Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

Skyldighedsberegninger.

Den kvalitative og kvantitative beregning af den skyldige erstatning er let at foretage i de tilfælde, hvor der foreligger materielle vidnesbyrd om gælden, skriftlige kontrakter, løfter, gældsbeviser, etc. Det er en simpel lighedsformel a=a. Men i de allerfleste tilfælde, af moralsk skyld (dvs. den, der ikke tillige er juridisk eller kommerciel), er forholdet adskillig mere indviklet.

I en snæver vending beder B. A. om 100 kr. A. giver B. 50 mod løfte om en lignende gentjeneste ved lejlighed. Hvad er B. ham skyldig? Ikke de 50 kr.; det lå jo i aftalen, at han ikke havde umiddelbart krav på denne sum, det, der skyldes, er en lignende gentjeneste ved lejlighed. Men hvilken værdi kan den takseres til – 50 kr.? Det kommer an på, hvorledes løftet om en lignende tjeneste skal opfattes. For at være sikker i sin skyldvurdering må modtageren helst få løftet nærmere bestemt; det kan betyde en sum, der er = den ydede, men det kunne også betyde en tjeneste, der betød det samme for den ene som for den anden, altså enten betyde den tjeneste, der halvvejs hjælper den modtagende ud af forlegenheden, eller det offer, der med hensyn til B's hele situation vil betyde det samme for ham som hint for A. I sidste tilfælde er det det objektive udslag af tjenstvilligheden, der skal gengældes. Hvorledes bliver erstatningen i dette tilfælde at beregne, med andre ord hvorledes findes den materielle størrelse, der udtrykker en »lignende tjenstvillighed«? For A's vedkommende var tjenesten (det objektive udtryk for tjenstvillighed) x = 50/a, hvor tælleren indeholder den numeriske værdi af det ydede, nævnerens a betyder As totale ydeevne. Det bliver altså ikke tallet 50, der absolut set udtrykker tjenstvilligheden, kun relativt – i forhold til hans evne – kommer det i betragtning. Brøken vil ydermere i dette tilfælde angive den absolutte maksimalgrænse af hans tjenstvillighed (in casu), (når tjenstvillighedens yderst mulige grænse hos personen overhovedet er a/a = 1): han ydede jo ikke alt det forlangte, tjenesten var kun partielt fyldestgørende for B. Brøken udtrykker da: sålangt og ikke videre strakte hans offervillighed sig ved denne lejlighed! Ifald han havde afstået de ønskede 100, ville tjenstvillighedens objektive formel 100/a ikke angive den øverste maksimale grænse, ikke være tilstrækkelig for at slutte til den bagved liggende offervilligheds absolutte størrelse.

Skal nu skylden beregnes, vil det i første tilfælde ske ved at finde den størrelse, der svarer til det objektive udtryk for den viste tjenstvillighed.

Den kan altså udtrykkes ved en tilsvarende brøk: y/b = 50/a.

Er b B’s ydeevne, bliver y = 50 x b/a dvs. den sum, der for B. betyder hvad 50 betød for A. Ved i givet tilfælde at yde A. y kr. har B. altså præsteret et tilsvarende udslag af tjenstvillighed. Det ses let, at den absolutte værdi af y stiger med B’s ydeevne (jo større b., des større y).

I det andet tilfælde, hvor det præsterede udslag af hans tjenstvillighed ikke så bestemt angav tjenstvillighedens absolutte maksimum, men hvor man af brøken 100/a kun kunne aflæse: så og så langt strakte hans offervillighed sig den gang, den gik mindst til at præstere det ønskede men kunne mulig være gået til at opfylde endnu større ønsker, her vil skyld-beregningen ikke være fuldt så simpel; brøken 100 x b/a vil nærmest betyde et orienterende minimum (så meget skylder jeg i al fald). Hvis dette ikke fyldestgør A's ønske, kan jeg ikke være absolut sikker på at have gjort min skyldighed ved kun at præstere dette, her vil mange andre faktorer, som vi ovenfor for simpelheds skyld har holdt ude af vor skematiske opstilling, spille en væsentlig rolle. Lover jeg en »lignende tjeneste«, er forholdet mellem ydelse og ydeevne langt fra den eneste faktor, der er at tage hensyn til; alle manifeste tegn på imødekommenhed, trevenhed eller lunkenhed osv. kommer også i betragtning, thi også disse for modtageren kendelige udslag er for ham værdier, der lægger et plus eller minus til tjenestens størrelse og derfor må regnes med, når en modtjeneste loves og holdes. Naturligvis er det kun hvad der objektivt vises af slige følelsesudslag, der har betydning; den indre gnidningsmodstand spiller i gensidighedsforholdet ingen rolle, det er og må blive et rent indre anliggende; men uvilje, angst, der vises, sure ansigter, modstræbende miner osv., alt sligt forringer tjenestens værdi og influerer på den lovede ækvivalente gentjeneste.

Selv om man ved at opstille skemaer som dette kun kan nå at pille ganske enkelte af de elementer ud, der kommer i betragtning ved en skyldvurdering, selv om livets realiteter oftest er langt mimere indviklede, kan man dog i al fald vise, at der er faste holdepunkter for en nøjagtig vurdering, så at den aldrig helt behøves at svæve i luften. At den kan være meget vanskelig, er ingen undskyldning for at lægge hænderne i skødet og tage det mindre nøje med det moralske opgør. Jo vanskeligere opgaven er, des ihærdigere må man være med at løse den, ellers står man en skøn dag og skylder så meget at det ville medføre konkurs, om det blev gjort op. Uordentlig regnskabsføring er vel ikke strafbar på andre områder end hvor det gælder penge; i moralsk henseende er den lasten, der er rod til alle andre, og moralen regner også med andre værdier end penge. Det gælder at se den objektive realitet, der ligger parterne imellem, en værdi, hvorom begge har en vis kvantitativ forestilling, om den end i reglen må savne den matematiske beregnings nøjagtighed. Uden tvivl får man sit moralske mellemværende til et medmenneske langt præcisere udtrykt, når man på denne måde søger at eftergå hvad begrebet skyld rummer, end ved at gå ud fra begrebet pligt i dette ords gængse betydninger. Thi siger jeg f.eks., som det så ofte hedder, det er min pligt at give hvad min næste med rette kan kræve (ud fra almenhedens synspunkt), er vi først ved problemets begyndelse, bestemmelsen af dette hvad eller hvormeget der med rette kan kræves, er problemets kærne.

En stik modsat opfattelse af etisk skyldberegning finder sit udtryk i den såkaldte etiske forholdslov; den går ud på følgende¹: »hverken i henseende til evners og motivers art eller i henseende til deres grad er de forskellige individer ens, og en lov, der i kvalitativ og kvantitativ henseende ville fordre »det samme« af alle, ville altså faktisk netop fordre et højst forskelligt arbejde . . skal der være lighed for den etiske lov, må der altså ikke fordres »det samme af alle« … etisk set kan der være ydet et langt større arbejde og være vist en langt større selvbeherskelse af et menneske, der dog ikke når op til det gennemsnitsniveau, der tit forlanges, end af mangen, som med lethed fyldestgør den »sociale fordring«, men som til gengæld intet arbejde har gjort for at udvikle sine evner … og skulle så alligevel hin etisk set stå under denne? … den sande etiske lov må individualisere« etc.

