Nturlig Ret. På grundlag af ækvivalent kompensation

Den kan ikke, for kort at resumere det foregående, forklares ved beslutningens almindelige psykologi, thi den er noget andet end afhængighed, kan af samme grund end mindre bero på den magt, der ved løftet er givet andre i hænde, den kan ikke være nogen medfødt sjælelig evne, thi den eksisterer ikke hos barnet forud for visse sociale erfaringer, den findes på dette stadium kun autoritativt og derfor kun virkende i konkrete tilfælde, ikke abstrakt anvendelig, den kan ikke forklares som usammensat biologisk reaktion på visse depressive forestillinger (om tilføjede lidelser), thi den reaktion, der kaldes skyldfølelsen, opstår kun, når visse empiriske forestillinger associerer sig med hine. Tendensen til at kompensere egne tab er sikkert nok en umiddelbar naturdrift, hvorfor afværgning, hævn og fjendtlig gengæld direkte forklares ud fra medfødte anlæg; men den ejendommeligt farvede tendens til under visse forhold gøre indgreb i vor egen sfære – selv om dette indgreb er pålagt os af os selv – som kaldes skyldfølelse, trænger til nærmere forklaring. Det er en trang, der er presset ind i bevidstheden af det daglige livs erfaringer, ved langsom og intelligent fortolkning af erfaringens anskuelige sprog; konstante erfaringer slår tilsidst igennem og bliver fælleseje, derfor må det allerede på tidlige kulturtrin opdages, at de overmennesker, der i deres iøvrigt tågede impulsive bevidsthed formår at fastholde et løfte og et forsæt om dets overholdelse, eller som forstår at beherske deres drifter til at begå overgreb, har chancer i social henseende fremfor de øvrige². Disse regler, der i begyndelsen af den enkeltes og af folkenes liv indbankes autoritativt ved forskellige ydre midler, finder senere deres fornuftmæssige begrundelse. I dette øjeblik opstår den etiske videnskab, der bygger på, at disse – og ikke flere, ikke færre – er de aldeles konstante, uforanderlige samlivsvilkår, hvilket bekræftes ved, at de findes respekterede og indskærpede overalt og til enhver tid, medens alle andre regler for menneskelig opførsel skifter fra modsætning til modsætning. Og ud fra disse empirisk vundne maksimer udledes dernæst hvad retfærdig kompensation i de enkelte tilfælde er, ved en logisk analytisk proces.

Man kunne nu imod denne formodede oprindelse til skyldighedserkendelsen indvende: men når det hele altså dog løber ud på afhængighed af et princip, er dette så ikke en afhængighedsfølelse så godt som enhver anden følelse af bundethed overfor et forsæt, og er der grund til at skille den fra respekt for andre selvfattede principper f.eks. det at tage styrtebad hver morgen? Jo, for det første er der god grund til at skelne bundetheden af en enkelt viljesbestemmelse og følelsen af afhængighed af et princip; af den enkelte viljesbestemmelse kan man føle sig som slave, den kan stå ret isoleret og umotiveret, overfor et livsprincip, der er vel funderet og udtryk for et centralt personlighedskrav, vil man ikke have denne følelse, ja man kan ikke bestemme frihed på mere fyldestgørende måde end som handlen i overensstemmelse med det centrale i ens væsen; at man i mindre vågne øjeblikke kan føle et sligt princip trykkende er ingen grund til at sammenstille det i vilkårlighed med en enkelt isoleret viljesbestemmelse. Hvad den indvending angår, at man ikke ville have grund til at adskille skyldighedserkendelsen fra respekten for andre principper, kan svares: nej, i deres væsen er der ingen større forskel, forudsat at de andre livsprincipper er lige så vel funderede, forskellen ligger i deres genstand, men er det ikke nok til at begrunde skyldighedsfølelsens særegne farve, at dens ledende princip kun beskæftiger sig med noget så specielt som de vilkår, der er strengt nødvendige for at samlivet med andre overhovedet kan fungere sikkert?

Et andet spørgsmål, man med fuld ret vil kunne kræve besvaret, er dette: når det hed sig, at respekten for kompensationsretten hviler på hvad der empirisk er fastslået som de fundamentale betingelser for social samvirken, hvorledes må dette så nærmere forstås? Med andre ord, i hvad udstrækning kan erfaringen fastslå noget om disse forhold?

