Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

Jo mangesidigere arbejdsdelingen er, des vanskeligere bliver omsætningen af de forskellige brugsgenstande; man bliver da enig om at tillægge visse genstande en bestemt værdi, ved hvis besiddelse man kan opnå alle øvrige byttegoder, »den almene vare«. Som penge har alt muligt tjent, frugter, perler, muslinger eet., i reglen den mest gangbare vare; først Fønicierne gav de ædle metaller indpas overalt.

På et senere stadium, når den gensidige mistro har fået lejlighed til at sætte sig, løber man den risiko at handle på kredit; (som overgangsform fra kontant handel til kredit kan man betragte den umiddelbare betaling af en brøkdel af beløbet, »at give på hånden«, en form, der stadig viser sig levedygtig hvor fuld tiltro ikke hersker); sandsynligvis har kreditten først bestået indenfor stammen, hvor trangen til lån tidligt måtte gøre sig gældende, om end der vistnok næppe er kommet synderlig fart i gældsforholdene, for overgangen skete til agerbrug; man låner ikke kvæg kun for at drive det på engen, men for at bruge det til arbejde eller til underhold under arbejdet.

Ved udviklingen af kreditforholdet bliver handelen urtypen på det moralske forhold og tillige den uhyre, alt overragende skaber af moralske karakterer; det samme gælder de øvrige beslægtede overenskomster, lån, kontrakter, osv., der går ud på at udveksle ækvivalente værdier, og hvoraf handelen kun er en speciel form. Kontrakten har som bekendt spillet en umådelig rolle ikke blot for moralfilosofien men også for politiske teoretikere. Gang på gang er den hypotese opstillet, at statsdannelsen er sket efter ganske samme princip som de private overenskomster, man kalder kontrakter. Dette er man forlængst kommet bort fra, om end man næppe endnu er nået vidt nok i sin sondring mellem statsbegrebet, der i sit væsen er magt, og de forhold, der grunder sig på frivillige overenskomster (sml. Kap. 8 og 9) Vi vil her udelukkende behandle de reelle eksisterende former, det nytter ikke at underbygge en etik med konstruerede fantasterier som de i det 18. århundrede opstillede »sociale kontrakter«. Derimod må man have lov til at udvide begrebet så vidt, at man ikke indskrænker det til blot at betyde lovformelige skriftlige overenskomster, men således at enhver udtalt eller stiltiende overenskomst kommer ind derunder.

Hvorledes opstår en kontrakt? Vi antydede i kap. I forudsætningerne for en handel, lad os genoptage denne undersøgelse: når A. køber en hest af B. for 700 kr., må det være fordi hesten for ham har større værdi end de 700 kr., og når B. går ind på handelen, må det omvendte være tilfældet for hans vedkommende. Det er da øjensynlig den subjektive interesse, der sætter sagen i gang; hvis der ikke er udsigt til, at begge parter efter processen føler sig berigede, vil der ingenting ske. Men hvor er ækvivalensen henne, det begreb vi stadig har betragtet som uundværligt ved alle retmæssige akter? Subjektivt eksisterer den åbenbart ikke, thi for A. er hesten > 700 kr. , for B. er 700 kr. > hesten; muligheden for de merkantile omsætninger beror da på, at der netop på basis af disse uensartede subjektive skøn kan danne sig en art objektive vurderinger, der lægges til grund på begge sider. Disse vurderinger, der dannes empirisk på grundlag af tilbuddets og efterspørgslens hidsighed, fastslår med minutiøs nøjagtighed en hel skala af ækvivalenter. Konkurrencen bidrager som sagt i høj grad til at regulere den objektivt ækvivalente pris på en vare; på verdensmarkedet står der en række købere, hver med sin vurdering, ønskende at tilbytte sig et vist kvantum, på den anden side en række sælgere, hver med sin vurdering, ønskende at afsætte et vist kvantum. Den højst vurderende køber og den lavest vurderende sælger afgiver de ydergrænser, indenfor hvilke prisen må falde.

Det er altså denne dobbelthed, den objektive ækvivalens og den subjektive vurdering, der betinger processens indledelse. Falder disse to størrelser for langt fra hinanden, vil det kunne hindre handelen: et arvestykke eller en genstand, der for den ene part har betydelig affektionsværdi, kan derfor vanskelig blive genstand for salg, thi den subjektive værdi (affektionsværdien) er her så uforholdsmæssig i forhold til den objektive værdi, at der ingen udsigt er til at køberen vil stille et dertil svarende tilbud.

