Indholdsfortegnelse

Selvværd

Forskning vedrørende selvværd er et omfattende område, hvor fokus traditionelt har været på de positive udkom ved højt selvværd og negative følger ved lavt selvværd – i dette afsnit sigtes der mod at teoretisere den del af selvværdsforskningen, som har med den evolutionære udvikling af menneskets komplekse socialitet at gøre²¹. Dette gøres med udgangspunkt i, at det er her vi kan finde berigende indsigter i forhold til psykens immunsystem.

Interesse og forskning

Interessen i at forske i selvværd med henblik på at få en bedre forståelse af fænomenet, har været stigende i især USA siden 1970’erne og 80’erne. Der er sågar nedsat kommiteer til at lave reviews af relevant forskning hvor resultaterne foreslår, at:

”(..)many, if not most, of the major problems plaguing society have roots in the low self- esteem of many of the people, who make up society” (Smelser, 1989 i Baumeister, et al 2003 p. 3).

På den ene side har forskningen i selvværd været præget af en forherligelse af højt selvværd (Baumeister et al, 2003) og samtidig – som illustreret ved citatet – stor bekymring omkring betydningen og konsekvenserne af lavt selvværd. Det påpeges imidlertid af Kernis (2005), at der kan være mere berigende indsigter at hente i forståelsen af selvværd, hvis man også har øje for betydningen af stabiliteten i menneskers selvværd (Kernis, 2005, pp. 1570-1571). Her henviser stabilitet til graden hvormed personens selvværd varierer over tid – dette kan eksempelvis undersøges, ved at bede forsøgsdeltagere over dage eller uger angive deres følelse af eget værd her og nu, i stedet for i mere generelle termer (Ibid.).

Baumeister et al (2003) påpeger, at der er fundet moderate korrelationer mellem eksempelvis selvværd og skolepræstationer – det er imidlertid svært at afgøre kausaliteten i disse studier. Det har typisk være fortolket således, at højt selvværd giver bedre skolepræstationer – men som Baumeister et al (2003) foreslår, kan det også forholde sig således, at højt selvværd skyldes de positive oplevelser, som er forbundet med gode præstationer (ibid. p. 1). Efterhånden som der skabes erfaring med gode skolepræstationer, øges personens egen fornemmelse af værd – denne proces er sandsynligvis en positiv opadgående spiral. Der er dog fundet evidens for at højt selvværd medfører øget vedholdenhed ved svære opgaver eller opgaver som i første omgang mislykkes (e.g. Shrauger & Sorman 1977). Samtidig peger forskning, på at personer med højt selvværd er gladere end mennesker med lavt selvværd – der er imidlertid stadig uklarhed omkring, hvad den præcise årsag til dette kan være (ibid.)

Baumeister et al (2003) bør anskuer selvværd som en værdi mennesker tillægger sig selv ud fra en evaluering (ibid. p. 2). Denne evaluering kan naturligvis være fejlbehæftet – det er ikke selvfølgeligt, at en person med højt selvværd opfatter sine egne styrker og svagheder korrekt. Personen kan tro, at han/hun er særligt god til noget bestemt uden at det rent faktisk er tilfældet. Det omvendte kan også forekomme – dvs. en person med lavt selvværd, som tror at han/hun ikke duer til noget som helst – på trods af, at det ikke forholder sig sådan. Selvværd har med selvopfattelse, selvevaluering og selvperception at gøre – dermed har selvværd ikke nødvendigvis med virkelighed og sandhed at gøre (ibid p. 2-3)

Der argumenteres ved Baumeister et al (2003) yderligere for, at ønsket om at have det godt med sig selv ikke kan være det eneste motiv som er på spil i forhold til selvværd. I og med mennesket er et væsen som konstant handler i forhold til den virkelige sociale verden, må vi også være motiveret for at rette megen opmærksomhed mod en korrekt opfattelse af os selv (ibid.). Selvværd kan ifølge Baumeister et al (2003) være involveret i denne motivation, hvor vi med en korrekt fornemmelse af egne styrker og svagheder har bedre forudsætninger for at indgå i den sociale verden med succes. Der er imidlertid behov for mere forskning på dette område (ibid. pp. 3-4). I tråd med dette anfører Kernis (2005) at der i forskningen af selvværd bør være mere fokus på flere forskellige aspekter af selvværd. Eksempelvis påpeges det, at selvværds stabilitet, kan tænkes at have afgørende betydning. Stabilitet i selvværd henviser ifølge Kernis (2005) til en del af selv-systemer der handler om, om personen har en stærk eller en svag fornemmelse af et selv. Personer med en stærk fornemmelse af sig selv vil ifølge Kernis (2005) antageligt respondere mere klart og selvsikkert på selvværdsspørgeskemaer end personer med en svag fornemmelse af selv – dette er afgørende for de resultater, som forskning kan generere. I eksempelvis Rosenbergs Self-Esteem Scale er denne stabile og/eller stærke/svage fornemmelse af selv ikke reflekteret (Kernis, 2005).