Konsekvensen af forholdsloven må altså blive, at dersom vi af 2 personer forlanger, at de skal opfylde deres løfter, og sætter den etisk højest, der opfylder dem, er det muligvis en rent forkert vurdering, thi det kunne være, at denne har gjort det med stor lethed, medens den anden har gjort et stort »arbejde«, har vist langt større selvbeherskelse osv. for at drive det så vidt, at han var lige ved at få løfterne opfyldt, men ikke helt nåede det. Efter forholdsloven dømmes et menneskes etiske kvalitet efter samme princip, som hvis man ville dømme en dampmaskine, ikke efter den arbejdsmængde, den præsterede, men efter det spektakel, den gjorde, efter det antal gange, den måtte smøres og hvormange tons kul, den slugte. Nu kan man nok så meget hævde, at en dampmaskine er intet menneske, man kan fremhæve de indre brydninger og kampe, den utrættelige stræben som indre selvgyldige værdier hos mennesket, det er og bliver netop kun indre værdier, værdier, som unddrager sig menneskenes gensidighedsforhold og de krav, disse stiller. Og heldigt det samme, for hvorledes skulle vurderingen kunne nå ind til dem, hvorfra få et skøn over et menneskes anstrengelse uden netop i det objektive resultat, arbejdsresultatet. Den sande forholdslov er den etiske lov, der af enhver forlanger i forhold til hans løfte, hans forseelse; på denne måde »individualiserer« den, idet den ikke fordrer det »samme af alle«; men at bygge et samliv på kun at fordre i overensstemmelse med den enkeltes etiske evne er umuligt; tænk om en bager kun måtte forlange 15 øre af dem, der med lethed fyldestgjorde den sociale fordring, og nøjes med 5 øre af dem, der trods selvbeherskelse havde svært ved det! Og det kommercielle tillidsforhold er opbygget af nøjagtig de samme elementer som tillidsforhold overhovedet. Individualisere i forholdslovens mening vil man gøre overalt, hvor det drejer sig om at opdrage mennesker; hvis kriminalister f.eks. kommer til det resultat, at det i første række er statens opgave at forbedre forbryderen, vil en individualiserende behandling være konsekvent, uanset hvilke krav retfærdigheden stiller; individualiserende behandling er nødvendig for forældre, pædagoger osv., men ligger ikke i de enkelte samfundsmedlemmers opgave overfor hverandre; hvad den enkelte i samlivet kræver som sin ret er ikke det, der er »middel og vej til udvikling af dens andens personlige ejendommelighed« (Høffding) – dette er og kan ikke være andet end hvers egen sag – men det objektive kvantum og kvale, der, uden tab for den enkelte, tillige erfaringsmæssigt betinger en fortsat samvirken. (Sml. den individualisering, forholdsloven kræver med den, der i ovenstående skyldberegning anvendes for at komme til begrebet »en lignende gentjeneste«).

Princippet for den etiske skyldberegning er ikke at individualisere med hensyn til motiverne, den indre gnidningsmodstand etc., men med hensyn til det bevisligt foreliggende, og her er den i overensstemmelse med obligationsretten, vel at mærke hvor denne omhandler rene erstatninger, ikke bøder eller sligt, der smager af straf, thi her er opfattelsen ganske præget af de gængse straffeteorier, og straffen har overhovedet sit særlige udspring og formål, som dikteres at hensyn, der delvis er inkongruente med hensynet til den sociale samvirken. Når skyld ikke indfries efter aftale, kan der således efter dansk ret kræves den principale ydelse, men desuden erstatning for individuelt tab, der er lidt ved ikke-opfyldelse, f.eks. godtgørelse for afsavn (naturalopfyldelse plus opfyldelsesinteresse). Medens nogle forfattere har ment, at skyldneren skal erstatte fordringshaveren normaltabet d.e. det tab, der er en regelmæssig følge af en ikke-opfyldelse som den foreliggende, antages det dog gennemgående, at det er det individuelle tab, som fordringshaveren har lidt, der skal erstattes. »At der ikke skulle kunne tages hensyn til individuelle tab, nemlig at fastsættelsen af fordringshaverens formue som den nu er og som den ville have været, dersom retsbruddet ikke havde foreligget, kun kan hvile på usikre gisninger, kan ikke være afgørende her. Bestemmelsen af et normaltab er overhovedet umulig f.eks. ved personlige arbejdsydelser« (Lassen).

Hvis det er umuligt at yde erstatningen, må obligationsretten og moralen stille sig noget forskellig. Den positive obligationsret må tage sagen praktisk og opgive kravet, når det ikke længer nytter at stille det, ud fra synspunktet impossibilium nulla est obligatio. Hvis det viser sig absolut umuligt at yde det lovede (hvis det f.eks. er et unicum, der er tilintetgjort), lader den »pligten til at yde den ophøre«, men indfører i stedet en forpligtelse til »opfyldelsesinteressen« d.e. en ækvivalent pengeværdi. Er også dette umuligt, vil al ret og forpligtelse være ophørt, idet »en begrebsmæssig nødvendig betingelse for rettens eksistens er bortfalden«, hvormed må menes »wo nichts ist etc.«. Dog betragter retten altid en umulighed af at svare penge som en midlertidig umulighed. Først når umuligheden er given som definitiv, d.e. når skyldneren er død, og boet ingen midler indeholder, vedkender retsordenen sig umuligheden af at opfylde pengeforpligtelsen som ophørsgrund for forpligtelsen. Moralen, der ikke kender pligter skabte eller opretholdte af en statsmagt, kan naturligvis ikke lade de ydre praktiske hensyn være det afgørende for spørgsmålet om skyldens ophør; skylden vil hvile lige tungt på et menneske, selv om statsmagten (retten) letter ham for hans forpligtelse; etisk skyld viger ikke, med mindre et af to sker: opfyldelse eller eftergivelse (d.e. hvis kreditor selv tager skylden fra debitors skuldre, altså en gave fra kreditors side). Ultra posse nemo obligatur er på det etiske område en grundfalsk sætning, der her burde omskrives til det livsfilosofiske råd aldrig at forpligte sig over evne.

En af de største vanskeligheder, der møder en nøjagtig skyldberegning, er vurderingen af ikke-materielle værdier. I de moralske spørgsmål vil denne vanskelighed idelig dukke op, men også juristerne har følt den og livlig diskuteret den (bl.a. på 9. nordiske juristmøde).

De fleste talere på juristmødet erkendte, at man ikke kan indskrænke sig til at forlange pengetab erstattede, men de var også enige i, at en retfærdig ordning ville berede staten mange vanskeligheder. Det oplystes, at i fransk ret har man fundet det billigt, at den skadelidende skal nyde oprejsning, lige så vel når skaden rammer hans følelser direkte (soit en la blessant (la personne) dans ses affections legitimes), som når den er formidlet gennem indvirkning på hans formue. I Tyskland i det l7. århundrede betaltes »schmerzensgeld« i tilfælde af legemsfornærmelse: Der betrag des schmerzensgeldes ist nach dem grade des ausgestandenen schmerzen zu bestimmen« (Preussisk Landret). Af nyere dato er følgende i tyske straffelov: når en ærekrænkelse medfører skadelige følger for den fornærmedes formuesomstændigheder og hele stilling, kan fornærmeren ved siden af straffen dømmes til at erlægge 2000 Thaler. Romerne var højt hævede over den lære, at en obligatio alene skulle gå på penge eller penges værdi, og englænderne yder under navn af exemplary eller vindicative damages satisfaction for private retskrænkelser også i tilfælde, hvor den fornærmede ingen økonomisk skade har lidt. De hænger sig ikke i ordet damages, men som Romerne bruger de penge ikke blot som erstatning men også som satisfactionsmiddel, som oprejsning, kalder det derfor også compensation. Den danske straffelov erstatter kun ulempe, lyde og vansir« og prisgiver derved livets højeste interesser. I Norge er det ligeså. (»En mand offentliggør et brev, han har fundet, som adressaten har mistet. Hos os (d.e. i Norge) er man værgeløs overfor sligt«). Enhver i de skandinaviske lande vil kunne opregne i hundredevis af krænkelser, der ikke rammes af straffeloven (tænk på pressens daglige befamlen af private forhold), og selv om de af og til kan rammes, har den fornærmede dog i reglen ingen positiv fordel af at den skyldige lider straf, loven er desuden således indrettet, at den ikke blot ikke yder tilstrækkelig oprejsning, men den slår tillige den private hævn våbnet af hænde.

