Indholdsfortegnelse

Teori

Evolutionære og grundlæggende principper for menneskets psyke

“Although an organ may not have been originally formed for some special purpose, if it now serves for this end we are justified in saying that it is specially contrived for it. On the same principle, if a man were to make a machine for some special purpose, but were to use old wheels, springs, and pulleys, only slightly altered, the whole machine, with all its parts, might be said to be specially contrived for that purpose. Thus throughout nature almost every part of each living being has

probably served, in a slightly modified condition, for diverse purposes, and has acted in the living machinery of many ancient and distinct specific forms.” (Darwin, 1862, p. 348)
Ovenstående citat illustrerer en væsentlig præmis for dette speciale. Darwin (1962) berørte emnet allerede for halvandet århundrede siden og selvom fokus i en del årtier har været på at undersøge og eventuelt kortlægge hvilke områder i hjernen, der er særligt aktive under distinkte processer, er der i nyere tid også blevet fokuseret på, hvordan vi kan se betydelige overlap disse processer imellem. Margolis (1987) argumenterer i denne forbindelse for, hvordan menneskets hjerne, efterhånden som den har udviklet sig, bygger videre på ældre systemer, som primært fungerer efter forhistoriske principper (Margolis, 1987). Ydermere påpeges det af Margolis (1987) at cellen, som er organismens byggesten, kun har udviklet sig meget lidt i menneskets evolutionære historie. Samtidig har den måde celler er organiseret på imidlertid ændret sig enormt meget i samme periode, hvorved den enkelte celles funktion har forandret sig. Dette medfører ifølge Margolis (1987), at:

”.. for any given function, there will be an arbitrary large number of particular structures that could perform the function. Designs are never unique, though some details may be essentially unavoidable.” (Margolis, 1987, p. 31)

Vedrørende den evolutionære udvikling af den menneskelige hjerne argumenterer Margolis (1987) yderligere for, at dennes funktioner har udviklet sig både hastigt og omfangsrigt over tid – hjernen er imidlertid begrænset af eksempelvis volumen, hastighed og effektivitet, og det betyder også, at ved enhver udviklet funktion er der så at sige indgået et kompromis (ibid, p. 27). Hjernens funktionalitet kan dermed næppe betragtes som perfekt – men som det bedst mulige alternativ. Derfor må det også antages, at de specifikke funktioner i hjernen kan have fejl og mangler. Ligeledes er det værd at have in mente, at eftersom funktioner skabes på baggrund af kompromisser mellem eksempelvis evolution, effektivitet, (hjerne)volumen og hastighed, så vil der være tilfælde, hvor eksempelvis hastigheden har ”vundet” over effektiviteten – dvs. kravet om ressourcebesparelse og quick-fix vinder over effektiviteten ved den givne funktion (ibid.).

Anvendelsen af tidligere udviklede strukturer og systemer til nye formål illustreres også hos Anderson (2010) og Anderson & Penner-Wilger (2013). Anderson (2010) beskæftiger sig med ”neural reuse” og gør sig nogle væsentlige antagelser vedrørende de forskellige hjerneområders udvikling og funktioner. Det antages, at ældre hjerneområder, som har været tilgængelige for genbrugs-processer i længere tid end nyere områder, dermed med højere grad af sandsynlighed må være integreret i senere udviklede funktioner og områder i hjernen (Anderson, 2010, p. 246). Anderson & Penner-Wilger (2013) foretager en analyse af en omfattende mængde fMRI-scanninger af raske menneskers hjerner. Scanningerne viste aktiviteter i den hele hjerne, og Anderson & Penner-Wilger (2013) trak de scanninger ud til grundigere analyse, som viste forhøjet aktivitet i venstre precentrale gyrus, som var det område, de var interesserede i. Det viste sig at dette område var relateret til både finger agnosia⁵ og udførsel af opgaver som kræver talforståelse (ibid. pp. 47-48). Der argumenteres for, at:

”These findings are consistent with neural reuse; one of the neural circuits originally developed for finger representation has been reused in the (presumably) later-emerging function of number representations, and now serves both” (ibid, p. 47)

