Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

TREDJE KAPITEL

Moralsystemernes videnskabelighed.

Efterat have omtalt hvorledes man må tænke sig skyldfølelsen opstået vil vi behandle følgende spørgsmål: er det da et rigtigt princip, dette som skyldfølelsen dikterer os, at skyld skal betales, og er det det eneste rigtige princip at lægge til grund for moralen? Det er to ganske forskellige spørgsmål, der må besvares hvert for sig.

Et menneske kan være i besiddelse af en art instinktiv skyldfølelse (proppet i ham ad autoritativ vej, ved opdragelse, efterlignelsestrang etc.), uden at den er sanktioneret af hans intelligens. (Imidlertid er den ikke fra først af kommet ind i verden på denne måde, thi før autoriteter af blivende værd kan optræde, må de have erfaringer at støtte sig til). Men hos det tænksomme menneske kræver den eventuelt tilstedeværende skyldfølelse sin intellektuelle sanktion, kræver at blive klar skyldbevidsthed; han vil spørge sig: hvorfor bør da egentlig skyld betales? Dette bør har imidlertid sin særlige betydning, det kan ikke være et moralsk bør, thi i så fald var sætningen: man bør betale sin skyld en tautologisk sætning = man skylder at betale sin skyld. Det betyder: er det rigtigt at betale sin skyld? Men selv om man er klar over, at det ikke kan være sædelig¹ rigtighed, hvorom der er tale, kan sætningen forstås og bliver den forstået på forskellig måde. I korrekt tale bruger man ordet rigtig om den slutning, der er i logisk overensstemmelse med forudsætningerne, og den handling, der er overensstemmende med formålet; af retningen mod målet afhænger handlingens rigtighed. (Richtung-richtig). For at bedømme om det er rigtigt, logisk rigtigt at betale sin skyld er det altså uomgængelig nødvendigt at kende det formål, man tilsigter med at tilegne sig denne grundsætning, det etiske formål. Gives der da ikke noget, der er rigtigt i sig selv? ubetinget rigtigt? Kunne man ikke antage, at f.eks. det at spise og drikke var handlinger, hvis rigtighed ikke behøvede at godtgøres ved henvisning til et formål? Aldeles ikke, de hviler i det mindste på forudsætningen om at livet skal opretholdes, og selv om et formål som dette, som man ikke kan forfølge længere bagud, er nok så universelt og alment anerkendt, kan der ikke være tale om at tillægge det nogen ubetinget rigtighed (en contradictio in adjecto); hvoraf følger, at man heller ikke kan kalde de på formålet rettede handlinger ubetinget rigtige.

Det er imidlertid almindeligt i daglig tale, når man drøfter rigtigheden af en grundsætning som den at betale sin skyld, at overspringe det ene led, overensstemmelsen med formålet, og mindre korrekt at gå over til formålets rigtighed; nu ville som sagt et formåls logiske rigtighed kun kunne godtgøres ved henvisning til et andet bagved liggende o.s.fr. tilsidst kommer man til et punkt, hvor logikken svigter. Dette har man ikke altid set, man har troet, at alle formål lod sig logisk begrunde, og specielt har man ment at kunne opbygge de etiske grundsætninger helt og holdent som logiske slutninger. En etisk dom er altid mere eller mindre latent slutningen af en syllogisme af følgende eller lignende udseende:

Når jeg har lånt et beløb af en mand,

skylder jeg ham dette beløb.

Jeg har lånt 100 kr. af N. N.

altså skylder jeg N. N. dette beløb.

Den etiske enkeltdom indeholder altså for så vidt logik, som den fremgår af en logisk deduktion, endvidere vil mulig 1. præmis, sanktioneringen af skyldighedsforholdet, kunne påvises at være logisk rigtig ud fra det givne formål: samlivsfunktionens uforstyrrede gang, og det empiriske kendskab til grundbetingelserne derfor. Men dermed er også for etikkens vedkommende logikkens rolle til ende, dette formål lader sig ikke igen begrunde som logisk rigtigt; vil man søge en særlig begrundelse for det etiske formål, må man opgive at tale om rigtighed, man må nøjes med at begrunde rigtigheden i at opstille det som videnskabeligt objekt ved at henvise til dets universelle betydning; man kan vise, at det ikke som så mange ideelle formål eller lykkeformål, man opstiller, kræver ganske individuelle forudsætninger, men at det har betydning for enhver, der vil være med i livskampen.

