Indholdsfortegnelse

Self-enhancement

”In short, nearly all individuals show a pervasive tendency to percieve the self in more favorable terms that they percieve others” (Brown & Gallagher, 1992, p. 4).

De fleste mennesker har som illustreret i citatet en tendens til at betragte sig selv som bedre end gennemsnittet. Det kan være i forbindelse med specifikke færdigheder eller evner, men det kan også komme til udtryk på andre måder²³(Larrick, Burson, & Soll, 2006; Brown, & Gallagher, 1992). Mennesker har eksempelvis en tendens til i højere grad at betragte positive egenskaber som mere karakteristiske for sig selv end for andre, hvor det omvendte gør sig gældende for tillæggelsen af negative egenskaber. Ligeledes udviser mennesker en tendens til at have større tiltro til at positive oplevelser vil ske for dem selv end for andre, imens de fleste mennesker finder det mere sandsynligt at negative oplevelser vil ske for andre end for dem selv (Brown & Gallagher, 1992, pp. 3-4).

Sedikides og Gregg (2008) beskriver ligeledes self-enhancement som tendensen til at have et favoriserende syn på sig selv. De hævder, at selvfremhævelse synes at omfatte tre slags positive illusioner. Denne triade indebærer 1) tendensen til at oppuste ens selvbillede, 2) tendensen til at overvurdere ens evne til at kontrollere situationer, og 3) tendensen til at være alt for optimistisk omkring ens fremtid (Sedikides & Gregg, 2008, p. 104). Haselton og Nettle (2006) beskriver selv samme triade af selvrelaterede positive illusioner som nogle af de bedst kendte kognitive bias (Haselton & Nettle, 2006, p. 58) . Dernæst kan self-enhancement også komme til udtryk i form af ”the self-serving attributional bias”²⁴, som indebærer at personer kræver anerkendelse for succes, men afstår fra ansvaret i forbindelse med nederlag. Dermed tillægges succes én selv, og nederlag tilskrives andre eller tilfældigheder (Sedikides & Gregg , 2008, p. 104).

Distinktioner og dimensioner af self-enhancement

Derudover fremhæver Sedikides og Gregg (2008), at self-enhancement er et samlet begreb for en gruppe af psykologiske fænomener, der involverer tendensen til at have et positivt syn på sig selv. Self-enhancement kan dermed betragtes som et begreb med mulighed og behov for distinktion, særligt i forbindelse med den store mængde forskning, som findes på området. Sedikides og Gregg (2008) foreslår en skelnen mellem fire niveauer der indebærer; 1) en observeret effekt, 2) en igangværende proces, 3) et personlighedstræk og 4) et underlæggende motiv (Sedikides & Gregg, 2008, p. 103). Tilstedeværelsen af ét niveau forudsætter ikke nødvendigvis tilstedeværelsen af de resterende niveauer. Self-enhancement som observeret effekt eller personlighedstræk behøver ikke at indebære et underlæggende motiv eller en igangværende proces af self-enhancement. Ligeledes behøver en igangværende proces eller et underlæggende motiv ikke at sætte sig igennem som personlighedstræk eller som en observerbar effekt. I den forbindelse påpeger Sedikides og Gregg (2008), at grundet denne konceptuelle skelnen mellem de forskellige niveauer af self-enhancement, er det af afgørende betydning ikke at udtale sig tvetydigt i forbindelse med begrebet self-enhancement (Ibid, pp. 102-103).

Der findes ifølge Sedikides og Gregg (2008) dernæst mange dimensioner af self-enhancement. En person kan self-enhance enten ved at argumentere for det positive, eller ved at mindske det negative i forbindelse med personens selvkoncept eller selvagtelse – sagt på en anden måde, ved at ”selvfremme” eller at ”selvbeskytte”. Dernæst kan en person enten self-enhance ”privat” eller ”offentligt” (Ibid., p. 103-104). Brown og Gallagher (1992) fremfører argumentation for, at den sociale kontekst modererer i hvilken grad mennesker overdriver deres overlegenhed i forhold til andre (Brown & Gallagher, 1992, p. 6). Denne hypotese indebærer antagelsen om, at et nederlag, for de fleste menneskers vedkommende, vil være efterfulgt af et ønske om at genopbygge selvværd. Brown og Gallagher (1992) skelner mellem hvorvidt et nederlag finder sted privat eller offentlig ud fra antagelse om at konteksten modererer i hvilken grad mennesker self-enhancer. Hvis nederlaget sker privat, da står det personen rimelig frit for hvorledes den selvfavoriserende sammenlignelse konstrueres. Hvis nederlaget derimod sker offentligt forekommer situationen mere kompleks, da andre har adgang til information, som måske forekommer inkonsistent med den nye selvfremmende opfattelse. Behovet for at vedligeholde social troværdighed og dermed bevare en positiv social identitet, medfører at individer bør udvise stor forsigtighed i deres self-enhancement i det sociale rum (Brown & Gallagher, 1992, ibid + pp. 18-19).