Forsvaret for denne urimelige tilstand føres både med teoretiske og praktiske våben, det hedder sig således, at smerte og pengeydelse er inkommensurable størrelser, den ene kan ikke dække den anden. Ganske vist, men det er der heller ikke tale om. Hvis A. slår B. med en stok, og B. føler sig tilfredsstillet med en pengeerstatning, er det den af pengene forvoldte glæde, der kompenserer den af slagene voldte smerte, det er uklarhed at sige, at det er pengene, der gør det, man kunne ganske med samme ret hævde, at det var glæden, der kompenserede stokken. Denne indvending mod erstatning af ikke-økonomisk skade gælder ikke, og ligesålidt den, at der gives værdier af den beskaffenhed, at de overhovedet ikke kan kompenseres med penge; hvis man overhovedet vil være så usentimental at indrømme, at penge så godt som altid og for alle er en værdi, vil man sikkert komme til at tilstå, at stræben efter udligning med de midler, der rådes over, kommer retfærdighedens ideal nærmere end på forhånd at undlade alt, fordi man mistvivler om fuld dækning.

De vægtigste indvendinger er af praktisk art. På det nævnte møde udtalte f.eks. Lassen »man kan ikke forlange erstatning for lidelser, der beror på idiosynkrasi eller sygelighed eller i det hele taget på overspændte følelser. Der gives gamle damer, der elsker deres mopper, og skulle den, der dræber moppen, betale erstatning i forhold til den smerte, han forvolder, ville man komme til meget høje summer«. Ja, og dog er der ingen anden udvej, hvis man stræber efter på dette punkt at gøre retten til udtryk for det etiske krav. Hvad der etisk set er et overgreb, er ikke blot det, der rammer det økonomiske; dette område er blot en af de mange veje til sjælelige tab, her er det, skaden til syvende og sidst skal aflæses. Derfor går det etiske krav ikke blot ud på at erstatte det økonomiske, bytteværdien, men i lige så fuld udstrækning pretium affectionis. At summen af og til kan blive meget høj er ingen indvending mod at lade lovgivningen tage affære, det vil skærpe respekten for personlige værdier, lære folk at se berettigede interesser, hvor de nu ser »sygelighed og idiosynkrasi«. En vægtigere indvending er sagens store vanskelighed. Som Scheel på mødet påviste, kræves nemlig ved bestemmelsen af erstatning for ikke-økonomisk skade en dobbelt operation, først en bedømmelse af det skår i den skadelidendes livslykke, skaden repræsenterer, dernæst en bedømmelse af den betydning, penge har for den skadelidende (den skadelidendes formuesvilkår). Med rette fremhæves det, at dommervilkårlighed her mere end andetsteds vil komme til at gøre sig gældende (en dommer, der elsker hunde, vil se anderledes på den gamle dames sag end en, der ikke har den passion); endvidere, at det vil blive umuligt at afgøre hvem og hvor mange der i visse tilfælde skal have erstatning: hvis en fuld mand forstyrrer en teaterforestilling eller endnu mere en gudstjeneste, eller hvis en huslejer forsømmer at feje gaden (tænk på alle, der har passeret!).

Vi har allerede ovenfor bemærket, at vi ikke betragter disse vanskeligheder som uløselige, navnlig kan vi ikke gå ind på det supponerede absolutte kontrastforhold mellem økonomisk og ikke-økonomisk skade, som om kun hin kunne kompenseres med penge, denne ikke engang delvis, og den mærkelige konsekvens deraf, at skaden på de dyrebareste interesser i modsætning til de lettere beregnelige komplet skal stryges af regnebrættet. Men selv om man betragter vanskelighederne som uoverkommelige, vil heraf i al fald kun fremgå, at sagen er uoverkommelig for staten¹. Selv om staten af opportunitetshensyn vil unddrage sig håndhævelsen af denne ret, vedrører det ikke den enkeltes etiske stilling, her er problemet ikke, om de ikke-materielle overgreb skal kompenseres, men blot hvorledes?

Ved overgreb, der er personligt krænkende, der berører den angrebne eller hans nærmestes ære, gode navn og rygte eller lign., vil i reglen værdien af det krænkede være af så speciel art, at den kun kan vejes af den skadelidte selv. Men falder så ikke al objektivitet bort, er ikke alt prisgivet subjektivt lune, kommer vi da ikke helt til kort med vore skyldighedsberegninger? Ingenlunde, kun må vi for at løse spørgsmålet tage krænkelsen noget nærmere i øjesyn end det er sædvanligt. Hvis en mand bliver udskældt for bedrager, kan det i virkeligheden være meget forskellige ting, der trænger til kompensation, det kan være såret forfængelighed, æresfølelse, kredittab; de tab der lides kan være enten materielle eller rent psykiske eller begge dele. Og dermed er det givet, at den skyldige erstatning må forme sig forskellig i de forskellige tilfælde. Medens det er let kvalitativt (om end ikke altid kvantitativt) at dække et økonomisk tab, er forholdet vanskeligere ved de sjælelige overgreb, der ofte synes inkommensurable med penge. Hvad vil overhovedet her erstatning sige, erstatning for krænket ære, krænket forfængelighed, for tilføjet sorg og savn? Åbenbart, idet vi søger tilbage til grundbegrebet reparation, restitutio ad integrum såvidt muligt. De sår, der er slået, skal hele, men hvorledes heler åndelige sår? Det er i højeste grad individuelt forskelligt, een får sin krænkelse lægt, idet han tænker på de ydmygelser, de nederlag, modparten må lide, den pengesum, han må afstå, en anden får først blodet kølet, efter at han med våben i hånd har krævet ham til ansvar. Er det derfor nødvendigt at opgive al objektivitet? Næppe, når man blot ikke, hvor talen er om åndelige lidelser, klamrer sig til den allerplumpeste form af jus talionis! Tildelingen sker ikke altid bedst ved homøopatiske medikamenter! Hvis A's hustru krænkes af B., er det ikke sagt, at det åndelige tab, der lides, bedst bødes ved nøjagtig kvalitativ gengæld fra A’s side overfor B's hustru. For A. var sagen muligvis en æressag, men sæt, at B. ikke har ære i livet på dette punkt, hvad oprejsning skulle der da være for A. i den nævnte handling, som B. måske ville være komplet ligegyldig overfor; vil man ramme B., må det åbenbart være på et helt andet sted.

Skønt dette gør forholdet mere indviklet, og skønt det subjektive skøn nødvendigt får et vist spillerum ved udmålingen af det sjælelige tab og ved afgørelsen af hvad der i det givne tilfælde fremmer reparationen, kan vi dog ikke se rettere, end at dette ikke er ensbetydende med den rene vilkårlighed; alle har dog erkendelsen af, at der gives hævnende handlinger, der ved deres overmål, ved aldeles åbenbart at skyde over det mål, de har, at skaffe ligevægt tilstede, stempler sig som uforholdsmæssige, hvilket vil sige, at der på disse områder også gives noget forholdsmæssigt. Men det må indrømmes, at det. er umuligt for den ydre verden at trække grænsen skarpt op, kun den pågældende part har betingelserne for at træffe det rigtige mål. Denne omstændighed reducerer imidlertid ikke den etiske handlemåde til udslag af et subjektivt lune, thi hvorvel den, der vil handle etisk selv er den vejende og ingen anden, og det er i hans indre, at vejningen foretages, med størrelser, der alene er ham fuldtbekendte, kan han ikke vilkårlig ombytte måleprincippet lige for lige eller de objektivt justerede lodder med andre, selvvalgte.

Overfor hvem gælder forpligtelsen, og hvem angår det uetiske overgreb i det hele taget?

Det er af stor vigtighed at fastslå, at der ved bedømmelsen af en forseelses rækkevidde skarpt må skelnes mellem dem, det går ud over, og de andre. Det er meget almindeligt at destingvere mindre fint her, og i kapitlet om deduktionerne skal vi se, at dette giver anledning til opstilling af en mængde urimelige »etiske« krav, idet forhold, som kun berører f.eks. to mennesker indbyrdes, jævnlig opfattes som vedkom de hele samfundet eller menneskeslægten.

