the revolution above all a thoroughgoing internal reversal of social class relations.”⁸⁹

Hermed viser Luxemburg, at massestrejker og revolution ikke behøver at indeholde blodsudgydelse. Hun anser på dette tidspunkt direkte fysisk konfrontation med magthaverne som værende komplet urealistisk, da magthavernes soldater er i besiddelse af overlegne våben og bedre træning. Luxemburg mener stadig, at det er vigtigt for masserne at forberede sig på revolution, hvilket altså kan ske både gennem massestrejker og mere direkte revolutionær aktivitet. Luxemburg mener, at seks måneder med sådan forberedelse vil gøre masserne mere klar end ti år med pamfletter og offentlige demonstrationer kan gøre.⁹⁰ Her ser Luxemburg det dog som yderst vigtigt, at masserne står sammen, og for at dette kan være muligt, er det nødvendigt, at fagforeningerne og partiet står sammen og arbejder hen imod det samme mål, da man ellers blot vil opnå splittelse af masserne.⁹¹ Generelt ser Luxemburg, at massestrejker udfylder et dobbelt mål:

”The mass strike appears as the natural means of recruiting the widest proletarian layers for the struggle, as well as being at the same time a means of undermining and overthrowing the old state power and of stemming capitalist exploitation.”⁹²

Den revolution, som massestrejkerne vil medføre, ser Luxemburg som historisk givet. Dette begrunder hun med, at den franske revolution i 1789 skabte forudsætningerne for den tyske revolution i 1848, som igen skabte forudsætningerne for den russiske revolution i 1905, og til sidst vil skabe forudsætningerne for den endelige revolution, som vil tilvejebringe proletariatets diktatur (i dette begreb lægger Luxemburg demokrati i socialistisk betydning)⁹³. Dermed siger hun også, at SPD ikke kan bestemme hvornår revolutionen vil indtræffe, men at de blot kan støtte op om den, når de historiske tendenser viser, at den er forestående, og dermed gør hun op med forestillingen om, at revolution og massestrejker blot kan planlægges og igangsættes på partiledernes vilje.⁹⁴ Denne ide repræsenterer en central forskel fra andre af samtidens socialistiske teoretikere som eksempelvis Kautsky og Lenin, der begge var kraftige tilhængere af en stærk centraliseret partiorganisation. Luxemburg mener derimod, at disse kraftigt undervurderer massernes spontanitet, og at de underminerer proletariatet med deres doktrin om lederskab; en position, som Luxemburg var nærmest alene om at repræsentere indenfor de socialistiske bevægelser.⁹⁵

5.5.4 Luxemburgs syn på proletariatets fremtidige opgaver (Spartakus)

I skriftet Den Tyske Revolution, som blev skrevet under revolutionen i Tyskland 1918-19, fremsætter Luxemburg en række krav gennem Spartakusforbundet som skal gøre det muligt for proletariatet at løse sin revolutionære opgave. Disse indeholder afvæbning af militæret og politiet, samt bevæbning af den mandlige del af arbejderklassen for derigennem at skabe en proletarisk folkemilits, samt udskiftning af alle politiske organer og myndigheder fra det tidligere regime, hvilket skal erstattes af arbejder- og soldaterråd, og repræsentanter for disse råd skal vælges til et centralt råd som skal fungere som lovgivende og udøvende magt.⁹⁶ Herudover skal alle ansvarlige for 1. Verdenskrig bringes til ansvar gennem et revolutionstribunal.⁹⁷ For det andet vil Spartakusforbundet på det politiske og sociale område, samle Tyskland i en socialistisk republik, og dermed vil de fjerne de enkelte delstater. Derudover skal der ske en gennemgribende ligestilling, både mellem kønnene, men også af standsforskelle og titler. Der skal også ske en reformation af sociallovgivning, samt uddannelses-, sundheds- og boligsektoren.⁹⁸ Det tredje er Spartakusforbundets økonomiske krav, som siger, at alle dynastiske formuer skal konfiskeres. Dette gælder også store og middelstore landbrugsdrifter, hvoraf der skal dannes socialistiske landbrugskollektiver.⁹⁹ Det fjerde er deres internationale mål, som skal sikre samarbejde for at opbygge international solidaritet og verdensproletariatets revolutionære aktivisering.¹⁰⁰ Dette betyder, at de tyske arbejdere skal underlægge sig Internationales beslutninger, da det er her taktikken i fredstid skal besluttes i forhold til militarisme, kolonipolitik samt handelspolitik. En sådan organisering under Internationale vil være den mest virksomme måde at formidle beslutninger og afgørelse og få dem realiseret i handling i ”de bredeste arbejdermasser i alle lande.”¹⁰¹