Yderligere afhænger tendensen til self-enhancement af, hvilke domæner som betyder mest for den enkelte person. Self-enhancement vil hovedsageligt opstå i de områder, som er af personlig betydning. Sidst men ikke mindst, så kan self-enhancement forekomme ”oprigtig” eller ”taktisk”. Taktisk self-enhancement kan eksempelvis være at opsøge diagnostisk information i stedet for flatterende information om sig selv, med henblik på at udbedre egne mangler eller udvide egne kompetencer. Oprigtig self-enhancement derimod er den form for self-enhancement, der tenderer til narcissisme i de fleste tilfælde, og som andre mennesker generelt finder utiltalende (Seidikides & Gregg, 2008, pp. 103-104).

Self-enhancements adaptive egenskaber?

I forlængelse af ovenstående forekommer tendensen til at have et favoriserende syn på sig selv, på trods af dennes taktiske egenskaber, ikke just flatterende. Det kan forekomme svært at begribe, hvorledes denne tendens spiller en rolle i psykens immunssystem, da forudsætningen for dette først og fremmest må antages at være, at den regulering som finder sted, er adaptiv. Det forekommer umiddelbart i strid med klassiske teorier i økonomi og psykologi, at kognitive bias er at foretrække frem for korrekte opfattelser. At have en korrekt opfattelse anskues almindeligvis som den bedste måde at maksimere gevinster og minimere tab på (Sharot, T., 2011). Så hvilke adaptive egenskaber kan et positivt selv-relateret bias som self-enhancement siges at have?

Forskning i det menneskelige kognitive bias peger på, at optimistiske bias, på trods af hvad klassiske teorier end måtte foreslå, medfører en fordel i forhold til forudsigelser som ikke indeholder bias. Dette menneskelige optimistiske bias er adaptivt ud fra betragtningen om, at det antageligt har afgørende betydning for mental sundhed, da fraværet af positive forventninger kan associeres med mild depression og angst (Sharot, T., 2011, p. 944; Sharot, Korn, & Dolan, 2011). Derudover argumenterer Sharot (2011) for, at optimisme kan være gavnligt for fysisk helbred, og at optimistiske mennesker lever længere og sundere (Sharot, 2011, p. 944). Optimisme kan påvirke fysisk helbred på flere måder; at forvente positive resultater reducerer stress og angst. Samtidig peger evidens på, at optimister bliver ramt af færre smittefarlige sygdomme og har et stærkere immunsystem. Studier viser, at der er større sandsynlighed for at optimistiske patienter følger anvisningerne i forbindelse med et sygdomsforløb, og dermed spiser sundt og dyrker motion, hvilket antageligt skyldes at deres tro på helbredelse motiverer dem til at fremme deres helbredelse (Ibid.). Yderligere påpeger Sharot (2011), at optimisme ligeledes kan forbindes med professionel succes i og med optimister arbejder hårdere og længere, hvilket i sidste ende antageligt er grunden til at de tjener bedre og klarer sig godt indenfor både uddannelse, erhverv, sport og politik. Ovenstående udgør store dele af Sharots (2011) postulat vedrørende den adaptive funktion af menneskets optimistiske bias, hvilket kan betragtes som værende et overordnet argumentation for self-enhancements adaptive egenskaber (Ibid.).

