Kontemplativ erfaring, naturvidenskab og dialog

4.4Videnskabsteoretisk grundlag for kontemplation

De første Mind and Life møder gik i høj grad med at finde et fælles grundlag, og som vi så, voldte netop valideringsprincipper, evidens og dermed sandhedsbegrebet store problemer. Forvirringen var stor, da Dalai Lama sprang fra at tale om elektroner til ’non-conceptual valid awareness’, og videnskabsmændene kviede sig, hver gang Dalai Lama henviste til ’valid kognition’, når han skulle redegøre for hvilken evidens, han havde for den buddhistiske påstand om ’alle tings tomhed’ (Delkonklusion side 38). På den anden side var de enige om en praktisk-pragmatisk dagsorden, som fokuserede på, at empirisk evidens er den afgørende faktor for en påstand. Det så ud som om, at for de første Mind and Life dialoger var de emnemæssige barrierer større end de kulturelle. Da de havde fået kastet lidt lyst på de emnemæssige barrierer, blev dialogen mindre forvirret og mere frugtbar, og det indikerer, at pragmatisk anvendelig emnemæssig afgrænsning effektiviserer dialog. Hvis man i dialog ikke er skarp mht. hvad der er æbler og hvad der er pærer, bliver dialogparterne forvirrede. Hvis man i Århus ville lave et tværfagligt projekt mellem naturvidenskab, humaniora og kontemplative praksisser, så ville det tydeligvis være hensigtsmæssigt at lede efter en afgrænsningsteori, som kunne hjælpe med at holde æbler og pærer for sig, og et eksempel på en sådan afgrænsningsteori, der kunne være anvendelig, gennemgås i det følgende:

4.4.1Ken Wilber: The Eye of Flesh; The Eye of Mind; The Eye of Contemplation

Ken Wilber er en moderne filosof, hvis baggrund af pladsmæssige grunde ikke gennemgås nøjere her⁴⁶, til gengæld udfoldes en tekst af ham så grundigt, at argumenterne i stort omfang taler for sig selv, og han bruges udelukkende som redskab i denne fremstilling, og hans model lægger sig direkte i forlængelse af figur 1. Han vil lave et overordnet billede af, hvor de empiriske, mentale og kontemplative videnskaber hører til, således at de kan spilde mindre tid på magtkampe, hvor hver position forsøger at subsummere andre traditioner under dem selv (sådan som Thomas Kuhn karakteriserede ’normalvidenskabelige perioder’). Et andet interessant aspekt ved hans tænkning er, at han også opfatter vores etablerede videnskulturers disciplinopdeling som en hindring for at komme videre med mange vigtige problemer og spørgsmål, og modtrækket den rigide disciplinopdeling kalder han ’The integral approach’⁴⁷. Han forsøger at formulere et grundlag, hvor de forskellige discipliner og traditioner kommer i spil på de områder, hvor de er bedst. I antologien fra 1983 ’Eye to Eye: The Quest for the New Paradigm’ hedder den første artikel ’Eye to Eye’. Han formulerer det således:

”I will try to demonstrate that while an integral or truly comprehensive paradigm will draw freely on the eye of flesh and the eye of mind, it must also draw significantly on the eye of contemplation. This means that a new and integral paradigm – if such is ever to exist – would be in the extremely favourable position of being able to use and integrate all three eyes – gross, subtle, and causal [very subtle]. I will also argue that, by and large, empiric-analytic science belongs to the eye of flesh, phenomenological philosophy and psychology to the eye of mind, and religion/meditation to the eye of contemplation. Thus a new and integral paradigm would ideally and ultimately be a synthesis and integration of empiricism, rationalism, and transcendentalism […]. But there is one major difficulty and one major hazard which is first to be overcome, and that is the tendency toward category error, which is the attempt of one eye to usurp the roles of the other two. (Wilber 2001b p.6)

Alle domæner kan gøre sig skyldige i kategorifejl: videnskab, filosofi og religion, og han forsøger at uddestillere de tre domæner og lave en model, som kan være fundamentet for det nye metaparadigme.