Den psykologiske forståelse af de kontrakter, der går ud på øjeblikkelig udførelse fra begge parters side, er hermed givet; forudsætningen er en konsensus af viljerne, der muliggøres ved at udvekslingen skønnes at fremme den subjektive interesse på begge sider; selv om den subjektive dom senere har forandret sig nok så meget, i selve handlingens øjeblik må denne konsensus være tilstede. Vanskeligheden begynder først, når det gælder forklaringen af den anden kontraktform, den der hviler på løfter om fremtidige ydelser; her er to nødder at knække, risikoen og problemet om viljens bundethed. Vi så, at Hobbes følte denne vanskelighed så stærkt, at han påtværs af al erfaring nægtede disse kontraktformer spontan opståen i »naturtilstanden«, og i al fald mente, at de uden en stærk statsmagt i ryggen ville føre en altfor usikker eksistens, til at de kunne spille nogen større rolle i praksis.

Sikkert er det, at den sidste form kræver flere forudsætninger, et højere kulturtrin end den første; denne er det primitive stadium, transaktionen kan foregå mand og mand imellem uden personligt bekendtskab på nogen af siderne; den har fundet sted mellem oldtidens uciviliserede stammer, og englænderne bruger den den dag i dag overfor indfødte stammer i Afrika. Den sidste form kræver derimod nøje kendskab til medkontrahenternes karakter, da tiltro til hans løfter, som her er nødvendig, ellers ikke kan opbygges. Uden tiltro ingen kredit.

Udtrykket credit stammer fra Romerretten. Ved credere forstår de romerske jurister overgivelse af en ting til en person med forpligtelsen at levere den tilbage. At betro en noget er det danske ord, der ganske dækker det, afledet, som man ser, af tro, der er den psykologiske forudsætning. På tysk findes udtrykket glaübiger (creditor).

Det er interessant at følge kredittens udviklingsgang i Rom. I førstningen kendtes den kun som overgivelse af en ting til faktisk besiddelse; der var da forpligtelse til at give den samme ting tilbage, og efter de gamle love kunne kreditor sikre sig denne ret ved voldsomt at skaffe sig den tilbage (eksempler herpå er (depositum, forpagtning, leje). Senere opstår kreditforhold, hvor kreditor intet reelt i øjeblikket modtager men blot får et retligt symbol på tingen. Her medfølger ikke forpligtelse til at tilbagegive den selvsamme ting men derimod en ligeartet ting. Denne form betinger en uendelig større tillid til skyldneren; kreditor er udelukkende henvist til sin formelle obligatoriske fordring, hvad der nødvendigvis må medføre usikkerhed (er der tale om f.eks. en ejendom, kan skyldneren jo straks overdrage den til tredjemand). Hele denne trafik hviler på eksistensen af fungible værdier og lettes navnlig ved pengenes mellemkomst.

Der kan skelnes mellem realkredit og personalkredit; den første baseres på materiel sikkerhed, den sidste på personlig tiltro. I forretningslivet spiller den første den overvejende rolle (credere har her en ren økonomisk betydning), i den moralske verden derimod har vi kun at gøre med personalkreditten.

For at en kontrakt med after-performance kan komme i stand, udfordres altså – foruden 1) interessen, der er den drivende kraft i enhver overenskomst – som betingende faktor 2) den personlige tillid. Hvad går denne tillid nærmere beset ud på? På at medkontrahentens karakter er af den beskaffenhed, at han fra det øjeblik, han har indgået kontrakten, ikke mere føler sin vilje frit stillet overfor dette forhold men bundet af den tagne beslutning, så at indfrielse ses som det eneste mulige udslag. Hvor denne frihed til ikke-udførelse ophører, begynder forpligtelsen.

Obligatio bruger Romerne om det forhold at binde sig fra skyldnerens side (ligere ob, binde sig overfor). Tilstanden som fremkaldes obligatum esse, bundethed, forbindtlighed.

