Indholdsfortegnelse

Rumination – når dissonansmekanismen fejler

Ifølge Martin & Tesser (1996) kan rumination først og fremmest betragtes som en ufrivillig tankeproces som er svær at eliminere, hvilket medfører, at rumination kan blive langvarig og komme til at dominere en persons mentale helbred (Martin & Tesser, 1996, p. 1). Det er muligt at opleve ruminerende tanker i flere år på trods af utallige ihærdige forsøg på at slippe disse tanker. Desuden peger evidens på, at rumination kan associeres med forskellige kognitive, affektive og adfærdsmæssige fænomener – herunder psykiske belastninger som depression og angst. Ligeledes kan rumination påvirke folks evne til at løse problemer, til at danne indtryk og til at vedligeholde attituder (ibid.). Rumination kan samtidig siges at have en ulogisk natur, i form af, at den ofte opstår i situationer, hvor det enten er blevet umuligt, eller aldrig har været muligt at opnå målet for ens tanker. Det er for eksempel først efter at vi er blevet studenter, at vi ruminerer over, at vi burde have læst noget mere og studeret noget hårdere (Martin & Tesser, 1996).

Et blandet felt – forskellige definitioner

Der findes adskillige modeller og definitioner af rumination – selvom de naturligvis har flere ting til fælles, så er de stadig betydeligt forskellige. Forskning og teoretisering af rumination er præget af at nogle forholder sig udelukkende til ruminations forekomst i kliniske populationer (særligt ved depression), og andre argumenterer i højere grad for rumination som del af den almene psykologi (normalpsykologien). Dette afsnit har til hensigt at forsøge at indfange nogle af de væsentlige definitioner af rumination (Papageorgiou, C. & Wells, A., 2004; Martin & Tesser, 1996). Det bør imidlertid nævnes, at vi primært inddrager den del af forskningen, som vi mener har særlig relevans i forhold til dissonansmekanismen og dermed psykens immunsystem.

Rumination kan ifølge Papageorgiou og Wells (2004) groft defineres som vedholdende, tilbagevendende, depressiv tænkning (Papageorgiou & Wells, 2004, p. 5). Matthews & Wells (2000) har foreslået, at rumination kan betragtes som et resultat af et strategisk valg om at allokere opmærksomhed til at analysere tidligere begivenheder og samtidig til at bekymre sig om fremtidige begivenheder. Matthews & Wells (2000) argumenter for, at rumination indledes på baggrund af forestillingen om rumination som velfungerende copingstrategi. Dermed træffes et valg om at ruminere ud fra positive metakognitive overbevisninger om, hvad ruminations funktion er (Matthews & Wells, 2000, pp. 84-85). Papageorgiou og Wells (2003) har i forlængelse af dette foreslået, en klinisk metakognitiv model kan bidrage til en bedre forståelse af rumination. Deres studier indikerer, at depressive patienter har både negative og positive overbevisninger vedrørende rumination. En positiv overbevisning reflekterer tanker, der betragter rumination som copingstrategi, og kunne eksempelvis være ”Jeg har brug for at ruminere over mine problemer, så jeg kan finde løsningen på min depression” (Papageorgiou & Wells, 2003, p. 262). Negative overbevisninger reflekterer derimod aspekter af rumination som omhandler mangel på kontrol og den skade rumination kan medføre. Det kunne eksempelvis være ”At ruminere over mine problemer er noget jeg ikke kan kontrollere”(ibid.). Ud over at påpege ruminations vedligeholdende egenskaber i forhold til depression og angst, peger studier baseret på denne model desuden på, at positive og negative metakognitioner vedrørende rumination er nært forbundet, og at det er de positive metakognitive overbevisninger omkring ruminations funktion, som giver anledning til rumination (Papageorgiou & Wells, 2003, pp. 262+270).

Martin og Tesser (1996) definerer rumination således:

”Rumination is a class of conscious thoughts that revolve around a common instrumental theme and that recur in the absence of immediate environmental demands requiring the thoughts. Although the occurrence of these thoughts does not depend on direct cueing by the external environment, indirect cueing by the environment is likely given the high accessibility of goal-related concepts. Although the external environment may maintain any thought through repeated cueing, the maintenance of ruminative thoughts is not dependent upon such cueing.” (Martin & Tesser, 1996, p. 7).