Spørgsmålet om det er rigtigt at anerkende skyldighedsforholdet reduceres således til en undersøgelse af, om det er overensstemmende med det formål, vi forudsætter som givet¹: samlivsmekanismens trygge funktionering, og det besvares ved at godtgøre, at der består et konstant kausalt forhold mellem brud på skyldigheder og forstyrrelser i denne funktion. Vi når altså ikke længer end til en betinget rigtighed, men det må også være os nok, såsom der overhovedet intet ubetinget rigtigt gives i verden. På denne hypotetiske rigtighed bygger etikken, der handler om den opførsel, der er rigtig eller urigtig, når man har den sociale funktions fundamentale vilkår for øje; og selv om den ved, at denne rigtighed er stillet på en anderledes solid basis end alle de mange leveregler, ideelle principper² osv. der fremsættes, som kun har ganske individuelle livsmål at støtte sig på, glemmer den ikke, at også denne rigtighed til syvende og sidst er af hypotetisk art.

Kausalforholdet mellem skyldighedshensyn og social funktion er belyst i kap. 2., samtidig med at det fremhævedes, at man ikke turde forlange mere af et bevis for en sådan sammenhæng end hvad der strengt vedkom sagen, man kan hverken godtgøre eller modbevise den ved at drage slutninger om skyldighedshensynets virkninger på noget som helst andet forhold. I nærværende kap. vil det andet af de fremsatte spørgsmål, om skyldighedsprincippet er det eneste rigtige etiske grundprincip, blive underkastet en foreløbig undersøgelse.

For at afgøre dette må man have en definition af det etiske, man må vælge sine forudsætninger og prøve, om de kendte, af forfatterne opstillede, etiske principper, er i overensstemmelse mod disse eller ej. En slig definition vælger man ikke på må og få, men (som nærmere påvist i kap. 6) ved at tage sit udgangspunkt fra det, der gennem tiderne konstant har hævdet sig som karakteristisk for den gruppe fænomener, man har behandlet under navn af etik eller moral; det har været en broget række af heterogene ting, dog tør det forudsættes, at der har været berøringspunkter; hvad det da gælder om for en god definition er at finde en naturlig gruppering omkring den kerne, intet moralsystem helt har kunnet undvære.

Forud for alt går kravet om princippets videnskabelighed, hvad der in casu (se pag. 61 og i kap. 6) vil sige, at det er en empirisk fastslået rigtig vej til et alment formål. Kan da ikke noget eneste af de talrige moralske bud, love og forskrifter, der i seklernes løb er opstillede og fastholdte ved religiøs tradition eller videnskabelig autoritet påberåbe sig en lignende empirisk godtgjort rigtighed som skyldighedsprincippet? Når det hedder: Du skal ære din fader og din moder, du skal ikke bedrive hor, du skal (altid og under alle forhold) tale sandhed, du skal elske din næste, osv., lader disse detajlsætninger sig da ikke ligeså vel begrunde som hin fundamentalsætning? Ikke overfor et alment og konstant formål som samlivsfunktionens uforstyrrede gang. De forfattere, der tillægger slige sætninger samme moralske vægt som princippet om skyldighedshensyn, har ladet sig vildlede af deres forholdsvise uforanderlighed. Således antager Buckle,¹ at det er evige love i slægt med naturlovene: »Der findes intet i verden, der har undergået så liden forandring som de store dogmer, af hvilke de moralske systemer er sammensatte. At gøre godt mod andre, at elske sin næste som sig selv, at tilgive sine fjender, at tæmme sine lyster og begæringer etc.; disse og nogle få andre er moralens eneste hovedbud; men de har været kendte gennem tusinder af år, og ikke en eneste prik eller tøddel er føjet til dem«. Hvis Buckle var gået noget længere tilbage end de par tusind år, der i slige forhold ingen rolle spiller, eller hvis han havde tænkt på andre end de civiliserede nationer, ville han have fundet, at der ikke gives et eneste af de nævnte dogmer, som ikke til et givet tidspunkt har haft lige det omvendte indhold. At gøre ondt imod andre, at hade sin næste, at hævne sig på sine fjender, at adlyde sine mindste lyster og begæringer – alt dette har til sin tid været mindst lige så holdbare dogmer som dem, Buckle kalder »Moralens eneste hovedbud«, og intet borger i den henseende for fremtiden. Tidligere var det moralsk at sætte børn ud, nu er det ikke blot umoralsk ikke at værne og pleje dem, men at forsømme deres åndelige udvikling; fosterfordrivelser anses nutildags ganske almindeligt for umoralske, og er der grænser for variationerne i de moralske forskrifter angående blodskam? Det er næppe for meget sagt, at ethvert menneskeligt forhold gennemløber hele skalaen af hvad der overhovedet er muligt, og alt er til en given tid moralsk.