The sociometer-theory – et evolutionært bidrag

Leary & Downs (1995) argumenterer for et evolutionært bud på en forståelse af selvværd – the sociometer theory; en model som beskriver linket mellem interpersonelle vurderinger og selvværd. Det antages, at andres reaktioner på os har en enorm effekt på selvværdet, fordi selvværd i sig selv er en subjektiv monitor som overvåger i hvilken grad personen bliver inkluderet og accepteret vs. afvist og ekskluderet fra de sociale fællesskaber (Leary & Downs 1995). Der beskrives ved Leary et al (1998), at mennesket har udviklet ”the need to belong” som følge af behovet for motiveret social adfærd/tilpasning (Leary et al, 1998, p. 1290). I denne forbindelse er det også blevet væsentligt at kunne overvåge egen adfærd samt de sociale cues, der eventuelt kunne signalere en kommende afvisning og/eller accept (Ibid). Leary et al (1998) gennemfører en række eksperimenter, hvor de finder ud af at moderat negative og/eller moderat positive interpersonelle evalueringer påvirkede forsøgsdeltagernes fornemmelse af eget værd – men at ekstremt negative/positive evalueringer hverken påvirkede forsøgsdeltagerne mere eller mindre (Ibid. p. 1298). Det understøtter dels Leary et als (1998) antagelser om, at mennesket er følsomme selv over for små eller moderate evalueringer og dels at mennesket er opmærksomme på, når andres evalueringer virker usandsynlige. At forsøgsdeltagerne hverken blev mere eller mindre påvirkede af de ekstreme evalueringer kunne tyde på, at de tillægger disse vurderinger en lavere grad af sandhedsværdi – de tror simpelthen ikke på dem (ibid.). Leary et al (1998) påpeger yderligere, at da mennesker som udgangspunkt møder hinanden venligt, vil selv en neutral interpersonel evaluering virke afvisende og dermed antageligt påvirke følelsen af værd (ibid.)

Leary (2011) påpeger, at selvom selvværdsforskningen har mange år på bagen, er der stadig mange spørgsmål, som står ubesvarede – det foreslås at:

” Sociometer theory adresses many such questions by suggesting that self-esteem is part of a psychological system (the sociometer) that monitors low or declining relational evaluation (e.g. lack of interest, disapproval, rejection) and warns the individual when such cues are detected” (Leary 2011, p. 75)

Citatet understøtter Leary et als (1998) samt Leary & Downs’ (1995) argumentation vedrørende betydningen af relationel værdi – det antages at personer ikke stræber efter opretholdelse eller stigning i selvværd per se, men at det snarere handler om at øge den relationelle værdi, dvs. den værdi vi oplever at have i forhold til de mennesker, vi står i relation til, for derigennem at opnå social accept (Leary, 2011)

Det anførers yderligere af Leary (2011) at antagelsen om, at mennesket stræber efter højt selvværd eller høj relationel værdi fordi det føles godt, sandsynligvis er korrekt, men at det særligt interessante er at gøre sig nogle overvejelser om, hvorfor det er sådan (Leary, 2011, p. 78). Leary (2011) foreslår, at forklaringen kan være at emotioner evolutionært har haft det formål at fortælle mennesket, hvilke oplevelser og situationer det bør søge – dvs. at situationer, som giver en følelse af at andre anerkender én, viser interesse og inkludering i fællesskabet klart er at foretrække frem for de situationer, hvor man føler sig ubrugelig og afvist. Hvis ikke emotioner kunne fungere som brugbare guidelines for adfærd med henblik på at sikre overlevelse og reproduktion ville de være blevet fraselekteret som følge af naturlig selektion. Når mennesket besidder evnen til følelse af såvel høj som lavt værd, må det være fordi, det er gavnligt med denne tilpasning mellem den sociale verdens signaler og egen selvfølelse. Denne tilpasning må samtidig antages at være ganske korrekt, hvis den skal fungere succesfuldt (Ibid.). Her forstås korrekt som ”accurate”, dvs. det modsatte af vrangforestilling og/eller fejlfortolkning. Evolutionen må have selekteret for de individer, som ikke blot formåede at søge det sociale fællesskab, men yderligere forstod at agere i det sociale fællesskab på en måde, som fik andre til at acceptere, hjælpe og interessere sig for dem (ibid. pp. 79+84).

