Indholdsfortegnelse

Self-compassion

Interessen og forskningsfeltet vedrørende self-compassion udspringer oprindeligt af forsøget på at blive klogere på de faktorer, som faciliterer menneskeligt velbefindende, resiliens og evner til at håndtere, når livet går én imod. Forskning og teori om self-compassion er relativt ny, og der er stadig mange brikker, som mangler at finde sin rette plads – følgende afsnit har til hensigt at redegøre for væsentlig nuværende forskning på området samt forsøge at redegøre for det evolutionære grundlag for udviklingen af evnen til self-compassion. Sidstnævnte er yderligere et forsøg på at relatere kapaciteten for self-compassion til det psykiske immunsystem.

Introduktion og forskning

Self-compassion defineres af Neff (2003) som det at:

”…being open to and moved by one’s own suffering, experiencing feelings of caring and kindness toward oneself, taking an understanding, nonjudgemental attitude toward one’s own inadequacies and failures, and recognizing that one’s experience is part of the common human experience” (Neff, 2003, p. 224)

Neff’s (2003) teoretisering af self-compassion læner sig ifølge forfatteren selv op af den buddhistiske tradition og betragtes som værende en del af en større bevægelse af vestlige psykologer, som har interesse i at forstå og udvikle på de forståelser som buddhismen kan bidrage med – eksempelvis i arbejdet med mindfulness som terapiform (Neff & Vonk, 2009). Self-compassion består i Neff’s (2003) optik af tre hovedkompententer: 1) selv-venlighed, 2) en følelse/fornemmelse af almindelig menneskelighed og 3) evnen til at møde personlige udfordringer og hårde tider med en mindful indstilling (ibid.). Hos Neff (2003) samt Neff & Vonk (2009) lægges der yderligere vægt på, at noget af det særligt betydningsfulde for mennesker med høj grad af self-compassion er, at de formår at bibeholde et balanceret syn på tilværelsen, når verden går dem imod (Neff, 2003, p. 25; Neff & Vonk, 2009, p. 26).

For at imødekomme en mere specifik forståelse af, hvad self-compassion er, har Neff & Vonk (2009) i et hollandsk studie undersøgt ligheder og forskelle mellem selvværd og self-compassion. Der kan argumenteres for, at de begge har at gøre med følelse af egen værdi, og forskning har vist sammenfald, som er væsentlige at få penslet ud i forsøget på at adskille de to fænomener fra hinanden (e.g. Neff & Vonk, 2009; Leary et al, 2007). Neff & Vonk’s (2009) hypotese var, at self-compassion ville være associeret med en mere stabil og mindre reaktionær selvfølelse set i forhold til selvværd (Neff & Vonk, 2009, pp. 29-30). Det hollandske studie målte både på self-compassion (SCS), selvværd (Global Self-Esteem, en moderation af Rosenberg’s self-esteem), selvværdsstabilitet, social sammenligning og orientering, narcissisme etc. Undersøgelsen viste, at self-compassion og selvværd kan associeres med mange af de samme fordele i relation til evnen til at besidde og fastholde positive emotioner (ibid. pp. 43-46). Self-compassion adskiller sig imidlertid fra selvværd ved tilsyneladende at aktivere mere stabile følelser af værd og samtidig ved at være negativt associeret med social sammenligning, angst, vrede og snæversynethed. Til forskel fra selvværd viser self-compassion samtidig ingen sammenhæng med narcissisme (Ibid.). Undersøgelsens resultater understøtter de antagelser, Neff argumenterer for allerede i 2002 ved udformning og validering af Self-Compassion Scale i 2002.