4.4.1.1De tre øjne

Ken Wilber tager udgangspunkt i kristne mystikeres erkendelsesteori. Han henviser blandt andet til Giovanni di Fidanza Bonaventuras⁴⁸ (ca. 1217-74), opdeling af epistemologi og ontologi i 3 domæner:

1. 
   Kødets øje, der ser den eksterne verden af rum, tid og objekter. (’a’-’c’ i figur 1)
   
2. 
   Sindets øje, med hvilket vi får viden om filosofi, logik og sindet selv. (’c’-’d’)
   
3. 
   Kontemplationens øje, hvormed vi får adgang til transcendent virkelighed. (’e’-’f’)
   

Det handler både om epistemologi og ontologi, fordi hvert domæne har sin erkendelsesevne (’øje’). Der er den sammenhæng, at al viden indenfor hvert område opnås gennem illumination af tre typer lys: Den ydre verden og den indre verden ’oplyses’ af henholdsvis lumen exterius og lumen inferius og fører til viden om den umiddelbare ydre og indre verden. Lumen superius oplyser transcendent virkelighed, og er således hverken ydre eller indre, da dualistiske distinktioner hører til kødets og sindets erkendelsesmodus. Det kan derfor være lidt misvisende at henvise til det kontemplative øje og dertilhørende domæne, da denne dualisme per definition ikke giver mening for det transcendente. Ken Wilber nævner, at hans egen skelnen mellem de 3 domæner svarer til den buddhistiske skelnen mellem Gross (kødets domæne), Subtle (sindets domæne) og Very subtle/causal (kontemplationens domæne). Ifølge Bonaventura finder man i både kødets og sindets øje spor/levn/tegn på det transcendente, og heri ses hans Platoniske inspiration. Også den den tyske teolog og mystiker Hugo fra Sankt Victor⁴⁹ (ca. 1096-1141) havde en lignende skelnen mellem cogitatio, meditatio og contemplatio. (Wilber 2001b p.2f)

4.4.1.1.1Kødets øje

lumen exterius ser ikke nødvendigvis en på forhånd givet verden, men ser et delvist afdækket delvist konstrueret⁵⁰ domæne af sanseerfaringer, som opleves af alle væsener, der besidder kødets øje f.eks. også dyr. Det er den basale sensomotoriske intelligens hvor, et objekt er enten A eller ikke-A. Det er det empiriske (sådan som empiri forstås i den europæiske filosofi) øje, der ser sanseerfaringer. Dette øje med dertil hørende domæne kan kaldes: De empirisk-materialistiske videnskabers genstandsområde. (Wilber 2001b p.3f)

4.4.1.1.2Sindets øje

lumen inferius ser i domænet af idéer, billeder, logik og begreber – den subtile verden. Fordi det har været så udbredt at basere erkendelsen på kødets øje, er det vigtigt at understrege, at sindets øje ikke kan reduceres eller tilfredsstillende forklares i kraft af kødets øje. Sindets øje inkluderer og transcenderer kødets øje. Transcenderer fordi begreber om kødets objekter også kan være aktive selv i objekternes sensoriske fravær, og det kan forsinke eller obstruere dyriske og instinktive aspekter af organismen; inkluderer fordi det ved hjælp af logikken kan operere med sensomotoriske repræsentationer. Selvom sindets øje i høj grad opererer med information, der stammer fra kødets øje, stammer al information ikke fra kødets øje, og ikke alle objekter i sindets øje stammer fra kødets. F.eks. stammer matematikkens materiale ikke fra kødets domæne, men fra sindets domæne, som illumineres af sindets øje, og selvom der er en interessant korrelation mellem matematikken (sindets domæne) og sensomotorisk orienterede sanser (kødets domæne), som f.eks. Newtons love, så kan man ikke reducere sindets domæne til kødets.

“Logic is transempirical. Thus many philosophers, such as Whitehead, have held that the abstract (or mental) sphere is necessary and a priori for the manifestation of the natural/sensory realm, and this is approximately what the Eastern traditions mean when they say that the gross arises from the subtle (which arises from the causal [very subtle])” (Wilber 2001b p.5)