Med Hasselton og Nettles (2006) bud på, hvorfor selv-relaterede kognitive bias kan betragtes som en adaption, kan vi indsnævre argumentationen vedrørende self-enhancements adaptive egenskaber yderligere. Ifølge Haselton & Nettle (2006) kan error mangement theory (EMT) redegøre for hvorfor selv-relaterede kognitive bias er blevet selekteret i den menneskelige evolution (Haselton, Nettle, & Andrews, 2005; Haselton & Nettle, 2006). At rumme positive illusioner af egne kvaliteter og evne til at kontrollere begivenheder og fremtiden, fremmer tilsyneladende menneskers succes i form af, at de positive illusioner medfører øgede ambitioner og udholdenhed (Johnson, Blumstein, Fowler, & Haselton, 2013, p. 477). Argumentationen for EMT er bygget op omkring et princip; at i det tilfælde at omkostningen ved at forsøge og fejle er relativt lav i forhold til den potentielle gevinst det ville medføre at forsøge og lykkes, da vil en positiv illusion ikke blot være bedre end en negativ illusion, men den positive illusion vil også være bedre end en ”illusionsfri” opfattelse (Haselton & Nettle, 2006; Johnson, Blumstein, Fowler & Haselton, 2013). Haselton og Nettle (2006) sammenligner det med røgdetektorprincippet, blot med et positivt udkom; det er bedre at tro på, at du kan opnå noget attraktivt, selv hvis du ikke kan, så længe omkostningen ved at fejle er relativt lav i forhold til den fordel i fitness, du har mulighed for at vinde. Eksempelvis kan menneskers urealistiske optimistiske opfattelse af hvor effektiv deres egen indsats i at undgå dårligt helbred er, ud fra dette perspektiv betragtes som værende meningsfyldt. Dette skyldes, at omkostningerne, som er forbundet med at undgå uundgåelige sygdomme er langt lavere, end de omkostninger som er forbundet med ikke at undgå sygdomme, som rent faktisk er mulige at undgå (Haselton & Nettle, 2006, p. 58).²⁵

Fra det optimistiske bias i det hele taget, til selvrelaterede kognitive bias, begynder vi at indsnævre os self-enhancement som særskilt funktion. Hippel og Trivers (2011) beskriver self-enhancement som en af de sociale fordele det medfører at kunne bedrage sig selv. De hævder, at folk bliver imponeret over andres selvtillid, da selvtillid er forbundet med mange positive udkom (Hippel & Trivers, 2011, pp. 4-5). Selvtillid spiller en afgørende rolle i forbindelse med valg af eksempelvis en romantisk partner eller en leder, og er forbundet med social indflydelse, da personer med høj selvtillid opfattes som værende mere troværdige og da andre personer er mere villige til at følge deres råd. Forskning i self-enhancement gør det dog ikke muligt at skelne mellem hvorvidt disse selvfremmende tendenser er forbundet med selvbedrag eller om de kun har til intension at bedrage andre. Alligevel hævder Hippel & Trivers (2011), at visse variable indikerer, at folk tror på deres egne self-enhancende fortællinger (ibid.). Eksperimenter foretaget af Epley og Witchurch (2008), hvor forsøgsdeltagerne skal genkende fotos af dem selv, deres nære relationer, og personer de ikke kender, understøtter dette. Deltagerne viser en tendens til at vælge fotos, som er blevet forbedret, når de skal genkende dem selv og deres nære relationer – men ikke, når de skal genkende personer, de ikke kender (Epley, & Witchurch, 2008). Studiet peger dermed på, at mennesker i nogen grad er tilbøjelige til at tro på egne selvfremmende tendenser.

Brown og Gallagher (1992) har udforsket i hvilken grad og hvordan evalueringer af én selv og andre er påvirket af aktuelle trusler mod selvværd og den sociale kontekst. De hævder, at selvforherligende sociale bedømmelser, i det mindste i nogen grad, bygger på et motiveret ønske om at fremme selvværd (Brown & Gallagher, 1992, pp. 4-5). Det gør de ud fra antagelsen om, at mennesker oplever et behov for at beskytte, opretholde og fremme deres følelser af personligt værd²⁶ – hvilket de kan opnå ved blandt andet at favorisere sig selv i sammenligning med andre. Forud for dette lægger en fundamental og generel betragtning om, at social adfærd ofte er styret af selvværd, hvilket ifølge Brown og Gallagher (1992) burde kunne forklare sociale begreber som kognitiv dissonans effekt, attributions processer, informationssøgende adfærd og sociale sammenligningsprocesser (ibid. p. 4). Heraf udledes og hævdes, at der findes væsentlig enighed omkring, at et motiv til at fremme selvværd har stor indflydelse på det sociale liv. Empirisk evidens understøtter self-enhancements umiddelbare effekt på selvværd. Tajfel og Turner (1986) viste i deres eksperimentelle forskning, at ingroup medlemmer overdriver deres egen overlegenhed overfor outgroup medlemmer i et forsøg på at styrke deres selvværd (Brown & Gallagher, 1992, pp. 4-5). Supplerende indikerer forskning af Lemyre og Smith (1985) at involvering i ingroup diskrimination ligeledes fremmer følelsen af selvværd (Lemyre, & Smith, 1985).