Når det er hævdet, at erfaringen på aldeles tvingende måde fører til det opstillede livsprincip, må man være klar over, at længere end til en almindelig begrundelse af det kan man ikke komme, man kan vise, at en tilsidesættelse altid vil og må bringe forstyrrelse ind i selve fællesskabets funktion, at den uvægerlig vil rokke ved det tillidsforhold, det er bygget på – at denne kausale sammenhæng er ganske ubetinget.

Bruddet på et løfte har af konstante virkninger på social samvirken følgende: 1) løftegiveren mistros for fremtiden mere eller mindre af selve løftemodtageren; et fremtidigt løfte kan ikke bygges på personlig tiltro alene, men må kræve andre, reelle garantier, personalkreditten er med andre ord forspildt. 2) Løftemodtageren vil også let få mistro til andre, hans tillid er principielt rokket, derved forplantes kreditforstyrrelsen til videre kredse.

Mangelfuld kompensation i almindelighed (bortset fra løfte) har følgende virkninger: hvis et arbejde kompenseres over dets værdi, lider den kompenserende et tilsvarende materielt tab. Modtagerens forestillinger om objektive værdier forringes til hans fremtidige skade, da overkompensation ifølge sagens natur ikke kan opretholdes. Da det er fysisk umuligt at overkompensere alt arbejde (hvilket ville forudsætte eksistensen af uendelige værdier), må det uvægerlig medføre, at andre får for lidt vederlag. Interessen for at præstere de større værdier vil derved svækkes.

Hvis et arbejde underkompenseres vil arbejderen lide et tilsvarende materielt tab, hvilket skaber løshed i forholdet, idet han snarest vil søge hen hvor fuld kompensation bydes, eller hvis dette er umuligt som i adskillige fabriksfag, hvor prisen på arbejdet fikseres af en klike, vil det føre til fortsat krigstilstand mellem de to parter, altså netop til ophævelse af begrebet socialt fællesskab. Kun i en stærkt centraliseret og militært beskyttet stat kan det lykkes i længere perioder at holde de arbejdsydende nede på et vist minimum (særlig ved stærk beskyttelse af ejendomsprivilegier), men tilstanden kan ikke betegnes som tryg ligevægt.

Er denne overbevisning vundet, vil enkelttilfældene derigennem have fået deres begrundelse, nogen selvstændig begrundelse af disse, udover den logiske deduktion fra hovedprincippet, vil derimod ikke altid kunne leveres (som hvis man f.eks. ville kræve bevist, at denne ene uærlighed har skadet sin ophavsmand), men det er heller ikke nødvendigt og kan derfor heller ikke kræves, thi med den logiske sammenhæng med princippet er den specifikke skadelighed fyldestgørende påvist, det er jo nemlig aldrig påstået, at handlinger ikke skulle kunne have andre følger end dem, der vedrører tillidsforholdet, og at nogle af disse følger ikke skulle kunne regnes til de subjektivt fordelagtige.

Derfor reducerer den intellektuelle begrundelse sig til overfor den enkelte at påvise den kausale sammenhæng der er imellem efterlevelsen af princippet og visse bestemte fordele, der står i direkte forbindelse med det sociale fællesskab med andre mennesker. Det er ikke så, at moralfilosofien (begrundelsen) stiller ham et aldeles frit valg mellem forskellige tilværelsesformer og forskellige principper, thi socialt fællesskab er en fornødenhed, der ikke tillader unddragelse pr. ræsonnement, men den åbner ham lejlighed til at se og forstå den omtalte sammenhæng og lade denne forståelse gennemtrænge sit liv. Hertil må vel enhver praktisk empirisk videnskab indskrænke sig: at påvise en grundregels almene gyldighed, f.eks. det er sundt hver dag at færdes i fri luft – uden at måtte høre for, at den ikke er fintmærkende nok til at kunne godtgøre de skadelige følger af en enkelt dags forsømmelse. De må og skal være der, hvis hovedsætningen er rigtig.

