Indholdsfortegnelse

Samlet teoretisk opsummering

Som illustreret indledningsvis antages det, at det psykiske immunsystem er en videreudvikling af eller overbygning på det fysiske immunsystem. Tilstedeværelsen af psykens immunsystem må antageligt forudsætte, at det psykiske og fysiske immunsystem er to relativt separate systemer. Indeværende teoretiske afsnit indebærer argumenteret for, at smerte må spille en væsentlig rolle i psykens immunsystem – særligt social eller psykisk smerte, der som anført tidligere har en væsentlig funktion i forhold til at motivere til ændring af adfærd i tilfælde, hvor der er risiko for eksklusion fra betydningsfulde sociale fællesskaber. I relation til smerte og smertelindring er den psykiske funktion self-compassion endvidere inddraget. I dette teori afsnit er der redegjort for, hvorledes self-compassion kan antages at være en slags selv-altruisme. Dette understøttes af social-mentalitetsteorien, som beskriver hvordan mennesker kan relatere til sig selv på samme vis, som de relaterer sig til andre. Der forekommer dermed dels argumentation for at antage, at self-compassion har en funktion i psyken, som har at gøre med altruistisk, støttende og kærlig tilgang til sig selv, da dette har en buffer-funktion mod psykisk belastning. Yderligere argumenteres der for, at self-compassion spiller en rolle i psykens immunsystem, som har med smertelindring at gøre.

Ydermere inddrages funktionen selvværd. Dette teoretiske afsnit fremfører argumentation for, at selvværd bør betragtes som en monitor, hvis særlige rolle er at opfange og handle på risiko for fald i relationel værdi. På denne måde understøtter selvværdssystemet samtidig social tilpasning, som kan tænkes at mindske risiko for social smerte – såfremt systemet virker, som det skal. Selvværdssystemet kan dermed beskrives som et fleksibelt system, som i bedste fald muliggør social inklusion i betydningsfulde fællesskaber. Det kan ydermere antages, at selvværd i psykens immunsystem har med social smerte-undgåelse at gøre.

Self-enhancement som selvrelateret, positivt bias medfører som nævnt tendensen til at fremhæve og ofte overdrive positive aspekter ved sin person. Det er illustreret, hvordan det kan antages, at self-enhancement spiller en rolle i psykens immunsystem som har med motivation at gøre. Motivation skal her forstås som motivation til at turde, til at tro på egne evner og til at forvente mere positive udfald af fremtidige events, end hvad der nødvendigvis er realistisk. Der forekommer uden tvivl positive aspekter ved den psykiske funktion self-enhancement – selv-overvurdering kan i visse tilfælde bevirke, at individet tør mere, end det ellers ville turde, hvilket kan have positive følger. Self-enhancement kan imidlertid samtidig betegnes som en skrøbelig funktion, forstået på den måde, at self-enhancement – i tilfælde af, at blive ”opdaget” – kan have meget negative følger for personen. Det er dermed med forsigtig argumentation, at self-enhancement medtænkes som en funktion i psykens immunsystem.

Sidst men ikke mindst er rumination inddraget i teoriafsnittet. Det forekommer centralt for denne funktion, at den lader til at være involveret i problemløsning – både af privat og social karakter. Det påpeges imidlertid, at ruminationen oftest ikke medfører en egentlig løsning på det pågældende problem. Ruminationen indebærer en indsnævring af fokus. Problematikken vedrørende dette fokus er imidlertid, at det kan forekomme uhensigtsmæssigt over tid. Yderligere argumenteres der i disse afsnit for, at der kan drages væsentlige koblinger mellem rumination og dissonans. Det foreslås, at rumination kan tænkes at være et eksempel på, hvad der sker, når dissonansmekanismen ikke løser sin opgave.