Det ovenfor anvendte udtryk »dem det går ud over« kan mulig trænge til nærmere forklaring. Ved 9. nordiske juristmøde var en af talerne betænkelig ved tanken om erstatning for sjælelig lidelse, hvis man ville tænke sig at erstatte alle lidelser, der fremkaldtes ved retsstridige handlinger. Han nævnte flere afskrækkende eksempler. Dyrplageri er en retsstridig handling; de fleste mennesker, der bliver vidne til en sådan f.eks. på offentlig gade, vil føle smerte derved; smertefornemmelsen kan stige til ildebefindende, damer kan besvime, folk med hjertefejl mulig endog sætte livet til. Nu spørges, skal alle de mennesker, der står på gaden og føler smerte ved at se dyrplageriet, kunne sagsøge dyrplageren? Taleren kommer til det resultat, at der må søges en begrænsning, der kan vel ikke blive tale om at yde erstatning til andre personer for sjælelige lidelser end dem, mod hvem retsbruddet har været rettet.

Nu er det imidlertid een ting, hvorledes erstatningen praktisk lader sig ordne af domstolene, hvem det er praktisk for rettens udøvere at holde sig til (og dette spørgsmål måtte ganske naturlig interessere juristerne mest), en anden ting er den teoretiske påvisning af den etiske skylds samlede område; til at angive hele skyldens rækkevidde forslår ikke den ovenstående formulering: »dem mod hvem retsbruddet (direkte) har været rettet. «

Selv om det i praksis ville være nok så ugørligt at søge erstatning for alle de lidelser, der forvoldes tilskuere ved et brutalt overgreb, har de ikkedesmindre etisk krav derpå, såsandt som der af et villende subjekt er tilføjet dem forudseelig overlast. Hvis jeg i en skov overfalder et menneske med kårde i hånden, og spidsen af kården knækker af og rammer et andet menneske, der pludselig træder frem bag et træ, er jeg derimod ikke moralsk skyldig overfor dette menneske, thi denne begivenhed var ikke forudseelig som konsekvens af min handling, den lå ikke og kunne ikke ligge blandt de forestillinger, der influerede på min beslutning; og de muligheder, der ikke præsenterer sig, når man i tankerne følger handlingen så langt ud som mulig, får man ingen etisk relation til. Heller ikke, når jeg jager en tigger ud, og en tagsten på mit hus i det samme falder ned og dræber ham, skylder jeg erstatning for dette. Thi det er en krydsning af årsagslinier, jeg umulig kunne forudse, da jeg kun (højst) råder for den ene, dvs. i tankerne kan følge den et begrænset stykke; de betingelser, hvorunder den trådte ud i livet, kunne ikke være mig fuldt bekendte. De følger af handlingen, der unddrager sig beregning, er at betragte som rent fysiske, at lægge ansvaret for dem på noget subjekt er absurdt. En anden sag – i det anførte eksempel – hvis jeg i forvejen havde løsnet tagstenen lidt. Men hvis jeg derimod sidder i et større selskab og overfalder en mand med de platteste verbalinjurier, er jeg skyldig ikke blot overfor denne mand men overfor hele forsamlingen; thi den lidelse, jeg tilføjer dem sjæleligt, er – selv om det er en sidevirkning –dog en så øjensynlig konsekvens af min handlemåde, at jeg ikke kan undgå at forudse og altså at ville den; betingelserne, under hvilken min handling kommer til at virke, har jeg i dette tilfælde lige for øjnene.

Vi kommer således angående skyldens rækkevidde til den opfattelse, at overgrebet angår (og restitutionspligten altså gælder overfor) alle dem, der er ramte af mit villede overgreb enten direkte eller indirekte eller i lige forlængelse af min handlings konsekvenser, forsåvidt de kunne forudses (altså var virkelig villede); derimod ikke dem, der rammes af uforudseelige konsekvenser eller af en tilstødende (såkaldt tilfældig indtrådt) faktor – selv om denne ikke ville have haft skadelige følger uden netop som følge af en krydsning med den oprindelige villede handling – når denne faktors indgriben hidrører fra en anden årsagsrække, der ikke har med min bevidsthed at gøre, og hvis sammenhæng med den første ikke hørte til de beregnelige muligheder.

Dersom A. befaler sit bud at betale en regning til B., og buddet i stedet for at betale solder pengene op – hvem angår da dette overgreb? Hæfter man sig ved ordet forpligtelse – som vi jo her opfatter som en snævrere del af det etiske område – må man hævde, at pligtbruddet er begået overfor A. alene, fordi han alene overfor ham har bundet sig til en vis handlemåde, hans forhold til B. er ikke stricte at betegne som et pligtforhold (også straffeloven har denne vigtige distinktion mellem almindelig forbrydelse og embedsforbrydelse). Går vi derimod ud fra det etiske hovedbegreb skyld, der indtræder ved ejendomsforgribelse af enhver art, er det øjensynligt, at også B., der ligeså fuldt som A. rammes af en direkte og forudseelig konsekvens af buddets handling, har krav på restitution. Buddets handling hører ikke til den klasse uetiske handlinger, der overtræder en pligt, men til dem, der skaber en skyld.

En af de vigtigste følger af at man ikke har været altfor nøjeregnende med dem, et uetisk overgreb angår og dem, det ikke angår, har været opstillingen af de social-etiske systemer, hvorefter alle overgreb til syvende og sidst gøres til overgreb mod samfundet. Denne opfattelse kan egentlig kun begrundes ud fra et særegent metafysisk eller mystisk synspunkt, hvorefter samfundet er en art organisk væsen, hvis betydning som følge deraf står langt over hvilkensomhelst privat interesse; men det er dog sjældent, at samfundsetikerne tager konsekvensen af denne synsmåde fuldt ud. Hvis det i første række angår samfundets vel, at A. kalder B. misundelig eller bagvasker ham, da måtte de konsekvent forlange, at samfundet som den krænkede part tager virksom affære, men dette finder man intetsteds foreslået. De henviser B. til den »offentlige mening«, og nu skulle man altså tro i den offentlige mening at finde et organ, der sørgede for tilstrækkelig oprejsning. Men er sligt muligt? Ville ikke den, der satte en agitation igang for at få A. offentlig afklapset, tværtimod møde almindelig misbilligelse som en, der på utilbørlig måde blandede offentligheden ind i sine private affærer. Den offentlige mening protesterer med rette mod at inddrages i sager, der væsentlig vedkommer den enkelte, dens støtte vil i slige forhold altid være illusorisk, henvisningen til den en frase. Bliver man snydt i handel, må man i 9 af 10 tilfælde selv tage affære, i det tiende retten; hvad ville og kunne den offentlige mening gøre? Henstille til mig om selv at passe bedre på –og jeg er vel også den nærmeste til det.

Hvem har man at henholde sig til? Med andre ord: hvem er etisk ansvarlig?

Som der er et objekt, må der være et subjekt. Dette, at der ved enhver viljeshandling kan udpeges et subjekt, er et praktisk behov af så stor en rækkevidde, at det ikke i fjerneste måde lader sig anfægte eller opholde af den evindelige strid mellem determinister og indeterminister. Næsten enhver mig bekendt moralfilosofi har ment at burde tage standpunkt til dette mere religiøse end filosofiske stridsobjekt; det kunne være ønskeligt, om det endelig en gang blev fastslået, at intet er moralfilosofien ligegyldigere end dette emne, at de etiske problemer afgøres højt oppe over de kæmpendes hoveder, og at det kun stiver moralfilosofiske meninger dårligt af, hvis man kæder dem sammen med den ene eller den anden af disse trosbekendelser, og lader dem stå last og brast med dem. Det er kun forsåvidt vi ønsker at påvise dette, at vi her overhovedet strejfer spørgsmålet.