Denne viljens bundethed til at udføre et fattet forsæt har man det danske ord pligtfølelse for, men da man som alt sagt løber fare for at misforstås hver gang man anvender dette ord, foretrækker vi under et at undersøge skyldfølelsen; det er et begreb, der rammer centrum såvel i den merkantile og den obligationsretlige sfære, hvor det er opstået, som i den afledede moralske; begge steder henleder det straks tanken på noget koncist, kvantitativt; og det udtrykker som ovenfor sagt ikke blot en erkendelse af de krav, man har bundet sig til, men af alle dem, der overhovedet med etisk ret kan stilles.

Spørgsmålet, det vanskeligste af alle etiske problemer, bliver nu: hvorledes op står skyldfølelsen?

Før vi går ind på dette, må vi undersøge under hvilke betingelser skyldfølelsen især opstår. For det første opstår den som sagt ved alle arter af løfter. Dog er der her endnu en nuance at være opmærksom på. Hvis jeg lover A. at møde ham i Grønningen iaften kl. 7 eller at give ham 10 kr. til det tidspunkt, har jeg hele dagen følelsen af at være i skyld til A., dvs. jeg erkender, at A. på grund af løftet ejer en fordring i mig, eller at jeg ved løftet formelt har afstået ham en rettighed over min person eller mine midler. Hvis jeg ikke opfylder løftet til den fastsatte termin, vil jeg imidlertid føle mig yderligere og med en anden nuance skyldig, idet jeg ikke blot stadig er i gæld for de lovede realia, men også har gjort mig skyldig i en forsømmelse, hvorved min gæld er vokset med det tab, jeg har tilføjet ved min svigten af løftet (den egentlige culpa). At være skyldig i eller have gjort sig skyldig i noget, f.eks. en forseelse, er imidlertid et uheldigt udtryk for at være ophavsmand. Dette har intet med den egentlige skyldfølelse at gøre. Denne vil i det anførte tilfælde kun være rent kvantitativt ændret (gælden føles større); at den synes kvalitativt en anden efter en fuldbyrdet forsømmelse eller brøde end i tiden mellem løfte og opfyldelse, skyldes accidentelle tilblandinger, som vi nedenunder skal se.

I alle tilfælde af løftegæld, bortset fra det plus, der opstår ved løftets ikke-indfrielse, er følelsen af skyld i hælene på den manifeste tilkendegivelse af skyldens eksistens eller af viljen til at kompensere. Det er nu for det første åbenbart, at det ejendommelige ved skyldfølelsen ikke kan ligge i, at jeg har givet yderverdenen nogen magt over min vilje; dette kan føre til afhængighedsfølelse, ikke til skyldfølelse. Forudsætningen må være, at man i løftets øjeblik indgår det i den hensigt at holde det, at man føler sig bundet af sin egen viljesbestemmelse på dette tidspunkt (at indgå det i anden hensigt er ikke, som Hobbes siger, absurd, det kan meget vel motiveres, men blot ikke føre til skyldfølelse).

Hvorledes er sligt psykologisk muligt? ikke at båndene knyttes – det skal, hvad de fleste obligationsretskyndige også er enige i, interessen nok besørge. Men at slige selvpålagte bånd holder, selv under forhold, hvor interessen ikke synes at påkræve det, synes langt vanskeligere at forstå. Og dog behøver vi ikke at søge længere end til beslutningens psykologiske virkning overhovedet, for at finde de kræfter, der her er i bevægelse. I C. Lambeks »Udkast til en sjælelig bevægelseslære«, I. del, hedder det: Vi har ondt ved at frigøre os for vore forsætbetonede forestillinger, de ligger ligesom på spring i os, bedst som man går, dukker de umotiveret frem ... de binder noget af vor opmærksomhed. Så ofte vi går omkring mod formål indplantede i sindet, har vi kun halv interesse (oplagthed) for andre ting end dem, der modsvarer formålet«. Denne latente kraft, et forsæt har, forklarer Lambek nærmere som ophobet bunden energi; »det er stansningsomstændighederne, der bestemmer om en forestilling, næste gang den fremkommer, er forsætbetonet eller ej. Forsættet opstår processuelt set derved, at en forestilling stanser under opmærksomhedskoncentration. Populært hedder det, at overvejelsen havner i beslutningen. Under overvejelsen vejes forestillingernes energistyrke (efter deres forskellige sammenhæng med behagelige eller ubehagelige ting) mod hinanden. Den almindelige potentielle energi strømmer til det behageligste forestillingsensemble. Disse forestillinger får ligesom et eftertryk af opmærksomheden«. Med hensyn til de nærmere omstændigheder ved processen må iøvrigt henvises til Lambeks værk; pladsen tillader ikke at udrede hele mekanismen, så meget mere som vi, selv om vi forstår den til bunds, dog ikke derfor har fået det her omhandlede spørgsmål opklaret. Thi problemet er ikke opfyldelsens psykologiske mulighed; det er ikke løst med påvisningen af, at der findes reelle drivkræfter til at udgøre forsættet; at jeg føler mig tilskyndet på grund af et forsæt er ikke ensbetydende med den ejendommelige psykologiske tilstand, at jeg føler det som min skyldighed at gøre det,