Det gælder for at bedømme dette spørgsmål ret og billigt at fæste opmærksomheden i den rigtige retning: hvis jeg mener at kunne bevise, at brud på samlivsprincipperne uundgåelig rammer samlivet direkte i dets sammenføjninger, er det ingen indvending, at man kan påpege andre følger i helt andre retninger, f.eks. en mulig materiel gevinst af et snyderi. Dersom jeg påstår, at ethvert skud af en kanon slider på denne, kan det ikke nytte, at man påpeger, at projektilet har haft de og de udmærkede virkninger, det, det her gælder om at komme på det rene med, er rekylen, tilbageslaget fra eksplosionen o.lign. Det er dette konstante forhold, undersøgelsen må gælde, ikke skuddets vekslende virkninger i andre retninger. På samme måde er der ved enhver etisk handling et aldeles konstant tilbageslag på det samlivsforhold, den psykiske basis, den har relation til; rekylens virkninger vil vel ikke altid være direkte påviselige i det enkelte konkrete tilfælde, men de er der og vil ved tilstrækkelige opsummeringer bevise deres eksistens. – Efter at have defineret begrebet skyld og søgt at forklare dets herkomst går vi over til den nærmere undersøgelse af dets indhold.

Det er omtalt hvorledes begrebet er vandret fra de materielle værdiers område, fra de kommercielle transaktioners område til alle andre livsområder, også de åndelige. I forretningslivet spiller den upersonlige kredit (den reelle) den største rolle, men for de åndelige værdiers vedkommende – og en stor del moralske spørgsmål drejer sig om sådanne – er den personlige kredit udgangspunktet. Som følge af at omsætningen – thi på det åndelige område foregår der også omsætninger – sker mellem værdier, der ofte er særdeles vanskelige at vurdere nøjagtigt, hersker der større uklarhed og usikkerhed på det åndelige forretningsområde end på det praktiske. Man sjusker, gør sig ikke klart hvad man er skyldig, man er ikke nøjeregnende med småting, man kan indbilde sig selv, at man handler højsindet, hvor man simpelthen afdrager på gæld. Ikke sjældent er dette følgen af at man puster »pligterne« op til en fantastisk højde, til den »yderste opofrelse et menneske kan præstere«; det har den psykologiske virkning, at man sløves af de urimelige krav, man føler sig insolvent og gør som alle insolvente folk, lader stå til. Uden tvivl vil både praktisk de menneskelige samlivsforhold vinde i tryghed, og teoretisk de etiske problemer vinde i klarhed, om man opfatter de moralske krav som kvantitativt målelige; det vil være vor opgave i det følgende at anstille nogle overvejelser over skyldighedsberegninger, en opgave, etikken hidtil har ladet ligge, men som sikkert har nok så megen betydning og kan stilles på nok så fast grund som mange af de specielle deduktioner man finder i håndbøgernes specielle del.

I de tilfælde, hvor ækvivalensen støtter sig til et løfte, bliver der først og fremmest at undersøge: hvad er lovet?

I obligationsretten¹ strides der om, hvorvidt viljeserklæringens retsskabende evne væsentlig skyldes den erklærendes bag erklæringen liggende vilje af det udtalte, eller om den skyldes den ved retshandelen hos den erklærendes medkontrahent virkelig eller muligvis vakte beføjede forestilling om og tillid til, at den erklærende vil det udtalte. Efter den første anskuelse (viljesteorien) skaber retshandelen kun ret, forsåvidt det erklærede stemmer med den erklærendes vilje i erklæringens øjeblik, efter den anden anskuelse (tillidsteorien) er den erklærendes viljesmangel uden retlig betydning, når den ikke var kendelig for medkontrahenten. Med andre ord ligger løftets bindende kraft i bogstaven eller i den opfattelse af loverens vilje, medkontrahenten efter alt det foreliggende må danne sig? Vi har allerede ovenfor taget stilling hertil, idet vi udtalte, at den ved løftet stiftede ret hviler på den forventning, der efter alt, hvad der vitterligt foreligger, må vækkes hos løftemodtageren. Nu er en løsreven sætning kun et af de mange symptomer på en viljesretning, der kan foreligge; der kan findes mange mindre vitterlige tegn, som giver ordlyden en anden farve (f.eks. manifest ironi). Det vil da stemme bedre overens med ækvivalensprincippet, om man beregner skylden kongruent med den virkelige vilje – såvidt man kan dømme derom – end med det tilfældige, løsrevne symptom, ordlyden udgør.