Da etikken er en praktisk videnskab, der handler om pådragelse og restitution af skyld, og ingen psykologisk eller metafysisk videnskab, har i ansvarlighedsproblemet alene det punkt interesse, om der er noget bestemt villende væsen, man med ræson og med virkning kan henholde sig til som udgangspunkt for det skete overgreb. Om årsagsrækken ikke kan føres længere tilbage end til den villende hjerne, eller om denne atter kun er en art gennemgangsled for længere tilbage liggende impulser, er et spørgsmål, hvoraf etikkens anvendelighed ikke afhænger – gudskelov! For etikken er det tilstrækkeligt, om handlingen kan føres tilbage til en kilde, der er således indrettet, at den væsentlig præger handlingens karakter som sin, inden den forlader den, et knudepunkt, der er i stand til psykisk at bearbejde de mulig kun forbipasserende impulser og som, hvad det især kommer an på, i denne bearbejdelse (overvejelse) kan optage de forestillinger, handlingens forudseelige konsekvenser medfører. Hvis subjektet ikke var således organiseret, at det var i stand til at fornemme et tilbageslag af sine handlinger og indrette sig efter disse konsekvenser, altså var påvirkeligt for motiver til at bøde hvad det havde forbrudt, ville der være lige så lidt anledning til at drage et blot villende, blot aktivt (men ikke fremadskuende) væsen til ansvar som den maskine, der hugger en finger af. At drage til ansvar vil i etisk sprogbrug ikke behøve at betyde mere end dette at anbringe overgrebet i det overvejende og villende psykiske centrum, man først støder på, når man forfølger årsagsrækken tilbage.

Derfor strider vor moralfilosofiske opfattelse ikke mod determinismen, da denne lærer, at viljen er afhængig af motiver, den ville kun kunne stride mod en lære, der hævdede, at viljen ikke kunne sættes i gang af motiver, men var automatisk. Stiller man sig på et deterministisk stade, kan man ikke etisk klare sig med en henvisning til at årsagsrækken lader sig forfølge bagud, ud af organismen igen og derved tro at skyde ansvaret fra sig; spørgsmålet om ansvaret er alene det: kan N. N. fralægge sig, at det var ham, der i dette tilfælde handlede? Hvis han ikke kan, må han finde det i sin orden, at der reageres mod et så væsentligt led i årsagsrækken som N. N., da det er den eneste reaktion, erfaringen har givet nogen mening. N. N. holder jo ellers ikke af at blive betragtet som indifferent passage for alle de produkter, han udskiller; de store og udmærkede ting, hans ånd »skaber«, betragter han dog i eminent grad som sine, men når han gør det og ikke ønsker at gå glip af ros og anerkendelse for disse, kan han ikke, når han vil være konsekvent, nægte, at de uheldige handlinger lige så vel specielt angår ham, og dermed også den dadel og det krav på oprejsning, som nødvendigt må påfølge. Det er umuligt at indse, at denne betragtningsmåde ikke skulle kunne lade sig forene med hans deterministiske tro på, at han ikke har handlet helt uden årsager –f.eks. uden nogensinde at have spist.

Og heller ikke med indeterminismen geråder den i strid, hvis man derved forstår den videnskabelige indeterminisme, der indrømmer, at viljen i det mindste delvis bestemmes af motiver – og ikke den absolutte indeterminisme (den »ingen forsker har gjort sig til talsmand for« [Kroman]). Thi denne indrømmede partielle afhængighed af motiver muliggør dog i al fald nogen virkning af den art, vi tilsigter, når vi i praksis lægger skylden et bestemt sted. Til spekulationer over hvormeget der er årsagsfrit og hvormeget der er motiveret behøver man ikke at forfalde, det må være tilstrækkeligt, når erfaringen tydelig nok har godtgjort, at påvirkeligheden i al fald er stor nok til fuldtud at begrunde og opretholde den praksis at lade handlingens konsekvenser falde tilbage på den handlende.

Det er urimeligt når indeterministerne hænger sig i enkelte etiske termini som skyld, ansvar osv. med anke over at determinismen ikke kan give dem den indeterministiske betydning, de påstår nødvendigt ligger i dem for at det kan blive »virkelig skyld« etc. »Hvis et givet jeg under givne omstændigheder bestandig kun kunne reagere på een måde . . . må da ikke bestemmelserne skyldig-ikke skyldig glide sammen i bestemmelsen nødvendig?« spørger Kroman (Tænke og sjælelære). Aldeles ikke, hvis det at være skyldig er at være eller bevises at være ophavsmand til et overgreb, thi skønt et sådant jeg »med matematisk nøjagtighed ville gøre hvad der overhovedet var mulighed for«, og den møllevinge, der rammer en mand i hovedet, er underkastet de samme vilkår, og nødvendigheden for så vidt er fælles for dem begge, er der den væsentlige forskel, at jeget kan handle efter overlæg, møllevingen derimod ikke, jeget kan praktisk (dvs. med praktisk udbytte) drages til ansvar, møllen ikke, jeget er påvirkeligt af motiver, der udspringer af handlingens konsekvenser, møllen¹ ikke. Nødvendig og skyldig i denne betydning er altså langtfra sammenfaldende.

Og med hvad ret stemple denne betydning som forkert? Med hvad ret indflette i skyldfølelsen en følelse af at have kunnet handle anderledes? Denne følelse er notorisk ganske fremmed for en mængde mennesker med udpræget skyldbevidsthed; når de siger til sig selv »det er min skyld« eller »jeg føler mig skyldig«, er det dem umuligt, selv om de går nok så dybt til bunds i sig selv, at opspore andet end erkendelsen af at det er dem, der har været de handlende, og at overtrædelsen er kommet i stand ved denne handling. Og denne erkendelse er fuldkommen tilstrækkelig til at bære det etiske liv; en frugtbar skylderkendelse er den, der af det skete håber at uddrage motiver til et bedre udfald næste gang, håber at fremskaffe bedre handlingsvilkår, og des frugtbarere, jo fastere den stoler på, at disse motiver virkelig med deres fulde vægt vil fremtvinge handlingsudslag i etisk retning. En ufrugtbar skylderkendelse er den, der søger tilbage i sig selv og dog uden håb om at kunne forstå handlingen, – thi det, hvis virkende motiver man ikke øjner, er det uforståelige, – og den, der ikke engang tør håbe fast på virkningen af de motiver, handlingens konsekvens kunne hidføre; fast kan man nemlig ikke forlade sig på dem, når der trods alt, trods nok så energiske forsætter, kan knibes ud, kan »handles anderledes.«

Hvor akten kan føres tilbage til et subjekt, der i aktionsøjeblikket er af en så mangelfuld beskaffenhed, at man ikke kan tale om en egentlig viljeshandling, må ifølge ovenstående al etisk ansvarlighed falde bort.

Såfremt det nu var domstolenes opgave at besørge al etisk skyld sonet, måtte denne sjælsbeskaffenhed ene og alene danne kriteriet på det juridiske begreb tilregnelighed, og juristerne måtte i første række uddanne sig til duelige specialister i individualpsykologien. Faktisk har dommerne i lange tider ved en misforståelse opfattet deres opgave således og ivrigt søgt at udgranske hvert sindssygt individs særegne psykologiske tilstand, og, da de ikke har ment at kunne klare problemet alene, afæsket lægerne erklæringer derom. Lægerne har måttet svare på, om det eller det individ har sin forstands fulde brug, om evnen til at erkende en handlings strafbarhed er ophævet eller formindsket, altså ikke om sygdom – ikke-sygdom, men om rene psykologiske fænomener, som en lægmand ville have lige så stor kompetence til at afgøre; i andre tilfælde har lægerne rent ud erklæret sig om tilregneligheden og dens »grad« uden at betænke, at den juridiske tilregnelighed aldeles ikke er et medicinsk problem. Intet under, at erklæringer af denne art måtte volde usikkerhed på den ene side og desavoueringer fra den anden side.