Det ejendommelige ved skyldfølelsen kan da hverken ligge i erkendelsen af at have udleveret sig på nåde og unåde udadtil, det ville være afhængigheds følelse, heller ikke i, at viljen er bundet af ens egen tidligere beslutning, det ville blot være en anden form for afhængighedsfølelse, nemlig afhængighed af mig selv i et vist moment, i så fald ville skyldfølelsen ikke være forskellig fra den psykiske spontane dragning mod udførelse, der følger på ethvert forsæt, jeg ville med andre ord have den samme følelse, om jeg havde svigtet mit løfte om betaling til en given tid og mit »løfte til mig selv« om at tage styrtebad iaften. Det ejendommelige ved skyldfølelsen er imidlertid den empirisk vundne respekt for skyldighedsforholdets junktion, for kompensationsretten; forsættet skal udføres, ikke fordi det engang er fattet, men fordi udførelsen under denne synsvinkel er rigtig opførsel; tilkendegivelsen af løftet for den anden skal respekteres, ikke fordi han derved har fået nogen magt over mig (f.eks. støttende sig på den offentlige menings vægt etc.), men fordi en sådan tilkendegivelse ved den derved vakte forventning skaber en rettighed, der ved indfrielse af løftet får sin kompensation. »Løfter til sig selv» er ikke andet end en frase, fordi man ikke kan tildele sig selv rettigheder (ligeså umuligt som at trække sig selv ved hårene op af et morads).

Foruden ved løfter opstår skyldighedsfølelsen ved positive overgreb. Ved løftet går skyldighedsfølelsen ud på at opfylde et krav, jeg vitterlig har anerkendt og som støtter sig på denne manifeste tilkendegivelse; ved deliktet hviler skyldfølelsen på den tavse anerkendelse af det krav på kompensation, der er skabt ved min handling. Trods denne tilsyneladende forskel i skyldfølelsens karakter, hvor det drejer sig om lovet kompensation eller ikke lovet, hviler den dog på det samme fundament, respekten for kompensationsretten; i begge tilfælde reagerer den på den kendsgerning, at jeg har gjort mig til herre over værdier, en anden har berettiget krav på at få kompenserede; respekten for løftet er kun en speciel form for respekten for princippet i almindelighed.

At skyldfølelsen, som pag. 52 antydet, synes væsensforskellig i tiden mellem løfte og opfyldelse og efter en fuldbyrdet forsømmelse (løftebrud) beror på tilblanding af psykiske appendices, forskellige efter de vekslende omstændigheder, hvorunder den optræder. I tiden før løftets indfrielse, medens jeg endnu står som retmæssig om end kun midlertidig indehaver af den værdi, jeg har tilkendt en anden, som simpel debitor, får skyldfølelsen den rolle at konstatere: den og den handling vil være i overensstemmelse med skyldighedsprincippet, dens virkning er påmindende, ansporende. Står jeg derimod efter forsømmelsen, som den, der har lagt hånd på kompensationsberettigede værdier, vil den konstatere: denne handling eller undladelse var et brud på det af mig sanktionerede skyldighedsprincip, nu er gælden bleven så og så stor; den rene skylderkendelse er ikke kvalitativt kun kvantitativt ændret. Den af principbruddet opståede logiske ulyst kan man måske rettelig benævne samvittighedsnag, essentielt hører den ikke med til skyldfølelsen; tilfældigt ledsagende affekter som skam, anger, sorg osv. er i endnu højere grad sekundære og uvæsentlige.

Nu må den fortsatte undersøgelse gå ud på at komme efter den nærmere beskaffenhed af denne respekt for kompensationsretten, der ligger til grund for skyldfølelsen i alle dens fremtrædelsesformer. Hvad er dens sjælelige elementer, hvor stammer den fra? Er den medfødt, er den tillært, er den sammensat eller usammensat?