4.4.1.1.3Kontemplationens øje

Kontemplationens øje er for sindets øje, hvad sindets øje er for kødets øje. Ligesom sindet inkluderende (!) transcenderer kødets øje, således transcenderer kontemplationens øje inkluderende (!) sindets. Og ligesom sindets øje ikke kan reduceres til kødets (som den traditionelle empirisme og visse kognitionsvidenskabelige traditioner forsøger at gøre det), kan det kontemplative øje ikke reduceres til sindets øje (som hele vores akademiske system fra protestantisk teologi over eksperimentel psykologi og meget filosofi gør det). Hvor sindets øje er trans-empirisk, er kontemplationens øje trans-rationelt, trans-logisk og trans-mentalt. (Wilber 2001b p.6)

4.4.1.1.4Videnskab og kategorifejl

Wilber undersøger videnskabens fremkomst og vil i den forbindelse skærpe nogle forhold omkring den tidlige naturvidenskab i forhold til hans overordnede skelnen mellem de tre ’øjne’. Han vil understrege, at Kepler, Galilei og Newtons tilgange til verden var empirisk snarere end rationalistisk. Han hævder, at disse tidlige videnskabsmænd egentlig var antirationalistiske på den måde, at de gjorde op med skolastikkens rationalitet, som søgte kohærenssandhed snarere end korrespondenssandhed, når de omtalte den fysiske verden. De nye videnskabsfolks hovedærinde var, at deres teorier skulle korrespondere med kødets øje – på rationel vis, javist, men den empiriske sandhed skulle arbejde strengt indenfor sensomotorisk korrespondens snarere end med begrebernes indbyrdes kohærens. ”Science was, as Bertrand Russell remarked, nothing more than consistent common sense, which actually means: based on the most commonsense organ we all possess: the eye of flesh.” (Wilber 2001b p.7). Det, den nye naturvidenskab gør op med, er ikke rationalitet som sådan, da rationalitet er et uundværligt redskab for den nye videnskab. Det, den gør op med, er at sindets øje afskærer sig så meget fra den fysiske verden, at det synes aldeles urelateret til den. Den nye naturvidenskab vil etablere den forpligtende forbindelse mellem sindets og kødets øje. (Wilber 2001b p.7)

I sindets domæne er der tankerækker, og sindets øje har primært blik for disse strømmes kohærens. Udspringet for disse strømme kan imidlertid, ud over at udspringe fra sindets domæne, være fra henholdsvis kødets domæne og kontemplationens domæne. Hvis udspringet er kødets domæne, fås Russels ’utvivlsomme fakta’ (fordi de er funderet i fysisk-håndgribelige fænomener), Galileis ’ureducerbare stædige fakta’ eller simpelthen empirisk-analytiske fakta. Udspringer tankerækkerne i sindets domæne, fås Russels ’utvivlsomme referenceprincipper’, Descartes’ ’intuitivt selvindlysende sandheder’ eller Husserls ’direkte fænomenologiske opfattelse’/fænomenologisk ’intuition’, som kan være både filosofiske og psykologiske (Wilber 2001b p.8). Hvis udspringet er kontemplationens øje, tales der bredt om ’åbenbaring’ eller et begreb, som Wilber etablerer senere i artiklen, som han kalder ’mandalic reasoning’. Der sker en kategorifejl, hvis et øje forsøger at gøre sig til autoritet på de andre øjnes domæner. Når ting (kød) forveksles med tanker (sind) forveksles med transcendente indsigter (kontemplation). Det var videnskabens rolle at etablere den sandhed, at sindets spekulation ikke kunne afsløre empiriske fakta. Sandheden i kødets domæne kan kun tjekkes (verificeres/falsificeres) med det dertilhørende øje: kødets øje. Hvad Galilei og Kepler havde gjort var at bringe sindets rationalitet ned i kødets domæne og benytte sig af sindets kohærens til at afdække sandheder i kødets domæne. Sindet blev tøjret, således at sandhederne startede og sluttede i kødets domæne, og så var der kohærens og korrespondens indenfor disse grænser (kødets domæne). Den nye videnskabs (Galilei, Kepler, Newton) metode var altså eksperimentelt-empirisk-induktiv og ikke rationel-deduktiv.