I nyere tid synes der at arbejde sig frem en naturligere grænsedeling mellem jurister og læger på dette felt. Samtidig med at domstolene opfatter deres opgave som rent praktisk, socialpolitisk: retssikkerhed ved de mest opportune midler! og forlader det doktrinært genoprettende talio-princip, bliver dommerne villigere til at låne lægerne øre, når disse kræver at holde alle hjernesyge og visse hjernedefekte (sindssyge og åndssvage) udenfor straffeområdet. Idet dommerne kun kalder den person juridisk tilregnelig, hvem det er formålstjenligt at straffe, bliver de ikke utilbøjelige til at indrømme, at retssikkerheden er mindst lige så godt tjent med den hospitalsmæssige forsorg for de syge som med at idømme dem temporære straffe; det irrationelle i denne fremgangsmåde bliver end mere evident, hvis straffens formål i følge de nyere teorier opfattes som det at indgive de straffede varige sociale egenskaber.

Det må bestemt fastholdes, hvis man vil forstå disse forhold, at denne de sindssyges unddragelse fra straffeområdet kun kan blive mulig hånd i bånd med en klarere opfattelse af det juridiske tilregnelighedsbegreb. Havde juristerne holdt fast ved det princip at tilregne alle dem deres overgreb, der kunne erkende deres handlings strafbarhed, eller ladet tilregneligheden rette sig efter – hvad der også er foreslået – om de var påvirkelige af straf eller ej (altså utilregnelig = ukuelig), ville det ikke have været muligt at argumentere for at holde de sindssyge etc. fri for straf, thi der er adskillige sindssyge, der langtfra er blottede for retsbevidsthed, ligesom der er mange, der både lader sig skræmme og kue. Hovedsynspunktet er, at retssikkerheden til syvende og sidst er bedst tjent med, at disse særegne objekter kommer ind under den forsorg, beskaffenheden af deres tilstand ifølge de kompetentes afgørelse kræver; dette vil langt sikrere føre til målet end en højst problematisk udsondren af enkelte sindssyge, hvis hele psykiske tilstand man dog, selv om de virkelig var delvis påvirkelige af straf, var inkompetent til at vurdere.

Ved denne ordning indtræder der klarhed og lettelse på begge sider. Lægerne bliver kun spurgte om det, de har forstand på: sygdom eller ikke-sygdom, og deres dom herom kan ikke desavoueres, og juristerne slipper på en bekvem måde af med den uløselige opgave at individualisere indenfor det patologiskes område.

Endnu er denne erkendelse dog ikke officielt trængt ind i vor strafferet. Man respekterer ikke sætningen: De sjælssyge er straffri, og følgen deraf er, at man heller ikke evner at skelne tilregnelig - utilregnelig på tilforladelig måde. Når man forkaster kriteriet patologisk afficeret eller organiseret - eller ikke i gerningsøjeblikket, og derved giver slip på det eneste praktisk brugbare kriterium, kommer man overfor et stort antal individers sjælsbeskaffenhed til at stå usikker og vover ikke den afgørende distinktion: tilregnelig eller utilregnelig, bør straffes eller ikke straffes. I denne vånde har man længe hjulpet sig med et mærkeligt bastardbegreb, »den partielle ansvarlighed«, der gjorde dommerne den tjeneste at skærme deres samvittighed (partielt), når de mulig straffede en syg, og på den anden side sikrede, at ingen helt gik ram forbi. Som logisk begreb er partiel ansvarlighed et monstrum, thi enten har et menneske øvet det, man psykologisk forstår ved en handling, eller ikke, tertium non datur, herom kan der ingen uvished herske; der kan alene herske uvished om vurderingen. Begrebet partiel kan alene med mening bruges om dommerens reaktion, om det kvantum straf, man finder det formålstjenligt at tildele individet. Men ligeså lidt som den partielle ansvarlighed teoretisk lader sig begrunde, men må betragtes som en uklar undvigen, som et udslag af mistillid til de af juristerne fastholdte kriteriers anvendelighed, så lidt lader der sig begrunde nogen partiel tilregnelighed, selv om man fatter det i den rent praktiske betydning af rationelt straffeprincip. Thi netop overfor de individer, der her kommer i betragtning, de åndelig defekte og degenererede, vil straffen i reglen være mindre effektiv; fra et rent praktisk synspunkt måtte man altså, i stedet for at idømme dem mindre straf, idømme dem mere for at opnå normal effekt.

Hvis det skal lykkes lægevidenskaben at gennemføre sin ovenfor begrundede position og bevare den, er det imidlertid nødvendigt, at den samvittighedsfuldt afgrænser det gebet, den ønsker at være enehersker over, og nøje våger over, at der ikke derunder indsmugler sig tilstande, som ikke bevislig er patologiske, at den med andre ord ikke fabrikerer »sygdomme«. Det må forlanges, at den ikke uberettiget udvider sygdomsbegrebet, så at alt inddrages, der ikke svarer til gængse forestillinger om »det normale«; lægevidenskaben må gennem individualpsykologisk kundskab nå til klarhed over det normales uhyre spændvidde.

