Kontemplativ erfaring, naturvidenskab og dialog

1.2Fremstillingens forløb

For at introducere den danske læser til fremstillingens problemstillinger gives der en kort introduktion til den buddhistiske retning, som er den ene part i Mind and Life dialogerne. Buddhismen perspektiveres kort med den europæiske fænomenologiske tradition med særligt henblik på aspekter af Heideggers tænkning. Derefter analyseres Mind and Life dialogerne med henvisning til dialogparternes filosofiske og videnskabsteoretiske baggrund, som fører over i det videnskabelige paradigme, der er et resultat af Mind and Life dialogerne, nemlig Francisco Varelas (1946-2001) ’neurofænomenologi’. Denne traditions pointer perspektiveres endelig med videnskabsteoretiske standpunkter fra psykologi, som er fundet i psykologiske lærebøger fra de danske universiteter.

Den sidste del af fremstillingen er udformet som indledende overvejelser over, hvorledes man kunne gribe det an, hvis man ville etablere en dialog på Århus universitet, som tager nogle af de samme problemstillinger op som Mind and Life dialogerne. Belært af de store videnskabsteoretiske og filosofiske problemer der viste sig i de første Mind and Life dialoger præsenteres en filosofisk og videnskabsteoretisk model, som kunne tænkes at være en hjælp i tværfaglige dialoger, der spænder så bredt, at de inkluderer naturvidenskab og kontemplativ erfaring.

2Buddhisme – en kort introduktion

Buddhismen er ca. 2500 år gammel og henføres til den indiske prins Siddhattha Gotama, som efter sin oplysning, opnået gennem meditation, blev kaldt Buddha. Buddha er ifølge buddhismen ikke en Gud men en betegnelse, der betyder ’den opvågnede’, ’den fuldt bevidste’ eller ’den oplyste’ og hans eksistens som historisk person er egentlig ukontroversiel (Smart 2001 p.16). Den tidlige buddhisme var ikke en nedskrevet tradition, men mundtligt overført, og de tidligste skrifter er først nedskrevet på det sydindiske sprog Pali ca. 100 år f.kr.

Buddha siges at have levet et fredeligt og trygt liv indtil en alder af 29, hvor han pludselig forlod kone og søn og begav sig ud for at finde sandheden om lidelse, og han søgte blandt datidens spirituelle skikkelser (Harvey 2002 p.9ff). Det siges, at han efter 6 år opnåede oplysning, som førte til læren om ’de fire hellige sandheder’. Disse er formuleret i overensstemmelse med datidens lægers måde at omtale diagnose og terapi på: Det første skridt består i Diagnose, som fører over i en analyse af årsagen til sygdom, som fører over i overvejelser om helbredelsesprognoserne som fører over i kuren af sygdommen. Buddha opnåede i sin oplysning et perspektiv på livet/eksistensen, som anser det uoplyste liv som mangelfuldt, og han griber til sygdomsmetaforer, når han skal karakterisere den uoplyste eksistens, og det ligger i de fire hellige sandheder, at denne tilstand kan kureres ved eksistentiel praksis, ligesom sygdom kan kureres ved lægelig praksis. (Harvey 2002 p.47).

2.1Theravāda (Hīnayāna) - Tidlig Buddhisme

De nulevende buddhistiske retninger, der hedder Theravādabuddhisme, er skoler, som ifølge egen selvforståelse ikke har ændret noget på den oprindelige Buddhas lære. Af de senere reformationer, der opstår, bliver denne tidlige buddhisme kaldt hīnayāna, som betyder ’den lille båd’ (Harvey 2002 p.32ff). Den centrale struktur i urbuddhismen er ’De fire hellige sandheder’.

2.1.1De fire hellige sandheder

De fire hellige sandheder i den buddhistiske eksistentielle analyse og kur ser sådan ud: Sygdommen er (1) dukkha (lidelse), som er (2) forårsaget af begær, der (3) lader sig kurere (4) ved at følge den 8-foldige vej. Disse 4 sandheder gennemgås hver for sig i det følgende:

2.1.1.1Sandheden om ’dukkha’ (lidelse)

”(1) Now this, O monks, is the noble truth of pain[dukkha]: birth is painful, old age is painful, sickness is painful, death is painful, sorrow, lamentation, dejection, and despair are painful. Contact with unpleasant things is painful, not getting what one wishes is painful. In short the five khandhas of grasping are painful.” (Radhakrishnan 1989 p.274)