Citatet illustrerer, hvordan Martin & Tesser (1996) betragter rumination som værende en fælles betegnelse for forskellige variationer af tilbagevendende tanker. Samtidig understreges det, at rumination hverken er obligatorisk eller direkte forbundet med det nutidige miljø, ej heller er rumination udelukkende en funktion af indre faktorer (Ibid., p. 7). Mennesker kan ruminere over positivt indhold, såvel som negativt, og det kan omhandle både fortid, nutid og fremtid. Martin og Tesser (1996) foreslår en model for rumination, som bygger på antagelsen om, at tilbagevendende tanker er relateret til uopnåede mål (Ibid, p. 4). Dermed bliver rumination en instrumentel funktion i opnåelsen af afgørende mål, der har til hensigt at reducere uoverensstemmelser (Ibid.) De bygger deres antagelser på Klingers (1975;1977) teori om, at bevidste tanker kan opdeles i to kategorier; operante tanker, som beskriver de tanker en person har kontrol over og som relaterer sig til personens nutidige situation, og respondente tanker, som beskriver de tanker, der opstår af sig selv eller ubevidst uden hensigt, og som medfører et skift i opmærksomhed væk fra de målrettede opgaver, som oprindeligt var i fokus (Ibid., pp. 3-4). Respondente tanker er kun indirekte målrelaterede, og kan betragtes som værende et udtryk for nuværende bekymringer. Rumination betragtes som en funktion, der knytter sig til menneskets kognitive system, hvor der er behov for at kunne vurdere hvilken information der bør processeres med det samme og hvilken information, som kan udskydes eller ignoreres. Dette system prioriterer information, der omhandler forfølgelse af mål, hvilket betyder, at tegn i miljøet, som kan relateres til aktuelle bekymringer, let aktiverer bekymrende tanker (Martin & Tesser, 1996, pp. 3-4). I Martin & Tessers (1996) forståelse af rumination er et væsentligt omdrejningspunkt dermed, at rumination knytter sig tæt til opnåelse af mål og reducering af uoverensstemmelser.

Nolen-Hoeksema (2004) præsenterer ”The response styles theory”, ud fra hvilken rumination defineres som et udtryk for gentagne og passive tanker (Nolen-Hoeksema, 2004, p. 107). Response styles theory indebærer, at rumination hjælper mennesker til at fokusere på og evaluere sig selv og den problematiske situation de står i, hvilket medfører en fornemmelse af øget indsigt. Denne proces kan pege på nogle udfordringer, som skal løses – problemet er bare, at ruminationen ikke tilbyder denne løsning. Ruminationen er ifølge Nolen-Hoeksema (2004) blot med til at fastholde personen i en ond cirkel (ibid.). Lyobomirsky & Nolen-Hoeksema (1995) fandt i et eksperimentelt studie ud af at dysforiske forsøgsdeltagere, som blev primet til rumination, havde en overbevisning om, at de opnåede indsigt i sig selv og deres problemer. I virkeligheden producerede de derimod relativt dårlige løsninger på disse problemer (Lyobomirsky & Nolen-Hoeksema, 1995, pp. 346-347)²⁸. En væsentlig pointe at hæfte sig ved her er, at når forsøgspersonernes antagelse er, at ruminationen hjælper dem til at opnå indsigt, så bevirker dette en vedligeholdelse af ruminationen frem for et engagement i mere behagelige og givtige aktiviteter²⁹ – på trods af, at ruminationen egentlig ikke gør gavn. Rumination kan dermed betragtes som en tankeproces mennesker involveres i, når de er triste eller deprimerede, på trods af at disse ruminative tanker egentlig ikke leder til en konstruktiv problemløsning af de problemer, som ruminationen har til hensigt at identificere. Samtidig bevirker ruminationen at tristheden og depressionen får endnu bedre fat³⁰ (Ibid.;Nolen-Hoeksema, 2004, pp. 107).