Lambek (»Om sjæleligt arbejde og sjælelig bygning«) betragter den som hvilende på en almen psyko(fysio)logisk konstitutionsejendommelighed. Hvis en handlings følger er ulystbetonede, behøver de begrundelse. De gør sig da stærkt bemærkede, og de kan ikke stå alene men må have energigivende bevægelser at støtte sig til for at holde sig oppe (som fremtidsprojekter); kommer de først efter handlingen, vil de virke deprimerende på erindringsforestillingen om den, (idet enhver forestilling om lidelse er tæringsbetonet¹, medmindre de afbalanceres gennem andre forestillinger. Hvis min handling medfører andres lidelse, er det denne forestilling, der trænger til begrundelse. Men forestillingen om andres lidelse kan ikke afbalanceres ved at træde i samtidighedsforhold til forestillingen om nydelser, jeg har eller opnår; at jeg nyder, kan ikke ved energimeddelelse forsone (afbalancere, styrke, bære) min forestilling om, at andre lider, så at denne forestilling bliver fri for sin tæringsbetoning. Den fordrer specifik afbalancering, ved forestillinger om lige så store lystvirkninger, goder, som de pågældende individer opnår gennem handlinger. Dette er noget, den handlendes egen forestillingsgang kræver.

Hvis denne psykologiske teori er rigtig, er den først og fremmest en speciel bekræftelse af den i kap. I opstillede almindelige organiske lov, at ingen organisme vil tab; hvis denne lov var almen, måtte den også gælde for sjælelivet eller dets substrats vedkommende. En ulystelig forestilling er et tab for organismen, som denne på en eller anden måde må søge erstatning for. »Afbalancering med forestillinger om tilsvarende goder er et udtryk, der nøje svarer til den på andre områder påviste tendens til kvantitativ og kvalitativ kompensation. Kravet på kompensation for lidelser, tilføjede mig, har aldeles utvivlsomt fysiologiske rødder, bag om hvilke intet ræsonnement rækker.

Et andet spørgsmål er imidlertid, om dette også gælder skyldfølelsen, erkendelsen af andres kompensationsret, for lidelser tilføjede dem. Ganske vist har Lambek vistnok også ret i, at forestillinger om lidelse, tilføjet andre, spontant kræver afbalancering ved forestillinger om lige så store lystvirkninger opnåede gennem handlingen, og at forestillingen om andres lidelse ikke kvalitativt er forskellig fra forestillingen om egen lidelse, så at trangen til afbalancering også i dette tilfælde bliver et udslag af organismens modvilje mod tab; men spørgsmålet er, om den kræver den påståede specielle afbalancering: just der, hvor skaden træffer, må godtgørelsen anbringes«. Spørgsmålet er endvidere, hvor udbredt en sådan forestilling om andres lidelser er, hvor stor en rolle medfølelsen spiller ved folks hensynsløse handlinger; sæt at den kun findes i ny og næ, moralfilosofien er da interesseret i at påvise en bredere basis for skyldfølelsen end denne uberegnelige faktor; den vil opkaste det spørgsmål: kunne skyldfølelsen ikke tænkes opstået og virkende aldeles uden medfølelsens hjælp i et samfund af lutter beregnende egoister? Svaret herpå ville være afgørende, thi kan medfølelsen undværes til forståelse af skyldfølelsen, har den intet med dennes væsen at gøre, selv om den kan optræde sammen med den som motiv og incitament.

At medfølelsen eller forestillingen om andres lidelse virkelig konstant kræver den påståede afbalancering, må stærkt betvivles. De fleste mennesker formår ganske levende at forestille sig lidelsen af dyr, fiskning med medekrog, vivisektion osv., og bringer disse forestillinger i fortræffelig ligevægt ved tanken på nydelsen eller goder, de selv derved opnår, det falder dem ikke ind at søge anden afbalancering; at nægte dette ville være at gøre vold på al selviagttagelse. Eller feder man kapuner eller Strasburgergæs på pinlig måde for at fornøje dem livet eller »forbedre dem«?¹