Leary et al (2007) tager udgangspunkt i Neff’s konceptualisering af self-compassion med ambitionen om at supplere hendes antagelser og undersøgelser med eksperimentel forskning, som de mener mangler indenfor det pågældende område. I Leary et als (2007) første eksperiment deltog 117 deltagere, som noget tid forinden havde besvaret SCS (Leary et al, 2007, p. 888). Deltagerne blev informeret om, at eksperimentet handlede om, hvordan mennesker reagerer på begivenheder i hverdagslivet. Ved introduktionen blev de i grupper instrueret i eksperimentets indhold og varighed som gik på, at de blev bedt om at besvare en mail fire gange over en tre-ugers periode (ibid. pp. 888-889). Resultaterne af dette eksperiment tyder på, at self-compassion i tråd med Neff’s argumentation, fører til en mere venlig og accepterende tilgang til sig selv, og at det samtidig medfører mindre tendens til at være hård ved sig selv i forbindelse med negative events (ibid. pp. 889-891). Resultaterne viste også, at det i relation til self-compassion ikke har så stor betydning om personen tillægger sig selv eller andre skylden, for det negative, som er sket dem. Det lod yderligere til at self-compassion var positivt associeret med en indsats i at være venlig og forstående overfor sig selv, når den negative event var éns egen skyld (ibid.). Det lader dermed til at self-compassion, hvis den er til stede, fungerer som buffer overfor skyldspørgsmål. Samtidig forhindrer høj grad af self-compassion, at individet overidentificerer sig med negative events, som det ikke har haft indflydelse på (ibid.).

Leary et al (2007) foretager også et andet eksperiment, hvor de udsætter deltagerne for hypotetiske scenarier, som de bedes tage stilling til (ibid. 891). Nogle uger forinden havde de besvaret SCS (Neff), Self-Esteem Inventory (Rosenberg, 1965) og Narcissistic Personality Inventory (Raskin & Hall, 1979) i forbindelse med en større testing-session. Eksperimentet består dermed dels i deltagerens forudgående besvarelser af skalaerne og dernæst deres besvarelser og reaktioner på de scenarier, som opstilles (ibid.). Resultaterne af eksperimentet indikerede, at self-compassion forudsiger emotionelle reaktioner på de hypotetiske scenarier, som var mindre voldsomme og som tydede på lavere grad af personlig ansvarstagen og identifikation – der kan argumenteres for at disse resultater understøtter Neff’s argumentation om, at et balanceret perspektiv på verden og selv er et væsentligt aspekt ved self-compassion (Ibid. pp. 892-893). Leary et al (2007) finder yderligere ud af, at der, som Neff også påpeger, er sammenfald mellem selvværd og self-compassion, men at self-compassion lå til grund for unik varians i resultaterne, hvilket selvværd ikke gjorde. Det påpeges af Leary et al (2007), at de sandsynligvis ikke ville have fået øje på denne forskel, hvis de udelukkende havde målt på selvværd, da selvværd også sagtens kunne tænkes at ligge til grund for de unikke resultater. Dette resultat giver anledning til overvejelser vedrørende selvværds-forskningen i det hele taget – det kan tænkes at visse resultater som tidligere er blevet tilskrevet selvværd i højere grad knytter sig til self-compassion (ibid. p. 893).

Leary et al (2007) foretager fem eksperimenter i alt og i opsummeringen anfører de yderligere, at personer med høj grad af self-compassion er mindre tilbøjelige til at ruminere over andres personers ubehagelige evalueringer samt mindre tilbøjelige til at opleve negative emotioner, når de blev konfronterede med egne fejl og mangler (ibid. p. 901). Det foreslås, at mennesker med høj grad af self-compassion sandsynligvis har lettere ved at acceptere de dele af dem selv, som de ikke bryder sig om, eller ikke er særligt stolte af, og at de i denne accept undgår at blive opslugt og besat af deres mangler. De lader heller ikke til at blive defensive eller aggressive, som det ifølge Leary et al af og til ses ved personer, hvis høje selvværd bliver anfægtet (ibid. pp. 901-903).

Der lader til at tegne sig et billede af, at self-compassion kan fungere som en buffer mod reaktioner på negative events – det er ifølge Leary et al (2007) relevant at gøre sig nogle overvejelser om, hvorfor det er så sådan. De foreslår, at én af årsagerne kan være, at personer med høj grad af self-compassion er mindre fordømmende overfor sig selv og samtidig at deres selvevalueringer og emotionelle reaktioner i højere grad er baseret på deres reelle performance (bedømt af andre) end eventuelle forestillinger om egen performance (ibid. p. 902). Personer med høj grad af self-compassion er antageligt mere korrekte i deres selv-evalueringer, hvilket ifølge Leary et al (2007) kan skyldes, at de ganske enkelt er mindre fordømmende, mindre selv-kritiske og har lavere grad af tilbøjelighed til et defensivt reaktionsmønster (ibid). Leary et al (2007) påpeger, at det må være mere fordelagtigt og adaptivt at se sine fejl i øjnene frem for at fornægte dem, da dette må give mulighed for mere passende adfærd i forhold til omverden. Det lader til at personer med høj grad af self-compassion besidder denne evne i mere udpræget grad end personer med lav self-compassion men også i forhold til personer med højt selvværd. Leary et al (2007) foreslår derfor, at self-compassion sandsynligvis er et mere fordelagtigt redskab med henblik på regulering af emotioner og adfærd end eksempelvis selvværd (Leary et al, 2007).