Sposojevíc & Alloy (2001) har peget på, at rumination bør betragtes som en særlig form for selv-fokus – de anerkender megen forskning, som har peget på at rumination hænger sammen med depression, men forklarer det ved, at dette særlige selv-fokus gør personen sårbar overfor andre faktorer, som har indflydelse på depression (Sposojevíc & Alloy, 2001, p. 25). Mere specifikt fandt forfatterne i deres studie ud af, at individer som rapporterer højere grader af negative kognitive-strategier, selv-kritik, afhængighed og en fortid med flere depressionsforløb samtidig har tendens til at ruminere mere over depressivt humør (ibid. p. 33). Dette studie rejser væsentlige overvejelser, som knytter sig til kausalitets-debatten. Rumination hører muligvis til en mere generel selvopfattelse eller selvfokus – forfatterne foreslår selv at det kan være en slags personlighedsdimension – når megen forskning dermed peger på direkte sammenhæng mellem rumination og depression, bør man jf. dette studies resultater være på vagt.

Ovenstående argumentation peger dermed på, at rumination kan betragtes som et dysfunktionelt selvfokus samt fastholdelse af en række misforståelser vedrørende egen problemløsning. I det følgende vil vi forsøge at afdække ruminations eventuelle adaptive egenskaber, og samtidig sætte dette i forhold til dissonansmekanismen og dermed psykens immunsystem.

Rumination som en adaptiv funktion?

Hvorvidt rumination kan betragtes som en adaptiv eller mal-adaptiv funktion er muligvis den største diskussion, der knytter sig til fænomenet (Martin & Tesser, 1996, p. 115). Med udgangspunkt i ovenstående foreligger der forskningsmæssig evidens og argumentation for, at rumination må betragtes som et onde, der knytter sig til alvorlige psykiske belastninger som eksempelvis depression, og som derudover hindrer effektiv problemløsning. Dette er som tidligere nævnt også de foci, som traditionelt har været valgt i forhold til forskning i rumination. Andre har imidlertid forsøgt at undersøge, hvorledes rumination eller delaspekter af en ruminerende tankeproces kan betragtes som en evolutionær adaptiv funktion, hvilket vil blive præsenteret i det følgende.

Martin og Tesser (1996) argumenterer for, at rumination generelt må betragtes som en adaptiv funktion. I deres optik er rumination en manifestation af menneskers tendens til at fortsætte en målrettet adfærd indtil målet er opnået, eller til at ønsket om at opnå målet er opgivet (Martin & Tesser, 1996, p. 11). Trods det faktum, at rumination ikke altid kan siges at gøre gavn, hævder Martin og Tesser, at ruminations egentlige funktion er at lede mennesker mod fremskidt i deres forsøg på at opnå ønskede mål (Papageorgiou & Wells, 2004, pp. 12-13).

Ifølge Treynor, Gonzalez og Nolen-Hoeksema (2003) har operationaliseringen af rumination afgørende betydning for diskussionen af, hvorvidt rumination kan betragtes som værende adaptiv. Studier af Treynor et al (2003) peger på evidens for en to-faktormodel af rumination, hvor rumination kan opdeles i to komponenter; refleksion og grublen (Treynor et al, 2003, p. 251). Den reflekterende faktor er repræsenteret ved et meningsfuldt indadvendt fokus, som har til hensigt at facilitere problemløsning for at lindre depressive symptomer. Grublen reflekterer derimod en passiv sammenligning af ens nuværende situation og en uopnået standard (ibid. p. 248). Analyser af disse to komponenter indikerer, at de relaterer sig forskelligt til depression. Reflekterende rumination var associeret med mindre depressivitet over tid (længdesnitsundersøgelser), men mere depressivitet nu og her (kortsigtede undersøgelser) (ibid. pp. 256-258). Dette resultat tyder på, at refleksiv rumination kan give anledning til negativ affekt på kort sigt, eller muligvis være indledt af negativ affekt. Dog reduceres den negative affekt på længere sigt, hvilket kunne være udtryk for, at refleksiv rumination medfører effektiv problemløsning og dermed kan betragtes som værende adaptiv. Grublen derimod var ifølge studierne forbundet med mere depressivitet både på kort og på lang sigt, hvilket, ifølge Treynor et al (2003) tyder på, at ruminativ grublen kan siges at være mal-adaptiv (Ibid.). Det forekommer i forlængelse af dette studier relevant at overveje, om den form for refleksiv rumination, som er beskrevet, kan associeres med smerte og/eller dissonans. Det kan antages, at den negative affekt, som igangsættes ved refleksiv grublen, ligesom dissonans, er med til at bevirke en proces, hvor smerten motiverer til ændring af strategi og adfærd. Dette vil blive illustreret yderligere i det følgende.