Denne resignation har man imidlertid ikke vist, da man opstillede begrebet moral insanity, et begreb, der med rette vakte juristernes og mange andres mistro; jeg tror, at lægevidenskaben ville befæste sin retmedicinske stilling ved resolut at indrømme, at det var en fadæse og tage det i sig igen. En moralsk sygdom kan ikke bevises at eksistere. Hvad må man fornuftigvis forstå ved en moralsk sygdom? En sygdom, der destruerer de specielt moralske evner og anlæg. Men gives der da sådanne specielt moralske evner? Ikke, hvis man derved tænker sig en evne, som er uundværlig for at en moralsk handling skal komme i stand, og som kun har denne ene funktion. Den moralske handling kommer i stand ved en sammensat funktion, hvorved snart flere, snart færre virksomheder medvirker. Tænker man på det strengt nødtørftige maskineri, består det ikke i andet end evnen til at fælde en logisk dom, til at afgøre, om den tænkte handling er i overensstemmelse med visse let bestemmelige kriterier, endvidere evnen til overvejelse af disse forhold dvs. til at lade denne belysning af handlingen og visse af dens konsekvenser optræde som initiativ. Med andre ord, intet uden ganske almindelige intellektuelle evner. Tænker man på alt det, der kan medvirke til at frembringe en etisk handling, er der ingen grænser for de forskelligartede motiver, der kan optræde. At kalde en forstyrrelse af de intellektuelle evner for moralsk sygdom, selv om den har nået en sådan grad, at moralske domme ikke kan fældes, er imidlertid meningsløst, thi intelligensen har så utallige andre retninger at udfolde sig i end den moralske. Og ser man alle de motiver efter, der kan tilskynde til moralsk handling, gælder det om de fleste af disse, at deres hovedbetydning ligger i helt andre gebeter. Tag f.eks. ærgerrighed, selvfølelse og lign. En defekt af disse egenskaber ville ganske vist unddrage det moralske liv nogle impulser, men dette ville næppe være det område, hvor defekten mest ville mærke sin mand, altså ville man med urette kalde det en moralsk defekt. En undtagelse herfra danner den sindsbeskaffenhed, man kalder skyldfølelsen, eller interessen for at være indvævet i det sociale tillidsforhold. Dette motiv er ganske vist ingen nødvendig betingelse for at en moralsk handling skal komme i stand (sml. kap. 5), men det kan dog ikke nægtes, at det står i specielt intimt forhold til moralens formål. Hvis der lod sig påvise en sygelig defekt af denne særegne sindstilstand, kunne man indrømme berettigelsen til at opstille en moral insanity. Men det er just det, man ikke kan, man har ikke formået at opstille et eneste patognomonisk tegn på, at en forefunden defekt af den »moralske sans«, interessen for det sociale tillidsforhold, virkelig er sygelig (thi man er dog ikke gået så vidt at påstå, at al moralsk defektuositet er sygelig). Tværtimod har man fundet, at tilstanden moral insanity har indtaget den urimelige særstilling blandt alle kendte sindssygdomme, at den kunne bestå i lange tider uden at afficere de øvrige sjælelige evner (intelligenssfæren navnlig) og uden nogensinde at gå over i demens. (Navne som folie raisonnante, folie lucide). Enkelte forfattere, der tror på moral insanity, har rigtigt erkendt det uholdbare i på trods af al erfaring at opstille en hjernesygdom, der var i den grad lokaliseret, at den lod de intellektuelle evner uskadte, og har derfor fremsat den påstand, at der virkelig altid er intelligenssvækkelse til stede, men analyserer man omhyggeligt »sygehistorierne«, vil det vise sig, at det ikke holder stik, når man ser bort fra den specielle anvendelse af intelligensen i moralsk øjemed; en stor del af de pågældende har normal intelligens, ja over gennemsnittet. »Ingen kendelig uorden eller mangel af intelligensen eller erkendelse og ræsonnement« – »de kender begreberne, ved hvorledes de burde have opført sig, de har gode perceptive evner, god hukommelse, om end de trættes hurtigt i tankegangen og gør mange digressioner, ræsonnerer ensidigt« (dvs. egoistisk, angår altså retningen); om en patient siges der bl.a: »viser ingen forvirring, lærenem, udfører sit arbejde godt og fornuftigt, konsekvens i tankegangen, ingen forvirrede forestillinger«. Fremdeles: »intet ulogisk i ræsonnementet, intelligensen ganske usvækket«. Positivt fremhæves hos forskellige individer ting som: snildhed, god argumentering, stor fremstillingskunst, åndfuld, velbegavet, ret gode talegaver, vittig, hurtige indfald etc. (Piichard, Lykke). Når man står overfor individer som disse, hvor man dog kun, når man er meget hildet, kan tale om intelligenssvækkelse, med hvilken ret kan man da, i fald de røber umoralske tendenser, påstå, at de hidrører fra hjernesygdom? Hvorfor ikke påstå det om ethvert individ, der røber umoralske tendenser? Man har her opstillet det kriterium, at det var en medfødt tendens på degenerativ basis, men herved kommer man påtværs af den hævdvundne adskillelse mellem sygdom og anlæg til sygdom, som der ingen grund er til at forlade. Desuden er det umuligt at tænke sig, at man kan fødes med en så lokaliseret defekt som sygelig svækkelse af skyldighedsfølelsen. »Man kan fødes med en sund, udviklingsdygtig hjerne, og man kan fødes med en fejlagtig organiseret uudviklingsdygtig hjerne, altså svagsindet, men man fødes ikke demoraliseret«.¹ Man fødes overhovedet ikke med skyldighedsfølelse eller interesse for tillidsforhold hverken i fuldbåren eller defekt tilstand, det er sindstilstande, der først opstår ved påvirkning eller erfaring, og det kan ikke antages, at der hører særlige organer til at rumme dem. »Lad være, at den »reizbare Schwäche«, som degenerationen oftest medfører, bevirker, at individets instinkter let træder frem . . . kun hvor der er fejlagtig organisation af hjernen tilstede, og individet derfor af svagsindethed er ude af stand til at akkomodere sig efter samfundets love, kan man indrømme, at der er en medfødt sygdom tilstede.«¹

En stor del af de såkaldte moral insanity-patienter har vist sig at være imbecile, andre hører hjemme andetsteds i det psykiatriske system; hos alle disse, hvor de moralske forstyrrelser altså øjensynlig er rent symptomatiske, er det let at se, at de bærer navnet moralsk syge ganske med urette. At der bortset fra disse skulle gives syge, hvis eneste sygdomssymptom viser sig i en tendens til umoralske handlinger, kan ikke anerkendes; en sådan opfattelse kan historisk betragtes som en reminiscens af de gamle, nu helt forladte »monomanier«, reelt set er den en forvildelse ind på individualpsykologiens enemærker. En klarere opfattelse af, hvad »moralske evner« er, i forbindelse med større individualpsykologisk kundskab, (en bredere, mere fordomsfri opfattelse af alle de afskygninger, det normale rummer) vil ramme den sidste pæl gennem denne »sygdom«.

Moral insanity er blot et enkelt eksempel på opstilling af uberettigede sygdomme; man kan anføre adskillige lignende f.eks. en »impulsiv sindssygdom«, konstrueret over det enkelte symptom, at handlinger foregår impulsivt; former af psykopatia seksualis o.a. Alt sligt bidrager til at nedbryde tilliden til at lægevidenskaben nu også vil respektere de grænser, den selv har sat for straffens indgriben.

Hvad angår hjerneforstyrrelser, fremkaldte af toksiske stoffer, er det med rette fra alle sider billiget at regne beruselsens højeste grader for sygdom, men på den anden side er det sikkert juridisk formålstjenligt at gøre individet ansvarligt for den viljesakt, hvorved han hensætter sig selv i denne patologiske tilstand, i al fald, hvis han må have erfaring for at denne tilstand i og for sig medfører tilbøjelighed til retsstridig opførsel. Dette er ikke i strid med hovedprincippet: sygdom medfører straffrihed, thi ansvaret flyttes tilbage til tilstanden før »sygdommen«. Er han i denne tilstand sindssyg eller åndelig defekt, træder utilregneligheden i kraft; hvis ikke, må han tage de konsekvenser, rusen og dennes følger medfører, og bære dem som sine.

Vi har hidtil kun beskæftiget os med tilregneligheden som juridisk begreb, og fandt det klarest udtrykt således: hvem gør domsmagten i følge sine formål klogt i at drage til ansvar med straf, og hvem gør den klogt i at holde udenfor? Et helt andet begreb er den etiske tilregnelighed, det etiske ansvar. Her gælder ingen statsopportune hensyn; foreligger der et etisk overgreb, spørges alene: hvem er ophavsmanden, og ansvaret tillægges den, hvem det så er, der kan bevises at have været den handlende. Det eneste afgørende er, om der kan udpeges en i psykologisk forstand handlende, man kan »falde tilbage på«. Den, der er i stand til at optage og forarbejde (de mulig kun forbipasserende) impulser og følge en handling ud i sine rimelige konsekvenser, ham betragter vi som i psykologisk forstand handledygtig. For dommeren er hovedspørgsmålet, om man skal gøre ansvar gældende, moralfilosofiens interesse går kun ud på at konstatere hvor der er ansvar, ikke hvad det skal bruges til. Heraf bliver det indlysende, at den juridiske og den etiske ansvarlighed kommer til at dele individerne efter ganske forskellige linier, Da alle psykiatere er enige om, at sindssygdom langt fra altid udslukker evnen til at skelne mellem godt og ondt, til at forudse konsekvenserne af handlinger, til at overveje og beslutte, kan man ikke a priori gå ud fra, at sindslidelser (en bloc) frier for etisk skyld. Her kan man ikke undgå at individualisere. Er overgrebet følge af en virkelig handling (dvs. en fuldbåren proces af den art, der psykologisk kaldes handling) hos den sindssyge, har med andre ord sindssygdommen ikke udslettet handleevnen i denne forstand, da er der etisk ansvar og skyld; vurderingen sker altså ved en psykologisk undersøgelse, ikke ved en blot og bar psykiatrisk. Adskillige sindssyge forstår meget vel betydningen af et løfte og af en kontrakt (de har derfor også juridisk kontraktshabilitet); den civile ret synes også principielt at anerkende gyldigheden af enkelte sindssyges løfter og deres erstatningspligt for skadegørende handlinger¹; hvor sådanne psykologiske data er notoriske, har omverdenen holdepunkter nok til at fælde dommen etisk - uetisk handling og til at kræve personen til ansvar. Lige så lidt som man kan frakende slige sindssyge evnen til at handle etisk, når de kan gøre rede for deres handlings formål og indse dens normale rækkevidde, ligeså lidt kan man frakende dem evnen til at handle uetisk; og den, der forurettes af en sådan sindssyg, må have ret til at stille valget mellem at drage ham til ansvar for den pågældende handling eller gøre skridt mod hans handlefrihed overhovedet. Om individet føler eller kan føle sig skyldig vedkommer ikke denne ydre bedømmelse; han kan have evne til at bedømme handlingens objektive forhold til skyldighedsprincippet og deraf bydende konsekvenser, uden at denne ejendommelige indre forudsætning er tilstede (samvittighedsafgørelsen stricte, sml. kap 5).