På den anden side er en ensidig handling fra dens side, der skal forpligtes, nok til at begrunde den på løftet hvilende skyld. Når dansk lov udtaler, at ikke blot kontrakter dvs. accepterede løfter men også tilsagn (uden accept) skal holdes, er den i dette tilfælde udtryk for en etisk regel, thi den moralske skyld hviler i endnu ringere grad end den juridiske på beviser; fordringen om accept ville være indrømmelse af, at skylden beroede på den medkontrahenten overdragne magt.

Efter alm. sprogbrug betyder et løfte en til en anden rettet og derved til dennes bevidsthed kommen skylderklæring (Jul. Lassen); at love sig selv noget er derfor (ligesom pligter imod sig selv, »højere pligter«) urigtig sprogbrug, der leder til begrebsforvirring; løfter refererer sig til andre organismers bevidsthedsindhold, løfter til sig selv er blot et andet udtryk for forsæt. Et løftebrud mod andre kan derfor på ingen måde forsvares med henvisning til vigtigere løfter til sig selv; det er inkongruente ting. Ved »løftet« til mig selv binder jeg mig selv og kan løse mig selv; ved løftet til en anden overgiver jeg sløjfen i den andens hånd og kan kun frigøres ved dennes medvirkning eller ved at sønderrive båndet; det sidste ikke uden at krænke den andens rettighed.

Hvad der ovenfor blev sagt om ordlydens betingede betydning fører til, at man også må anerkende stiltiende løfter; thi selv om det er det almindeligste og i reglen forudsættes, at løftet tilkendegives i ord eller sætninger, hvis mening løses efter alm. sproglige regler, »det udtrykkelige løfte«, kan som sagt andre handlinger være fuldgyldige udtryk for en skyldnervilje: de stiltiende viljesbestemmelser eller »kvasikontrakterne«. At bestille varer har samme både retslige og moralske betydning som et løfte om at betale dem.

Af noget anden beskaffenhed er de overenskomster, man kunne kalde de ubestemmelige kontrakter, hvorved jeg forstår overenskomster om en kompliceret sag eller en række ydelser, hvis indhold ikke lader sig udtømme i kontrakten. Hertil hører tyendekontrakter f.eks. Man kan også regne ægteskabet med dertil. Hvis et tyende lover at tjene mig så og så længe for den og den betaling, er det umuligt for mig i alle detaljer at vide hvad der er lovet og hvad han altså skylder mig. Det er her nødvendigt at gå ud fra en gennemsnitsbestemmelse af begrebet¹, den der er gængse i tiden; denne har løftemodtageren ret til at betragte som minimum af hvad der er lovet; det kan forudsættes som stiltiende lovet, i det øjeblik løftegiveren ikke har reserveret sig udtrykkelig i løftet. Og denne på sin side har ret til at betragte gennemsnitsstørrelsen som maksimum for hvad han er skyldig, når han ikke i ord eller gerning har vakt forhåbning om mere.

En hel række forhold kan gøre løfter juridisk ugyldige. Man vil finde, at det så at sige er de samme forhold, der gør dem moralsk ugyldige; i det hele er det interessant at se, hvor obligationsretten fremfor andre afsnit af retten slutter sig nøje til de etiske principper. (Om grunden hertil se nærmere kap. 10). Først og fremmest er løfter, der aflægges under mekanisk tvang, ugyldige. Man har forfattere, der mener det modsatte, således Hobbes. Han siger, at det er en universel regel, at løftet forpligter, når blot den lovede ting er lovlig. Har vi modtaget en velgerning, er vi forpligtede, endog overfor en røver. Motiveringen er karakteristisk for Hobbes. Hvis løfter, der påtvinges under dødsfrygt, nemlig ikke var gyldige, ville lovene, »de lovlige forpligtelser«, der også opstår ved et pres under frygt for gensidigt blodbad, være ugyldige. Lovgyldighed og moralsk skyldighed løber som sædvanlig ud i et for ham. Rigtigere er det naturligvis at opfatte sagen som J. Lassen gør: det kan overhovedet ikke siges, at der foreligger noget løfte, den tvungne har kun været et passivt middel. Skal et løfte være moralsk bindende, må det dog være en handling, men i dette tilfælde har ingen handling foreligget, i al fuld ikke fra løftegiverens side. Han har lige så lidt handlet, som den handler, der på en auktion giver et nik, fordi han lider af St. Veitsdans. Hvor talen derimod er om kompulsiv tvang, skilles etikkens og juraens veje. Herved forstås tvang ved trusel om et onde; men moralen kan ikke godkende, at enhver trussel skulde gøre et løfte ubindende. Ganske vist gør ikke alle tilfælde af kompulsiv tvang et løfte retsgyldigt, lovgivningen fordrer, at det skal være ulovlig tvang (trussel om sagsanlæg betragtes f.eks. som lovlig tvang); men her kan moralen åbenbart ikke sætte grænsen, den må hævde, at kun i de tilfælde, hvor den kompulsive tvang faktisk i sine virkninger ligner den mekaniske deri, at den gør løfteafgiveren til et ganske passivt led og afskærer ethvert valg, mister løftet sin karakter af løfte. I samme grad som truslen levner mulighed for at vælge, i samme grad får løftet karakter af aktiv handling.