Man skal dybere ind, hvis man vil finde principper, der ubetinget trodser tidens tand. Ikke et eneste af de nævnte bud, uden at den nøjeste afhængighed af tids- og stedforhold kan påvises. Tag derimod en regel som denne: du skal holde dit ord, opfylde dine skyldigheder! Hvor langt man går tilbage i tid og civilisation, vil man ikke finde et samfund, indenfor hvilket brud på dette princip gælder som en dyd. Når Lubbock anfører enkelte stammer, der er »without moral sense«, godtgør han det kun ved at henvise til at mord, røveri o.lign. hører til dagens orden, han skelner ikke mellem egenskaber, der gør samlivet brutalt og egenskaber, der ville umuliggøre det; det skal sikkert holde hårdt at påvise et eneste samfund på jorden, hvor løftebrud anses som noget fortjenstfuldt.

At opfylde sine skyldigheder er en regel, der nyder en over sted og tid hævet anseelse, selv om måden veksler. Hvad synes mere diametralt modsat end den regel, der tilråder blodig hævn over en manddraber og den, der tilråder fredelig forsoning – og dog går begge op i skyldighedshensynet som i en højere enhed. Tid og sted medfører forskydninger i værdiansættelsen men ingen ophævelse af selve vurderingsprincippet. Når således en fjern tids mennesker kun tilfredsstilles ved blodig satisfaktion, men en senere tids mennesker modtager penge og afstår fra voldelig kompensation, ligger det i forskellig vurdering af personlig, legemlig prestige og økonomisk vinding. Men i begge tilfælde tages der lige pinligt hensyn til skyldforholdet. Denne historisk påviselige urokkelighed af lokale og temporære forholds magt kan kun bidrage til at styrke det indtryk, man vil have fået af princippets ufejlbarlighed i et universelt og konstant formåls tjeneste: vi står her ved et forhold, der betinger menneskelig samvirken som sådan; ligegyldigt hvorledes de nærmere omstændigheder er, ligegyldigt på hvad trin civilisationen befinder sig, fællesskabet vil ikke kunne eksistere under tilsidesættelse deraf. Noget sådant kan ikke påvises for de såkaldte moralbuds vedkommende, thi vi finder undtagelser fra dem alle selv i samfund, der befinder sig i den højeste florering, og som fører et udstrakt kooperativt liv.

Havde Buckle fået øje på dette princip, ville han have haft ret til at undre sig over moralens uforanderlighed, og han kunne trygt være gået så mange tusinde år tilbage i historien, han havde evnet; hvor langt han var gået tilbage, og hvor langt ud til siderne – overalt ville han have truffet dette princip i virksomhed. Men da han kun har haft blik for de enkelte løsrevne moralbud, er det snarere til at undres over, og kan kun tilskrives, at han har indskrænket sig til de senere tidsrum, at ikke netop deres store omskiftelighed har været ham påfaldende. Så har den såkaldte historiske skole i etikken ganske anderledes fået fat på foranderligheden, i den grad, at den, hvorhen den vender blikket, kun kan øjne foranderlige moralbud og som følge deraf nægter, at der overhovedet gives nogen absolut karakter af sædelige sandheder uafhængigt af den historiske udviklingsgang. Hvad der er rigtigt, afhænger af formålene, siger den, og formålene skifter bestandig. Den overser, at der gives formål, der er biologisk bestemte og sammenvævede med slægtens tilværelseskår.