Hvis man indvender, at overfor mennesker er det dog et konstant forhold, at forestillet lidelse vil kræve de bestemte modforestillinger, svarer vi, at i så fald ligger det ikke i selve medfølelsens natur, forestilling om lidelse er af samme art, enten den gælder mennesker eller dyr. Hvis den reagerer anderledes på vort forestillingsliv, vækker andre modforestillinger, når vi står overfor mennesker end overfor dyr, må det være på grund af indskudte forestillinger. Det må være, fordi vi indser, at vi står overfor væsner, der har evne til at være led af et gensidighedsforhold, og som derfor kræver andre hensyn; af dette gensidighedsforhold har erfaringen lært at drage nytte, empirisk er nødvendigheden af at »afbalancere specifikt« bleven indprentet. (Hvor mennesker ikke anses for at være i besiddelse af sociale evner – som de antikke slaver i Aristoteles' bevisthed – vil forholdet være det samme som overfor dyrene).

Uden indskudt erfaring om samlivets tarv leder forestillinger om tilføjet lidelse ikke til forestillinger om kvantitativ godtgørelse. Derimod kan erfaringen uden medfølelsens hjælp føre til at anerkende afbalanceringen. Den inderste livsinteresse angives fysiologisk, organismen vil intet tab; dette er kompasset, hvorfra der ikke kan viges. Anvendt i det sociale samliv fører dette princip til anerkendelse af kompensationsretten, thi denne viser sig empirisk som den eneste form, hvorunder social samvirken kan foregå uden tab på nogen af siderne, den er altså livsnerven i mekanismen. Erfaringen går da i kort begreb ud på: organismen vil ikke tab, den vil deltage (uden tab) i den sociale samvirken, dette kan kun ske ved anerkendelse af kompensationsretten.

Det er ikke sandsynligt, at forestillingen om en kvantitativ godtgørelse ville præsentere sig som lægemiddel eller støtte for den tærende forestilling om tilføjet lidelse, medmindre det først var lært gennem erfaring eller opdragelse (andres erfaring), at ude i den objektive verden er denne art modvægt netop ganske nødvendig for at fjerne de ulystelige følger, man har frembragt og genoprette tidligere tillidsforhold mellem samvirkende individer. Hvis tilføjet ulykke i samlivet kompenseredes ved egen lykke, ville forestillingsløbet antagelig tage en tilsvarende retning.

I forhold mellem mennesker indbyrdes er det heller ikke alle tilføjede lidelser, der kræver kompensation. Nedsætter jeg mig ved siden af en konkurrent, tilføjer jeg ham lidelse; vinder jeg hans kunder ved bagvaskelse af ham, ligeledes, men kun i sidste tilfælde vil jeg føle mig skyldbetynget. Denne distinktion kan ikke gøres ved (analogt med Lambeks' eksempel Pag. 135) at frakende mig ansvaret for lidelsen i første tilfælde, thi selv om man siger, at det er kunderne, der bestemmer hvem de vil gå til, måtte man jo gøre dem ansvarlige for den (lidelsen er dog tilføjet ved en handling, altså af nogen), og de føle sig kompensationspligtige, hvad der er endnu urimeligere. Den kan kun gøres ved hjælp af de af samlivets tarv afledelige empiriske grænsebegreber som «retmæssig ejendom«, (det ved kompensation erhvervede og derfor også kompensation krævende naturlige ejendomsområde). Det er kun de lidelser, der krænker disse områder, der skaber skyldfølelsen; at den første lidelse i mine øjne ikke kræver kompensation forklarer jeg – ikke ved at jeg ikke er ophavsmanden, hverken har set eller villet den – men derved, at den ifølge min empiriske indsigt i samlivets tarv intet overgreb er dvs. den gør ikke indgreb i noget, jeg betragter som hans retmæssige eje (en kunde er ikke en mands rette eje, noget han kan legitimere som sit¹, hvorimod det gode rygte er hvermands retmæssig tilkæmpede ejendom). Det er med andre ord ikke forestillingen om den tilføjede smerte i og for sig, der skaber skyldfølelsen, den opstår kun, når denne smerte vurderes som uberettiget tilføjet.

Skyldfølelsen bunder altså i interessen for det almenbetydningsfulde (alles tarv berørende,) formål: den teknisk fuldkomne sociale samvirken, og i interessen for at underkaste sig de fundamentale vilkår derfor; dens ytringsform, respekten for kompensationsprincippet, hviler direkte på hvad der empirisk er fastslået som sådanne vilkår.