Hvor det drejer sig om ikke-patologiske moralske undermålere (altså dem, der sorterer under moral insanity, degenerative tilstande, og andre ikke-patologiske depraverede), kan man naturligvis ikke anerkende nogen etisk uansvarlighed, heller ikke den partielle utilregnelighed kommer i betragtning ved den etiske vurdering. Dog har man netop villet gøre det sidste gældende. Ligesom juristerne forsøgte at individualisere ved hjælp af partiel juridisk utilregnelighed, således har Høffding med sin lære om moralens relativitet gjort en parallel bestræbe1se på etikkens område, idet han, påberåbende sig de moralske evners forskellighed, advarer imod at stille de samme krav til alle. At dette, at drage partielt til ansvar dvs. kræve brøkvis kompensation, imidlertid har lige så ringe beføjelse på det etiske som på det juridiske område, har vi pag. 74 givet grunde for. Indvendingerne er af lignende art som dem, der måtte fremføres imod juristernes brug af den partielle tilregnelighed, at der ikke gives objektivt betryggende holdepunkter for en praktisk brugbar bedømmelse af de pågældende psykiske faktorer, og at sikkerheden i de sociale relationer derfor ville lide altfor meget ved denne forlæggelse af vurderingens objekt. – Uagtet skyld som alt sagt langtfra er så misbrugt et ord som pligt, har det dog ikke kunnet undgå forskellige forvanskede opfattelser, rigtignok mest i tankeløse talemåder. Der påduttes enhver af os en utrolig mængde skyld, der intetsteds hører hjemme. Først og fremmest er vi (ligegyldigt hvem vi er) i en dyb bundløs gæld til samfundet, den moderne Molok, dernæst til fædrelandet (»sit fædreland skylder man alt«), til vore medborgere (»næsten«), til vore forfædre, ja – man skulle forsværge det – til vore efterkommere. Det turde ikke være helt overflødigt at se lidt på disse fordringer.

Den vigtigste supponerede gældspost, skylden til samfundet, eller rettere staten, vil vi dog opsætte at behandle til et senere kap., hvor det fornemmelig vil blive vist, at spørgsmålet ikke kan afgøres summarisk.

Hvad vil det sige, at vi på forhånd må anses for at være i skyld til vore medmennesker (abstrakte medmennesker, vi ikke står i speciel relation til, »vor næste«)? Går man folk nærmere på klingen, vil det vise sig, at dermed menes, at hvis de er i nødstilstand eller trænger til en eller anden hjælp, er det ens skyldighed at hjælpe (i det mindste til en vis grænse). Det synes at være den overvejende mening, at hvis den fra alle etiske lærebøger kendte mand plumper i vandet, er det ethvert menneskes skyldighed at trække ham op igen, hvis han på nogen måde kan. Dette stemmer ikke med vore gældstiftende betingelser, som er, 1) at man har modtaget noget af en anden under forudsætning af gengæld, eller 2) har forgrebet sig på en anden eller en andens¹. Misforståelsen hidrører fra en sammenblanding af skyldfølelse med humanitet og andre sociale følelser. Overalt, hvor man iøvrigt menneske og menneske imellem korrekt kan tale om skyldighed, vil man opdage, at det drejer sig om en af de to nævnte ting. I teatret er det min skyldighed at beherske min snakkesalighed så vidt, at de andre kan høre, endvidere at rejse mig og lade andre passere forbi, thi det hørte med til de stiltiende forudsætninger, hvorunder jeg selv fik adgang. Undertiden bruges ordet om undladelser af visse handlinger, der ville medføre et overgreb f.eks. det er min skyldighed ikke at gå i teater, hvis jeg har meget stærk hoste; det korrekte ville være at sige: at møde i teatret med stærk hoste er et overgreb, der medfører skyld.

Holder man sig til disse bestemmelser, vil grænsen mellem etisk og uetisk opførsel i praksis ofte vise sig at være forbavsende hårfin: det er min skyldighed (for at benytte denne mindre korrekte vending) ikke at stå op i parkettet, men hvis jeg er så høj, at en lille dame bagved ikke kan se, er det ikke min skyldighed at forlade bænkeraden eller lægge mig på knæ på gulvet. Hvis det derimod forholder sig, som det undertiden siges, at den højeste opofrelse kun er simpel pligt, ville disse handlinger vel ikke engang forslå stort.

At skylde et menneske at vige af på fortovet (ifølge »fortovsretten«) eller at skylde genvisit er ligeledes moralsk indifferente talemåder, der kun støtter sig til vedtægt.

Skylden til vore forfædre skal bero på, at vi af dem har modtaget alle kulturens gaver, de ideelle og de materielle; vi må derfor føle os solidariske med slægten, føle os i gæld til hele traditionen, alt det efterladte. Men det første nøgterne spørgsmål bliver da, er det mest godt eller mest ondt, det vi har fået at trækkes med? Har de efterladt os een god bog, er der til gengæld mindst hundrede elendige, der fylder op og mere eller mindre pånøder os sit bekendtskab. Vi anstiller det tankeeksperiment, om det ikke havde været langt bedre, om alle biblioteker var brændte, før vi kom til verden; ville livet ikke have fået et plus af friskhed, være evig ungt, medens vi nu føler os som oldinge allerede på skolebænken, og tænk på kunstnerne af enhver art, der kæmper deres forgæves kamp med alle de gamle »uopnåelige« mestre! Vi afgør ingenlunde sagen, men spørger blot: når man tager arven nærmere i øjesyn, er den så blot egnet til at skabe taknemlige følelser? Men ikke nok med at vore forfædre føder os gamle, de besværliggør os ofte nok positivt livet med deres »overleveringer«, deres lovgivninger, deres krige, deres statslån etc., som vi efterkommere skal bøde for. Tager vi forfædrene en bloc, bliver gælden til dem lidt tvivlsom; vi vedgår den ikke. Og dette sidste er hovedsagen, thi enten resultatet falder positivt eller negativt ud – uden sanktionering kan man ikke blive debitor, kun gavemodtager.

Hvis enkelte af de gamle udtrykkelig er virksomme eller resignerer til gavn og glæde for efterkommerne, kan det alene af den grund ikke være under forudsætning af kompensation, at der jo ikke er mening skabt i den tanke at yde kompensation til afdøde mennesker.

Serit arbores quæ alteri seculo prosient.

Javel, men gør de det under forudsætning af kompensation, kan de kun håbe at opnå den som levende, ikke som forfædre. En mærkelig talemåde, at vi står i gæld til Homer, fordi han skrev Iliaden. Rent bortset fra om han har eksisteret, må en gæld dog være noget, der skal betales – men hvorledes dog?

Skylder man efterkommerne noget? Det hævdes tit på fraseagtig måde, uden at man gør sig klart hvad dermed fornuftigvis kan menes. Der kan jo ikke være tale om, at de i almindelighed taget har noget positivt krav på os; vi kunne i så henseende henholde os til vittigheden: hvorfor skulle jeg gøre noget for mine efterkommere, de har jo ikke gjort noget for mig? – hvis skyldighedsforholdet var det eneste tænkelige motiv til at gøre noget for andre. Vi kan ikke komme i skyld til dem uden ved bestemte positive overgreb – hertil tør man henregne al slags uheldig slægtsarv, forsømmelighed med deres opdragelse o.lign. – men her er også just et af de punkter, hvor slægten står tilbage i ansvarsfølelse, og hvori en etik, der »blot« indskærper skyld, ikke let risikerer at måtte høre ilde for banalitet eller mangel på idealitet.

____________________