Løftegiveren binder heller ikke for de løfter, der overbringes i forfalsket tilstand. Overfor tvetydige erklæringer, der må vække tvivl hos modtageren om meningen, er løftemodtageren ikke beføjet til at fastholde en bestemt fortolkning men må søge nærmere besked. Her er etikken i nøje overensstemmelse med D. L. 5-1-1 og 2: »hvad der kun i følge omstændigheder, der i erklæringens øjeblik er ukendelige for den erklærende som fornuftig og kyndig mand, af modtageren kan indlægges i erklæringen som dens indhold, er ikke lovet og følgelig ikke bindende. Englænderen, der byder four for en ting, er ikke pligtig til at betale mere, selv om sælgeren i tillid til sit leksikon (hvori der findes et fejltryk) mener, at four = 14. (Lassen). Alt dette ligger forøvrigt i de ovenfor givne definitioner af løftet, hvori udtrykkelig nævnes, at løftegiveren må være den direkte årsag til den ved løftet vakte forventning.

At løftegiveren er bundet, uanset om uoverensstemmelsen mellem vilje og erklæring er den erklærende bevidst, (f.eks. erklæringer, der er afgivne for at skuffe – reservatio mentalis) eller ikke (fejltagelser), ligger i, at løftets karakter ikke er udtømt ved forsættets psykologi, men at hovedvægten må lægges på vitterligheden. I alle de tilfælde, hvor viljesmanglen derimod på en eller anden måde gøres kendelig for løftemodtageren, er det ubindende.

Ved svig (transaktion hvilende på forsætlig urigtig angivelse) gøres et løfte i alle tilfælde etisk ubindende. Medens købmænds overdrevne anprisninger af en vare anses for at være uden retslig betydning, ville jeg ikke anse den kunde, som for en angivet pris køber en vare, der efter købmandens udsagn besidder de og de egenskaber, for at være moralsk bunden til at betale prisen, hvis udsagnet ikke holder stik; thi da er det faktisk en anden vare, han har lovet at betale den aftalte pris for. At varen derimod ikke svarer til kundens forventning, gør ikke løftet ugyldigt, forsåvidt sælgeren ikke har været årsag til denne fejlagtige forventning.

Tilbagekaldelse af et løfte kan kun ske, hvis den har standset løftet på vejen, eller den når samtidig med dette til adressaten.

Løftegiveren er ikke længer skyldig, hvis de objektive forhold, der er forudsætningen, og som løftemodtageren også må have godkendt som forudsætning, forandrer sig – hvis der f.eks. udbryder kopper på et aftalt mødested. – Derimod kan subjektive forandringer, skiften mening eller opdagelse af at visse kendsgerninger ikke forholder sig således som man havde antaget (error in motivis) ikke fri løftegiveren for skyld. Dersom f.eks. en anset mand uden forbehold afgiver det løfte at støtte en sag med sit navn, vil han ikke moralsk kunne fri sig for skyldighed til at indfri det ved at anføre forskellige omstændigheder, han ikke havde betænkt; en anden sag var det, hvis de fejlagtige forudsætninger støttede sig på svigagtig angivelse fra løftemodtagerens side. For sine egne fejltagelser må man bøde, en modsat regel ville, som Lassen bemærker, tilintetgøre al sikkerhed i samvirken.