Da skolastikerne hævdede, at store ting falder hurtigere end små ting begik de kategorifejl i deres ræsonnement, da de startede og sluttede i sindets domæne i stedet for i kødets domæne, som jo var den kategori, de egentlig udtalte sig om, og det var den nye videnskabs fortjeneste at opdage og korrigere dette. (Wilber 2001b p.9)

4.4.1.1.5Religion og kategorifejl

Ifølge Ken Wilber har vismænd indenfor de store religioner som hinduisme, buddhisme, kristendom, islam osv. i et eller andet omfang åbnet for indsigter gennem kontemplationens øje (det tredje øje), men det viser sig, at man på ingen måde af den grund bliver ekspert på de to andre øjnes domæner. Således er der ikke en eneste religiøs tekst, der beskriver, at vandmolekylet består af to hydrogenatomer kovalent bundet til et iltatom. I dogmatisk religion tages kontemplative sandheder som målestok for alle andre sandheder, dvs. også indenfor sindets og kødets domæner. Ifølge Wilber er Bibelens skabelsesberetning en oversættelse af supramental indsigt om den manifeste verdens opståen af den umanifeste til sindsdomænets poetiske billedsprog, men det bliver af dem uden tilgang til kontemplationens øje, forstået som et empirisk faktum og en rationel sandhed, hvilket det ikke er. En kategorifejl, som laves indenfor religiøse institutioners rammer, hvilket den tidlige videnskab opdagede, og med rette kritiserede. Da den europæiske teologi var så afhængig af rationalisme (skolastikken) og empiriske fakta (at solen kredsede om jorden, som i øvrigt var flad) var konsekvensen, at filosofien tog patent på sindet øje og videnskaben tog patent på kødet øje, hvorpå teologien blev blind, og i stedet for at hvile i sit sande domæne – det kontemplative øje – så udmattede teologien sig i kontroverser med videnskab og filosofi. (Wilber 2001b p.10f)

Hvad Galilei og Kepler gjorde for filosofien, nemlig at vise, hvorledes man skal holde sig indenfor kødets domæne, hvis man vil sige noget meningsfuldt om dette, gjorde Kant for religionen, ved at vise, at man skal holde sig indenfor sindets domæne, hvis man vil sige noget meningsfuld om dette (Wilber 2001b p.16). Inden Kant, havde forskellige tænkere forsøgt både at deducere naturvidenskabelige sandheder (hvilket man ikke kan, man kan kun inducere dem), og nogen havde forsøgt rationelt at bevise kontemplative og spirituelle sandheder, sådan som f.eks. Aristoteles, Descartes, Anselm havde forsøgt at bevise Guds eksistens. De havde altså forsøgt at bevise med sindets øje, hvad kun kan ses med kontemplationens øje. Kant viste, at hver gang vi forsøger at bevise det trans-empiriske opdager man, at man kan argumentere for to fuldstændigt kontradiktoriske synspunkter med lige stor plausibilitet, og han viste, at dette var ørkesløst. Denne opdagelse er ifølge Ken Wilber slående lig med spirituelle systemers påstande om, at den rene fornuft er ude af stand til at begribe transcendente sandheder, og når den forsøger, ender den i uløselige paradokser. Kant mente ikke, at metafysiske problemer er falske, de er non-sense. Hinduismen og buddhismen har begreber om domæner, der er karakteriseret ved nondualitet (advaita og advaya), og Nagarjunas tomhedsanalyse peger også på en sandhed, der ligger bag/udover/hinsides begreb og sprog (Wilber 2001b p.17). Den transcendente virkelighed kan godt eksistere, selvom den ikke kan oplyses med vores Kantianske anskuelse. Kant vil vise, at sindet kan erkende sine egne grænser (transcendental filosofi) og argumenterer for, at erkendelsen skal holde sig indenfor disse – han opfordrer ikke til, at man skal tilegne sig paradokset for at bevæge sig udenfor grænserne af anskuelsens rammer. Han holder sig indenfor rammerne af ’sindets øje’. Nagarjuna peger på grænsen for at få folk til at overskride grænsen, som resulterer i åbning af det tredje øje (prajna).