Hverken Buckle eller den historiske skole har derfor ret; begge fejler de ved en art kortsynethed, idet de kun fæster sig ved enkelte tilfældige moralbrokkers konkrete skikkelse og overser, at med de for alle tider uforanderlige formål kan der gives og gives der ligeså konstante handleprincipper, der erfaringsmæssig fører til disse mål, at såvel formål som midler fødes af alle samlivsformationer, selv de mest heterogene, i sted og i tid mest afvigende. Et sådant princip er det ækvivalente skyldighedsprincip; de konkrete sætninger er i bedste fald – når de ikke er ganske døgnagtige, af autoriteter udstedte dictamina – kasuistiske anvendelser af grundprincippet; disse må til forskellige tider naturligvis skifte udseende, da de beror på vejning af værdier, en vejning, der som alt sagt må falde uens ud, alt efter som de objektive værdier ændres eller de vurderende individer ser subjektivt forskelligt på dem.

Snarere ville da den få ret, der hævdede både moralens uforanderlighed og dens omskiftelighed. Det uforanderlige element er grundprincippet, de ved logisk deduktion deraf afledede sætninger indeholder det omskiftelige element.

Det vil vel næppe være fornødent at anføre mere, der taler imod, at disse spredte moralske bud med konkret indhold, der tid til anden dukker op dels i folkelig form, dels med autoritativt og religiøst stempel – dem Buckle hentyder til –skulle have noget konstant forhold til socialt samlivs eksistensvilkår eller overhovedet nogetsomhelst andet alment formål, med andre ord spilde flere ord på at modbevise deres videnskabelighed.

Vi vil derfor gå over til de etiske sætninger, der findes ordnede i filosofiske systemer, og hvoraf en stor del – hvor forskellige de end er indbyrdes – udtrykkelig gør krav på at kaldes videnskabelige.

I kap. 6 angives nærmere de fordringer, der må stilles til sætninger af den art som de etiske, for at de med rette kan kaldes videnskabelige; vi indskrænker os derfor her til at nævne:

En videnskabelig sætning må være af almen natur, et led af en samlet forskning, og behandle ikke et løsrevet individuelt tilfælde, men et emne, der kan klassificeres indenfor en naturlig gruppe a: den gruppe af enkelttilfælde, hvoraf videnskaben uddrager sine generalisationer, må dannes af ting, der er naturligt sammenhørende.

Den må være almengyldig o: bevislig sand under alle forhold.

Den forskning, hvoraf den er led, må have almen, praktisk betydning for menneskelivet.

Man skelner mellem teoretiske og praktiske videnskaber. En teoretisk videnskabelig sætning må indeholde en almen sandhed, og den, der fremsætter den, må være i stand til at angive de veje, der konstant leder den logiske tænkning til den.

En praktisk videnskabelig sætning må indeholde et almenvigtigt formål og den, der fremsætter den, må være i stand til at angive handlingsveje, der konstant leder til det.

Almengyldigheden for en praktisk sætning vil altså sige formålenes almene betydning og midlernes almene tilgængelighed. Den teoretiske sætning må være almen opnåelig for tanken (under forudsætning af normalt konstruerede hjerner), den praktiske sætning må være almen praktikabel.

Herefter falder etikken nærmest ind under de praktiske¹ videnskaber. Og indenfor disse har den (som Stuart Mill viser i »System of logic.«) en særegen plads: »Whatever speaks in rules or precepts, not in assertions respecting matters of fact, is art; and ethics or morality is properly a portion of the art corresponding to the sciences of human nature and society… the method, therefore, of ethics, can be no other than that of art or practice, in general.« Nu er der i alle grene af praktisk virksomhed tilfælde, hvor individer er bundne til at rette deres praksis efter en forudopstillet regel (dommerne deducerer fra en given codex), medens der er andre, hvor en del af opgaven består i at finde den regel, hvorefter de skal styre deres opførsel. Således er kunsten stillet, og ikke anderledes etikken, der proponerer et formål og definerer det, videnskaben modtager det og betragter det mulig (hvis det er et videnskabeligt emne, c: med almenværdi¹ som et fænomen, der skal studeres. Videnskabens opgave bliver da at vise, at en vis fremgangsmåde, udførelse af visse akter, vil føre til målet.