Self-enhancement er dog ikke blot forbundet med positive udkom. Asendorf og Ostendorf (1998) sammenholder Taylor og Browns (1988) påstande, vedrørende positive illusioners fremmende effekt på mentalt helbred, med empirisk forskning, som foreslår det modsatte ud fra betragtningen om, at selvfavoriserende vurderinger er korreleret med ufordelagtige personlighedstræk (Colvin, Block og Funders, 1995). Asendorf og Ostendorf (1998) konkluderer, at mennesker adskiller sig konsekvent i deres tendens til at fremme egne karakteristikker, og at denne tendens er forbundet med ufordelagtige træk som eksempelvis uvenlighed (Asendorf & Ostendorf, 1998, pp. 954+961-963). Studier af Paulhus (1998) indikerer at self-enhancement er forbundet med højere grad af selvværd og ego robusthed, hvilket ifølge Paulhus (1998) medfører at self-enhancement kan siges at være intrapsykisk adaptivt. Derimod peger andre studier af Paulhus (1998) på, at self-enhancement kun fungerer interpersonelt adaptivt på kort sigt (Paulhus, D. L., 1998).

I det sociale fællesskab kan self-enhancement ifølge Sedikides og Gregg (2008) medfører lettere narcissistiske tilbøjeligheder, som generelt opfattes som værende utiltalende (Sedikides & Gregg, 2008, p. 104). Derudover kan self-enhancement, som tidligere nævnt, skade personers sociale troværdighed, da det er sandsynligt at fremstå inkonsistent i sine sociale omgivelser efter at have self-enhancet. Hippel og Trivers (2011) hævder, at den afgørende forskel på om self-enhancement er et tegn på godt eller dårligt mentalt helbred, afhænger af hvorvidt personer tror på deres egen selvfremmende fortælling (Hippel & Trivers, 2011, pp. 13-15). Det hævder de ud fra teorien om, at andre kun vil være overbevidst om en persons self-enhancement i det tilfælde, at det rent faktisk er selvbedrag. Hvis ens selvfavorisering ikke forekommer overbevisende, da vil det i stedet føre til ringe sociale evner og dårligt mentalt helbred (ibid.). Hippel og Trivers (2011) hævder endda, at resultaterne i de studier som peger på, at self-enhancement og andre positive illusioner er et tegn på dårligt mentalt helbred, skyldes en manglende differentiering af hvorvidt den self-enhancende person er overbevist om sin egen self-enhancement eller ej. Der findes dog stadig mennesker, som udviser ekstreme grader af selvbedragende self-enhancement, hvilket ud fra et evolutionært perspektiv må siges at være maladaptivt. Det er usandsynligt at en så ekstrem grad af self-enhancement kan betragtes som succesfuld (Hippel & Trivers, 2011, p. 15).

Opsummering

Opsummerende for ovenstående kan det fremhæves, at self-enhancement forekommer som en adaptiv funktion med henblik på motivation til adfærd og udvikling – i tilfælde, hvor der er relativt lav omkostning forbundet med at overvurdere sig selv, men samtidig stor mulig gevinst ved at gøre det, da giver det mening at have et overvurderet positivt syn på sig selv og egne evner. Som illustreret er self-enhancement et selvrelateret positivt bias, som blot er en del af de adskillige forskellige adaptive bias, mennesket ifølge EMT²⁷ er udstyret med. Samtidig peger ovenstående på, at self-enhancement kan betragtes som et positivt bias, der i høj grad har med motivation og udvikling at gøre – self-enhancement fører til tro på egne evner, mod til at turde og tendens til at vurdere udfald heraf mere positivt end sandsynligt er. Om self-enhancement er en primær funktion i psykens immunsystem er på nuværende tidspunkt ikke til at afgøre entydigt. Det kan forekomme paradoksalt at evolutionen har selekteret tendenser til både realisme og illusion – her er det imidlertid væsentligt at have in mente, at evolutionen som tidligere nævnt ikke skaber perfekte funktioner. Evolutionen er derimod tilbøjelig til at indgå kompromisser, hvilket kan betragtes som årsagen til self-enhancements eventuelle akilleshæl.

I det følgende vil vi præsentere relevant forskning og teori vedrørende rumination. Rumination har traditionelt været koblet til alvorlige psykiske belastninger, som eksempelvis depression. Vi er imidlertid interesseret i at præsentere perspektiver på rumination, som forekommer relevante i forhold til dissonansmekanismen, og som dermed kan betragtes som havende indirekte betydning for psykens immunsystem. Vi antager at rumination kan betragtes som et bud på fejlslagen og længerevarende dissonans – dvs. situationer, hvor det psykiske immunsystem ikke umiddelbart formår at løse den opståede konflikt og hvor organismen derfor overlades i en længerevarende dissonansbelastning.