Yderligere foreslås det, at disse sammenhænge mellem forskellige funktioner ikke blot har neurologiske overlap, men at overlappene også må antages at komme til udtryk i adfærd. Anderson & Penne-Wilger (2013) beskriver eksempelvis, hvordan fænomenet distance effekt lader til at spille en rolle ved både talforståelse og finger gnosis. Forskning peger på, at det er sværere at adskille tal, som er tættere på hinanden (2 og 3) end tal, som er længere fra hinanden (2 og 9) – ligeledes gælder det, at det er sværere at skille fingre ad, jo tættere de er på hinanden (ibid. p. 49).

Hos Parkinson & Wheatley (2015) anvendes begrebet ”evolutionary repurposing” frem for Andersons (2010) og Anderson & Penne-Wilgers (2013) begreb ”neural reuse”. Forfatterne påpeger at: ”Evolution uses whatever is in the room. Working as a tinkerer, it borrowes and modifies pre-existing structures” (Parkinson & Wheatley, 2015, p. 133). Samtidig argumenteres der for, at menneskets særlige sociale intelligens og sociale tendenser skyldes evolutionær genbrug af eksempelvis oxytocin og vassopressin forbindelser. Neuropeptider som oxytocin og vassopression har tidligere haft den funktion, at de understøttede primitiv social interaktion som eksempelvis parring – forfatterne anfører, at det er sandsynligt, at disse forbindelser gennem evolutionær genbrug i dag understøtter mere komplekse sociale interaktioner også (ibid).

Som det påpeges i ovenstående kan forskellige organer og funktioner dermed have forskellige og distinkte funktioner til at begynde med – men med tiden kan disse funktioner ændres, omformes eller gensidigt påvirke andre (nyere) funktioner. Samtidig gælder det, at jo mere multi-integreret en neural struktur bliver i forskellige funktioner, jo bredere vifte af forskellige konsekvenser vil vi se, hvis denne struktur påvirkes (Anderson, 2010; Anderson & Penne-Wilger, 2013, p. 48; Margolis, 1987; Parkinson & Wheatley, 2015;).

Et forsimplet overblik på hjernens fylogenetiske alder foreslås hos Anderson (2010), hvor han betragter områderne bagerst i hjernen som de ældste, og områderne forrest som de yngste (e.g. frontallapperne). Hans studier har vist, at det – mod traditionelle teoriers forventning – ikke er de ældste områder i hjernen, som er mest domænespecifikke. Det må også betyde, at vi kan antage, at de ældre områder i hjernen influerer på funktioner af nyere dato – de ældre områder bliver dermed en slags filter, som vi må betragte nyere funktioner igennem (Anderson, 2010).

Den poly-vagale teori – en eksemplificering

Porges (1998, 2001, 2007) poly-vagale teori beskriver hvorledes de forskellige modifikationer af systemer har fundet sted i et evolutionshistorisk perspektiv, samt hvilke indvirkninger dette har på det pågældende systems funktion i et mere nutidigt miljø. Porges teori er her inddraget til det formål at fungere som et eksempel på væsentligheden i at forstå menneskets psyke som produkt af en lang evolutionær historie med adskillige modifikationer af psykiske mekanismer undervejs⁶. I Porges optik har forståelsen for rækkefølgen af forskellige modifikationer af eksempelvis stresssystemet en afgørende betydning (Porges 2001, 2007).

Den poly-vagale teori udspringer af det autonome nervesystems (ANS) evolution, hvor det antages at evolutionen har modificeret strukturerne i denne del af nervesystemet fra at være meget primitive til at være yderst sofistikerede (Porges, 2001, p. 124). Det antages yderligere, at pattedyrs autonome nervesystem rummer rester af fylogenetisk ældre versioner af det autonome nervesystem. Den strategi som sættes i værk, når organismen står overfor en udfordring følger et fylogenetisk hiearaki, hvor de nyeste systemer aktiveres først – hvis dette slår fejl, aktiveres et ældre system og så videre. Alt dette sættes i relation til regulering af emotioner og social adfærd hos pattedyr (Porges, 2001, 2007).