Inddragelse af dissonansteori bidrager samlet til en forståelse af mennesket som konsistenssøgende. I den teoretiske redegørelse for dissonans illustreres det, hvorledes dissonans antageligt er forbundet med smerte. Det teoretiske afsnit vedrørende dissonans har til hensigt at introducere og præcisere de væsentligste pointer hvad angår denne mekanisme. I følgende metode afsnit illustreres det hvorledes disse teoretiske forståelser har dannet baggrund for udformning og validering af den dissonans priming, som indgår i indeværende speciales eksperimentelle del.

Metode

I følgende afsnit vil vi præsentere nogle metodiske overvejelser, der knytter sig til de eksperimenter, som udgør dette speciales empiriske del. Metodeafsnittet er inddelt i underafsnit, som hver har deres specifikke fokus. I afsnittet forefindes yderligere en grundigt beskrivelse af de forudgående overvejelser vedrørende udformningen af den priming, som er anvendt. Endvidere er de specifikke skalaer, som er anvendt i eksperimenterne præsenteret og kort beskrevet. Som afslutning på metoden redegør vi kort for de mest relevante statistiske overvejelser, som knytter sig til analysen.

Samtlige eksperimenter er gennemført over en periode på tre uger i marts 2015. Til formålet anvendte vi CKHs lokaler på Kroghstræde 3, AAU samt lokaler på Kroghstræde 6. I den sidste uge af forløbet gennemførte vi endvidere eksperimenter på AAU’s afdeling i Rendsburgsgade, 9000 Aalborg, som hører under Humanistisk Fakultet. Som det fremgår af bilag 3³¹, var eneste krav til forsøgsdeltagerne, at de var over 18 år og talte dansk som modersmål. Størstedelen af vores forsøgsdeltagere er studerende på Aalborg Universitet. Eksperimenterne er gennemført af 4. semesters studerende på psykologi-uddannelsen på AAU under vejledning og instruktion af os. Der er udført seks eksperimenter i alt, hvoraf de fire indgår i dette speciale. Samtlige eksperimentelle varianter indebærer som minimum 80 deltagere med minimum 30 deltagere fordelt på hver betingelse.

Standardiserede eksperimenter – overvejelser og retningslinjer

Eksperimentet som videnskabelig forskningsmetode har som mål og fordel, at der forsøges på at afdække kausale forhold mellem variable. Dette tilnærmes gennem kontrol med alle variable bortset fra den uafhængige – samt ved randomiseret deltagelse (Aronson et al, 1998, p. 102). I et eksperiment er det væsentligt at gøre bestræbelser på at sikre, at alle forsøgsdeltagere får samme information i forsøget på at minimere antallet af confoundere (ibid. p. 103). Dette har vi håndteret ved at udforme og følge en protokol for rekruttering, briefing og de-briefing af samtlige frivillige forsøgsdeltagere (se bilag 3). Yderligere er der retningslinjer for, hvor mange forsøgsdeltagere der bør være på hver betingelse i eksperimenter – Field & Hole (2003) anfører, at der som minimum bør være over 30 deltagere på hver betingelse, for at sikre at eventuelle forskelle i køn, alder, religion etc. bliver udlignet (Field & Hole, 2003; Aronson et al, 1998, p. 104).

Standardiserede eksperimenter har de fordele, at de gør det muligt at gentage tidligere gennemførte eksperimenter – dette kan være en fordel på flere måder. Dels fordi det kan styrke teori ved at bekræfte hypoteser ved replikation³² og dels fordi det kan pege på mangler ved teorien, i tilfælde hvor det til trods for så stringent forsøgsprotokol og replikation som muligt, alligevel ikke lader sig gøre at bekræfte den tidligere hypotese (Baldursson, 2014 in press, pp. 47-49). De eksperimenter, vi har udført i foråret 2015 er standardiserede i den forstand, at det nu er tredje gang vi anvender den samme priming og dissonansemotions-skalaen³³. Det er dermed valg af priming, der kan betegnes som standardiseret – de efterfølgende skalaer og sammensætningen af dem kan betegnes som eksplorativ.