Indholdsfortegnelse

Kognitiv dissonans – det traditionelle perspektiv samt alternative bidrag

Følgende afsnit har til hensigt at præsentere de væsentligste pointer vedrørende dissonans-teori. Det forekommer relevant at sammentænke forskellige perspektiver på dissonans, for at imødekomme en forståelse, der både rummer de indre og ydre aspekter af dissonans¹⁴. Vi betegner fænomenet som ”dissonans” eller ”dissonansmekanismen” frem for den traditionelle konceptualisering ”kognitiv dissonans”, da vi mener, der er mere i spil end blot kognitive aspekter. Dette vil blive illustreret tydeligere i det følgende.

Kognitiv dissonans – Festingers hjertebarn

Kognitiv dissonansteori omhandler psykologiske processer, som finder sted i den individuelle organisme – ifølge Festinger & Aronson (1960) er de primære pointer i kognitiv dissonansteori relativt simple:

”If an individual chooses one from among other several possible courses of action, he is almost certain to experience dissonance because the chosen alternative is seldom entirely positive and the unchosen alternatives are seldom entirely negative. His cognitions concerning any negative aspects of the chosen alternative are dissonant with his cognition that he chose it” (Festinger & Aronson, 1960 p. 126)

Citatet kan på sin vis illustrere det, der i daglig tale ofte refereres til som ”valgets tyranni” – nemlig, at det at træffe valg altid indebærer eventuelle fravalg. Samtidig føjer Festinger & Aronson (1960) til, at de negative forventninger og aspekter ved det valg som er truffet forekommer dissonant med det faktum, at det blev valgt. I sådanne situationer vil personen ofte forsøge at rationalisere sit valg ved at forsøge at overbevise sig selv om, at det valg som er truffet er det bedste alternativ – dette fænomen betegnes af Festinger & Aronson (1960) som dissonans reduktion (ibid. p. 125)

Den grundlæggende præmis for teorien om kognitiv dissonans er, at mennesket stræber efter en følelse af konsistens, hvad angår forholdet mellem holdninger og adfærd (Festinger, 1962, p. 1). I tilfælde, hvor personen besidder en holdning, som ikke lader sig reflektere i den udførte adfærd, eller når adfærd står i modsætning til personens holdninger og værdier, vil dette opleves som en trussel mod konsistens og medføre et ubehag (ibid. pp. 3-4). Dette ubehag er ikke entydigt defineret af Festinger, men der er dog et element af motivation forbundet hermed, da dissonans angiveligt skaber motivation til eliminering af ubehag. Dette kan gøres ved at træffe et valg – eller i situationer, hvor valget er truffet og dissonansen bliver hængende – ved at rationalisere valget (ibid, Festinger & Aronson 1960).

Festinger & Carlsmith (1957) undersøgte de teoretiske antagelser vedrørende kognitiv dissonansteori og fandt understøttelse herfor. De operationaliserede dissonansteorien til et eksperiment med tre forsøgsbetingelser. Forsøgsdeltagerne skulle gennemføre en række kedelige opgaver og når forsøget var blevet gennemført, bad forsøgslederen den enkelte deltager om at fortælle den næste forsøgsperson, at opgaverne var sjove og interessante hvilket de fik forskellig økonomisk belønning for (Festinger & Carlsmith, 1957). Hypoteserne bag eksperimentet var:

“1 If a person is induced to do or say something which is contrary to his private opinion, there will be a tendency for him to change his opinion as to bring it into correspondence with what he has done or said

2. 
   The larger the pressure used to elicit the overt behavior (beyond the minimum needed to elicit it) the weaker will be the abovementioned tendency” (Festinger & Carlsmith, 1957. pp. 209-210)
   

Forsøgsdeltagerne på de tre betingelser fik forskellig økonomisk belønning for at gøre forsøgslederen den tjeneste at fortælle positivt om opgaverne i eksperimentet – deltagere på én betingelse (dissonans) fik 1 dollar, deltagere en anden betingelse fik 20 dollars og kontrolgruppen fik ingenting. Det viste sig, at hypoteserne bag eksperimentet kunne understøttes, hvor det lod til at kun den høje belønning kunne retfærdiggøre løgnen om, at opgaverne var sjove (Ibid.). Studiets resultater viste endvidere, at forsøgsdeltagerne på dissonansbetingelsen i højere grad følte sig overbevist om, at opgaverne i eksperimentet rent faktisk var spændende og sjove. Forfatterne forklarer dette med, at lav grad af belønning for at lyve om opgavens indhold, samtidig med at have udført opgaven medfører en følelse af dissonans, som påkræver udligning (ibid.)