”Kant’s contributions was the clear demonstration that anytime you try to reason about the Absolute, you can always reason in two contradictory but equally plausible directions. This is not, as later positivists thought, a sufficient proof that Godhead doesn’t exist, but a demonstration that It transcends reason.” (Wilber 2001b p.22)

4.4.1.1.6Scientism

“There are many ways to state the fallacy of scientism. It went from saying, ‘That which cannot be seen by the eye of flesh cannot be empirically verified’ to ‘That which cannot be seen by the eye of flesh does not exist.’ It went from saying, ‘There is an excellent method for gaining knowledge in the realm of the five senses’ to ‘ Thus the knowledge gained by mind and contemplation is invalid.’ As Smith put it: ‘With science there can be no quarrel. Scientism is another matter. Whereas science is positive, contenting itself with reporting what it discovers, scientism is negative. It goes beyond the actual findings of science to deny that other approaches to knowledge are valid and other truths true’” (Wilber 2001b p.19)

Dalai Lama udtaler er åbenbart stødt på dette problem et par gange, for i Destructive Emotions (Goleman 2003a) siger han:

”[I]f science proves facts that conflict with Buddhist understanding, Buddhism must change accordingly. We should always adopt a view that accords with the facts. If upon investigation we find that there is reason and proof for a point, then we should accept it. However, a clear distinction should be made between what is not found by science and what is found to be nonexistent by science. What science finds to be nonexistent we should all accept as nonexistent, but what science merely does not find is a completely different matter. An example is consciousness itself” (Goleman 2003a p.xiv)

4.4.1.1.7The problem of proof

Wilber vil nu argumentere for, at de abstrakte principper bag data-akkumulation og verifikation/falsifikation er essentielt identiske i de 3 domæner, og det første problem for en sådan model er, hvad ’data’ eller ’fænomener’ er for en sådan model, da det jo er dette, viden drejer sig om:

”I am saying (and will try to demonstrate) that there are legitimate data – direct apprehensions – to be found in the realms of flesh, mind, and spirit; that is, real data in these real object domains, object domains that we can call sensibilia, intelligibilia, and transcendentalia. It is the existence of these real object domain (sensory, mental, and spiritual) and their real data that grounds the knowledge quest and assures its consummation. Notice that what especially defines a datum, in any realm, is not its simplicity or atomism, but its immediate givenness, its direct apprehension. A datum is not necessarily the smallest bit of experience in any realm, but the immediate display of experience disclosed when one is introduced to that realm. […] The point is not so much size or complexity; the point is immediateness or givenness in direct experience. […] When I use ’intuition’ in this broad sense, it simply means direct and immediate apprehension in any realm, and that direct apprehension, experience, or intuition is what most defines a datum” (Wilber 2001b p.35f)

Wilbers omtale af ’øjne’ viser det radikale i modellen, for hvor det plejer at være empirismen der har patent på at fundere sine sandheder i korrespondens og ikke bare kohærens, så hævder Wilber, at det giver mening at benytte sig af empirismens påstand om, at al viden skal funderes i erfaring på de tre domæner. I sindets domæne er a priori sandheder og rationelle sandheder noget, man ser og checker med sindets øje, og dette udgør en intuitiv erfaring, som ens rationelle viden er funderet i. På samme måde er transcendente sandheder noget, man funderer sin viden om transcendentalia i kraft af. På denne måde er der mange former for viden, der ligger uden for sanseerfaring, som empirismen var fokuseret på, der er ingen viden, der ikke er funderet i erfaring generelt set, hvis man accepterer, at viden er funderet i erfaring indenfor det respektive domæne. Det er sådanne modeller for viden, der kan resultere i, at både filosoffer og kontemplativt praktiserende kan snakke om f.eks. sprogvidenskab og kontemplativvidenskab.

Når nu al viden er et spørgsmål om erfaring inden for de respektive områder, må det være vigtigt at gøre sig klart, hvordan erfaringsdannelse ser ud i de tre domæner. Ken Wilber foreslår, at (1) de konkrete metodologier for dataakkumulation og verifikation ser meget forskellige ud i de 3 domæner, men at der (2) er nogle abstrakte principper for dataakkumulation og verifikation i de 3 domæner, der essentielt er identisk, og disse principper, foreslår Wilber ser sådan ud:

”1. Instrumental injunction. This is always of the form, ’If you want to know this, do this.’