Hvis det altså skulle vise sig, at de principper, man finder i de forskellige moralfilosofiske systemer, på væsentlige punkter svigter overfor denne opgave at lede individet ufejlbart og klart til det angivne formål, må man betragte dette som yderst betænkeligt for pågældende systems påståede videnskabelighed. Det kan da enten ligge i, at formålet er uklart i sig selv, eller i at det endnu ikke lader sig alment anskueliggøre, hvoraf følger, at det i tvivlstilfælde, hvor der må og skal handles, er umuligt sikkert at afgøre hvilke midler der fører til det eller bort fra det.

Da det er uoverkommeligt at tage stilling til alle eksisterende moralfilosofiske systemer eller blot at få de vigtigste med, nødes vi til at forsøge en gruppering af dem efter deres indhold og håber da, at de indvendinger, der gøres mod enkelte repræsentanter for hovedprincipperne, også med tilbørlig modifikation vil kunne rettes mod de nærmeststående anskuelser.

Om klassifikation af de etiske systemer har man aldrig kunnet opnå enighed, af den simple grund, at hver inddeler har lagt det for ham afgørende kriterium for det moralske til grundlag for inddelingen. Men da der gives omtrent så mange kriterier som forfattere, får man på den måde ganske forskellige og ret ufuldstændige skemaer. Der er således inddelere, der udelukkende bygger på det objektive formål, handlingen har (f.eks. Wundt.), men derved kommer de systemer til kort, for hvilke motiverne er det afgørende. Forholdet kompliceres derved, at mange systemer ikke er konsekvente i deres opbygning, men snart lægger hovedvægten på et ydre mål, snart på et indre kriterium. Jeg tror man gør rettest i at tage hensyn til begge disse forhold (motiver og formål) og tage sit første udgangspunkt fra denne væsensforskel. Men det er tvivlsomt, om uenighed kan undgås om, hvorvidt et eller andet system væsentlig tilhører den ene eller anden af disse to grupper. A. omfatter de systemer, der væsentlig bygger på ydre kriterier, B. de, der væsentlig bygger på indre kriterier.

AA.	I. De, der til formål væsentlig har ego	a) med hedonistisk målestok c: lyst er det højeste gode.
		b) energistisk målestok c: objektiv personlig fuldendthed og potenseret livsvirksomhed er det højeste gode.
	II. De, der til formål væsentlig har alter	c) altruisme med lyst som målestok (velfærdsmoral, politisk etik.)
		d) do. med energistisk målestok (perfektionisme, evolutionisme, biologisk etik.)
	III. De, der til formål har en speciel relation mellem ego og alter, et bestemt afgrænset social – funktionelt vekselforhold (skyldighedsetikken).
B.	De på indre kriterier hvilende systemer (den apriorisk-intuitive etik): pligtbuddene er aksiomer, der erkendes intuitivt ligesom matematiske formler.

Mellem dem alle findes overgange repræsenterede i litteraturen, således Bentham mellem a og c.

Til A. hører bl.a. den kyrenaiske skole og Epikuræerne. Aristippos fra Kyrene lærte, at livets formål er lyksalighed, og den sande lyksalighed består i en mådeholden nydelse af øjeblikkets lyst. Fornuften lærer mennesket at vogte sig for lystens forstyrrelse og at træffe det rette valg mellem nydelser. Men denne lære hæver sig ikke ud over det individuelle, thi den leverer ikke og kan ikke levere nogen almen målestok for hvad der er de rette nydelser. Dette fremgår ikke mindst deraf, at skolens tilhængere går hver i sin retning, når de nærmere skal tolke mesterens principper: Aristippos selv lærte, at den legemlige lyst var målet og at foretrække for sjælens; Theodoros Atheist derimod lagde hovedvægten på sindstilstanden istedet for de fornemmelser, den ydre verden forårsagede; Hegesias frakendte alle fornøjelser værdi, thi lyksalighed kan ikke realiseres, dertil er lykken for skuffende; han nærmer sig Epikuræernes formål at leve uden smerte og sorg; Annikeris docerede værdien af selvopofrelser og besværligheder og forsvarede venskabet (»ikke for fordelens skyld alene«). Man ser: et konsekvent system har skolen ikke drevet det til, den løber ud i en uløselig strid om den nærmere bestemmelse af lystens art, om den skal være momentan eller hele livet omfattende, åndelig eller legemlig, positiv eller negativ (c: smertefrihed).