Der forekommer relevant at overveje om dissonans kan opstå i alle slags situationer – ifølge Festinger & Aronson (1960) kan dissonansteorien overføres på mange former for menneskelig adfærd (Festinger & Aronson, 1960, p. 125). Indimellem kan tiden gøre mennesket klogere, og det er da også senere foreslået af Aronson (1992; 1997), at dissonansmekanismen viser sig mest udtalt, når der er tale om tanker vedrørende individets egne selvforståelser og en adfærd der i et eller andet omfang er uoverensstemmende med denne (Aronson, 1992). Ifølge Aronson (1992) er selvforståelsen et centralt element i forståelsen og reduceringen af dissonans – han påpeger, at de fleste individer stræber efter tre ting: 1) at bevare en stabil, konsistent og forudsigelig fornemmelse af selv, 2) at bevare en kompetent følelse af sig selv og 3) at bevare en følelse af selv som fremstår som moralsk (Aronson, 1992. p. 305). Individet har ifølge Aronson en stærk tendens til at handle forudsigeligt, og det vil føle sig bedst tilpas sammen med mennesker, som forventer hverken for meget eller for lidt af dem¹⁵ – det vil sige mennesker, som deler den selvforståelse eller selvopfattelse, som individet selv har (Aronson, 1997, p. 134).

Den neuropsykologiske forskning kan bidrage med yderligere et perspektiv, som er væsentligt at medtænke i forhold til dissonans. Nyere forskning vha. fMRI målinger har peget på, at der ved dissonanspåvirkning sker en forhøjet aktivitet i dACC og aIN – områder der, som tidligere nævnt, også er involveret ved smerteoplevelser og sammenbrud i forventninger (jf. ”fysik og psykisk smerte – væsentlige overlap?”). Det forekommer relevant at antage, at dissonans ikke blot medfører et ubehag, som Festinger påpegede – men at dissonanspåvirkning rent faktisk medfører en følelse af smerte (Martinie, Milland, & Olive, 2013).

Med udgangspunkt i ovenstående lader det til at dissonans handler om at undgå et indre ubehag, som ikke er nærmere beskrevet i dissonans-litteraturen. Den grundlæggende præmis hos Festinger (1962) og Festinger & Aronson (1960), som også må antages at være dissonansmekanismens funktion, handler med udgangspunkt i ovenstående om opnåelse og bevarelse af konsistens. Ifølge Aronson (1992;1997) knytter behovet for konsistens sig primært til individets egne selvforståelser. I det følgende vil det blive illustreret, hvordan konsistens også kan antages at være et socialt fænomen, hvor de ydre omstændigheder i højere grad sætter en dagsorden for, hvilke selvforståelser, der er til rådighed.

Self-perception theory

Bem (1967;1973) fremlægger et alternativt bud på en forståelse af fænomenet dissonans, hvor den afgørende forskel i forhold til ovenstående argumenter er, at Bem finder det unødvendigt at henvise til indre ubehag eller arousal i forsøget på at forklare adfærdsændringer. Der bør i stedet fokuseres på samspil og interpersonelle fortolkninger – antagelsen er, at dissonans har at gøre med omverdens vurdering af, hvad der er rigtigt og forkert – en vurdering, som individet ”tager på sig” i kraft af selvobservation (Bem, 1967, p. 183; Bem, 1973, p. 5). Dissonansreduktion forekommer ifølge Bem dermed heller ikke som en indre proces, med derimod som følge af at individet har behov for at føle konsistens i sine relationer, hvorfor det også er i selve relationen at dissonansen opstår (Bem, 1973, pp. 22-23).

