Kontemplativ erfaring, naturvidenskab og dialog

4.3Den kristne mystik i middelalderen ifølge Aksel Haaning

Hvis man konsulterer Aksel Haanings middelalderforskning, ser det dog ikke ud som om, at disse holdninger til 1.personserfaring er en holdning, der ligger i kristendommen som sådan:

”Interessen for østens filosofi og mystik må man håbe kommer igen, hvis den ellers er forsvundet, for enhver, der nærmer sig disse ting, gør det let med en følelse af, at man i det østlige opdager og finder en rigdom og en sjælfuld verden, en sjælens virkelighed om man vil, som vi selv som vesterlændinge mangler eller aldrig har kendt. Men man må også sande, at man ikke uden videre kan importere andres kulturarv, som er blevet til gennem flere tusinde år. […E]fter vi gennem en snes år har tilegnet os en del af den østlige tradition og sjælelige rigdom [så ønsker vi] i dag at kende og søge efter Vestens egen tradition ikke blot en eller to generationer tilbage, men dybere og bredere, og det er også den søgen, der fører os til middelalderen – og videre til middelalderens inderlige og spirituelle tradition. Og hvad møder vi så? Vi møder på mange måder en fremmed verden. Fremmed og fascinerende, ikke nødvendigvis fascinerende fordi den er fremmed, men fordi den på en gang er fremmed for os og nærværende og genkendelig. Vi ved og vi kan se, at det er den vi er kommet fra og stadig er end del af. (Haaning 1993 p.9f).

Ifølge Aksel Haaning er der det forhold ved middelalderen, at den i vores historiske og filosofiske litteratur fremstilles gennem renæssancens og reformationens optik, som i høj grad var et opgør med middelalderen, og havde en tekstorienteret snarere end kontemplativ tilgang til religionen (Haaning 1993 p.8 & 51). Når man tænker på, at middelalderen var begyndelsen til det, vi nu kender som Europa, og at kirken var den institution, der har samlet og bevaret majoriteten af idéhistorisk materiale (Haaning 1993 p.48), må man være opmærksom på, at reformationens og renæssancens kritik – hvor berettiget den end må være på mange punkter – skygger for væsentlige indsigter vedrørende denne vigtige - og ofte i idéhistorisk sammenhæng oversete - periode i Europas åndshistorie: Middelalderen. Her er der tale om tidslig distance og ikke tværkulturel, og hvis man undersøger kontemplative traditioner, så kunne det være interessant både at trække på diakrone og diatopiske analyser. Det kan være, at Mind and Life dialogerne går fra at være kuriøse til trivielle, hvis vi får fat i vores egen kulturs kontemplative traditioner. Hvis en sådan afdækning skulle finde sted, ville idéhistorikere være ideelle aktører til at sætte det ind i en større sammenhæng og gennem idéhistoriske analyser beskrive årsagerne til, at disse kontemplative traditioner stort set er gået i glemmebogen! Aksel Haaning har taget et par spadestik.

4.3.1Det religiøse liv i middelalderen

Aksel Haaning understreger i følgende passage, hvor centralt det kontemplative liv var i middelalderen, og at det f.eks. ikke nødvendigvis var den overvældende mystiske oplevelse, som var i centrum, men mere den almindelige daglige praksis.

”Når vi taler om mystik, om den kristne mystik som fænomen, så skal vi gøre os klart, at det er en moderne udtryksmåde, og at mystikerne ikke brugte den selv. […] Det er ikke fordi middelalderen ikke kendte ordet mystik, eller de fænomener, som det dækker. Det stammer fra det græske ord mysterion og blev oversat til latin som mystica eller mistica. […] og middelalderen brugte det også som unio mystica, mystisk forening, eller bibeltekstens dybeste lag, som sensus mysticus, en mystisk mening eller tolkning. Men det vi kalder mystik eller mystikkens vej hed gennem hele middelalderen vita contemplativa, det kontemplative liv. Det var ordet contemplatio, som på klassisk latin betyder opmærksomhed, øvelse, betragtning, men ikke nødvendigvis af noget indre. I middelalderens kristne latin kommer det til at fungere som det at skue indad, og det vil sige opad, mod Gud. Det er dette ord eller begreb, jeg lidt frit har oversat med den indre erkendelsesvej. Det kontemplative liv var ikke noget enestående, men fremstod i klostre som en vej alle fulgte, principielt i det mindste, og som sammen med vita activa var de to grundlæggende sider af tilværelsen. […] Endelig havde middelalderen også ordet meditatio, som vi også kender, som er mere eller mindre synonym med contemplatio.” (Haaning 1993 p.16f)

Aksel Haaning kunne være interessant at have med i et tværfagligt projekt om kontemplation, da hans undersøgelser omtaler de videnskabsteoretiske parametre, som der søges efter.

4.3.2Post middelalder

McGrath skriver om teologien efter middelalderen:

“Initially, the study of Christianity in western Europe was focused on schools attached to cathedrals and monasteries. Theology was generally understood to be concerned with practical matters, such as issues of prayer and spirituality, rather than as a theoretical subject. However, with the founding of the universities, the academic study of the Christian faith gradually moved out of monasteries and cathedrals into the public arena. The word “theology” came to be used extensively at the University of Paris during the thirteenth century to refer to the systematic discussion of Christian beliefs in general, and not simply beliefs about God.” (McGrath 2000 144)

Om reformationen står der:

”The mainstream Reformation was concerned not with establishing a new Christian tradition, but with the renewal and correction of an existing tradition. Arguing that Christian theology was ultimately grounded in Scripture, reformers such as Luther and Calvin argued for the need to return to Scripture as the primary and critical source of Christian theology. The slogan “by scripture alone” (sola scriptura) became characteristic of the reformers, expressing their basic belief that Scripture was the sole necessary and sufficient source of Chrstian theology. (McGrath 2000 p.71)

Dette antyder, at protestantismens måde at genetablere forbindelsen til Gud uden om den katolske kirke først og fremmest var ved tekstmæssig hermeneutisk arbejde og ikke f.eks. nye kontemplative teknikker. Det ser ikke ud til, at man umiddelbart kan inddrage den version af protestantisk teologi, som MgGrath repræsenterer i projektet, hvis man vil har 1.personserfaring som det centrale tema i projektet.

4.3.3Nutidens kristne mystik

Gælder dette bredt for kristendommen som sådan? Det ser ud som om, at det ikke er tilfældet. Om nutidens kristne mystik og kontemplation findes der blandt andet Jesper Garsdals skrift ’Kristen Mystik’, som hævder, at ”Lidt groft kan vi sige at den ortodokse kirkes teologi fundamentalt set kan beskrives som mystisk teologi, den romersk-katolske kirke levner plads til mystikken for så vidt den indordner sig under en "ikke-mystisk teologi", og at protestantisk mystik så at sige mest har udviklet sig på trods af teologien.” (Garsdal 2004 p.4). Det ser faktisk ud som om, at der er kontemplative traditioner i den ortodokse kirke, som kunne være enormt interessante at få i dialog⁴⁵. En dialog med dem ville sikkert rumme både ligheder og forskelle med Mind and Life dialogerne, men interessant ville det unægteligt være. Ikke mindst forskellen mht. den fælles virkningshistorie.