Epikuræerne repræsenterer den antikke form for hedonisme, der udførligst betoner, at det der skal være norm for menneskelig opførsel, må være udsprunget af tendenser rettede mod menneskets lykke. De sædelige leveregler fremgår som erfaringer over værdien af de forskellige lyst- og smertefornemmelser. »Det er følelsen, hvorefter vi som efter en rettesnor kan dømme om alt, hvad der er godt«. (Diogenes Laertios: Filosofiske historie). Mennesket kan som fornuftigt væsen godt foretrække en fremtidig større lyst for en nærværende mindre. Heri udskiller Epikuros sig fra de af Kyrenaikerne der lærte, at lysten skulle søges i den øjeblikkelige nydelse.

Hvad det drejer sig om for kritikken af Epikurs lære som videnskabeligt moralsystem er ikke at påvise det betænkelige i at gøre den direkte stræben efter subjektiv lyst til centrum i en livsanskuelse, men om den umulige opgave på grundlag af kvalitative eller kvantitative lystvurderinger at opstille sætninger om menneskelig handlemåde, der skal kunne påkræve almen anerkendelse som gode eller dårlige, og som udadtil skal kunne kræves efterlevede. Hele denne bestræbelse er en gang for alle grundig aflivet af Hobbes, og det er derfor både umuligt og overflødigt at gøre det om: god og slet (good and evil) er navne, der er givet enkelte ting for at betegne hans tilbøjelighed og aversion, af hvem de gaves. Men folks inclination er yderst forskellig, og ofte roser og dadler den samme mand til forskellige tider den samme ting … det kan ikke nægtes, at folk … kalder de dårlige handlinger, der behager dem selv, for dyder. Epikuræismen og beslægtede lærer kan derfor aldrig blive andet end fremstillinger af idealer, der er fremgåede af de respektive filosoffers individuelle smag, direkte udløbere af deres intensiveste personlige attrå, de kan ikke bringe deres vurderinger i noget forhold til et bestemt formulerbart formål af almenmenneskelig interesse. Blot en vurdering som den mellem en nærværende mindre og en fremtidig større lyst er det umuligt at give nogen sådan begrundelse. Det specifikt etiske, som Epikuros kalder det ædle-skønne og det retfærdige, men som han ikke nærmere bestemmer, formår han da også kun ganske dogmatisk at sætte i forbindelse med sine livsanskuelser, idet han simpelthen påstår, at »dyderne efter deres natur er forenede med det behagelige liv, og det behagelige liv uadskilleligt fra dyderne«. (Diog. Laërt) Så gammel er denne hasarderede påstand, der idelig går igen i filosofiens historie, men aldrig belægges med skygge at bevis!

Som eksempel på gruppen B. kan nævnes Stoikerne, der opstiller som rettesnor »overensstemmelsen med naturen«. Følgende den lov, der råder i naturen, sætter de pris på utrættelig virksomhed og sætter ikke direkte lysten som mål, skønt den ofte af sig selv følger den dydige handling som en tilgift; det gode er viljen og handlingen selv. »Det sidste mål bliver derfor at leve i overensstemmelse med naturen, hvilket er at leve efter sin egen og efter tingenes natur i det store hele«. (Diog. Laërt.) Dyd er i almindelighed enhver tings fuldkommenhed.

Hvad det især skorter denne lære på er en konkret fremstilling af hvad overensstemmelse med naturen vil sige, og vel at mærke en fremstilling, der kunne have almen værdi. Den hæver sig ikke udover visse subjektive forestillinger derom (in casu: asketiske¹ idealer); en anvisning til at leve efter sin egen natur kan jo selvforståeligt heller aldrig blive nogen almen brugbar anvisning, såsnart den skal vove sig et skridt udover denne formelle maksime. Lige så lidt som der alment kan angives hvad der tjener mennesket til størst lyst, kan der opstilles almene regler for, hvad der fremmer dets naturlige vækst, det er i al fald for den allervæsentligste del et individuelt problem; og selv om det var muligt at finde nogle enkelte fællesregler, er der dog et spring herfra og til at begrunde dem som krav, andre havde noget med at gøre. Men just denne ejendommelighed kan en etisk sætning mindst af alt undvære; hvad der er ønskeligt danner ingen naturlig gruppe sammen med hvad mennesker må kræve af hverandre; fra det ene fører ingen nødvendig vej til det andet.