En væsentlig præmis for Bems teori er, at individet ikke ”kender sig selv” indefra, men derimod må lære sine egne holdninger og følelser at kende ved at udlede disse fra observationer af egen adfærd. De ”indre signaler” er ifølge Bem ofte svage eller flertydige, og derfor må individet koble ydre omstændigheder op på den indre tilstand – alt sammen i samspillet med andre mennesker. (Bem, 1967, p. 183; Bem 1973, p. 5). Schachter & Singer (1962) understøtter Bems antagelser ved et eksperiment, hvor de inducerer arousal hos forsøgspersonerne ved hjælp af et kemisk stof. Efterfølgende tilskriver forsøgsdeltagerne deres ændrede følelsesmæssige tilstand miljømæssige årsager på trods af at den eneste årsag til ændringen skyldes det kemiske stof (som forsøgsdeltagerne naturligvis var uvidende om) (Schachter & Singer, 1962).

Fazio, Zanna & Cooper (1977) påpeger, at en af de mest markante forskelle mellem Bem og Festinger er, at Festinger hævder, at der er et ubehag som motiverer til ændring af adfærd, mens Bem ikke mener, at dette gør sig gældende (ibid. p. 466)¹⁶.

Andre har imidlertid argumenteret for, hvordan selv-perception eller øget selvfokus ligefrem fremmer konsistens (Silvia & Gendola, 2001). Duval & Wicklund (1972) formulerer the objective self-awareness theory (OSA), hvor objektiv henviser til "when attention is directed inward and the individual's consciousness is focused on himself, he is the object of his own consciousness—hence 'objective' self awareness" (Duval & Wicklund, 1972, ibid. p.2). Objektiv selv-bevidsthed henviser til situationer, hvor personen antager en refleksiv rolle og så at sige anskuer sig selv ude fra – eksempelvis fra en bestemt kendt eller ukendt persons perspektiv eller fra et mere generelt perspektiv (Silvia & Gendola, p. 243) Det antages, at:

“Self-directed attention initiates a comparison between the self and salient standards that specify states the self "ought to have." Self and standards compose a consistency-seeking system with a preferred state of maximal similarity. Negative affect arises if a discrepancy is found. Like other consistency theories, OSA theory assumes that negative affect motivates consistency restoration, which in turn reduces negative affect.” (Silvia & Gendola, 2001 p. 243)

I citatet illustreres det, hvordan det ved OSA teorien antages at forholdet mellem selv og selvstandarder kan være konfliktfyldt, og at en eventuel diskrepans fører til et ubehag som er med til at motivere personen til at gensøge konsistens. Herefter udlignes ubehaget. Denne proces kan til forveksling mindre om Festingers teori om kognitiv dissonans og dissonans-reduktion, hvor fokus ved OSA i højere grad er på selv-bevidsthed og perception. Aronson (1992;1997) nærmer sig Silvia & Gendolas (2001) argumentation endnu mere, da han som tidligere nævnt peger på, at selvforståelser er et centralt element i dissonansteori. Silvia & Gendola (2001) foreslår yderligere at selv-bevidsthed simpelthen øger ønsket og bevidstheden om et behov for konsistens. De henviser til et studie af Duval & Silvia (2002), hvor man fandt ud af, at når personer bliver konfronteret med ikke at have levet op til en standard, er det kun de personer, som besidder en høj grad af selv-bevidsthed, som bliver negativt påvirket af dette. Samtlige forsøgsdeltagere var altså klar over, at de ikke levede op til standarden – men lav selv-bevidstheds gruppen blev ikke generet af dette, hvilket af Silvia & Gendola (2001) forklares med, at deres ønske om eller behov for konsistens var lavt (ibid. p. 250).

Opsummering

Ovenstående perspektiver bidrager samlet til en forståelse af mennesket som konsistenssøgende. Det fremgår yderligere, at vi ikke kan gøre os overvejelser om dissonansmekanismens funktion uden også at medtænke konsistens. På det tidspunkt i evolutionen hvor dissonansmekanismen opstår¹⁷, kan vi antage, at der også opstår fornyet risiko for smerteoplevelser. Sammenhængen mellem dissonans og oplevelse af smerte er noget, som Festinger (1962) samt Festinger & Aronson (1960) allerede pegede på fra begyndelsen, hvilket som nævnt er understøttet med fMRI scanninger i nyere tid. En relevant spørgsmål ville være – hvad skal der til for at lindre denne smerte? En oplagt kandidat besvarelse af dette spørgsmål, kan antages at være self-compassion. Dette vil blive inddraget i det følgende.