Omfattende forskning lader opsummerende til at pege på, at self-compassion har en beskyttende funktion i menneskets psyke, hvorfor det også kan antages at self-compassion er en del af det, der i dette speciale søges beskrevet som psykens immunsystem.

Self-compassion – en slags altruisme?

Gilbert foreslår, at menneskets kapacitet for self-compassion må være evolutionært udviklet med udgangspunkt i evnen til altruistisk adfærd (Gilbert, 2010, p. 103). Ud fra evolutionens to hovedprincipper – overlevelse og reproduktion – giver det ikke umiddelbar mening at mennesket ofte handler altruistisk og ofrer sig for andre mennesker, for en god sag eller for det fælles bedste. Flere har imidlertid forsøgt at undersøge, hvordan altruistisk adfærd kan betragtes som adaptivt. Trivers (1971) definition af altruisk adfærd betegnes som:

”..behavior that benefits another organism not closely related, while being apparently detrimental to the organism performing the behavior, benefit and detriment being defined in terms of contribution to inclusive fitness” (Trivers, 1971, p. 35)

Trivers (1971) foreslår en model, som kan forklare reciprok altruisme separat fra kin altruisme, dvs. han forsøger at forklare altruistisk adfærd mellem artsfæller som ikke er nært genetisk beslægtede til forskel fra altruistisk adfærd mellem eksempelvis forældre og afkom (ibid.). Ifølge Trivers (1971) gælder det i mange situationer, at de langsigtede fordele ved at handle altruistisk er større end ulemperne ved at gøre det her og nu – dette gør sig gældende fordi mennesker ofte interagerer med hinanden gentagne gange over tid. Samtidig foreslår Trivers (1971), at mennesker som har tendens til at handle altruistisk vil blive selekteret for, frem for de mennesker, som snyder andre og undlader at gengælde den altruistiske handling over tid (ibid.). Han illustrerer dette med et eksempel om drukneulykker – hvis det antages, alle i populationen på et tidspunkt vil stå overfor en drukneulykke, så vil de personer som handler altruistisk og forsøger at rede hinanden blive selekteret for. Såfremt det altså er umuligt at rede sig selv og chancen for at overleve øges af at en anden person springer i – samtidig skal det gøre sig gældende at personen, som springer i, stadig har god sandsynlighed for at overleve (ibid.). Det er også en mulighed at tage imod den hjælp, som andre tilbyder én og senere undlade at ”give igen”. Denne slags snyd vil imidlertid blive selekteret fra, hvis det at snyde i sidste ende betyder, at man udelukker sig selv fra de sociale fællesskaber, hvor medlemmerne ved hjælp af altruistisk adfærd hjælper hinanden mod et større fælles mål (ibid.).

Boehm (1997) henviser til teorier om altruistisk adfærd med ordene:

”In spite of many brilliant attempts to explain instances of altruistic behavior(…) a selection paradox continues to confront us wherever unreciprocated acts of reproductive generosity toward nonkin take place.” (Boehm, 1997, p. 100)

Boehm (1997) påpeger, at det er svært at forklare menneskelig altruistisk adfærd, når vi kun har de klassiske kin og reciprok altruisme teorier til rådighed (ibid.). Der foreslås en supplerende model – the human egalitarian syndrome – til forklaringen af den naturlige selektion af altruistisk adfærd og samarbejde hos mennesker (Ibid. p. 101). Ifølge Boehm har udviklingen af the human egalitarian syndrom tre hovedfølger 1) det reducerede fenotypisk varians indenfor sociale grupper, 2) det øgede fenotypisk varians mellem forskellige sociale grupper og 3) det medførte evner til at spotte free-ridere indenfor gruppen (ibid.). Hos Boehm (1997) beskrives det, hvordan tidligere jæger-samler samfund var bygget op omkring meget egalitære principper – mænd og kvinder delte om ansvar og opgaver, konsensus mellem gruppen medlemmer blev foretrukket, alfa-hanner (og hunner) blev ikke tolereret og gruppens medlemmer delte mad og andre goder med hinanden. Denne form for samarbejde kommer ifølge Boehm ikke ud af de enkelte individers egne tilbøjeligheder eller indre karakteristikker – det kommer derimod ud af bevidstheden om, at samarbejde medfører den største gevinst (ibid. pp. 104-104). Resultatet af dette bliver ifølge Boehm:

”The immediate result is that phenotypic differences among genetic competitors within the same group are leveled quite drastically, independently of their genotypic differences” (ibid. p. 105)

I Boehms optik medfører dette ultimativt øget tendens til samarbejde og samhørighedsfølelse – som giver den egentlige grobund for selektion af altruistiske tendenser hos gruppens enkelte medlemmer (ibid.)

Tomasello søger også at afdække i hvor høj grad kapaciteten for altruistisk adfærd er en adaptiv evolveret kapacitet (Tomasello, 2009). Tomasello beskriver, hvordan omfattende spædbørnsstudier påviser, at mennesket handler altruistisk allerede inden det har en konceptuel eller sproglig forståelse af, hvad det vil sige at hjælpe andre uden nødvendigvis at få noget igen (Ibid. pp. 6-7). I sine egne studier har Tomasello konfronteret 14-18 mdr. gamle spædbørn med en ukendt voksen, som lod som om, at han/hun havde et problem (eksempelvis et problem med at åbne døren med hænderne fulde). I et af studierne, som bestod af 24 børn i 18 mdrs-alderen så forskerne i 22 af tilfældene, at barnet hjalp den voksne minimum én gang og at dette skete umiddelbart med det samme (ibid.). Lignende tendenser forekommer i studier af chimpanser, hvorfor Tomasello argumenterer for at altruisme må være formet af selektionen til bestemte formål hos hypersociale arter (ibid. p. 10).

Neuropsykologisk forskning har yderligere peget på, at det at hjælpe andre, aktiverer de samme hjerneområder som aktiveres ved belønning og nydelse og at denne proces udløser hormoner, som bevirker at udøvelse af altruistisk adfærd føles som en belønning i sig selv (Lozada, et al 2011). Samtidig bør menneskets grundlæggende pro-sociale adfærd medtænkes i forhold til altruistisk adfærd, da pro-social adfærd og eksempelvis empati ifølge Loazada et al (2011) spiller en afgørende rolle med henblik på at kunne forklare, hvorfor mennesker ikke kun handler altruistisk overfor nærtbeslægtede andre individer (ibid.).

Social mentalitets-teori

Gilbert et al (2006) anlægger et perspektiv på self-compassion, som læner sig op af evolutionsteori med elementer af tilknytningsteori og neuropsykologi. Social-mentalitets teorien foreslår at mennesker relaterer til sig selv via systemer, som oprindeligt er evolveret til det formål at relatere sig til andre¹⁸ – i forhold til self-compassion betyder dette, at ligesom vi kan være støttende og anerkendende over for andre og opleve, at andre er det overfor os, så kan dette også forekomme i personens egen relation til sig selv (Gilbert et al, 2006, p. 185)¹⁹. Gilbert et al (2006) foreslår, at mennesket kan angribe og kritisere sig selv ligesom de kan blive det af andre, og at personer som har udpræget tendens til dette er mere sårbare for adskillige psykiske belastninger end personer, som ikke er så tilbøjelige til at kritisere sig selv (ibid.).

Der skelnes hos Gilbert (2010) og Gilbert et al (2006) imellem tre typer af emotions-regulerings systemer: 1) trussels og beskyttelsessystemer 2) ressourcesøgning og fornøjelsessystemer og 3) sikkerheds/trøst systemer (Gilbert, 2010, pp. 99-103). Fokus vil i efterfølgende være på sidstnævnte, som Gilbert (2010) betegner som det system, som er tættest koblet til self-compassion (Ibid. p. 102).