2. Intuitive apprehension. This is a cognitive grasp, prehension, or immediate experience of the object domain (or aspect of the object domain) addressed by the injunction; that is, the immediate data-apprehension. [illumination]

3. Communal confirmation. This is a checking of results (apprehensions or data) with others who have adequately completed the injunctive and apprehensive strands.” (Wilber 2001b p.40)

Det er en model for kvalificeret viden, som Wilber mener, indeholder pointerne fra empirisme, Kuhns paradigmeteori og Poppers falsifikationisme. Punkt 2 svarer til empirisme, men ikke den klassiske, der er begrænset til kødets øje, men et princip der gælder både kødets, sindets og kontemplationens øje. Punkt 1 lægger sig op ad Kuhns paradigmeteori på den måde, at man i dataindsamling udfører en procedure, der bibringer illumination eller afsløring⁵¹ af data, som ikke bare ligger og venter på en, men som gives i et grundlæggende samspil mellem erkendelsen og virkeligheden (som ikke er selveksisterende men heller ikke kun en mental projektion og dermed konstruktion – husk Nagarjuna). Punkt 3 henviser til det kollektive aspekt ved viden, og også det sted, hvor data i højeste grad bliver kritiseret af andre, der også har arbejdet med de samme procedurer for dataindsamling. Det er dette punkt, der kan opdage og kritisere blind tro og dogmatik, da disse ikke kan henvise til de data, der afslører (læs: fjerner sløret for) de påstande, som deres dogmatik hævder, og da viden skal være funderet, bliver dogmatikken skilt fra. Wilber gør meget ud af, at en naturvidenskabsmand ikke tager kritik seriøst, hvis den ikke er kvalificeret i kraft af kritikerens egen kendskab til de data, der er afsløret i proceduren. Hvis man ikke selv har indsigt i matematik og fysik (trænet den del af sindet, der arbejder med kødets regelmæssigheder) bliver man med rette ikke taget seriøst, hvis man udtaler sig kritisk om f.eks. kvantefysikken. Hvis man ikke har lært at læse (trænet sindets øje med dertil hørende procedurer), vil man næppe kunne komme med en interessant kritik af grammatiske teorier. Ligeledes tages man ikke seriøst, hvis man kritiserer kontemplative indsigter, hvis man ikke har udført procedurerne, der afslører transcendetalia (meditative teknikker).

4.4.1.1.8Kødet og sindets mellemværende

I empirisk-analytisk erkendelse bruger man den symbolske/mental-fænomenologiske erkendelse (sindets øje) til at afbilde/spejle pre-symbolsk sensibilia (kødets domæne) men i mental-fænomenologisk erkendelse (sindets øje) bruger man det symbolske sind til at afbilde/afspejle sindsindholdet selv, dvs. andre symboler, som igen afspejler sindsindholdet osv. i en hermeneutisk cirkel, som både kan ske i tænkningen hos ét individ eller kollektivt. I denne dynamik er der plads til både procedurer, illumination og kollektiv verifikation/falsifikation. Påstanden: ’Hamlet er fætter til Anders And’ kan afvises ved at indgå i en læsende og fortolkende procedure som den foreskrives af det etablerede litterære miljø, og udsætte sig for sin egen og kollektivets kritik, som ledes af sindets indsigt i domænet. (Wilber 2001b p.48)

Empirisk-analytisk erkendelse er intentionel i den forstand, at der er et subjekt, der forholder sig til et fysisk objekt. Mental-fænomenologisk erkendelse er intentionel i den forstand, at et subjekt (et symbol) forholder sig til andre subjekter (symboler). I empirisk-analytisk erkendelse er referenten til den konceptuelle viden ikke selv konceptuel viden (intelligibilia) men fysisk objekt givet gennem sanserne (sensibilia), hvorimod referenten for mental-fænomenologisk/konceptuel erkendelse er mental-fænomenologisk/konceptuel erkendelse selv. Fakta for empirisk-analytisk erkendelse er ’ting’, hvorimod fakta for mental-fænomenologisk erkendelse er ’tanker’. Sproget i empirisk-analytisk erkendelse er intentionelt, men genstandende selv er ikke-intentionelle, hvor både sproget og genstandene i mental-fænomenologisk erkendelse er intentionelle. Dette er anledning til, at Wilber kalder den empirisk-analytiske metode for monologisk og den mentalfænomenologiske metode for dialogisk, da den første metode ikke indebærer en dialog med objektet, hvorimod den anden metode er en kommunikativ interaktion inter-subjektivt eller inter-symbolsk, hermeneutisk. Den empirisk-analytiske metode arbejder mest med ’ting i naturen’, hvor den mental-fænomenologiske arbejder med ’historicitet’. (Wilber 2001b p.49)