Ordet ’painful’ er den engelske oversættelse af ordet ’dukkha’ og betyder både lidelse i almindelig forstand, men fokus indenfor buddhismen er i høj grad på livets generelle utilfredsstillende skikkelse og de mange ønsker om, at det var anderledes, end det faktisk er (Harvey 2002 p.47ff). Det er et fokus på hvor indbygget og fundamentalt iboende lidelse og utilfredsstillende forhold er i livet. Ungdommen er dømt til at ende i alderdom. Døden er dybt utilfredsstillende og fra individets perspektiv uønsket, selvom døden er totalt indbygget i det at leve – det eneste som med sikkerhed er uundgåeligt. Der er dog ikke tale om en dyster livsholdning men en fokus på, at langsigtet tilfredshed (dukkha’s ophør) først nås, hvis man ser eksistensens grundvilkår i øjnene, som blandt andet jo er døden. En af de fundamentale ontologiske doktriner i buddhismen, der vedrører lidelse, er doktrinen om forandring: Både indre og ydre. Alt er i forandring, og dette er en af de 3 karakteristikker, som kendetegner alle fænomener¹⁰:

”[…I]t remains a fact and the fixed and necessary constitution of being that all its constituents are transitory. This fact a Buddha discovers and masters […] and makes it clear, that all the constituents of being are transitory.” (Radhakrishnan 1989 p.273)

Når alt forandrer sig i grunden, og ens lykke og lidelse afhænger af en bestemt opfattelse af sig selv og ens forhold til ydre ’ting’, så er man principielt dømt til ulykke, hvis ens bevidsthed er overbevist om og fast besluttet på at forsvare ideen om permanens, hvad på den ene side angår ens egen personlighed/selv og på den anden side de ydre ting, som dette selv knytter sig til (Harvey 2002 p.50).

2.1.1.2Sandheden om årsagen til ’dukkha’

“(2) Now this, O monks, is the noble truth of the cause of pain[dukkha]: that craving which leads to rebirth, combined with pleasure and lust, finding pleasure here and there, namely, the craving for passion, the craving for existence, the craving for non-existence.” (Radhakrishnan 1989 p.274)

Denne anden hellige sandhed skurer i vore vestlige øren, hvor der er meget positiv fokus på livsvilje, lidenskab, begær, individualitet og insisterende fokus på Darwinistisk overlevelse. Men denne passage antyder vores dybe tilbøjelighed til at adlyde attraktion og aversion, som ifølge buddhismen ikke fører til egentlig tilfredsstillende og vedvarende lykke, og denne tilbøjelighed er ifølge de fire hellige sandheder årsagen til den utilfredsstillende tilstand.

Den 12-foldige årsagskæde er en del af 2. ædle sandhed og udlægger, hvordan fænomener opstår i afhængighed af hinanden (betinget opståen; conditioned arising) (Radhakrishnan 1989 p.278f; Harvey 2002 p.54ff.) Om ordkonstruktionen ’betinget opståen’ siger Buddha:

“[…]By the first of these two words is shown the falsity of such heresies as that of the persistence of existence, and, by the second word, a rejection of such heresies as that existences cease to be, while by both together is shown to truth. […] By both together:- By the complete phrase ‘dependent origination,’ inasmuch as such and such elements of being come into existence by means of an unbroken series of their full complement of dependence, the truth, or middle course, is shown. This rejects the heresy that he who experiences the fruit of the deed is the same as the one who performed the deed, and also rejects the converse one that he who experiences the fruit of a deed is different from the one who performed the deed, and leaning not to either of these popular hypotheses, holds fast by nominalism” (Radhakrishnan 1989 p.279f)

Denne passage illustrerer Buddhas doktrin om ikke-selv (anatta). Intet holder op med at eksistere, fordi intet egentligt eksisterer. Den bedste måde at tale om ting på er at se dem i deres kontekst, og dette kalder han ’the truth, or middle course’. Identitet er sprogligt etableret og at være overbevist om andet fører ifølge Buddha til lidelse. Der hentydes i høj grad til den psykologiske tendens til at have en hovedperson i den mentale strøm, jeg’et. (Harvey 2002 p.51f)

2.1.1.3Sandheden om muligheden for ’dukkha’s ophør

“(3) Now this, O monks, is the noble truth of the cessation of pain[dukkha]: the cessation without a remainder of that craving, abandonment, forsaking, release, non-attachment.” (Radhakrishnan 1989 p.274f)

Problemet er ikke passion og eksistens i sig selv, men kravet om passion og begæret af eksistens, og hvis man i sin dybeste eksistens giver slip på dette krav, så indtræder en dybere og mere bæredygtig lykke. At give slip på et sådant niveau skal ses i lyset af den meditative praksis, med alt hvad det indebærer af etik og koncentration- og refleksionsøvelser, som er beskrevet i den 4. hellige sandhed.