Ifølge Gilbert et al (2006) må forskellige menneskers evne til at anerkende, trøste og støtte sig selv være grundlagt efterhånden som førnævnte system 1 stimuleres og modnes – denne proces varetages særligt udpræget i forholdet mellem spædbarnet og omsorgsperson (Gilbert et al, 2006, p. 184). Personer, som har oplevet en tryg tilknytning med stimulering af dette varme system, vil have erfaring med positive, varme følelser, som kan fungere som støtte og anerkendelse, når der opstår udfordringer i tilværelsen. Derimod vil personer, hvis varme, sikkerhedssøgende affektive system ikke er blevet stimuleret have sværere ved at trøste sig selv og føle positive følelser og forventninger overfor sig selv og andre. Samtidig vil der i tilfælde med misrøgt og forsømmelse af barnet, evt. i forbindelse med misbrug og vold være sket en overstimulering af førnævnte system 3, som har med trussel og beskyttelse at gøre – dette kan lede til øget negativ affekt og en forståelse af verden og sig selv som farlig, ond og utilregnelig (Ibid., pp. 184-185)²⁰.

Emotionsreguleringssystemerne danner ifølge Gilbert et al (2006) baggrund for hvilke sociale mentaliteter der dannes. Sociale mentaliteter guider personer til at søge bestemte typer af roller (eksempelvis i venskaber, parforhold mv.) og samtidig guider de også personens fortolkning af de sociale roller som andre besidder, dvs. den måde andre handler overfor dem på (er andre venlige, kærlige, ondskabsfulde etc.) (ibid. p. 185). Derudover fungerer sociale mentaliteter også som guideline for adfærd (hvis han/hun er venlig overfor mig, så er jeg også venlig overfor hende). Der foreslås yderligere at:

”..we can (for example) become submissive and discouraged by our own self-attacks, using the same affect/responses systems to our own attacks as are used when others put us down. Hence, when we attack and critizice ourselves we are probably activating (some) similar brain pathways as if someone else was doing it” (Gilbert et al, 2006, p. 185)

Citatet kan fungere som illustration af, hvordan mennesket er socialt i sit indre. De erfaringer mennesket gør sig med andre, danner baggrund, for hvordan det i senere situationer kan forholde sig til sig selv. Hjernen kan sandsynligvis ikke skelne imellem om kritik eller anerkendelse kommer fra andre eller ej (ibid.)

Opsummering

Når ovenstående perspektiver sammentænkes, kan der argumenteres for at kapaciteten til altruistisk adfærd er udviklet til det formål at investere ”goodwill” i andre – både for at øge muligheden for gengældte altruistiske handlinger i fremtiden, men også med henblik på at sikre gruppens overlevelse. Den naturlige selektion af altruistiske tendenser redegøres for hos Boehm (1997) og tendensen til altruistisk adfærd understøttes endvidere af Lozada et als (2011) neuropsykologiske forskning, som peger på at altruistiske handlinger føles som en belønning for den, som udfører den. Med udgangspunkt i Gilberts social mentalitets teori, kan der yderligere argumenteres for, at den måde mennesker relaterer til sig selv på udspringer af den måde, vi relaterer os til andre på. I kraft af at mennesket gennem sin evolutionære historie i stigende grad har udviklet evner for at forholde sig altruistisk til andre artsfæller, kan det antages at denne evne også medfører et altruistisk, sympatisk og støttende forhold til sig selv. Det kan tænkes, at det er her vi skal lede efter udgangspunktet for udviklingen af kapaciteten for self-compassion, der som tidligere nævnt sandsynligvis spiller en væsentlig rolle i opretholdelsen af psykisk velbefindende. Det er endvidere tænkeligt, at self-compassion netop er en funktion psykens immunsystem, som også har at gøre med denne opretholdelse af psykisk velbefindende.

Indsigt i teori og forskning vedrørende self-compassion bevirker øget interesse og behov for også at forstå selvværds-funktionen. Dette skyldes til dels, at disse funktioner lader til at udvise væsentlige sammenfald. I det følgende er relevant forskning og perspektiver på selvværd inddraget. Det antages, at selvværd spiller en rolle i det psykiske immunsystem som er tæt koblet til social smerte. I nedenstående afsnit vil blive præsenteret bud på en forståelse af selvværd, hvor det antages at selvværdssystemet varetager overvågning og opretholdelse af relationel værdi og samtidig håndterer de udfordringer, som er knyttet til at indgå i sociale fællesskaber.