4.4.1.1.9Transcendenserkendelse

Wilber bruger Zenbuddhisme som eksempel på en vej til transcendenserkendelse, og han påpeger, at hjertet i Zen ikke er et dogme men en procedure – et eksempel hvis efterfølgelse bibringer en illumination og ikke et tillært verdensbillede – en afsløring af data. Proceduren (punkt 1 for ’kvalificeret viden’) er ’zazen’ – meditation – og Wilber understreger, at hvis man ikke udfører proceduren og udvikler sig adækvat, kommer man aldrig til at få kontemplative illuminationer, ligesom man ikke får litterære illuminationer, hvis man ikke lærer at læse.

”If you want to know whether there is Buddha Nature, you must first do this [meditation]. That is experimental and experiential injunction [procedure]. […] Of course, the referent of transcendental perception, its very data, cannot be perceived with the mental or sensory eyes. Satori [contemplative illumination] takes as its referent, not sensory objects out there and not mental subjects in here, but nondual spirit as such, a direct apprehension of spirit, by spirit, as spirit, an apprehension that unites subject and object by disclosing that which is prior to both, and an apprehension that therefore is quite beyond the capacities of objective-empirical or subjective-phenomenal cognition. As Hegel put it, this is ‘Spirit’s return to itself on a higher plane, a level at which subjectivity and objectivity are united in one infinite act.’” (Wilber 2001b p.55f)

Illumination (punkt 2 for ’kvalificeret viden’) består i Zen af satori, og verifikation/falsifikation (punkt 3 for ’kvalificeret viden’) varetages i de sociale sammenhænge (lærer-elev), som disse illuminationer oftest foregår i og overhovedet foregår i kraft af.

”If such endeavours as Zen, Yoga, Gnostic Christianity, Vajrayana Buddhism, Vedanta, and others do in fact follow the three strands of valid data accumulation and verification (or rejection), can they legitimately be called ‘sciences’? The answer, of course, depends upon what one means by ‘science.’ If by ‘science’ one means the three strands of knowledge accumulation [de 3 principper for kvalificeret viden] in any realm, then indeed the purer schools of Zen, Yoga, and so on can be called scientific. They are injunctive [proceduelle], instrumental, experimental, experiential, and consensual. That being so, then we could legitimately speak of ‘spiritual sciences’ just as we now speak of social sciences, hermeneutical sciences, psychological sciences, and physical sciences […]. Many of the meditation masters themselves like to refer to the science of Yoga, the science of Being, or the science of meditation.” (Wilber 2001b p.58)

4.4.1.1.10Afbildning og virkelighed

Figur 2

Selvom hvert øje har adgang til direkte intuitiv erkendelse i sit eget domæne, er der det specielle ved sindets øje, at det i kraft af sit domænes symbolske, intentionelle, refleksive og henvisende karakter kan bruges til at pege på og repræsentere andre data fra alle domæner: sensibilia, intelligibilia selv og transcendentalia. På ovenstående figur, som er Wilbers egen (Wilber 2001b p.62), er vist epistemologiske relationer mellem de 3 øjne og de 3 domæner. #5 er sensomotorisk kognition – kødets øje, der pre-symbolsk erkender den pre-symbolsk verden (sensibilia). #4 er empirisk-analytisk tænkning, der holder sig strengt indenfor det, der giver mening i forbindelse med sensibilia. #3 er mental-fænomenologisk tænkning, der reflekterer og funderer refleksion i intelligibilia selv – en hermeneutisk dynamik. #2 kan kaldes mandala-tænkning eller paradoks-tænkning – sindet der forsøger at ræsonnere om transcendentalia. #1 er gnosis – kontemplationens øje, der trans-symbolsk erkender den trans-symbolske virkelighed. Illumination af transcendentalia.