2.1.1.4Vejen til ’dukkhas’ ophør; den 8-foldige vej

“(4) Now this, O monks, is the noble truth of the way that leads to the cessation of pain[dukkha]: this is the noble Eightfold Path, namely, right views, right intention, right speech, right action, right livelihood, right effort, right mindfulness, right concentration…” (Radhakrishnan 1989 p.274f)

Denne sidste hellige sandhed om den 8-foldige vej er en grundpille i den buddhistiske lære og uanset hvor filosofisk buddhismen tager sig ud, så er dette soteriologiske (frigørelse; frelse) aspekt så radikalt hos buddhismen, at den ofte henregnes under religiøse videnskategorier.

Den 8-foldige vej opdeles typisk i 3 kategorier, nemlig: punkt 3-5 vedrører moral (sīla), punkt 6-8 vedrører koncentration (samādhi) og punkt 1-2 vedrører indsigt/visdom (paññā) (Harvey 2002 p.68ff). Disse tre søjlers gensidige afhængighed sammenlignes med en trebenet skammel – hvert ben er uundværligt, hvis man vil udvikle sig på den 8-foldige vej: Moral danner grundlag for koncentration, som danner grundlag for indsigt. Ud over dette findes der to niveauer på den 8-foldige vej, og på det første niveau opfattes vejen som en lov, man adlyder i håbet om, at det har konsekvenser. På dette niveau har man ikke indsigt men tro. Når disse fundamentale evner eller dyder er tilegnet eksistentielt, bliver de transformeret fra lov til indsigt i eksistentielle lovmæssigheder, som man handler efter, fordi man kan se, at de fører til ønskede konsekvenser. Vejen fører til Nibbāna (Pali), som er den tilstand en Arahat’– en der har nået vejens ende – befinder sig i.

2.1.2Buddhismens fokus på praksis; teorien som hjælpemiddel

”The Buddha emphasized self-reliance and the experiential testing-out of all teachings, including his own. […] Rejecting teachings based on authoritative tradition, or mere rational speculation, he emphasized the examination and analysis of actual experience. […] They should assess teachings for themselves by reference to their own experience […] The Buddha emphasized that his teachings had a practical purpose and should not be blindly cling to. He likened the Dhamma to a raft made by a man seeking to cross from the dangerous hither shore of a river, representing the conditioned world, to the peaceful further shore, representing Nibbāna. He then rhetorically asked whether such a man, on reaching the other shore, should lift up the raft and carry it around with him there. He therefore said, ‘Dhamma is for crossing over, not for retaining. [… still m]any ordinary Buddhists, though, do have a strong attachment to Buddhism. (Harvey 2002 30f)

Dette citat indikerer, at teori og begreber er midler, og at målet nås ved hjælp af dem, men at midlerne skal afvikles, når realisationen har indfundet sig. Det er ikke begreberne, der er i centrum men den bevidsthedsmæssige udvikling, der medfører progression på den 8-foldige vej. Det centrale er således virkelighedsoplevelse/erfaring og ikke verdensbillede som billede. Ud over at pege på en udogmatisk tilgang til ’læren’, er denne passage grundlaget for, at buddhismen karakteriseres som pragmatisk i denne fremstilling. Det er den praktiske forskel, som er teoriens sandhedsværdi. Begge disse aspekter nævnes gentagne gange i Mind and Life dialogerne, som noget der er fælles for naturvidenskaben og buddhismen (Se f.eks. Hayward et al 2001 32f & Goleman 2003a p.xiii). Man kan sige, at buddhismen peger på problemer, som ligger under ’c’ i figur 1, og målet er netop at opdage, at man skal skille ’c’ ad og udføre et stykke arbejde på det materiale, der ligger under ’c’.