Leary (2011) foretager et eksperiment, hvor han finder ud af, at det essentielle ikke blot er, om man bliver inkluderet eller ekskluderet af fællesskabet – det handler i høj grad om, hvordan andre vurderer én (ibid. pp. 83-84+87-88). Eksperimentet viste, at så længe forsøgsdeltageren bliver vurderet til at være den ”bedste samarbejdspartner” betyder det ikke så meget, om de bliver inkluderet eller ekskluderet i fællesskabet. Samtidig ses det, at når forsøgsdeltagerne vurderes til at være den ”dårligste samarbejdspartner”, så er det ligegyldigt for følelsen af relationel værdi, om de bliver inkluderet eller ekskluderet i fællesskabet (ibid.). Studiets resultater antyder dermed, at det ikke blot er cues vedrørende in- eller eksklusion fra sociale fællesskaber som the sociometer antageligt varetager – systemet må også have til hensigt at advare os om, når vores værdi falder i en relation, som anses som værdifuld. Det er denne del, som påvirker følelsen af værd mest – og dermed gør mest ondt (ibid.). Samtidig anfører Leary (2011) at det sandsynligvis er sådan, at jo højere relationelle værdi i andres øjne – jo mere sandsynligt, at de vil inkludere, støtte og/eller beskytte én. Det kan være forklaringen på, hvorfor forsøgsdeltagerne reagerer stærkest på, at deres relationelle værdi falder ifht. hhv. in- eller eksklusion fra fællesskabet (Leary, 2011, p. 84).

Leary (2011) foreslår – en kende kontroversielt i forhold til mange andre selvværdsforskere – at mennesket egentlig ikke behøver selvværd som sådan. Vi behøver imidlertid et system, som overvåger og responderer på trusler mod relationel værdi – dvs. ændringer i det sociale miljø. Leary (2011) anerkender, at mange forskellige situationer kan medføre fald i selvværd – afvisninger, at blive udkonkurreret, at fejle med noget, som er vigtigt for én mv., men fælles for alle sådanne situationer er, at de alle medfører en følelse af fald i relationel værdi, dvs. den værdi personen tillægger sig selv i forholdet til andre mennesker (Leary, 2011, p. 86).

Udvidelse af the sociometer-theory – er selvværd et spørgsmål om relationel værdi?

Som Leary et al (1998) samt Leary (2011) også påpeger, må selvværdsystemet eller systemet for relationel værdi være udviklet på et tidspunkt i menneskets evolution, hvor kravet om mere komplekse sociale færdigheder opstod. Et system som evaluerer og overvåger følelsen af relationelt værd er ikke relevant for mere simple arter, som ikke lever tæt sammen med andre artsfæller – pattedyr og særligt menneskeartens nervesystem er helt unikt socialt orienteret i forhold til mere primitive arter (Porges, 2001, p. 124). Kirkpatrick & Ellis (2006) anfører, at mange af de mest væsentlige adaptive udfordringer, som mennesket står overfor, har at gøre med at navigere og forhandle i den sociale verden – det forholder sig sådan fordi mennesket netop har udviklet sig til at være en udpræget social art. Derfor må evolutionen og naturlig selektion også have udstyret mennesket med et psykisk system, som gør det muligt at løse disse udfordringer (Kirkpatrick & Ellis 2006, p. 2). Kirkpatrick & Ellis (2006) tilslutter sig Leary & Downs (1995) sociometer-theory, men tilføjer dog yderligere:

“Our model departs from Leary’s, however, in suggesting that (1) there are multiple such “sociometers” associated with functionally distinct socialpsychological systems, and (2) these sociometers have many functions which also vary across relationship domains.” (Ibid. p. 3)

Kirkpatrick & Ellis (2006) understreger at ”social inklusion” ikke er en bestemt adaptiv udfordring men snarere en ”løs kategori” af forskellige specifikke problemer. Forskellige relationer rejser kvalitativt forskellige adaptive udfordringer og det som vægtes i én social relation, vægtes ikke nødvendigvis i andre sociale relationer (ibid. p. 3). Kirkpatrick & Ellis (2006) nævner, at fysisk attraktivitet eksempelvis vægtes højt ved valg af partner men oftest ikke ved valg af venner eller i relationen til familiemedlemmer. Der kan dermed ikke siges at være én bestemt samarbejdspartner som fungerer optimalt over alle fronter – ligesom individet heller ikke kan være på samme måde i alle situationer og derigennem agere lige tilfredsstillende. Derfor må selvevalueringer ligeledes være funktionelt domænespecifikke og til det formål foreslår Kirkpatrick & Ellis, at mennesket må være i besiddelse af flere forskellige sociometre (ibid, pp. 5-6).