”Whereas the data in any realm are themselves immediate and direct (by definition), the pointing by mental data to other data (sensory, mental, transcendental) is a mediate or intermediate process – it is a mapping, modelling, or matching procedure. And this mapping procedure – the use of mental data (symbols and concepts) to explain or map other data (sensory, mental, transcendental) - simply results in what is known as theoretical knowledge. We come then to a crucial point. Neither the sensorimotor realms per se, nor the spiritual realm per se, form theories. They can be the object of theories, but do not themselves produce theories. The one is presymbolic, the other transsymbolic, and theories are, above all else, symbolic or mental productions. There is valid experience, valid knowledge, valid apprehension in the spiritual and sensible realms but not symbolic or theoretical experience. […] A theory or hypothesis is basically a set of directly apprehended mental data used to intermediately map, explain, or organize other directly apprehended data [from any realm].” (Wilber 2001b p.62, fed tilføjet)

Intelligibilia kan tilfredsstillende kigge på og kortlægge/afbilde sensibilia, fordi det transcenderer og inkluderer dette, og det kan også kigge på og afbilde sig selv, men som der blev vist med Kant, kan sindets øje ikke få direkte indsigt i og dermed hverken verificere el falsificere transcendentalia, fordi disse datas ’virkelighedsmodus’ transcenderer og inkluderer sindets virkelighed. Den eneste måde hvorpå intelligibilia kan forholde sig til transcendentalia er ved paradoksal, poetisk og mandalisk strategi, som kan pege i retningen af transcendentalia, men da det transcenderer intelligibilia, vil det være med en ’progressiv-dekonstruktiv’ strategi, som tager intelligibilia til dens grænse, hvor erkendelsen kan skifte modus til at erkende transcendentalia. Det er vigtigt, at der er to veje fra sindets niveau: en progressiv og en regressiv, hvor sensibilia er en regression i forhold til intelligibilia og transcendentalia er en progression.

4.4.1.2Delkonklusion – fænomenologisk empiri, velafgrænset dialog

De videnskabsteoretiske strategier for både Wilbers og Varelas neurofænomenologi ligner hinanden på det punkt, at de er tilhængere af den videnskabelige metode, der bygger på empiri og systematisk verifikation/falsifikation. Også den pragmatiske tilgang har de tilfælles, hvor teoriers sandhedsværdig knytter sig til empiri uanset om det empiriske materiale stammer fra kødets, sindets eller kontemplationens øje. De kobler kontemplativ praksis på ved at udvide empiriens ’tingslige’ orientering med en mere hermeneutisk-fænomenologisk orientering. De empiriske data er ikke kun fysiske ’ting’, men en hermeneutisk-fænomenologisk intuitivt givet indsigt, som kan være kompleks eller simpel. Dette ses i Wilbers fundamentale begreb om ’data’ (afsnit 4.4.1.1.7, side 72) og i neurofænomenologien ved, at det fænomenologiske domæne får selvstændig opmærksomhed, men også ved, at det er en selvfølge, at forskeren selv er fortrolig med, hvad det vil sige at være 1.person! Både Wilber og neurofænomenologien har det tilfælles, at selv den transcendente virkelighed opfattes som et ’data-domæne’, selvom de er bevidste om dets grundlæggende transcendente og non-duale karakter. Begge retninger påpeger det frugtesløse ved en a priori afvisning af transcendent virkeligheds realitet, og begge hævder, at den eneste forskningsmæssigt seriøse måde at gå til det transcendente på, er ved at samle data på 1. hånd! (Varela: afsnit 3.6 side 48; Wilber afsnit 4.4.1.1.9 side 74).

Mind and Life dialogernes indledende problemer beroede i høj grad på kategorifejl (Citatet af Dalai Lama side 37), og hvis de havde haft nogle kvalificerende videnskabsteoretiske rammer (og ikke kun en redegørelse for logisk empirisme), kunne deres indledende dialog have været mindre forvirrende, uden dog nødvendigvis at have været 100 % enige med hverken Wilber eller hinanden af den grund. Wilbers analyse kan måske være nyttig at have i baghovedet, når man skal styre en dialog mellem parter fra henholdsvis naturvidenskab, humaniora og religion. Pointen er, at effektiv emnemæssig afgrænsning fremmer dialog ved at gøre den klarere og ved at kunne dæmme op for retoriske hårknuder, som tydeligvis opstår, når dialogen er tilstrækkelig tværfaglig. Den eneste garanti for, at modeller som Wilbers ikke bliver en fordom, som får dialogen til at stivne, er dialogparternes evne til dynamisk at betræde middelvejen mellem proksimalitet og distalitet i dialog.