Skaber gaver skyldighedsforhold? Hvis begrebet gave skal opretholdes som noget for sig selv, kan det ikke skabe nogen art af skyld, hvad enten det er materielle værdier, tjenester eller andre værdier, der overføres. Det er unøjagtig sprogbrug, når det hedder: jeg skylder ham en gentjeneste (at skylde genvisit er atter noget andet, er blot en følelse af afhængighed af vedtægt). Den ægte gave oprinder af en følelse, der er væsensforskellig fra den, der fører til løftet; den beror på individuel sympati, ytrer sig som spontan offervillighed uden vilkår, har netop sin særegne værdi i denne ubetingethed og taber sin karakter, hvis tanken om gengæld blandes ind. For modtageren stiller sagen sig tilsvarende: hvis han føler, at gaven tildeles med den mere eller mindre tydelige bagtanke, at der skulle gøres gengæld, da er han skyldig, når han modtager den, da den allerede har mistet sin gavekarakter. Føler han den derimod givet netop som gave, uden forbehold, da forringer han den uberettiget ved at modtage den under tilkendegivelse af at ville gøre gengæld eller ved blot i ringeste måde at vise sig afhængig eller trykket af gaven. Rene gaver er overmåde sjældne i verden, langt langt sjældnere end ordet bruges; kompensationsprincippet viser ikke mindst sin universelle magt ved næsten at kvæle gaver uden bagtanke; hvormange pct. af fødselsdagsgaver, julegaver etc. ville ikke bortfalde, hvis princippet om gengæld ikke sad og lurede i motiverne?

Selv hvor gaven modtages med renest sind, er det kun ganske naturligt, at både den selv og det sindelag, der har fremkaldt den, vil virke som motiv til en ganske bestemt holdning i modtagerens sindelag overfor giveren. Kompensationstendensen vil melde sig som en trang til gengæld, selv om denne trang med flid skjules. Men det er ukorrekt at påstå, at giveren har krav på gengæld, et krav, der i mindste måde ligner det, et løfte skaber; en trang bliver aldrig det samme som en skyld.

Den, der har udtalt, at det er saligere at give end at tage, har fint og rigtigt opfattet den rene gaves karakter; den virkelige giver vil som reaktion kun se glæde, ublandet glæde, enhver følelse af skyld, han ser blande sig deri, vil såre den følelse, hvoraf gaven er udsprungen. Er da ikke taknemmelighed et moralsk begreb mere? Er ikke alverden med rette enig i at laste utaknemligheden? Jeg mener, at taknemligheden er en altfor sart vækst til at gælde for allemandsnorm, vel at mærke den ægte taknemlighed. Taknemlighed i renkultur er en uvilkårlig reaktion i form af glæde over den velvilje, der strømmer os imøde; den er ligesom blomstens svar på solskinnet, den vil ingenting, men kan ikke lade være at åbne sine kronblade, lykkelig og imødekommnende. Solen forlanger ikke mere end at se blomsten åbne sig helt og fuldt for nydelsen. Hvis et vilkårligt moment blander sig i taknemlighedens ytring, kan det kun gå ud på at lægge sin glæde for dagen. Men altfor ofte har den en tilblanding af bevidst stræben efter at gøre gengæld. Da modtageren derved tilsigter at udligne gavens værdi, må han forudsætte et tilsvarende forbehold hos giveren, for at dette kan falde i god jord; men selv om den virkelig taknemmelige modtager kan ønske, om ikke at gøre gengæld, så dog at lægge sin glæde for dagen ved en ydende handling, er denne følelse dog aldeles forskellig fra skyldfølelsen, og han vil vogte sig for at dens objektive udtryk fremtræder som svar på giverens ydelse. Til virkelig taknemlighed og navnlig til at give den et adækvat udtryk hører finfølelse og takt, noget man ikke tør belemre almenneskelige krav som de moralske med.

At »givere« kræver tak er imidlertid lige så almindeligt som at modtagere lever i den forestilling, at gengæld kræves; derfor en så udbredt angst for at modtage gaver.

Der gives forhold, hvor man virkelig ikke har grund til at glædes over en gave, tværtimod! Man ønsker ikke at skylde netop Hr. P. P. noget, som det hedder. I virkeligheden kommer man ikke til at skylde P. P. noget, (med mindre denne har pointeret det, og så var det jo ingen gave), men da man nærer aversion imod ham, kan man ikke undlade at mistænke ham for, at han vil give med det forbehold, at man skal føle sig skyldig, eller vil give af sin overflod for at lade os føle sin overlegenhed. I begge fald opnår man netop ved hurtig og demonstrativ gengæld at få skyldighedsforhold og overlegenhed ud af verden med det samme.