Andrews og Thomson (2009) antager, at depression er en adaption, som muliggør social problemløsning – her bør rumination betragtes som et analyserende element ved depression, som medvirker til denne problemløsnings proces (Andrews & Thomson, 2009). Andrews og Thomson (2009) hævder ud fra en evolutionær optik, at komplekse sociale problemer antageligt er den primære årsag til udløsningen af depression hos mennesker (ibid. p. 620). Mennesket har altid levet i et socialt dilemma mellem fordelene ved at tilhøre det sociale fællesskab og fordelene ved at forfølge egne interesser – begge af afgørende betydning for fordele i fitness. Sociale dilemmaer kræver analytisk forarbejdning, hvilket indebærer at dilemmaet bør nedbrydes i mindre dele, hvor det mere tydeligt fremgår, hvilke mål, som er mulige at opnå og med hvilken taktik. Jo flere taktikker – jo mere komplekst et dilemma (Ibid., p. 626). Desuden er sociale dilemmaer ofte karakteriseret ved at rumme modstridende mål, og i situationer hvor mål modarbejder hinanden, da forekommer det naturligvis kompliceret at finde en løsning som tilfredsstiller alle mål (Ibid.). Dernæst har det afgørende betydning, at menneskelige sociale grupper ofte interagerer gentagne gange over livstid. Dette tilfører en yderligere dimension til det sociale dilemma i form af, at det ikke kun er konsekvenser her og nu som bør tages med i betragtning når dilemmaet analyseres, men også fremtidige konsekvenser (Ibid, p. 627).

Med udgangspunkt i dette evolutionsteoretiske perspektiv foreslår Andrews og Thomson (2009) hypotesen om analytisk rumination, som antager at depression er evolveret som en respons på komplekse sociale dilemmaer, og at depressionen medfører en prioritering af det aktuelle problem ved at allokere ressourcer til analyse og problemløsning. En af funktionerne ved depression er dermed at mindske sandsynligheden for at blive afbrudt eller distraheret i den igangværende problemløsning, som ruminationen så at sige står for (Ibid., p. 620).

Opsummering

Opsummerende lader der dermed til at være flere, som har peget på, at rumination er en funktion, som er involveret i problemløsning og løsning af sociale dilemmaer. Rumination medfører tilsyneladende en indsnævring af fokus, der kunne tænkes at give psykens immunsystem arbejdsro. På samme måde, som vi ser depressive tendenser ved sygdomsadfærd. Det afgørende er imidlertid, at ruminationen med udgangspunkt i ovenstående fejler i denne proces. Ruminationen tilbyder ikke den løsning, der er behov for – det øger blot fokus på problemer, mål mv. Med udgangspunkt i tidligere beskrevne perspektiver på dissonansmekanismen forekommer der betydelige overlap mellem rumination og dissonans. Begge lader til at være involveret i dilemmaer – det er muligt, at rumination er et eksempel på hvad der sker, når dissonansmekanismens primære funktion fejler og forløsningen ikke umiddelbart indtræffer. I tilfælde, hvor information er tvetydig eller utilgængelig – hvad enten det er information fra den sociale verden eller information, personen selv bør være i besiddelse af – så er det muligt at dissonansfunktionen sættes ud af spil eller bliver en længerevarende belastning. Der hersker ingen tvivl om, at rumination er en smertefuld proces. Det er sandsynligvis derfor der er så tydelige sammenhænge mellem rumination og adskillige psykiske belastninger. Om udfaldet af denne længerevarende belastning bliver dissonansreduktion eller depression (eller noget helt andet) er imidlertid svært at afgøre.