Dette poly-vagale perspektiv introduceres af Porges (1995) til det formål at undersøge og dokumentere den neurofysiologiske og neuroanatomiske skelnen mellem to grene af vagus-nerven, hvor det antages at disse forgreninger kan associeres med hver deres distinkte adaptive adfærdsstrategi. Vagus nerven er en komponent i hjernestammen, som har forgreninger, der regulerer hoved og ansigtsmuskler, eksempelvis med henblik på kommunikation gennem mimik og tale⁷. Samtidig har den forgreninger til hjerte og mave og er dermed en komponent i det mennesket af og til kalder ”mavefornemmelsen”. Ifølge den poly-vagale teori udspringer vagus nervens forgreninger af tre forskellige fylogenetiske stadier i udviklingen af pattedyrets autonome nervesystem, som er relateret til hhv. kommunikation, mobilisering og immobilisering (Porges, 2001, pp. 126-127)

Det første stadie er fylogenetisk det mest primitive. Den komponent fra ANS, som er involveret i dette stadie, er den umyeliniserede eller vegetative vagus. Dette faciliteterer et vegetativt vagalt system, hvor dyret i mødet med trusler reagerer med nedsat hjertefrekvens, nedsat respiration og herigennem nedregulering af stofskiftet. Herved spares ressourcer til senere brug. Det adfærdsmæssige aspekt af dette stadie er immobilisering, hvor man eksempelvis ofte ser ved krybdyr at de ”fryser” i mødet med trusler. Nedregulering af hjertefrekvens og nedsat ilt-indtag er en adaptiv strategi for krybdyr, men kan være livsfarlig for pattedyr, hvis organisme er meget afhængige af oxygen (Porges 2001, pp. 127+131-132).

Det andet stadie afhænger af fremkomsten af det sympatiske nervesystem (SNS) og HPA-aksen og er dermed fylogenetisk yngre. SNS er primært et mobiliseringssystem, som øger hjertefrekvens, svedprodukton og stofskifte og samtidig dæmper fordøjelsen, hvorfor det spiller en rolle i forhold til den adfærd som klassisk er karakteriseret som kamp/flugt responsen. SNS spiller dermed en rolle i forhold til undertrykkelse af den respons, som er gennemgået under første stadie (ibid., pp. 126-127 + 131).

Det tredje stadie er unikt for pattedyr og udgøres af et myeliniseret vagalt system som kaldes den vagale bremse. Den vagale bremse muliggør hurtig undertrykkelse af HPA-aksen og SNS, hvorved rolig adfærd kan fremprovokeres – selv i truende situationer. Samtidig muliggøres en understøttelse af samme system, hvorved kamp/flugt responsen kan sættes i værk. Dermed kan teorien om den vagale bremse fungere som forklaringsramme for pattedyrs fleksible adfærd og reaktionsmønster. Det pointeres af Porges (2001), at i situationer hvor den vagale bremse ikke virker eller udfylder opgaven om at sikre organismens overlevelse, vil fylogenetisk ældre systemer tage over i forsøget på at håndtere miljøets udfordringer (ibid. pp. 129-131).

Ovenstående illustrerer vigtigheden i ikke blot at forholde sig til menneskets psykiske funktioner per se men også at holde øje for disse funktioners evolutionære historie. Samtidig illustreres det, hvorledes kompromisser i organismen sætter dagsorden for hvilken adfærdsstrategi, der stilles til rådighed, og hvordan dette kan være konfliktfyldt – eksempelvis i tilfælde, hvor den vagale bremse fejler og det ellers sofistikerede myeliniserede vagale system bliver sat ud af spillet. Yderligere kan Porges poly-vagale teori betragtes som en mere specifik eksemplificering på den forudgående argumentation for, at nyere hjernefunktioner bygger ovenpå gamle – dog med den tilføjelse, at det ikke kun er hjernestrukturer men også nervesystemet og den hele organisme, som er underlagt denne præmis.