Det foreslås som mere specifik illustration, at der må være ét sociometer for parring/pardannelse (engelsk: mating) og et andet sociometer for dannelse af alliancer og tilhørsforhold. Det er ifølge Kirkpatrick & Ellis (2006) tids- og ressourcekrævende at tiltrække og søge efter partner – for ikke at fejle for mange kostbare gange, må mennesket have udviklet et system til overvågning af egen relationelle parrings-værdi. I søgen efter en passende partner gælder det ifølge Kirkpatrick & Ellis om at have en realistisk fornemmelse af sin egen mate value (MV) for ikke at risikere at ”sigte enten for højt eller lavt” i sin søgen efter partner (ibid. pp. 5-7). Et sådant system er med til at sikre at lav-MV individer ikke spilder kostbar tid og ressourcer på at jagte høj-MV individer, og samtidig at høj-MV individer udnytter deres chancer til fulde og ikke parrer sig med en partner af ”lavere værdi”. Det foreslås, at selvværdssystemet må være involveret i denne evaluering af egen MV (ibid.) Samtidig foreslår Kirkpatrick & Ellis (2006) at selvværdssystemet må være involveret i processen, hvor der skabes alliance og tilhørsforhold til medlemmerne i den/de sociale grupper, mennesket er en del af. Her kan systemet betegnes som et “socialt selvværdssystem”, som fokuserer på perceptionen af social accept og anerkendelse – det er her Kirkpatrick & Ellis (2006) mener, Leary & Downs (1995) sociometer-theory indplacerer sig (ibid, pp. 7-8).

De to eksempler illustrerer, hvordan mennesket møder sociale udfordringer af forskellige karakter (at søge og fastholde mage er en anden udfordring end af søge anerkendelse og inklusion i den gruppe, man tilhører) – der kan argumenteres for at selvværdssystemet er involveret i løsningen af begge slags udfordringer men på forskellig vis. Kirkpatrick & Ellis (2006) konkluderer, at det, som psykologer traditionelt betegner som ”selvværd” henviser til adskillige evolverede psykologiske mekanismer, som er designet til det formål at overvåge specifikke aspekter af selvet i forhold til andre. Disse selv-evalueringsmekanismer medfører en lang række adaptive funktioner for de psykiske systemer som er designet til at guide adfærd – i dette tilfælde i forhold til valg af partner og allianceskabelse, men det gælder ifølge Kirkpatrick & Ellis (2006) også i adskillige andre sociale domæner (ibid).

Opsummering

Opsummerende kan der argumenteres for, at selvværdssystemet spiller en rolle i forholdet mellem selv og andre, hvor det forekommer særligt væsentligt at kunne opfatte og handle på fald i værdi. Selvværdssystemet må med udgangspunkt i ovenstående antages at fungere som en slags evolutionært udviklet monitor, som har til hensigt at bidrage til en sikring af individets tilpasning til omgivelserne, hvor eksempelvis en advarsel om fald i relationel værdi vil tilskynde en form for reparerende adfærd. Dette advarselssignal kan tænkes at bestå af en form for smertesignal²². Det er sandsynligvis også her, vi skal lede efter selvværdssystemet betydning for psykens immunsystem, hvor det lader til at selvværdssystemet er involveret i en fleksibel proces, der i bedste fald muliggør social inklusion og anerkendelse.

I ovenstående lægges der gennemgående vægt på, at selvværdssystemet varetager opgaver som kræver høj grad af korrekt selv-opfattet relationel værdi. Mennesket udviser imidlertid af og til tendenser til bias i disse selvopfattelser. I det følgende vil blive illustreret hvilke implikationer der er forbundet med selvopfattelser, som er præget af positive bias – yderligere vil vi præsentere nogle perspektiver som kan belyse, hvordan disse kan tænkes at være adaptive strategier, som antageligvis kan kobles til psykens immunsystem.